En hyggelig kælder midt i Århus. Toogfyrre biografstole, et lærred og en biografsal, hvor det både er tilladt at ryge og drikke øl. En hyggelig bar og et toilet, hvor der på døren hænger en plakat fra filmen Liderlige Belinda.
Velkommen til undergrundsbiografen Slagtehal 3, som er en fantastisk mulighed for at se underlige film i hyggelige omgivelser. Det er en biograf, som viser meget specielle film, som det ikke er muligt at se i almindelige biografer. Der er splatterfilm, monsterfilm, asiatiske perler, blaxploitation (og en masse exploitation i det hele taget), 50’er sci-fi, dårlige gysere fra 80’erne, lumre ting fra 70’erne og meget andet, som vil behage enhver fan af det slibrige og specielle.
Derudover kan man med jævne mellemrum se musikdokumentarfilm, og Slagtehal 3 har også i flere omgange vist kortfilm, lavet af amatører. Så alt i alt er Slagtehal 3 et udstillingsvindue for specielle film, og for folk, der gerne vil vise deres film for et publikum. Samtidig er det en mulighed for at se underlige film sammen med et publikum, der langt hen ad vejen har den samme glæde ved det mærkelig som dig selv, og man kan ofte høre latteren sprede sig i salen, når der sker et eller andet absurd i en film.
Igennem de sidste mange år har en del af Planet Pulps skribenter med jævne mellemrum frekventeret den herlige lille århusianske undergrundsbiograf. Flere af de film, vi har anmeldt her på siden, har vi stiftet bekendtskab med i netop Slagtehal 3. Så da stedet i denne måned kunne fejre sit 20 års jubilæum var det en god anledning til at lave et interview med folkene bag stedet, for at finde ud historien bag biografen, hvorfor de vælger de film, de gør, og meget andet.
De 20 år markerede Slagtehal 3 da også med en fest og et arrangement, som var en del af Århus Festuge. Vi satte biografen stævne en mandag eftermiddag i starten af september på Mejlgade 50. På en almindelig torsdag aften, regnet ud fra sidste års gennemsnit, kommer der 17,8 betalende gæster i kælderen, hvor der er plads til ca. 50 – med ca. menes der hvor mange klapstole, der er plads til ud over de 42 biografstole. Samtidig er der også et TV i baren, der viser den samme film, som kører i salen, hvor man kan følge med, når man er ude og hente øl. Der er igennem årene blevet vist omkring 500 film, og den største succes var Eraserhead, som Slagtehal 3 viste før den kom ud i dansk distribution. Da var der så mange mennesker, at de måtte vise filmen to aftener.
De fem
Kælderen, hvor biografen ligger, bliver lejet af folkene bag Slagtehal 3. Til vores interview i biografcaféens hyggelige omgivelser var der mødt hele fem folk fra Slagtehal 3 op. Erik, Stine, Thorkild, Niclas og Mogens – og det skal siges, at de alle fem kommer i Slagtehal 3 hver uge, med få undtagelser, for at nyde det hyggelige samvær. De fem har følgende præferencer – ud over at de alle kan lide specielle film. Stine: koldkrigsfilm med videnskabsmænd, kolber og tanken om, at man ikke skal lege Gud, samt monsterfilm.
Thorkild: napper lidt af hvert, men er mest til old school film, lavet på et lille budget, hvor man kan se, at instruktøren har skulle arbejde for sin sag. Eksempelvis månefilm, hvor man kan se, at kulisserne er papkasser, og hvor man virkelig mærker, at instruktøren har brændt igennem.
Mogens: 60’er-agentfilm og musikdokumentarfilm – som der også vises en del af i Slagtehal 3.
Niclas: tyske film, absurde ting i stil med David Lynch – Niclas har f.eks. set Wild at Heart over 100 gange – og superheltefilm, da han er tegneserienørd.
Erik: ud over det, de andre har nævnt, er Erik meget vild med asiatiske film, hvor han mener, at der findes mange glemte perler. Ud over de fem er der også knyttet fire andre – Ole, Martin, Jørgen og Morten – til projektet.
Mødet med folkene bag Slagtehal 3 blev til en meget spændende og levende samtale, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, da de medvirkende godt kunne have en kærlig tendens til at afbryde hinanden.
20 års jubilæum?
Som en helt naturlig start faldt snakken på, hvornår Slagtehal 3 startede og hvorfor.
“Tilsyneladende startede det i 1987, men der er andre synspunkter på det, så det kan godt være, vi gentager festen om 2 år”, siger Erik med et smil på læben.
“Der er faktisk nogen, der påstår, at de har bevismateriale på, at vi startede i 1988”, konstaterer Thorkild tørt, før Erik fortsætter: “Det startede egentlig som en støtteforening for noget, der hed Århus Video Workshop, som lå nede på havnen, hvor Mediehus Århus ligger nu, og som netop lå i Slagtehal 3 – et tidligere slagtehus, og det er så derfra at navnet kommer”.
Det skal siges, at Erik er den af de fremmødte, som har været med i længst tid, men at han ikke var helt med fra start, hvor han mener at huske, at det var tre piger, der startede det: “Mette og Lone og så en pige jeg ikke kan huske, men hun hed sikkert også Lone”.
“Kælderen her startede som et lejemål for en videoforening, og Slagtehal 3 startede med at have forevisninger i foråret 1991. Udgangspunktet, ud over at man gerne ville lave en aktivitet for unge mennesker, var, at stedet skulle være et forum for film, som man ikke havde mulighed for at se på anden vis. Altså noget, der lå væk fra TV’et, biografen og studenternes filmklub. Og dengang var det meget vanskeligt at få fat på filmene, da man ikke kunne få hjælp fra Internettet”.
Her tager Thorkild over: “Vi fik ting fra Tyskland, Holland og noget fra USA. Ting blev anbefalet fra mund til mund, frem for nettet, og dengang kunne ting være ret så dyre”, og Erik bryder ind: “Til at starte med blev der kun vist film hver 14 dag, og der var en kortere sæson, men efter vi flyttede herned, blev forestillingerne hyppigere”.
Besværlig information og sene deadlines
Da Slagtehal 3 startede op, var der ikke noget, der hed Internettet, og den Google-søgning som i dag ligger helt naturligt for, krævede før i tiden mere benarbejde og opslag i mange bøger.
Erik siger følgende: “Der var danske og udenlandske fanzines, opslagsværker og andet godt”, mens Stine tilføjer: “Det var meget bogpræget. Jeg kan da huske, at vi sad med store stakke af filmopslagsværker”.
Thorkild snakker videre om de gode, gamle videodage: “I de kronede videodage sad man med krydsede fingre i håb om, at vi fik de film, vi bestilte. Distributionen fungerede jo overhovedet ikke dengang, og nogen gange kom filmene måske en uge efter, vi skulle bruge dem”.
På spørgsmålet, om Slagtehal 3 i dette øjeblik ligger inde med alle filmene til denne sæsons program, bliver der svaret ja, hvortil Stine meget undrende spørger: “Er de kommet? Det plejer de ikke at være, som regel mangler vi et par stykker, når vi går i gang”, og Thorkild bryder ind: “Vi har faktisk været udsat for at der var nogle film, vi ikke kunne vise, fordi de ikke var kommet frem”.
I samme, lidt kaotiske tråd, bliver der spurgt, om hvornår programmet er færdigt, og der bliver svaret i kor: “I sidste øjeblik, så sent som overhovedet muligt”. Men Mogens gør dog det klart, at de har en deadline, som bliver overholdt i de fleste tilfælde.
At tænke på sit publikum…
Eller ikke at tænke på sit publikum
Så småt begyndte snakken at bevæge sig hen imod den måde, Slagtehal 3 udvælger deres film på, og om de overhovedet tænker på deres publikum i denne sammenhæng.
“Det er totalt uforudsigeligt, og vi tænker faktisk ikke på publikum”, siger Stine og bryder ud i latter.
Erik tager kort over, mens Stine griner af: “Jo, det gør vi faktisk. Hvis vi ser nogle genrer, som sælger billetter, så prøver vi at gentage succesen”.
Stine, der er færdig med at grine, fortsætter: “Nogen gange bliver vi totalt overrumplede over ting, som vi ikke troede, nogen ville se, og så bliver det til kæmpe publikumsmagneter. Og andre gange, hvor vi tror, det vil blive publikumssucceser, så kommer der næsten ingen”.
Her bryder Mogens ind med en bemærkning om at tænke på, hvad der kan tiltrække et større publikum: “Men det er noget, som vi er begyndt at tænke mere over. Altså hvad kan trække folk til, fordi vi har haft et par sæsoner, som har været mindre godt besøgt. Så vi har tænkt, hvad der kunne få flere folk til at møde op. Som f.eks. det med at asiatiske film er blevet meget populære i de seneste år, eller at blaxploitation plejer at være et hit, så vi prøver at sørge for, at der hver sæson er en blaxploitationaften. Men det er ikke det afgørende udgangspunkt, som mere er noget i retning af at få vist ting, som ser spændende ud”.
Stine uddyber: “Vi har de der faste genrer, som der skal være, f.eks. blaxploitation og asiatiske film, som er blevet en fast bestanddel, og så kan der godt være at nogen af mine favoritgenrer bliver undladt i et par sæsoner. Så der er nogen, der er faste”, siger Stine henvendt til Erik, som holder fast i at der ikke er nogen faste genrer. “For vi har aldrig haft en sæson uden blaxploitation. Det sker ikke, vel?”.
At sælge skindet før bjørnen er skudt
Herefter falder snakken på, om folkene bag Slagterhal 3 har set filmene, før de vises, og til dette har Thorkild følgende statement: “Jeg har ikke set en promille af de film, vi har vist hernede, før vi viser dem”.
Stine bryder ind igen: “Men det er jo også en del af konceptet, og det var det, jeg hørte om Slagtehallen, før jeg kom med, og det var det med, at de viste nogen film, som de gerne selv ville se. Og så regner man med, at det er der sgu’ nok også andre der vil, og det koncept kører videre på smukkeste vis. Og så kan vi jo lige invitere vores 100 nærmeste venner ind, når vi alligevel skal se en film”, siger hun med et smil på læben, hvorefter hun fortsætter: “Og vi viser altid, all the time, film, som ingen af os har set før”.
Total anarki og Clint Eastwood set bagfra i 2 sekunder
Mogens fortsætter med at snakke om udvælgelsen af film: “Det foregår på den måde, at folk ligesom smider forslag ind i en stor pulje, og så bliver der valgt ud af den pulje af nogle redaktører”.
Herefter spurgte jeg så til, om det foregår på demokratisk vis ligesom i en almindelig filmklub, men det afviser de alle blankt, og Stine pointerer: “Næ, det er total anarki. Den der råber højest får ret, og den der handler bestemmer”.
Erik fortsætter om, hvorfor bestemte film vælges: “Der er mange ting, som spiller ind, men det kan f.eks. være, at en film får en smule hype rundt omkring. Altså at den f.eks. udkommer på DVD og så får noget omtale, eller at man hører fra nogen, at man burde tjekke den-og-den film ud”.
Mogens tager over: “Det kan også være en film med en kendt skuespiller, som er med i en eller anden glemt absurditet” , og så bryder Stine ind: “Jeg kan da huske engang, hvor hele argumentet for at vise en film, var, at Clint Eastwood optrådte i sin første birolle, hvor der var to sekunder med Clint Eastwood set bagfra som jagerpilot, hvor han har én replik, og det skulle bære hele den film. Og det gjorde det også. Der var vilde tumultscener, da de to sekunder dukkede op”.
Temaet for en aften i Slagtehal 3
Mogens fortsætter med at snakke om måden at tiltrække publikum med de temaaftener, som er en af grundpillerne i Slagtehal 3:
“Vi prøver også ved, at der er to film på en aften, at have et tema for den enkelte aften, og der et eksempel fra det nyeste program. Her har vi en film med titlen Pantyhose Hero, som er en asiatisk fjollefilm om en politibetjent, der bliver nødt til at dykke ned i bøssemiljøet for at finde en morder. Og så skulle vi finde en film at parre den med, hvor man måske kunne køre et homo-tema, men det kunne vi ikke lige få til at passe sammen, og så havde Erik tilfældigvis fundet en film, der hedder Yo-Yo Girl Cop og så bliver det til Absurd Asiatisk Politiaften. Og sådan en betegnelse er jo spændende i sig selv”.
En kunstart i sig selv
Før hver ny sæson udsender Slagtehal 3 et trykt program. Her finder man velskrevne og meget underholdende beskrivelser af de film, som man kan se i løbet af sæsonen. Teksterne bliver som sagt oftest skrevet, uden at skribenterne har set filmen, og det kan man ofte godt mærke, da det der står i teksten ikke altid stemmer overens med den film, man efterfølgende ser.
Her skal det også tilføjes, at alle folkene bag Slagtehal 3 skriver tekster. Stine indleder: “Det er en kunstart og en genre i sig selv. Vi har den her stamkunde, og en aften da han kom, erklærede han: Jeg er holdt med at konsultere programmet, fordi man kan sgu aldrig vide, hvad der sker, når man kommer herind. Han var her bare fordi, at nogen gange kunne man blive frygtelig skuffet og se noget frygteligt lort, og andre gange bliver man vildt overrasket over, at det faktisk er en vildt fed film, man har set. Så programmet lever sit eget liv som en kalender, hvor man kan se, hvad der bliver vist, og teksterne er så et produkt i sig selv, som man kan nyde, og filmen er måske noget helt andet”.
Her bryder Erik så ind: “Det er jo også et spørgsmål om at gå ind på filmens præmis og tage det som et udgangspunkt, og så kan der f.eks. rent filmhistorisk være mange spændende ting, selv om det er nogle kiksede film. Også selvom filmen måske ikke er et helstøbt værk, men der kan jo være mange andre gode grunde til at se en sådan film”.
Og så er det Thorkild, der tager over: “Der kan f.eks. være en enkeltstående scene i en film, som er så vigtig, og så er det lige meget, om filmen måske sejler og halter i det hele taget. Altså sådan en scene, hvor man tænker: der var den! Og det er også det, der holder os i gang, og giver os lyst til at se filmene. For hvad det for en film, vi har skrevet om?”.
Internettet som konkurrent og et kvindeligt publikum
Hvor det før i tiden var meget svært at skaffe film hjem, er det nu blevet muligt for alle at opstøve stort set alle film.
Erik siger følgende: “Det er i dag blevet meget sværere at finde specielle film, som folk ikke kender til, hvor det var lidt nemmere i de gode gamle VHS-dage før Internettet blev stort”.
Derfor skal Slagtehal 3 leve på de hyggelige omgivelser og deres evne til at udvælge de rigtige film. Og her er omgivelserne vigtige, da Slagtehal 3 for mange er blevet en social ting.
Erik fortsætter: “Der er mange, som er kommet i rigtig mange år, men vi har også et stort publikum af unge mennesker”, hvorefter Stine tilføjer: “Men det er måske, fordi vi bliver ældre. Jeg syntes at en væsentlig forskel på nu og så for bare fem år siden er, at der er begyndt at komme piger herned. Der var mange år, hvor jeg var den eneste pige og der bare var drenge over det hele”.
Thorkild tilføjer i denne sammenhæng, at Slagtehal 3 faktisk har vist en del film med stærke kvinder i hovedrollerne, og siger i samme åndedrag, at det er Internettet, som har vist piger, at de også kan lave drengeting. Hvortil Niclas påpeger, at hele Mangabølgen også har været med til at åbne pigers øjne op for de mere nørdede og drengede udtryksformer.
Et mødested, og et rum hvor en film ikke bare er en film
Det er klart at med alle de muligheder, der er for at skaffe specielle film over nettet, er det andre ting, som Slagtehal 3 skal trække på for at holde publikum, og her spiller kælderen en stor rolle.
Til dette siger Thorkild: “Kælderen her er en af de største tiltrækningskræfter. Hvis vi ikke havde haft den her kælder, med den meget specielle karma, så havde vi været døde for mange år siden”.
Stine uddyber: “Der er en fantastisk kultur her, og vi har da også været vidner til mange søde episoder. Det er jo f.eks. et sted, hvor det er helt OK at komme alene, fordi der altid vil være nogen at snakke med. Man kommer ikke bare som en skygge og går som en skygge. Vi har set venskaber blive dannet hernede, og folk der lige pludselig holder nytårsaften sammen, og har fundet venner for livet. Det er sådan en slags andet hjem, hvor folk nogen gange kommer herned bare for at møde deres venner”.
På spørgsmålet, om Slagtehal 3 fortsat vil køre med samme koncept, på trods af at man har set et fald i antal af besøgende, svarer Erik følgende: “Hvis der ikke kommer nogen, så bliver vi jo nødt til at lave nogle ændringer. Men vi kan sagtens finde nogle ting, som man har en fornemmelse af, vil trække nogle folk til, så vi vil ikke grundlæggende gå på kompromis med den måde, tingene kører på. Der er i mine øjne ikke mulighed for at gå på kompromis, da det ville ødelægge hele konceptet”.
Thorkild tilføjer: “Vi vil til enhver tid holde os væk fra det, der bliver vist i biografen og TV’et, og holde os væk fra alt det mainstream, da det er vores eksistensberettigelse at vise de specielle film. Men vi er jo på mange måder blevet overhalet af filmkanaler, som viser nogle af de gamle ting, som vi også har på programmet, f.eks. TCM”.
Mogens fører tråden videre: “Plus at Internettet også kan fremskaffe alt”.
Stine tager over, og forklarer fordelen ved at se filmen i kælderen: “Det har faktisk meget stor effekt på filmen at se den hernede. Når man eksempelvis tager filmen med hjem i sin relativt pæne stue, fungerer det bare overhovedet ikke”, og Mogens fortsætter: “B-film er bare sjovere, hvis du har nogen at se dem sammen med. Ellers bliver de bare kedelige”.
Liderlige Belinda
Da vi havde fået svar på mange af de spørgsmål, vi var kommer med, var det på tide at spørge om folkene bag Slagtehal 3 kan nævne en film, som de drømmer om at få vist.
Thorkild var meget hurtig på aftrækkeren med sit svar: “Ja, Liderlige Belinda. I kan se plakaten ude på toiletdøren”. Her tager Erik over, da han faktisk har undersøgt mulighederne for at finde frem til Liderlige Belinda: “Jeg har spurgt filminstituttet om, hvad den oprindelige titel var, og det fik jeg også svar på. Det er nogen år siden, og da kunne man ikke slå den op. Men det kan godt være, det har ændret sig”
Her vil jeg på Planet Pulps vegne komme med en opfordring til Erik og de andre: få fat i Liderlige Belinda, den vil vi gerne se.
Thorkild siger da også: “Bare det at kunne vise Liderlige Belinda hernede ville være topklasse. Jeg står jo tit her bag baren, hvor toiletkøen starter og folk stirrer på plakaten”, hvortil Erik tilføjer: “Når de spørger hvor toilettet siger vi at det er ude bagved Liderlige Belinda”.
De frivillige ildsjæle skal have hjælp
Man skal huske, at Slagtehal 3 bliver drevet af folk, som har en passion for at vise specielle film, og at de ikke tjener penge på det, snarere tværtimod. Udover billetindtægter og ølsalg deltager Slagtehal 3 hvert år på et kræmmermarked, hvor der sælges ting som en hjælp til at betale huslejen. Så en opfordring herfra: hvis du gerne vil støtte Slagtehal 3, som kører helt uden profit, og er en mulighed for at se helt fantastiske film i fede omgivelser, så aflevér din gamle amagerhylde eller dine gamle tegneserier til dem, så de kan sælge dem på kræmmermarkedet. Stine siger: “Har I nogle gode ting, så donér dem. Det gør folk.”
Efter en meget hyggelig stund i kælderen forlod vi folkene fra Slagtehal 3, både glade for snakken og for, at nogle personer gør så meget for at andre mennesker kan få et indblik i nogle af filmhistoriens meget lidt belyste afkroge. Det er et meget specielt sted, som vi skal være glade for findes, og vi håber, at stedet vil være der mange år endnu. Det er fedt at kunne se specielle film i en så speciel biograf, som er en sjældenhed i vores moderne samfund, hvor biografer bliver mere og mere strømlinede og kedelige. For man skal huske, at godt nok er filmene, der bliver vist i Slagtehal 3, i sig selv vigtige, men det er omgivelserne så sandelig også.
Tillykke med de 20 år skal der lyde her fra Planet Pulp og med sleazy ønsker om alt godt i fremtiden. Og vi vender allerede tilbage til Slagtehal 3 på torsdag, hvor vi kan glæde os til to film af Jim O’Connoly med de lækre titler The Valley of Gwangi og Tower of Evil.
Denne artikel har været tænkt som en overordnet introduktion til Slagtehal 3, så hvis du har nogle ubesvarede spørgsmål, eller bare gerne vil høre nogle sjove anekdoter, er jeg sikker på, at de flinke folk bag Slagtehal 3 vil være til rådighed en given torsdag aften før eller efter, de har vist deres film. Vi ses forhåbentligt i Slagtehal 3!
Hvis man kommer intetanende ind fra gaden uden medlemskab, koster en filmaften 50 kroner. Den netop startede sæson tæller 16 filmaftener, hvor man bl.a. kan opleve Varulve-aften, Lummer 60’er Grindhouse-aften, Religiøs Horrorkomedie-aften og Blaxploitation-aften.
Man finder Slagtehal 3 i kælderen til Mejlgade 50, hvor der er indgang i gården. Biografen indeholder, ud over en biografsal med 42 biografstole, også en bar, hvor man bl.a. kan købe alkohol, smøger, sodavand, kaffe og naturligvis popcorn.
På www.slagtehal3.dk kan man se programmet og få flere detaljer om stedet.
Udgivet i nr. 23 | 13/09/2007
Stikord: Interview
