Tue Sørensen
Ingen kommentarer

Essex County vol. 1: Tales From The Farm

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Essex County vol. 1: Tales From The FarmDet handler om en dreng der godt kan lide hockey og tegneserier, og som har en livlig fantasi. Hans historie lister sig op på dig på effektiv vis, og overrasker klimaktisk med en god aha-oplevelse.

Canadiske Jeff Lemire kommer her med første del af sin graphic novel-trilogi om den faderløse 10-årige Lester, som efter at have mistet sin mor, der døde af kræft, kommer til at bo sammen med sin onkel Ken, som er landmand i Essex County, Ontario, Canada. Lester er superheltefan og render hele tiden rundt med maske og kappe – bl.a. fordi det sidste, hans mor sagde til ham, var, at han var hendes helt.
hvid

Hockey og tegneserier

Historien omfatter et år, opdelt i årstider, fra sommer til forår. Vi starter ude på onklens pløjemark, hvor Lester render og leger, at han kan flyve. Han afbrydes af onklen, som vil have ham til at fodre hønsene. Man aner, at forholdet mellem dem er spændt; de kan ikke rigtig snakke sammen, men de har dog én fælles interesse: hockey. Men selv dét har de en tendens til at se på hver deres værelse, på hver deres TV-apparat.

Senere kører de ind til den lokale Esso-tank, hvor Lester får lov til at købe et tegneseriehæfte. Ekspedienten, Jimmy, viser sig også at være tegneseriefan, og giver Lester et hæfte gratis, og han er desuden tidligere hockeyspiller, som måtte slutte, lige da han begyndte, fordi han fik en alvorlig skade. Lester og Jimmy bliver gode venner og mødes i hemmelighed ved en bæk på onklens ejendom, hvor Jimmy fisker og de snakker om tegneserier, leger at der er en invasion af rumvæsner på vej og spiller hockey sammen.

Plot twist

Da vinteren kommer, skal hønsene sælges, og mens de læsser hønseburene på bilen, fortæller onkel Ken, at Lesters far altid sagde en bestemt remse, når de var ude og fiske sammen: “Red sky at night, sailor’s delight. Red sky at morning, sailors take warning.”

Senere er Lester henne og vise Jimmy en tegneserie, som han selv har lavet. Jimmy synes, det er supergodt, næsten professionelt. Lester bliver således tættere og tættere knyttet til Jimmy og mere og mere utilfreds med sin onkel, som han skændes stadig mere med. Efter et specielt slemt skænderi løber Lester hjemmefra, hen til Esso-tanken, for at snakke med Jimmy. Men underligt nok vil Jimmy slet ikke vide af ham; han henviser kun til, at Lester fik et gratis tegneseriehæfte engang, og han får ikke flere.

Lester går så tilbage til bækken, hvor de plejede at mødes, og pludselig er Jimmy der igen med en masse udrustning til at forsvare sig med imod den invasion af rumvæsner, som de snakkede om tidligere. Og sandelig om så ikke rumvæsnerne kommer. Og skyder Jimmy. Mens han ligger døende, får han fremstammet, “Red sky at night, sailor’s delight… ”

Og så indser man, at hele Lester og Jimmys venskab var noget, Lester havde fundet på; han havde bygget en fantasi op om, at Jimmy i virkeligheden var hans far og brugt ham som en fantasiven. Og da han også selv forstod det, var det tid til at gøre en ende på det.

Fint eksempel

Tales from the Farm er overraskende hurtigt læst. Der er meget lidt tekst på hver side, og de 112 sider er snildt gennempløjet på en halv time. Tegnestilen er simpel og karikeret, og kan vel næsten kaldes minimalistisk; der er ingen specielt iøjnefaldende visuelle effekter, som man stopper op og dvæler ved. Kompakt kan historien således ikke kaldes, men alligevel har den sin helt egen velfortalte stil og effektivt trøstesløse stemning. Der er masser af næsten ordløse flashbacks til morens død og begravelse, så man får al den forhistorie, man har brug for.

Ansigtstegningerne er domineret af en række mere eller mindre traumatiserede ansigtsudtryk, som på intens vis understreger historiens tematik. Et fint eksempel på, hvad tegneseriemediet kan bruges til.

Tales From The Farm er venligst stillet til rådighed af Top Shelf Productions.

4 stjerner

Titel: Tales From The Farm
Seriens titel: Essex County
Forfatter: Jeff Lemire
Tegner: Jeff Lemire
Forlag, år: Top Shelf Productions, 2007
Albumlængde: 112 sider

Anmeldt af: Tue Sørensen | 13/03/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *