Bedemandens Datter – En Tragikomisk Familiehistorie

En tendens i de senere år er, at tegneserien langsomt er ved at invadere bogens traditionelle enemærker. Tegneserier – især de amerikanske – plejer at være enten humoristiske, præget af det fantastiske eller på anden måde skarpt stiliserede, men nu er de også ved at bevæge sig ind på den del af markedet, som genrefans kalder “mainstream”, hvilket kort sagt svarer til, hvad man kan kalde respektabel (dvs. noget der anerkendes som kunstnerisk i sin udførelse), socialrealistisk og ofte selvbiografisk skønlitteratur. Som f.eks. Khaled Hosseinis Drageløberen, for nu at nævne et populært samtidsværk i klassisk romanform.

Fængslende

Som sådan følger Alison Bechdels grafiske roman Bedemandens Datter (originaltitel: Fun Home – A Family Tragicomic, 2006) bl.a. i fodsporene på iranske Marjane Satrapis selvbiografiske graphic novel Persepolis (2003, på dansk 2005), som var en af de første tegneserieromaner, der blev bredt markedsført til et mainstream-bogpublikum, oversat til et hav af sprog og promoveret i bogbutikker overalt.

Bedemandens Datter er en fængslende historie om forfatteren Alison Bechdels ærke-dysfunktionelle familie. Den skildrer hendes opvækst i den lille pennsylvanske by Beech Creek ved foden af the Rocky Mountains fra hun er omtrent 7 til hun er 19, i perioden ca. 1967-ca.1980.

Faderen er en streng, ufølsom, intellektuel skabsbøsse, der underviser i engelsk litteratur på den lokale high school, og moderen er en gravalvorlig, grænseneurotisk skuespillerinde, der også er engelsklærer. Alison er lige fra første færd en drenget type, som da også ender med at springe ud som lesbisk.

Stadig mere helstøbt, personlig og afslørende

Lige før Alison blev født, døde hendes farfar, så hendes forældre måtte overtage dennes bedemandsforretning, dog kun på deltid, da der var langt mellem dødsfaldene i den tyndt befolkede Beech Creek. Men Bedemandens Datter er ikke en lineært fortalt historie; man dækker zigzag-agtigt den samme periode igen og igen gennem syv kapitler, men hver gang ad nye indfaldsveje med nye vigtige elementer, der gør skildringen stadig mere helstøbt, personlig og afslørende.

Vi introduceres i begyndelsen til familiens “palæ”. Alisons forældre købte det hundrede år gamle neogotiske hus i faldefærdig tilstand i 1962, hvorefter hendes far påbegyndte en evig istandsættelsesproces, som udviklede sig til en besættelse. “At restaurere fortidsminder var ikke hans job. Det var hans lidenskab. Og jeg mener lidenskab i alle ordets betydninger. Libidinal. Manisk. Martyrisk.” (s. 7)

Huset sætter rammerne for Alisons barndom; et gammeldags palæ fyldt med victorianske møbler, lysekroner, kæmpe, mørke gardiner og spøgelsesagtige slægtninge – så da hun får fingre i en bog med The Addams Family kan hun straks se, at det jo er hendes familie! En lignende oplevelse har hun med en Vinden i Piletræerne-malebog, hvor landskabet stemmer næsten uhyggeligt overens med Beech Creek-området.

Kreativitet som tvangshandling

Familiens dysfunktionalitet når et højdepunkt da Alison er syv år gammel. “Vores hjem var som et kunstner-kollektiv. Vi spiste sammen, men var ellers optagede af individuelle projekter. Og i denne isolation fik kreativiteten et vist præg af tvangshandling.” (s. 134)

Den unge Alison udvikler en længere række neuroser, hvilket bl.a. afspejles i hendes dagbog, men hun formår dog efter et års tid at bevidstgøre sig om disse og fralægge sig dem, bl.a. gennem læsning af psykologibøger. Forældrene er knap så gode til at holde styr på sig selv i de efterfølgende år.

Faderen idømmes psykologhjælp, fordi han er lidt for interesseret i unge drenge, og moderen kaster sig så intenst ind i sit seneste skuespil, at hun er på sammenbruddets rand. Set i relation til dette drama virker det langt mere normalt, at Alison og hendes veninde nøjes med at klæde sig ud i herretøj, og Alisons største bekymring er, at hun ikke ved hvordan hun skal fortælle sin mor, at hun har fået sin menstruation.

Daidalos og Ikaors

Det sidste kapitel omhandler Alisons bratte opvågnen til sin seksuelle orientering. I 1976, da hun er 15, tager faderen hende med til New York i anledning af 200-års jubilæet for den amerikanske revolution. De ser ballet med Baryshnikov, tager til den prisvindende musical A Chorus Line og aflægger visit hos et bøssepar.

Frigjortheden er allestedsnærværende. Kort efter begynder Alison at læse alle de bøger, hun kan finde om feminisme og lesbianisme, og da hun et par år senere flytter hjemmefra for at tage på college, finder hun snart et homoseksuelt miljø i storbyen og får sig hurtigt kæresten Joan.

I historien som helhed drages der konstant paralleller til mytologiske fortællinger, specielt den om Daidalos og Ikaros, der med katastrofale resultater forsøger at nå himlen. Alison kontrasterer sig hele tiden med sin far – “Jeg var spartaner, hvis min far var athensk. Moderne, hvis han var victoriansk. Butch, hvis han var feminella. Utilitarist, hvis han var æstet.” (s.15) – i et desperat analytisk forsøg på dels at bearbejde hans indflydelse på den person hun er blevet, og dels at tvinge ham til retroaktivt at vise hende den faderkærlighed, som hun altid har længtes efter, og aldrig fået.

Daidalos/Ikaros-myten udtrykker på rammende vis den frygt, hun hele tide føler for at falde, og følelsen af, at der ikke er nogen til at gribe hende. Hun har et bevidst had/kærlighedsforhold til faderen, hvor hun bebrejder ham både for hans manglende evner som far og for at have begået selvmord og dermed forladt familien, hvilket skete få uger efter, at Alison havde meddelt, at hun var lesbisk.

En mængde ubesvarede spørgsmål trænger sig på, og i et morads af spekulation fornemmer man tydeligt forfatterens let paniske forsøg på at bruge den selvbiografiske (psyko)analyse til at slå sig til tåls med sine fortidige og nutidige dæmoner. Om forholdet til faderen skriver hun: “Vi var ikke bare inverte. Vi var inversioner af hinanden. Mens jeg forsøgte at kompensere for noget umandigt i ham, forsøgte han at udtrykke noget feminint gennem mig. Krigen bestod i at modarbejde hinanden og var dømt til evindeligt at eskalere.” (s. 98)

En lykkelig død?

Al mulig litteratur inddrages i fortællingen, gennem hvilken Bechdel-familiens genvordigheder reflekteres. Bøger udgør i perioder den eneste undskyldning, de har for at snakke med hinanden. Alisons far holder specielt af Camus, Fitzgerald og Joyce, og nærer intime forhold til disse forfatteres nøgleværker.

Alison Bechdel inddrager forfatterne og deres tanker som kommentarer på sin fars liv. Fik han, som Camus snakkede om, en lykkelig død? Lykkedes det ham i sine unge dage at modellere sit liv efter Fitzgeralds (well, de døde i hvert fald begge som 44-årige)? Bechdels forældre er, som hun skriver, mest virkelige for hende i fiktiv tilstand, og kan specielt afspejles gennem Kate og Petruchio i Shakespeares Trold Kan Tæmmes, og Isabel og Gilbert i Henry James’ Portræt Af En Dame.

Dybfølt og poetisk

Alison Bechdels skrivestil er gennemført effektiv i sin kortfattede, dystre intensitet. Stilen er melankolsk sørgmodig, spændende fra det næsten traumatiserede til det absurd ironiske. Og det hele virker uprætentiøst ægte og oprigtigt, som levende oplevet af forfatteren: En dybfølt og poetisk bearbejdning af en delvist mislykket tilværelse, som dog har lyspunkter, og ender med en symbolsk og selektivt placeret positiv erindring.

Albummet er jævnt spændende og med sine 232 sider dejligt lang. Mit eneste egentlige kritikpunkt er. at Alisons brødre aldrig gives noget videre opmærksomhed i historien og aldrig fremstår som tredimensionelle personer.

Bechdels streg er simpel og varierer fra det karikerede til det realistiske, altid i en imponerende konsekvent og behagelig stil. Ansigterne er udtryksfulde i al deres enkelhed, og mange slags stemninger tilføres hver deres mærkbare substans ved hjælp af gråtoner.

Topkarakter for topkvalitet

Fordelen ved at være produceret til et mainstreammarked i stedet for et randmarked (som f.eks. superheltetegneserier er det) er, at Bedemandens Datter i dens danske udstyr og oversættelse er topprofessionelt lavet. Den danske tekst er ulasteligt grafisk integreret med tegningerne, hvilket er ekstremt sjældent i oversatte tegneserier, og Sarah Glerup Kristensens oversættelse til smukt mundret dansk kan næppe kaldes andet end superb.

Det er på et helt andet niveau end hvad man normalt ser i fordanskede tegneserier, og jeg vil gå så langt som til at sige, at det overrasker, at et sådant produkt kommer fra tegneserieudgiveren Carlsen, og ikke fra et egentlig bogforlag. Men positive overraskelser er jo altid af det gode! Bedemandens Datter fortjener topkarakter for topkvalitet, og man håber, at flere produkter af denne kaliber står os i vente.

Bedemandens Datter er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008