Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Dreamcatcher

Dreamcatcher
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Du skal se Dreamcatcher som et fremragende eksempel på en film, der starter godt ud, og som sidenhen bliver til en værre omgang lort. Eller måske skal du bare gå i en stor bue udenom.

Det var med ganske store forventninger, at jeg tilbage i 2003 satte mig til rette i Imperial for at se Dreamcatcher. Og når jeg havde store forventninger skyldtes det, at instruktøren og manuskriptforfatterens navne og holdet af skuespillere lød, som noget, der kunne slå gnister. Her kunne der være tale om en flot produceret, velskrevet og fint instrueret gyserfilm, der også kunne vise ”det fine publikum” at gysergenren kan være andet end blodig underholdning til et infantilt publikum.

Men puha, hvor blev jeg skuffet, og det er til dato en af de mest jammerlige film, jeg har set i biografen: den er en skamplet på gysergenren, da der netop blev kastet så meget krudt og stjernestøv efter den. Af en eller anden underlig grund købte jeg filmen for nylig og besluttede mig for at se den igen. Og det var som at gå tilbage til en fuser eller en dårlig tur i byen: Starten og opbygningen er lækker, men knaldet udebliver.

Stilhed før lortestormen

Men lad os starte med det positive, som man finder i filmens første halve time. Anført af fire velspillende skuespillere (Thomas Jane, Timothy Olyphant, Jason Lee og Damian Lewis) tager vi på hyttetur med drengene. Det har de gjort mange gange før, og hvis da ikke manuskriptforfatterne havde leveret en stor lort, ville de sikkert gøre det mange gange igen.

Men så dukker der en underlig mand op, der har problemer med maven, og snart forfalder handlingen til lort, splat, ligegyldig action og et virkelige forrykt ringe klimaks.

Kasdan og Goldman: I burde skamme sig!

Og lad os lige kigge nærmere på folkene bag manuskriptet, som må tage ansvaret for denne lort. Når man ser, hvem der står bag manuskriptet, får man kaffen galt i halsen: Lawrence Kasdan er den ene og William Goldman den anden. Kasdan, der også er instruktør på filmen, har blandt andet skrevet manuskriptet til Raiders of the Lost Ark (1981).

Goldman har skrevet manuskripterne til fremragende film som Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969), Marathon Man (1976), All the President’s Men (1976), Misery (1990) og solide film som The Chamber (1996), Absolute Power (1997) og Hearts in Atlantis (2001) – og som den kvikke bemærker, er der her nævnt to Stephen King-filmatiseringer og derudover var Goldman også manuskriptkonsulent på Dolores Claiborne (1995).

Så det kan faktisk godt undre mig, at de to rutinerede herrer ikke har kunnet finde på et bedre manuskript, og at specielt Goldman ikke har kunnet ramme den rigtige King-tone!

Hvad der præcist er gået galt er mig en stor gåde: Har de kørt på autopilot, har de røget for meget af den fede, eller har de givet ansvaret for manuskriptets anden halvdel til en flok aber? For hvis der er noget, som Kasdan og Goldman om noget er kendt for, så er det at lave solide film, som man gjorde det i ”de gamle dage”. At de så forfalder til en infantil, og kedelig, udgave af Independence Day (1996) betyder måske, at det rent faktisk er aliens der står bag filmen?

Man kan dog også sige, at Kasdan har taget sin straf, for hør blot her, hvad han sagde i et interview fra i år i LA Weekly:

“I was wounded careerwise…But not so much personally. I’ve been personally wounded by other movies, where I’d written it, and thought, ‘Oh, God, the world’s not interested in what I’m interested in.’ With Dreamcatcher, the career was hurt. I was planning to do The Risk Pool with Tom Hanks. I had written the script from a great book by Richard Russo (Nobody’s Fool). And it didn’t happen. Then another one didn’t happen. Meanwhile, two years have passed here, two have passed there. That’s how you’re wounded.”

Jammerlig Stephen King filmatisering

I filmens indledning har Lawrence Kasdan som instruktør rigtig fint styr på sine skuespillere og sine virkemidler. Her finder man både fortættet stemning, gode skuespilpræstationer og en masse suspense. Og der er faktisk også nogle fine flashbackscener, der leder tankerne hen på kvaliteten i Stand By Me (1986) med drengene, der oplever noget slemt.

Men, markeret af militærets og en overspillende Morgan Freemans ankomst, går det helt galt, og jeg har faktisk svært ved at fatte, at det ikke er et helt andet filmhold, der har taget over. For hvor indledningen havde en intens stemning og fine replikker, afløses det nu af intetsigende og meget utroværdig action af den søvndyssende slags, og det ultraspinkle plot løber helt af sporet. At filmen så har en grotesk lang spilletid på næsten 140 minutter gør ikke tingene bedre.

Blandt de mange dårlige Stephen King-film er Dreamcatcher et godt bud på den værste i tæt løb med makværker som Sleepwalkers (1992) og The Lawnmower Man (1992). Og det siger faktisk ikke så lidt.

1 stjerne

Titel: Dreamcatcher
Instruktør: Lawrence Kasdan
Manuskript:Lawrence Kasdan og William Goldman
Cast: Thomas Jane (Henry), Timothy Olyphant (Pete), Jason Lee (Beaver), Damian Lewis (Jonesy), Morgan Freeman (Curtis)
Producere: Lawrence Kasdan (producer), Charles Okun (producer)
Foto: John Seale
Klip: Raul Davalos og Carol Littleton
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 136 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, Australien, 2003
Produktionsselskaber: Castle Rock Entertainment
Distributør (DVD): Warner Home Video
Region:2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *