Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Faces of Death

Faces of Death
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Faces of DeathFilmserien Faces of Death, der har skabt stor debat og forargelse igennem tiden, er snarere en oplevelse af exploitationgenren end en egentlig filmoplevelse. Det kan diskuteres i lang tid, hvorvidt en film, der viser dødsscener i en time og tre kvarter kan være god underholdning eller om det bare er en syg og forstyrret måde at tjene nogle penge på.

Filmserien Faces of Death, har skabt sig noget af et kultry gennem de sidste mange år. Filmene praler af at vise ægte dødsfald i diverse ulykker og obduktionsscener, hvilket har skabt en del debat igennem årene. Den første film så dagens lys i 1978, og er siden blevet fulgt af ikke mindre end fem sequels, et dokumentarprogram og et recut af filmen, der indeholder de værste scener fra den originale film. Den første film endte på BBFC’s liste over Video Nasties, da filmen angiveligt viste realistiske dødsfald og vold.

Fake optagelser

Vores vært Dr. Gröss (Michael Carr)

For et uforberedt publikum, vil filmen sikkert gøre et uudsletteligt indtryk, som Cannibal Holocaust også gjorde på mange. Det gjorde de første scener også gjorde på mig, da de er relativt realistiske at se på – men det var scenen, hvor Jigsaw blev skåret op i Saw IV (2007) jo også!

Efter denne scene er det relativt få scener, der virker realistiske, og selvom folkenen bag filmen reklamerede med, at de viste 100 % ægte scener, har både instruktøren samt effektfolkene bag senere stået frem og sagt, at langt over 95% er fake optagelser, de selv har iscenesat. Om man så ved dette, når man er så (u)heldig at sætte filmen i afspilleren, kan gøre en verden til forskel, da mange kan tro, at alt, hvad de ser i filmen er ægte, hvilket intet af det er.

Som sagt består filmen af en række scener, der viser forskellige ulykker og dødsfald, hvor en stemme taler indover for at give scenerne mening. Stemmen tilhører Dr. Francies B. Gröss (Michael Carr), der forklarer lidt om scenerne, og om hvorfor han er så fascineret af netop døden og de mange ansigter, den repræsenterer.

Dødens ansigter

Fra filmens åbningssekvens - her et menneskehjerte, der går i stå

Faces of Death begynder med en operation, hvor vi ser et menneskehjerte slå langsommere og langsommere, og ender med at stå helt stille. Herefter følger nogle scener, der er ganske veludførte, af lig, der bliver skåret op (her er kvalmetærsklen virkelig oppe og ringe!) og indvolde bliver fjernet. Herefter træder vores fortæller Dr. Gröss ind i et lille rum, hvor han fortæller om sin underlige fascination af døden, og hvordan han har forsket i dødens forskellige ansigter – deraf titlen. Efter, vi er blevet pænt præsenteret for den gode Dr. Gröss, kan vi begynde vores rejse ind i filmens egentlige “handling” – altså det, som mange stadig går rundt og tror er 100% ægte optagelser.

Hvilke scener, der kommer før andre, er ikke rigtig til at huske, efter filmen er ovre, da de kører i en lang rille, hvor vi ikke får nogen kunstpauser eller åndehuller, hvor vi som publikum, kan få lov til at trække vejret og gyse (eller grine) over de klamme scener. Dette er med til at gøre filmen til et mareridt, der kan give selv den mest garvede mondofan sved på panden. Samtidig gør det også, at man ikke rigtig får så meget andet ud af det, end noget, der kunne minde om en Cannibal Corpse musikvideo.

Billedkvaliteten er meget svingende. Nogle af de scener, der virker mest realistiske, er ofte ret uldne og ridsede i forhold til de steder, hvor vi ikke er det mindste i tvivl om, at scenerne er iscenesat. Den svingende kvalitet kan irritere i starten, og fjerne fokus fra, hvad man sidder og ser, men med tiden glemmer man det, og følger med i filmens “handling”.

Gennemskuelige scener

Fra den berygtede abehjernespisningsscene

Der er forskellige typer scener i den første Faces of Death, som blandt andet tæller de scener, man er sikker på er ægte, såsom scener fra et slagteri, hvor køer og får bliver slagtet og flået. Derudover er der scenerne, hvor det er helt åbenlyst, at alt er iscenesat og intet er rigtigt, såsom scenen, hvor nogle tyske gæster spiser abehjerne, og scenen hvor en bjørn angriber en uheldig fotograf. Dertil kommer nogle få scener, hvis realisme jeg stadig er i tvivl om.

En af de scener, der er værd at fremhæve, er den førnævnte abehjernespisning, der skabte en hel del debat, da filmen udkom, men som senere er blevet afsløret som et falsum. Mange vil måske stadig kunne falde i, og tro, det var ægte, hvis de har hørt om filmen fra andre, der har fortalt at det hele er “100% rigtigt”. Men de fleste vil kunne se, at abehovedet er lavet af gummi, da hjernen fjernes og sendes rundt, og slet ikke ligner den abe, der for et minut siden sad og skreg i bordet.

Kameraholdet bliver holdt væk fra gerningsstedet, da politiet finder et lig - bemærk hånden på kameralinsen, der giver en mere realistisk effekt

En scene, der også er forholdsvis nem at gennemskue, er scenen, hvor et par filmer en vild bjørn, men pludselig går amok på den uheldige mand, der filmer. Da bjørnen angriber, bliver kameraet rystet gevaldigt rundt, hvorefter vi ser bjørnen sidde med nogle kunstige plastiklemmer og teaterblod om munden.

Et par scener kan man ikke være meget i tvivl om. Disse er blandt andet scenerne, der er filmet i et slagteri, hvor vi ser køer få skåret halsen over og forbløde. Disse scener blev ved med at køre i hovedet på undertegnede lang tid efter, og der gik et stykke tid, før jeg kunne nyde en god bøf igen. Fra slagteriet ser vi også får, der hænger fra kæder og bliver flået. Det ser voldsomt ud, og hvis man holder meget af dyr, bør man nok hoppe over filmen, eller i hvert fald spole henover disse scener. Rigtige exploitationfans kender til de obligatoriske dyredrab, som blev brugt i film som Cannibal Holocaust (1979) og Cannibal Ferox (1981), så mange af scenerne fra Faces of Death, vil nok ikke komme som en stor overraskelse eller virke så chokerende som de vil gøre ved en mondojomfru, der ikke har stødt på fænomenet før.

Mondooplevelse

Filmen indeholder tonsvis af sekvenser, hvor vi ser lig bliver åbnet

Dr. Gröss’ snakken indover billederne virker meget godt i starten af filmen, men man bliver træt af at høre på ham igennem den næsten to timer lange film. Efter, man har set Faces of Death, sidder man og tænker lidt over det, man har set, for der er ikke den helt store mening med filmen, andet end at vise død og ødelæggelse. Hvis man leder efter en morale eller et budskab, kigger man forgæves, da det er en ren og skær mondooplevelse, der giver dig en på hatten. Personligt vil jeg ikke betegne dette som underholdning, da det aldrig er en film, jeg kunne finde på at sætte på til en videoaften med vennerne eller en hyggelig stund med kæresten.

Filmens påstand om at det hele er ægte, og alle ulykkerne er sket i virkeligheden, er naturligvis varm luft, der blev brugt for at sælge filmen og tjene en masse hurtige penge. Vi kender det også fra Cannibal Holocaust og endda Blair Witch Project, der begge proklamerede at være sande optagelser for at skaffe så meget omtale og opmærksomhed som muligt. Det har selvfølgelig virket, og gjorde det også for Faces of Death, men sandheden har det jo med at slippe ud og det gjorde den også her. Heldigvis, for hvis Faces of Death var det, den hævder at være, ville det være noget af det sygeste, man kunne forestille sig! Ikke desto mindre har serien skabt sig noget af et ry, og er blevet en film, som mange gorefans snakker om. Som Caspar Vang fra Uncut skriver i sin anmeldelse, er der fire persongrupperinger, der har set filmen:

Endnu et lig

De der aldrig har hørt om filmen. De der har hørt om filmen, i bedste “vandrehistorie (urban legend) stil”, som “en afsindig film hvor man ser folk dø og blive lemlæstet, og det hele skulle være rigtigt, for det har de hørt fra en de kender. De der har set filmen og på trods af dens afsindige grinagtige utroværdighed, stadig i deres uudgrundelige naivitet er overbeviste at filmen er ren dokumentar og rimelig “snuff og heavy”, for man ser jo folk dø. Og den sidste kategori der har set filmen, kender dens korrekte betegnelse som mondo-cinema og blot ser den som et interessant eksempel på ekstrem eksploitation og til stadighed sukker over at den sidste idiot ikke er født endnu…

Bedre kan det vist ikke siges. Gorgon Video har udgivet Faces of Death på regionsfri DVD, og de første fire film er samlet i deres boxsæt, der også indeholder dokumentaren Faces of Death: Fact or Fiction?, der fortæller lidt om, hvilke scener, der er virkelige og hvilke, der er iscenesat. Dokumentaren skal tages med et gran salt, da det også mest er ment som en joke.

Kultry

Et lig fra en kirkegård

I sættet får man også The Original Worst of Faces of Death, der, som titlen siger, er et sammenklip af de værste scener fra den første Faces of Death. Til slut kan man konkludere, at selvom filmene har fået sig noget af et kultry, skyldes det at filmenes bagmænd, har haft en ustyrlig lyst til at tjene penge og gerne så hurtigt og nemt så muligt.

Om man vil kunne lide Faces of Death, er en smagssag, men alene på grund af dens skamløse forsøg på at sælge sig selv som “ægte” og dens fortsatte evne til at sætte folk i tvivl, er den én af genrens milepæle. Er man til diverse mondofilm, og kan klare de stærke scener, kan der være noget at komme efter, men om man decideret kan nyde en film som Faces of Death er en anden sag. Om man får noget ud af filmen, udover kvalme, kan jeg ikke sige, da jeg alene så filmen som et bud på, hvordan man før i tiden solgte film og tjente penge på de mest lurvede måder. Som sådan er Faces of Death faktisk ganske interessant og på sin egen perverse facon lettere genial.

3 stjerner

Titel: Faces of Death
Dansk titel: Dødens Ansigt
Instruktør: John Alan Schwartz
Manuskript: John Alan Schwartz
Cast: Michael Carr (Dr. Francies B. Gröss), Samuel Berkowitz (Himself/Cryogenics Patient), Mary Ellen Brighton (Herself/Suicide victim)/ Thomas Noguchi (Himself)/ Adolf Hitler (Himself), John Alan Schwartz (Leader of Flesh Eating Cult)
Producere: Rosilyn T. Scott (producer), Herbie Lee (associate producer), William B. James (executive producer)
Klip: Laurl Crushman, James Roy & Ivon Simoné
Musik: Gene Kauer
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1978
Produktionsselskaber: F.O.D. Productions
Distributør (DVD): Gorgon Video
Udgave/region: 0

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *