Feast

John Gulagers Feast er resultatet af Ben Affleck og Matt Damons tv-serie Project Greenlight, der hjalp aspirerende filmskabere med at komme i gang. Valget i tredje sæson faldt på et manuskript skrevet af Marcus Dunstan og Patrick Melton, der leger med gysergenren og de forventninger, et publikum har til genren. Resultatet er blevet en ganske fremragende gyserkomedie, som nok bør få de fleste splatterfans til at klappe i hænderne.

Velkendt plot

Plottet kender vi: En lille gruppe af mennesker er isoleret langt ude på Lars Tyndskids marker (i dette tilfælde en bar) og må kæmpe imod en udefrakommende trussel, samtidig med at der opstår problemer personerne imellem. Manuskriptforfatterne ved udmærket, at publikum nu læner sig tilbage i sofaen og blæser bobler i deres cola og smider med popcorn, da der ikke er meget nyt under solen.

Men Dunstan og Melton har leget lidt med de ellers så klassiske elementer og vender op og ned på de ellers så genkendelige ting.

Det er aften, og vi befinder os på en bar langt ude in the middle of nowhere. Vi får ret hurtigt præsenteret de lokale stamgæster igennem nogle fact sheets, der bl.a. fastslår hver karakters navn, bekræftelse, fun fact samt alder. Vi kender allerede til karaktererne, da de er formet efter nogle tynde skabeloner, og dette er en sjov og selvbevidst måde lige at få kridtet banen op på.

Pludselig bliver bardøren sparket op, og ind kommer vores blodindsmurte helt (Hero) med en shotgun og et afhugget monsterhoved. Han advarer gæsterne om flere monstre, der forfølger ham, men før de når at barrikadere stedet, bryder et af monstrene igennem vinduet og bider knoppen af vores helt.

Så selvom Feast er opbygget af klichéer, er intet helligt, og filmens helt kunne ligeså vel være den nørdede Beer Guy (Judah Friedlander) som den irriterende (men også ret morsomme) Bozo (Balthazar Getty).

Bryder reglerne

Jeg vil ikke komme videre ind på plottet her, men blot nævne at Feast bryder med en del af de gængse regler, der ellers normalt gælder for gyser-/monsterfilm, og det er herligt. Det hele serveres med et velvidende glimt i øjet og ofte til stor overraskelse ved første gennemsyn. Alt er tilladt her, intet er helligt, og netop derfor kan man ikke lade være med at holde af filmen.

Feast ligner ikke nogen stor Hollywoodproduktion, og det skyldes selvfølgelig primært det smalle budget, der reflekteres i bl.a. location, skuespillerstaben samt nogle af effekterne. Men Gulager formår alligevel at få det meste ud af sit budget, og selvom vi igennem hele filmen befinder os på én location, bliver det aldrig kedeligt.

Skuespillet ligger lige omkring middel, med semikendte skuespillere, hvoraf bartenderen, spillet af Clu Gulager, nok stikker mest ud. Det er ikke pinlig overspillet eller underspillet, men man mærker tydeligt, at vi ikke har med stjernespillere at gøre. Der er heller ikke meget at arbejde med for skuespillerne, da deres karakterer er modelleret omkring tynde skabeloner, og Feast er jo en monsterfilm, så det er nok ikke i forventning om Oscarværdigt skuespil, at man opstøver en film af denne art.

Leverer på monsterfronten

Monstrene er jo grunden til, at vi som gyserfans går efter lige præcis denne type film, og her leverer Feast også i store mængder. I begyndelsen af filmen er monstrene filmet fra afstand og skjult i skygger og bag bygninger, så vi ikke får et klart billede af dem. Men hen imod slutningen smider de dog deres forklædninger, og vi får et klart billede af, hvordan bæsterne virkelig ser ud.

Og der bliver ellers disket op med et fedt monsterdesign, der nok skal få de fleste til at sidde og klappe i hænderne. Desværre er filmen klippet så hektisk i actionscenerne, at det kan være svært at få et overblik, men det er uden tvivl et valg, Gulager har gjort, for at skjule de mindre fejl og mangler i monster-makeuppen.

Er man blodtørstig, vil man helt sikkert også være ganske tilfreds med udbuddet af de våde varer i Feast. Vi skal ikke langt ind i filmen, før monstrene bider knoppen af den første person og blodet pumper ud til alle sider. Og der spares ikke på teaterblodet, der nærmest bliver kastet ind i spandevis, som det også var tilfældet i splatterklassikere som Bad Taste (1987) og Evil Dead II (1987). Foruden blod er der også rigeligt med slim og maddiker, der sikkert kan få det til at vende sig i maven hos de sarte.

Glimrende underholdning

Feast er ingen milepæl, men glimrende underholdning til en videoaften eller en regnfuld søndag, hvor den til gengæld også rangerer ret højt på min personlige liste. Tre år senere kom efterfølgeren Feast II: Sloppy Seconds og i 2009 tredje kapitel Feast III: The Happy Finish, der blev udgivet direkte på dvd.

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012

Stikord: Splat