I december 2007 udkom Blade Runner: The Final Cut. Fansene jublede allerede på forhånd, for efter sigende skulle dette være den endelige og definitive (og 25 års jubilæums-) udgave af Ridley Scotts kultklassiker fra 1982; en science fiction film noir, der er blevet en af genrens mest stil- og toneangivende samt indflydelsesrige film overhovedet. En film som langt de fleste science fiction-fans anerkender som en absolut milepæl og én af genrens mest vellykkede og stemningsmættede kunstfilm.
Skuffelse
Men er der virkelig grund til at juble over denne nye udgivelse? Både ja og nej. Lad mig sige med det samme, at jeg har begået en fejl: Jeg købte 2-disc udgaven i stedet for 5-disc udgaven. Jeg ville egentlig bare se, hvad jeg troede var en ny version af filmen og mente, at 5-disc udgaven nok ikke var prisen værd. Allerede før jeg så den “nye” udgave var jeg bange for, at dette var en fejl, og efter at have set The Final Cut er jeg blevet bekræftet i denne opfattelse.
Denne såkaldte “Final Cut” er nemlig intet andet end den selv samme udgave som The Director’s Cut fra 1992, blot med en lille smule digital-forbedrede effekter, som man alligevel stort set ikke lægger mærke til. Den er med andre ord en let forbedret genudgivelse, som bare er kaldt noget andet, så de kan sælge nogle flere eksemplarer. Min reaktion: skuffelse.
Director’s Cut ingen forbedring
Men lad mig starte fra begyndelsen. Jeg så første gang Blade Runner (den oprindelige version med voice over og happy ending) i det hedengangne Tivoli Bio omkring 1990, da jeg gik i gymnasiet. Jeg syntes med det samme, at det var en rigtig fed film. Jeg kunne godt se, at den lykkelige slutning var lidt i modstrid med resten af historien, hvor det stærkt antydedes, at der ikke eksisterede mere uspoleret natur, men jeg syntes alligevel, at det var tilfredsstillende med en sådan slutning. For hvad skulle den ellers have sluttet med?
Jeg anskaffede mig hurtigt filmen på video og så den igen og igen. Det er én af de film, jeg har set så mange gange, at jeg kender alle sekvenserne forfra og bagfra og næsten har afmystificeret filmen totalt, så jeg ser dens skelet og (fortælle)struktur meget klart, hvilket også blotlægger filmens eventuelle fejl med al mulig tydelighed.
Den oprindelige version synes jeg ikke har ret mange fejl. Den er sej, stilfuld underholdning; en overskuelig sci-fi/action-historie præsenteret som en blanding af en flot tegneserie og virtuos cinematisk live action med masser af ekstra lir. Et væld af interessante, tankevækkende, nu og da dybe og gådefulde temaer. Ikke nødvendigvis en perfekt poleret historie, hvor alting giver mening, men bestemt heller ikke en rodet, pseudo-intellektuel øvelse i weirdness, hvor ingenting giver mening.
I 1992 var jeg så inde i Dagmar og se The Director’s Cut, og jeg var ærligt talt skuffet. Deckard var en replikant?! Der var noget med en enhjørning?! Slutningen var skåret væk?! Nå ja, og så var voice over’en fjernet. I mine øjne var det alt i alt ikke nogen forbedring. Så jeg gik hjem og så mit VHS-bånd igen. Og igen.
To lejre
Fansene af Blade Runner er, som det så ofte er tilfældet, delt op i to lejre: Dem der synes bedst om den oprindelige udgave og dem, der synes bedst om The Director’s Cut. Sidstnævnte gruppe er størst, men jeg hører personligt til førstnævnte gruppe.
Bevares, jeg kan da godt se at det er snedigt at give små fingerpeg om, at Deckard også selv er replikant, så man underminerer (eller måske nærmere dekonstruerer) hovedpersonens verdensbillede og selvforståelse. Og jeg kan da godt se, at den lykkelige slutning er kunstig og ulogisk. Og at voice-over’en mest fortæller om ting, som vi ved i forvejen, eller hurtigt erfarer i løbet af filmen.
Ikke desto mindre kan jeg stadig bedst lide den oprindelige version. Det mest vellykkede ved filmen er miljøet, der danner ramme for selve historien. Historien er en basal actionhistorie om en hårdkogt detektiv, som får til opgave at jage og nedlægge nogle løbske kloner. En fin lille tju-bang sci-fi-eventyr-historie, som bliver klassisk på grund af stemningen, stilen og den visuelle, tegneserieagtige æstetik (inspireret af Moebius og Bilal).
Giver ikke mening
Idet Deckard også selv er replikant, bliver historien imidlertid pludselig til paranoia, hvilket godt nok går fint i spænd med Philip K. Dicks skrivestil, men efter min opfattelse underminerer filmen ved at gøre den unødigt kompleks og alt for rodet. For hvis Deckard er replikant, så er der pludselig en lang række forklaringsproblemer i alle mulige andre retninger.
Der er jo en grænse for, hvor komplekse disse replikanter kan være. Hele pointen med Voigt-Kampf-testen er jo at afdække replikanternes begrænsninger, og Rachael, som kræver en fem gange så grundig test som de andre, skal forestille at være absolut state-of-the-art; den nyeste og mest avancerede replikant-type; Tyrells proto-type, som han bruger som en slags trofæ-sekretær.
