Jacob Krogsøe
2 kommentarer

Dredd 3D

Dredd 3D
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Brutal, kynisk, simpel og fremragende: Dredd, Dod Mantle og Karl Urban leverer varen!

Den britiske instruktør Pete Travis havde før Dredd 3D kun to andre biograffilm på sit CV: Vantage Point (2008) og Endgame (2009). Det mærker man dog ikke på den muskuløse Dredd 3D. Filmen er solidt instrueret, og den visuelle stil er grim på den smukke måde. Men før vi kigger nærmere på filmen, så er det på sin plads med en kort gennemgang af filmens tegneserie-far.

Wagners dommer

Judge Dredd, Joseph Dredd, Dommeren eller bare Dredd. Ja, brutalt svin har mange navne. Da John Wagner tilbage i 1976-77 “opfandt” Dredd var han et produkt af sin samtid. Sådan en britisk inspireret Dirty Harry, som man ikke kan løbe om hjørner med.

Judge Dredd er loven i det 21. århundrede. Han er politimand, dommer og bøddel i én og samme person i fremtidens Mega-City One. Judge Dredd har været med siden 2000 AD ‘s begyndelse. Han dukkede for første gang op i prog nr. 2 fra 1977.

2000 AD

Dredd har mange af de klassiske karakteristika for 2000 AD‘s historier og figurer. Fremtidsuniverset er mørkt, voldeligt, rablende bizart og samtidig fyldt med karikaturer og ironiserende samfundskommentarer. Hovedpersonen er en tvetydig antihelt, i Dredds tilfælde med klart fascistoide tendenser. I Dredd 3D er der ikke meget ironi, samfundssatiren er skruet ned, men til gengæld er den voldelige, mørk og brutal.

Judge Dredd har været så succesfuld, at flere karakterer derfra har fået selvstændige serier, som f.eks. Judge Anderson – en kvindelig dommer i det specielle psy-departement, som vi også møder i Dredd 3D – hvilket selvfølgelig vil sige, at Anderson har psykiske kræfter, hun bruger i sin forbryderjagt, og det gør hun også med fine resultater i Dredd 3D. Judge Dredd har desuden også fået sit eget blad, The Judge Dredd Megazine, der har kørt siden 1990.

Konstanten Dredd

Meget er sket i verden siden Dredd så dagens lys, men som tegenseriefigur lever han stadig i bedste velgående. Og han har på de nu snart 35 år ikke ændret sig! Han er stadig sammenbidt, uden følelser, retfærdig og brutal, og han er det faste holdepunkt i en spraglet serie, som stikker i mange retninger: Den eneste faste konstant er Dredd. Og det er dejligt!

I 1995 udkom den første Dredd-film, Judge Dredd, med Sylvester Stallone i hovedrollen og instrueret af Danny Cannon. Det er en forhadt film blandt fans, men i mine øjne er det en ganske fornøjelig film, som på trods af sine markante dårligdomme stadig underholder.

Med den nye film, som stort set har været på trapperne siden 1995 (o.k., ikke helt så lang tid siden, men Garland påbegyndte manuskriptet i 2006, selvom filmen først fik en “order to go” i 2008), har man grebet Dredd an på en helt anderledes måde: Væk er de muntre farver, det spraglede design, de morsomme replikker og den fjollede science fiction. Og til gengæld får vi smuk brutalitet og beskidt industrielt design for alle pengene.

Ma-Ma, Dredd er på trapperne!

Lad os se på den MEGET tynde handling: På USA’s østkyst, strækkende sig fra Boston til Washington, finder vi Mega-City One, hvor 800 millioner mennesker lever og dør.

Rundt om byen ligger The Cursed Earth, som er fyldt med mutanter, død og radioaktivitet. Det siger sig selv, at der er meget kriminalitet i så stor en by, og her kommer dommerne ind i billede: De holder orden på tingene, eller prøver på det.

I et højhus (Peach Trees), hvor der bor 70.000 mennesker (!), er der noget på færde. Den kvindelige narkoboss Ma-Ma er ved at introducere et nyt drug, Slo-Mo, til omverdenen. Og Ma-Ma er en brutal satan! Dredd, og hans rookie-partner Anderson, kommer nu ind i billedet. Da Ma-Ma på meget brutal vis henretter nogle mennesker, tager Dredd og Anderson til Peach Trees.

Men Ma-Ma, der styrer bygningen, lukker Peach Trees ned for omverdenen, og Dredd og Anderson er nu, i Die Hard-stil, oppe mod en hel hær af kriminelle. Og så ellers ikke mere om den meget simple handling, som vi kender fra tusindvis af actionfilm: Helt, mange skurke, isolation og vold. Dejligt simpelt!

En Urban antihelt

Sylvester Stallone er byttet ud med Karl Urban, som gør det fremragende som Judge Dredd. Urban er mest kendt for sin rolle som Éomer i ring-balladerne The Two Towers (2002) og The Return of the King (2003). Derudover har vi set Urban i film som The Bourne Supremacy (2004), Doom (2005), Pathfinder (2007) og Priest (2011). Kort sagt meget svingende film, som dog alle underholder bravt.

