Fear the Walking Dead: Season 2

Da jeg anmeldte første sæson af Fear the Walking Dead (herfra FTWD), afsluttede jeg min kritik med en ønsketanke: At serien i anden sæson kunne rejse sig fra det dødvande, den var ved at drukne i efter en intens og original start, der brat blev til noget bras. Det skete … pletvist.

Det skal nævnes, at anden sæson, med sine femten afsnit, er mere end dobbelt så lang som første, og at dens bagmænd derfor må formodes at have haft et langt større budget end i første sæson.

Det virker da også som om de forplumrede plotlines og til stadighed ret grå hovedpersoner – mere om dem senere – bliver forsøgt skjult bag kunstigt blod og apokalyptiske vistaer.

Den smukke død

Fra at være en geografisk stillestående fortælling om gud-ved-hvilket-nummer-dommedag, der rammer Los Angeles, drager vi nu med båd, bil og på apostelheste til Mexico.

Mexico udfylder på ironisk vis altså stadig dets mytologiske plads, som det sted hvor amerikanere tager hen, når lokummet brænder. Rundvisningen i Mexico vil ingen ende tage, og vi guides rundt på adskillige vingårde, et hotel, en favela, et pakhus, det smukke vildnis og naturligvis den forjættede grænse til Gud eget land.

Det smukke landskab er naturligvis hærget af zombier for at peppe det lidt op – en opgave man ikke kan betro de menneskelige karakterer. Dertil ligeledes hærgende gangstere og generelt forfald.

Yndigt ser det ud, dekoreret med et tykt lag sminke, blod, pus, knækkede knogler, øjne der trykkes ind i kranier, jernspigre der flår indre organer itu, og hundredvis af flækkede hjerneskaller. Der er ikke sparet på effekterne eller statisterne, og det er bestemt en fornøjelse, selvom der her og der dukker to afsnit op i træk, næsten uden det serien handler om: zombier.

Og man savner nogle gange en ekstra zombie eller to. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke fortrak at se to tredjedele af hovedkaraktererne dø. De fortjener simpelthen ikke at overleve.

Familien Amerika – størstedelen af rollerne er middelklassetumper fra forstæderne – begår så uendeligt mange uovervejede handlinger og decideret kontraintuitive dumheder, at det kun lader sig forklare med filmmagi, at de stadig er i live.

Det siger meget om seriens personer, at den bedste overlever omtrent halvvejs i sæsonen får et mentalt sammenbrud, så handlingen helt overlades til folk, der aldrig har tændt et bål eller slebet en kniv før. Man får i øvrigt hurtigt fornemmelse af, at seriens forfattere heller aldrig har overnattet i det fri.

Forbandet familiefnidder

Jeg ved ikke, om det er for at lefle for et bredere publikum, der skal kunne genkende sig selv i rollerne og ikke kan spejle sig i de hårdføre helte og skurke i moderserien The Walking Dead. Men jeg har en meget kraftig mistanke om det.

Det ord, der bruges oftest i serien er ikke “walker”, “help” eller “ammo”, det er “family”. Hovedpersonerne leder konstant efter dette ords mening og eventuelle underbetydninger, så de helt overser at forsøge at overleve, og således drives handlingen videre dumhed for dumhed.

De få personer, der er dybe og interessante nok til, at man som menneske kerer sig om dem, er sammen med effekterne det, der alligevel gør, at man ser sæsonen til ende.

Her er tale om den fåmælte, indestængte og borgerkrigstraumatiserede salvadoraner Daniel, den lyssky hustler Victor Strand og (nu eks-)junkien Nick. Disse tre karakterer udvikler sig og afslører mange nye sider af sig selv, mens de andre kun bevæger sig én vej: Længere ned i deres eget personlige søle.

Det er når disse tre personer, eller de bipersoner, de bekymrer sig om, er i fare, at man sidder ude på kanten af stolen og spændingsbarometeret topper. De dygtigt lavede action- og splattersekvenser får her – endelig! – støtte af fortællingen, og her bliver FTWD ligefrem glimrende.

Der er dog for få af disse øjeblikke til at trække karakteren højere op, end der hvor første sæson lagde sig. Jeg ville virkelig gerne kunne give produktionsholdet deres egen karakter – så ville de have fået fire stjerner.

Det er synd, at det skal ligge disse gedigne håndværkere til last, at forfatterne ikke kan skrive en god historie!

Anmeldt i nr. 135 | 13/01/2017

Stikord: Spin-off, Zombier