I The Director’s (og The Final) Cut bedes vi så om at tro på, at Deckard – en langt mere avanceret replikant end Rachael – allerede har rendt rundt i årevis og anvendt Voigt-Kampf-testen på andre replikanter uden at ane, at han selv var en sådan. Det synes jeg simpelthen ikke giver mening. Det mudrer bare det hele til. Og hvis Deckard er en replikant, der er lavet til at jage replikanter, hvorfor er han så ikke ligeså fysisk stærk som de andre replikanter? Ingen forklaring.
Og enhjørningen? Selv hvis vi anerkender at det er et implanteret minde, hvad hulen skal det så forestille? Hvem har erindringer om fabeldyr?! Det giver ikke mening.
Og voice-over’en, well, den hidser jeg mig ikke så meget op over, men jeg syntes sgu’ den fungerede udmærket i den oprindelige version, og jeg har efterhånden set den så mange gange, at jeg synes den glimrer ved sit fravær i de nye udgaver.
Og slutningen? Problemet med det oprindelige manuskript (det var nemlig filmselskabet som klistrede den lykkelige slutning på, imod instruktørens ønske) var, at det ikke havde nogen slutning! Og det havde det vitterligt ikke. Man ser det med al ønskelig tydelighed i The Director’s (og The Final) Cut, hvor det bare ender med at elevatordøren lukker. Det er ikke en slutning; det er en erkendelse af, at plottet er løbet ud i sandet og at det ikke længere er interessant at se, hvad der videre sker.
Hvis både Deckard og Rachael er replikanter, hvad så? Så ingenting. Det er meget bedre, hvis Deckard er menneske og han redder Rachael og giver hende en chance for at leve et normalt og lykkeligt liv. Så har vi to misfits, der har fundet hinanden i et fjendtligt univers og dermed indgyder den grimme verden med nyt håb – også for kunstige mennesker. Sejt!
Imponerende og inspirerende
Summa summarum: Jeg foretrækker den oprindelige version af filmen. En simplere, klarere historie, hvor trættende eksistentielle hovedbrud ikke distraherer fra det stemningsmættede visuelle miljø, og hvor Deckard er et menneske. Det er en film med balance i tingene. Historien og dens logik er ikke perfekt, men stemningen, miljøet og den visuelle stil er de egentlige hovedpersoner og den egentlige historie, og disse ting er stort set perfekt udført. Virkelig imponerende og inspirerende.
Af samme grund burde jeg have købt 5-disc udgaven af The Final Cut, da den nemlig desuden indeholder hele to udgaver af den oprindelige film; den amerikanske biografversion, og den internationale biograf- og laserdisc-version, som er den, vi kender i Europa fra før The Director’s Cut kom til. Når økonomien tillader, skal jeg med andre ord have udskiftet min 2-disc udgave med 5-disc udgaven.
Smadrer illusionen
Men vi er ikke helt færdige endnu. 2-disc udgaven (ligesom 5-disc udgaven) indeholder nemlig også en tre og en halv time lang dokumentarfilm om Blade Runner. Dangerous Days: Making Blade Runner er intet mindre end et skoleeksempel på, hvordan man laver en fed behind the scenes-dokumentar om en film.
Den er delt op i syv-otte kapitler om næsten et hvilket som helst aspekt af Blade Runner, fra idéstadiet til post-produktionen, spækket med seriøst oplysende interviews med alle hovedaktørerne, inklusive instruktøren og pengemændene. Man får alt at vide, fra det tekniske til det personlige, fra konflikter mellem manuskriptforfattere til gnidninger mellem den britiske instruktør og det amerikanske filmhold.
Man hører om hvordan filmens stil og look bidrog til cyberpunkbevægelsens begyndelse, og hvordan Vangelis’ musik blev spillet for hele filmholdet for at få dem i den rette stemning, og hvordan der var store problemer med at få filmen afsluttet, og en masse scener måtte skæres bort eller opgives pga. pengemangel, etc., etc. F.eks. nævnes en idé om, at også Tyrell skulle være en replikant, og at de overvejede en scene, hvor man ser en stregkode i baghovedet på ham, efter at Roy Batty har knust hans kranie.
Man får indtryk af, at produktionen var et kæmpeprojekt, som kunne være faldet ud på mange andre måder, og at den endelige version af filmen blot var én ud af mange mulige sammenklipninger. På en måde smadrer det illusionen om instruktørens stærke vision bag Blade Runner og afslører en masse rod og vraggods, men lige netop denne film belastes ikke ret meget af dette “snavs”, for dens miljø er så supersnavset i forvejen; regnvåd, mudret, forurenet og deprimerende, men samtidig et superæstetisk, semi-apokalyptisk stemningsbillede, som siden 1982 kun er blevet mere og mere genkendeligt, og måske snart vil være et profetisk spejlbillede af den virkelige verden.
Dangerous Days er den definitive dokumentarfilm, og det kunne simpelthen ikke være bedre. 10 ud af 10!
Og lad mig så få fingre i 5-disc udgaven…
Udgivet i nr. 27 | 13/01/2008
