Ja, lidt nørd er man vel altid. Men ikke desto mindre er Fantastic Voyage et eksempel en film, der udforsker noget, vi ikke har set før, nemlig kroppen. Og det kan faktisk godt undre mig meget, at flere film ikke sidenhen har gjort det samme.
Dantes kærlighed til kroppen
Joe Dante kastede sin kærlighed på kroppen og Fantastic Voyage med Innerspace i 1987, og i 2002 kom Antibody (Med Lance Henriksen, produceret til tv og sendt på Sci Fi Channel og udsendt på video), og så må vi heller ikke glemme den forrygende Osmosis Jones fra 2001, der kombinerer live action med animation.
Desuden inspirerede filmen den animerede tv-serie Fantastic Voyage (1968-1970). Men ellers er det sgu’ lidt småt med science fiction-film der primært udspiller sig i menneskekroppen. At man så i mange år har talt om en genindspilning af Fantastic Voyage, med navne som James Cameron og Roland Emmerich tilknyttet, er jo ganske spændende.
Fantastic Voyage er en film, der lever meget på sin wow-effekt. I dag er effekterne stadig flotte, filmen vandt da også to Oscars i 1967 for henholdsvis effekter og art direction, men historien halter desværre en smule.
Det er et klassisk eksempel på en effektfilm, og man så det også med eksempelvis Avatar (2009), hvor teknologien også var vigtigere end historien. Men alligevel er Fantastic Voyage en meget charmerende og underholdende film og et koncept, der er som taget ud af en Jules Verne fortælling.
Jules Verne og den kolde krig
Oprindeligt skulle filmen også have foregået i 1800-tallet i en Jules Verne-lignende setting, men manuskriptforfatteren Harry Kleiner forkastede idéen og rykkede handlingen frem til nutiden og tilsatte et Koldkrigs-bagtæppe. Lad os se lidt på handlingen.
USA og USSR har begge udviklet en teknologi, der gør stormagterne i stand til at formindske ting, personer og andet godt. Problemet for begge parter er dog, at formindskningen kun holder i en kort periode.
Forskeren Jan Benes, der arbejder bag Jerntæppet, har dog fundet løsningen på problemet, men da CIA hjælper ham til vesten, bliver han offer for et attentat, der efterlader ham i en komatøs tilstand med en hjerneskade.
Naturligvis har amerikanerne en plan, og de har det rette udstyr: Vi formindsker et fartøj med eksperter, sender det ind i kroppen på Benes og så har de så 60 minutter (hvis der går længere tid vil fartøjet begynde at vokse til normal størrelse og det ville ikke være godt for Benes) til at finde frem til hjernen og ordne problemet med en laser! Og alt dette gør de i deres forskningsanlæg C.M.D.F. (Combined Miniaturized Deterrent Forces).
Ja, det er langt ude men også ganske herligt fundet på.
På rejse med en havgud
Så ubåden Proteus (en havgud fra græsk mytologi) og en besætning bestående af agenter og videnskabsmænd formindskes og sendes ind i Benes’ krop. Og så begynder den store rejse ellers, hvor man som tilskuer bliver vidner til det ene ”spectacle” efter det andet.
Det er både smukt og flere steder lidt skræmmende. Det er helt tydeligt, at filmen mister noget dramaturgisk momentum, og personener bliver ganske ligegyldige (man får ikke meget ud af skuespillere som Donald Pleasence og Raquel Welch), men derimod får vi en imponerende opvisning af effekter, som var state of the art tilbage i 1966.
Som tiden skrider frem og vi nærmer os deadline, klippes der til laboratoriet i den ”virkelige verden”. Endvidere skal vores helte blandt andet også slås med manglende ilt, en omvej og ikke mindst en mulig sabotør!
Fantasien slippes løs
Hvor filmen mangler noget i forhold til handlingen, så har den til gengæld i overflod af det stof, der skaber fantasi. Og det stof, der lader dig tage med på en fantastisk rejse.
Filmens instruktør Richard Fleischer (en gammel kending her på Pulpen) læste medicin og menneskelig anatomi, før han blev filminstruktør, og Fleischer formår da også, sammen med sit effekthold, at gøre rejsen i kroppen ganske troværdig: Hvor fantastisk det end lyder, så tror man på, at Proteus sejler rundt i en menneskekrop.
Så på mange måder er filmen meget beslægtet med klassiske rumrejsefortællinger, hvor verdensrummet og fremmede planeter ”bare” er byttet ud med kroppen. Det er, selvom det er så tæt på, et fremmed sted. Et sted, der skal udforskes. Et sted, der er opbygget af fantasi og videnskab. Fantastic Voyage gør det, en god science fiction-film bør gøre: Den kombinerer videnskab med fantasi.
Da Asimov fyldte huller ud med ord
En sjov detalje i forhold til filmen er knyttet til science fiction-legenden Isaac Asimov, der fik til opgave at skrive en roman baseret på filmens manuskript. Asimov var meget hurtig på skrivemaskinen, så hans bog blev færdig før filmen kom ud, hvilket gør at mange fejlagtigt tror, at Fantastic Voyage er en filmatisering af Asimovs roman.
Uden at gå i detaljer så har filmen, specielt i slutningen, nogle faktuelle problemer, huller om man vil det, som Asimov lukkede i bogen.
Fantastic Voyage er en fantastisk film. Ikke på grund af manuskriptet og personinstruktionen, men på grund af effekterne og den rejse, som filmen tilbyder os.
Dansk titel: Den fantastiske rejse
Instruktør: Richard Fleischer
Manuskript: Harry Kleiner efter historie af Jerome Bixby og Otto Klement
Cast: Stephen Boyd (Grant), Donald Pleasence (Dr. Michaels), Raquel Welch (Cora)
Producere: Saul David (producer)
Foto: Ernest Laszlo
Klip: William B. Murphy
Musik: Leonard Rosenman
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, svensk og dansk
Produktionsland, år: USA, 1966
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox Film Corporation
Distributør (DVD): Twentieth Century Fox
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 113 | 13/03/2015
Stikord: Formindskelse