I Dredd 3D skal Urban mest lege Clint Eastwood, og det gør han uden slinger i valsen. Ja, der er ikke meget Shakespeare over rollen, men rent fysisk er det en kraftpræstation fra Urban, som yder antihelten Dredd fuld respekt. Blandt de ellers ganske ukendte skuespillere, der alle gør det godt, skiller Lena Heady sig ud som Ma-Ma: Hun formår at lave en af de sidste års bedste action-skurke, da hun netop er så brutal og kynisk, et bæst i kvindeklæder.

Manuskriptet er sikkert udført af den britiske forfatter Alex Garland, kendt for kultromanen The Beach (1996). Men også på filmfronten har han markeret sig med manuskripter til 28 Days Later (2002), Sunshine (2007) og Never Let Me Go (2010). Garland har udtalt, at hvis Dredd bliver en succes, så er han klar med et par efterfølgere. Jeg kan kun sige: Bring it on, Garland!

Ultravolden og filmens store scoop

Instruktionen er fin, manuskriptet stramt og effektivt, men der hvor filmen for alvor rykker er to andre steder: ultravolden og fotograferingen. Ultravolden er med til at underbygge den brutale fortælling og de brutale personer, sådan lidt a la RoboCop (1987). Det virker fremragende, og ligeså gør det beskidte production design. Men det helt store scoop er dog, at man har fået selveste Anthony Dod Mantle som fotograf. Wow, siger jeg bare og sjældent har en actionfilm set så godt ud, selvom den er grim og gritty.

Dod Mantle er i mine øjne en af de allerdygtigste filmfotografer, som om nogen forstår at bruge det levende kamera (hvad enten det skal være smukt eller grimt på den smukke måde) – og så bor han endda i København og slog for alvor igennem med Festen (1998). Derudover har han sat sit aftryk på film som Dogville (2003), The Last King of Scotland (2006), Slumdog Millionaire (2008, der indbragte ham en Oscar) og ikke mindst den mageløse Antichrist (2009). Ja, mine damer og herrer, Dod Mantle hæver filmens visuelle side op til at være kunst. Og så virker 3D-effekten faktisk rigtig, rigtig godt. Lækkert!

Brutal og effektiv underholdning

Hvor Dannys Cannons Judge Dredd var en stor, og ofte ganske elskelig, fjollebunke, er den nye udgave hård, kynisk og brutal. Kort sagt er det svært at sammenligne de to film. Det er som Olsen Banden vs. Die Hard. Men mange glemmer i den sammenhæng, at tegneserien Judge Dredd netop også kan være mange ting: På en dårlig eller fjollet dag kunne en Dredd-fortælling godt være meget lig 1995-filmen. Der har været mange fejlskud i tegneserien, og ofte er den fjollet frem for satirisk.

Den nye Dredd-film er “bare” en actionfilm stort set blottet for den bidende satire, som netop er det, der gør tegneserien unik. Så er det så en dårlig filmatisering? Nej, bestemt ikke, men det er som sagt en actionfilm, og sådanne historier findes også i Dredds tegneserieudgave.

Så hvad det egentlig, jeg vil frem til? Jo, min pointe er, at Dredd som figur og selve universet er så komplekst, at det ikke kan indfanges i én film, og derfor er jeg faktisk glad for, at vi nu har to udgaver. Og det er faktisk to film, som jeg på hver deres måde holder meget af: Slys udgave er dårlig på den gode måde, mens Dredd 3D er beskidt og helt fremragende på den gode måde.

Så op på knallerten, på med hjelmen og sæt kurs mod Dredd 3D. Det vil du ikke fortryde!

5 stjerner

Titel: Dredd
Instruktør: Pete Travis
Manuskript: Alex Garland efter karakterer skabt af John Wagner
Cast: Karl Urban (Judge Dredd), Olivia Thirlby (Anderson), Lena Heady (Ma-Ma)
Producere: Alex Garland (producer), Andrew Macdonald (producer), Allon Reich (producer), Stuart Ford (executive producer), Deepak Nayar (executive producer), Adi Shankar (executive producer)
Foto: Anthony Dod Mantle
Klip: Mark Eckersley
Musik: Paul Leonard-Morgan
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: England, USA og Indien, 2012
Produktionsselskaber: DNA Films

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012

2 kommentarer til Dredd 3D

  1. Jesper Bech Pedersen 8. oktober 2019 at

    Jeg er super ærgerlig over, at der aldrig kom flere film i denne nye inkarnation af Dredd, for der er ganske enkelt fremragende. Desværre brasede den gennem gulvet rent økonomisk, hvilket for mig er uforståeligt, for det er en film med meget svage punkter. Fornemmer dog, at den har fået en ret stor kultstatus, men det kommer der naturligvis ikke mange penge i filmselskabets lommer af…

  2. Jesper Bech Pedersen 30. oktober 2019 at

    Meget FÅ svage punkter, skulle der naturligvis stå :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *