Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Dracula

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tod Brownings Dracula er filmkunst, der lever og ånder på grund af en fabelagtig fotografering, skuespillere med unikke kvaliteter, og en historie, der appellerer til de dystre sider af underbevidstheden.

DraculaDa Bram Stoker havde udsendt romanen Dracula i 1897, blev den hurtigt en bestseller. Det victorianske England åd blandingen af mystik, erotik og spænding råt. Det vidste Stoker utvivlsomt, og det ville være synd at sige, at han ikke helt bevidst havde spillet på tidens populære toner.

Han ønskede imidlertid ikke at succesen skulle forblive i bogform, og derfor omskrev han historien til et teaterstykke, som desværre ikke blev godt modtaget. Stykket blev derfor først opsat kort før, Stoker døde i 1912, men aldrig i den form, forfatteren oprindeligt havde tænkt sig.

Efter Stokers død begyndte stykket imidlertid langsomt at vinde momentum, og det udviklede sig til sidst til et stort tilløbsstykke, hvor flere af datidens karakterskuespillere påtog sig rollen som den grusomme grev Dracula.

Dracula på Broadway

Den oprindelige filmplakat fra 1931

På den anden side af Atlanten var man naturligvis opmærksom på den succes, Dracula oplevede som teaterstykke, og gyserhistorier var rent faktisk noget af det mest populære, der blev vist på Broadway. Det blev derfor besluttet at købe stykket til New York, men før den transsylvanske greve kunne slippes løs i USA, fandt man det passende at revidere Stokers stykke.

Man mente, det var alt for engelsk og stedvist uforståeligt for et amerikansk publikum, og derfor fik den ellers helt grønne Hamilton Deane til opgave at revidere skuespillet og tilpasse det Broadways format. Som sagt så gjort, og nu kunne vampyrgreven på ny triumfere. Stykket blev atter en gigantisk succes, og folk strømmede til.

Selve Dracula-historien var på det tidspunkt efterhånden blevet klippet og omskrevet så meget, at der for så vidt var ret dårlig overensstemmelse mellem bog og skuespil. I store træk var fortællingen dog fortsat den samme, og det er vigtigt at fastholde, at flere af de store forskelle rent faktisk allerede var introduceret i Stokers teaterstykke. Man bør derfor bestemt ikke føle, at nogen har gjort forfatteren fortræd. Det er også værd at huske, når vi taler om filmatiseringen.

Effektgyser

Teaterstykket fik, som så mange store stykker på Broadway, et liv i sig selv, og præcis som i England var flere store skuespillere inde over skuespillet i dets levetid. De store navne var dog kun en del af forklaringen på teaterstykkets succes.

Et vigtigt trumfkort var nemlig, at det i vid udtrækning benyttede sig af dramatiske effekter som røg, lynglimt, torden, kister med dobbeltbund og så videre. Det var en vaskeægte effektgyser, og folk elskede det. Samtidig var Stokers stygge, mørnende, gamle vampyrgreve blevet omdannet til en sexet, mystisk fremmed i smækker kjole og hvidt. Vampyren i teaterstykkerne var ikke noget hæsligt monster, men i stedet en ægte gentleman med fine manerer og skumle hensigter – noget det kvindelige publikum sikkert kun kunne nikke genkendende til.

I perioden mellem 1930-31 havde den ungarske emigrant Bela Lugosi rollen som Dracula, og grevens nemesis – Van Helsing – blev spillet af Edvard Van Sloan. Ingen af de to var hverken de første eller sidste, der spillede disse roller på teatret, men det skulle alligevel vise sig, at det netop blev disse to som verden skulle komme til at huske for eftertiden.

Et filmikon skabes

Netop på den tid barslede Universal Studios nemlig med deres første gyserfilm med tale, hvilket blev betragtet som lidt af en satsning. Dracula havde længe stået højt på ønskelisten, så det var ganske naturligt for Carl Leammle – Universals ophavsmand – at vælge Stokers historie.

Oprindeligt havde selskabet forestillet sig en storstilet produktion, som skulle tage udgangspunkt i romanen, men Depressionen og en generelt usikker økonomi i branchen gjorde, at man gik den billige vej og brugte Hamilton Deanes udgave af teaterstykket som basis for manuskriptet. Det betød, at man sådan set allerede havde et færdigt cast i form af den på den tid aktuelle teatertrup.

Her viste det sig imidlertid, at Universal og instruktøren Tod Browning havde andre tanker, og det var bestemt ikke alle, der fik lov at være med i filmen. Edvard Van Sloan var dog fra begyndelsen sikret som Van Helsing. Han var en ekstremt populær skuespiller, som man absolut ikke ville undvære.

Anderledes forholdt det sig med den praktisk talt ukendte Bela Lugosi. Han var ikke det, selskabet havde forestillet sig i hovedrollen. Man tænkte mere i baner af en stjerne som eksempelvis Lon Chaney, men under screen testen faldt Tod Browning for Belas mimik, og på den led blev et filmikon skabt.

Vampyr på husjagt

I det berygtede Borgopas

Her må vi hellere kortvarigt kaste et blik på handlingen, så alle er med på, hvad det egentlig er, vi taler om. Fra sin forfaldne borg i Transsylvanien har grev Dracula taget kontakt til et engelsk firma om køb af en grund i nærheden af London. I købskontrakten har greven åbenbart stillet flere klausuler – blandt andet, at firmaet skal sende en mand med alle papirerne.

Det gør de så, og den unge Renfield må således rejse tværs gennem Europa for at tilfredsstille den besværlige kunde. Som han nærmer sig, hører han flere historier om onde ånder og djævle. Grevens borg er åbenbart ikke vellidt, og da Renfield ankommer, forstår han godt hvorfor. Stedet er øde og uhyggeligt, men det mest besynderlige er dog greven selv, der opfører sig ganske sært.

Desværre for den unge Renfield forlader han aldrig grevens slot ved sine fulde fem, for det viser sig, at alt hvad han har hørt om stedet er sandt. Greven er en ond vampyr, og ja, han suger de levendes blod. Mod sin vilje bliver Renfield gjort til Draculas slave og sammen kan de begive sig mod London.

Belejligt

Må Herren være med Dem

Velankommet i den store metropol, kan Dracula opsøge helt nye jagtmarker. Det bugner med ofre, og han kaster sig som det første over en ung gadesælger. Snart efter begynder han imidlertid at se sig om efter en ledsager, og her bemærker Dracula under et besøg i teatret den smukke Mina Harker. Han ved straks, at dette skal være hans udkårne, og nu begynder greven at iværksatte sin plan.

Ganske belejligt er Minas far overlæge på en galeanstalt, der ligger som nabo til den grund, Dracula har købt. Mindst lige så belejligt er det, at grevens trofaste tjener Renfield er blevet indlagt på selv samme anstalt og vampyren har således en mand indenfor murene.

Grev Dracula (Bela Lugosi)

Nuvel, greven begynder at besøge Mina om natten, men først slukker han sin tørst i Minas veninde Lucy Weston. Da Lucy omkommer, og Mina samtidig begynder at blive mat og bleg, undrer Minas far og hendes forlovede sig en del. De tror dog ikke et ord, da en ven af huset – lægen Dr. Abraham Van Helsing – kan fortælle, at det er en vampyr, som driver sit uvæsen med husets piger. Snart får piben dog en anden lyd, og John, Minas forlovede, bakker Van Helsing op.

Spørgsmålet er så, hvem denne vampyr er, og om der er en forbindelse til den transsylvanske greve, som netop er flyttet ind på nabogrunden? Van Helsing regner naturligvis hurtigt sagens rette sammenhæng ud, men Dracula er en farlig modstander, som man ikke sådan uden videre skaffer af vejen.

Backdoor man

På grevens borg

I den form Dracula har fået på film, er det dybest set en erotisk fortælling om forbudte længsler, voldtægt og begær. Det meste bliver naturligvis pakket ind, og kun antydet. Vi ser ikke engang Bela Lugosi bide et eneste af sine ofre. Vi ser ham bukke sig ind over kvinderne, men kameraet glider bort, før vampyren kan lægge sine læber på den udvalgte.

Derfor forstår vi dog stadig udmærket, hvad der sker, når den sensuelle Lucy straks fornemmer grevens animalske tiltrækning og næsten frivilligt giver sig hen til ham, da han i form af en flagermus besøger hendes seng. Med den smukke Mina er det lidt anderledes.

Hun er forlovet og bør slet ikke tænke på andre end John, men da greven begynder natligt at opsøge hende, har slangen præsenteret sit æble, og fristelsen bliver for stor. Hun tabes til mørket, og vender sig bort fra de pårørende. Hun finder en helt ny verden i grevens bid, og da den hjælpeløse John – en hanrej af kaliber – finder sin opstemte forlovede på terrassen kort efter et besøg fra greven, udbryder han, at Mina slet ikke ligner sig selv; hun er livet op!

Vampyrens bid er dræbende, men det er i virkeligheden slet ikke offeret, der dør – det er alle andre. Dracula bliver den største “backdoor man” af dem alle, og mens han tilfredsstiller kvinder på stribe, må deres uduelige mænd se hjælpeløst til og græde snot imens.

Ingen hvem som helst

Den gale Renfield (Dwight Frye)

Det lykkedes instruktøren Tod Browning, at væve en stemning af tung erotik gennem et overlæsset formsprog, og en tonsstung symbolik. Med Dracula blev forbløffende mange af gyserfilmens klichéer indstiftet, og en hel del af den filmiske gotik har sit ophav i Draculas scenografi. Det betyder dog også, at filmen har store kvaliteter, for hvis ikke billederne var så magisk dragende, havde den aldrig haft så stor betydning.

Alene da vi ser Dracula stående i ensom majestæt for første gang, ved vi, at dette er noget særligt. Indhyllet i tåger står vampyren i sin krypt, og stirrer stift frem mod kameraet. Situationen ulmer af magt og okkulte hemmeligheder. Den bizarre sammenstilling af en mand i smoking, der står i en parafrase over en middelalderlig krypt, midt mellem ligkister og kryb, illustrerer alt, hvad Dracula har at byde på. Den forener det smukke med det forgængelige. Den viser elegancen og forfaldet i samme åndedrag. Med et pust af arrogant dekadence, bliver filmen et forførende billede på drømmen om det evige liv.

Dracula med sit første offer i London

Det var naturligvis ikke nogen hvem som helst, der kunne få alt dette ud af et relativt banalt teaterstykke, fyldt med billige tricks. Tod Browning havde haft en strålende karriere som instruktør, der navnlig havde høstet megen ros for sit samarbejde med skuespilleren Lon Chaney – kendt som manden med de tusind ansigter. Chaney blev berømt på at spille monstrøse, sminkede roller.

Deres samarbejde nåede måske sit højdepunkt under den fascinerende London After Midnight (1927), og det er ikke så underligt, at mange nok havde forventet Chaney i rollen som Dracula. Desværre for Brownings karriere som instruktør, havde han store vanskeligheder med at omstille sit filmsprog til talefilmen. Han fandt aldrig for alvor sit fodfæste i den nye form, og det er påfaldende hvor få film han rent faktisk indspillede efter Dracula.

Outsideren som arketype

Prof. Abraham Van Helsing (Edward Van Sloan)

Tod Brownings film handlede i høj grad om outsideren som arketypisk karakter, et emne han vendte tilbage til igen og igen. Det var naturligvis også her, samarbejdet med Chaney kom ind i billedet, for Lon Chaneys vanvittige roller illustrerede netop Brownings ønske om at afsøge de kulturelle randområder. Dracula er heller ikke nogen undtagelse her, og i 1932 kunne Browning udsende sin ultimative outsider-film i form af den stærkt omdiskuterede Freaks. En film der skildrer vanskabningernes oprør mod svigagtig skønhed.

På billedsiden havde Dracula også et stærkt kort på hånden. Kameraarbejdet blev udført af Karl Freund, der havde filmet for både F. W. Murnau og Fritz Lang, før han tog til Hollywood, og med sine rødder i tysk ekspressionisme blev en stor innovativ kraft på amerikansk grund.

Dracula skylder da også tysk film rigtig meget, og filmhistorisk er det navnlig den udstrakte brug af bevægeligt kamera, man skal lægge mærke til, for det er her, vi for alvor finder Karl Freunds fingeraftryk. Der verserer i øvrigt mange historier om Brownings manglende evner som instruktør, og et af de mere hårdnakkede af slagsen vil vide, at det var Freund, der stod for instruktionen af Dracula, da Browning enten ikke magtede opgaven eller havde andet i tankerne.

Hvorvidt det er rigtigt eller ej er svært at afgøre, men det kan muligvis være rigtigt så langt, at Freund rent faktisk har haft meget at sige på den visuelle side, og samtidig bliver det påtalt fra mange sider, at Browning ikke var helt ligetil som menneske, og derfor også noget upålidelig.

Skurkene er stjerner

Mina Harker (Helen Chandler)

På skuespilfronten er der navnlig fire, som skal trækkes frem. Den første er Helen Chandler i rollen som Mina Harker. Chandler er bemærkelsesværdig, fordi hun først og fremmest er fabelagtigt smuk, men samtidig fordi hun har et nærvær, som er ganske atypisk for tidens kvindelige roller.

Hendes præsens går langt ud over det, man normalt kan forvente, og det gavner i høj grad samspillet med Bela Lugosi. Den næste er Edward Van Sloan, der med sin træmandsmanér er en rigtig fin Van Helsing. Rollen er tynd som papir, og han er alt for nævenyttig, men Sloan formår at forblive troværdig i rollen.

Draculas to egentlige stjerner er imidlertid skurkene. Dwight Frye har rollen som Renfield, og det gør han til perfektion. Han er storslået, og absolut den, der leverer den bedste skuespilpræstation. Da Renfield krybende sniger sig hen over gulvet for at sætte tænderne i en stuepige, er Fryes mimik af en anden verden, og man forstår vitterligt godt, hvorfor han skræmte biografpublikummet fra vid og sans.

Det er en af de helt store præstationer, vi her er vidner til, men desværre blev det også dødsdommen over Dwight Fryes karriere. Før Dracula havde han spillet alt muligt, og han blev regnet som en skuespiller på vej frem, men så kom rollen som Renfield, og fra da af var han typecastet som psykopat og udstødt. Hans karriere kom sig aldrig over dette, og historien om Dwight Frye er desværre ganske tragisk, især når man tænker på, at Hollywood her tabte en karakterskuespiller af Peter Lorres kaliber på gulvet.

Bela stjæler billedet

Et spejl - men hvorfor kan man ikke se grevens refleksion?

På trods af Dwight Fryes skuespil er det dog Bela Lugosi, der stjæler billedet. Han er filmens sande hovedrolle, og han blev som sagt et ikon med sin rolle som Dracula. Belas gestik, udtryk, besynderlige accent og fremmedartede rytme i talesproget gør ham til en personlighed af enorme proportioner. Han er filmens ubestridte konge, og det kan godt være, at hans overdrevne skuespil virker latterligt i dag, men betragter man ham som en bevægelig skulptur, bliver han pludselig til et altoverskyggende tilstedeværelse, og al latter forstummer øjeblikkeligt.

Bela kunne desværre tale med om typecasting, for Dracula blev også et problem for ham. Han opnåede så stor popularitet med rollen som vampyrgreven, at han havde svært ved at finde andre film. Folk var indledningsvist ganske enkelt bange for at bruge ham, og senere var problemet, at han kun blev identificeret med horror.

Lugosi udtalte selv sent i sin karriere: “It was a curse and a blessing, but one thing is sure, Dracula will never die”. Det havde han ret i. Der havde været vampyrer før ham, men det var Bela, som kom til at personificere klichéen. Det var ham, der dannede fundamentet for alt, hvad der senere kom på film, og det var først i 80’erne, at man for alvor formåede at se sig ud over Belas skygge og afprøve nye koncepter, der ikke var rodfæstet i Universals vampyrgreve.

Den mest rørende detalje ved det hele er, at Bela blev begravet i en af sine vampyrkapper, og det siger næsten alt om mandens forhold til Dracula. Rollen blev hans liv, på godt og ondt.

Dracula kan ikke dø

Mina og John Harker (David Manners)

Tod Brownings Dracula er en af gyserfilmens store klassikere. For det første er den en del af Universals udødelige monsterfilmsunivers, men den er også mere end det. Den er et stykke smuk filmkunst, der lever og ånder på grund af en fabelagtig fotografering, nogle skuespillere med unikke kvaliteter, og en historie, der i høj grad appellerer til de dystre sider af underbevidstheden.

Det er svært at rose Dracula for meget, men det skyldes nok mere Bela og Dwight Frye, end Tod Browning. Han var en spændende instruktør, men denne films store succes må tilskrives mere og andet end instruktøren. I sidste ende er der nok bare at sige, at det er et privilegium stadig at kunne se en film som Dracula udfolde sig på skærmen, og opleve, at den fortsat er præcis så stærk som dengang, den blev udsendt i biograferne.

Ganske vist er den ikke uhyggelig længere – på den led er tiden trods alt løbet fra filmen – men det er derfor også blevet muligt nu at se filmens mange andre kvaliteter. Dracula kan ikke dø og det kan Bela heller ikke!

6 stjerner

Titel: Dracula
Instruktør: Tod Browning
Manuskript: Hamilton Deane & John L. Balderston (Skuespil). Baseret på roman af Bram Stoker
Cast: Bela Lugosi (Count Dracula), Helen Chandler (Mina Harker), David Manners (John Harker), Dwight Frye (Renfield), Edward Van Sloan (Prof. Abraham Van Helsing), Herbert Bunston (Dr. Jack Seward), Frances Dade (Lucy Weston)
Producere: E.M. Asher (associate producer), Tod Browning (producer), Carl Laemmle Jr. (producer)
Foto: Karl Freund
Klip: Milton Carruth & Maurice Pivar
Spilletid: 75 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1931
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Pictures
Udgave/region: 2

hvid
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Dracula – The Legacy Collection-boksen fra 2004.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dracula, Gotika, London, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>