Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Dracula

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bram Stokers kvintessentielle vampyrroman er en ubetinget klassiker og stadig læseværdig af mange grunde.

DraculaDracula kræver vel ingen nærmere introduktion – ikke figuren i hvert fald. Dracula er blevet den arketypiske vampyr, og man skal formentlig lede meget længe for at finde en person, der ikke ved, hvem greven er.

Til gengæld er det for rigtig mange mennesker én af de utallige filmversioner af Grev Dracula, de ser for deres indre øje, når de hører navnet. Dracula er en af filmhistoriens allermest populære figurer, og vistnok kun Sherlock Holmes har optrådt på det hvide lærred flere gange end den transsylvanske vampyrgreve. Af samme grund er det ganske ironisk, at der faktisk aldrig er kommet en trofast filmatisering af Bram Stokers roman – og for nu lige at slå det fast: Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula fra 1992 er, titlen til trods, heller ikke en trofast filmatisering.

Selv om langt de fleste i dag altså kender Dracula-figuren, så er det langt færre, der ved, hvordan Stoker (1847-1912) oprindelig havde tænkt ham – det er nemlig langt færre, der nogensinde har læst romanen, der oprindeligt udkom i 1897 og siden er blevet en litterær klassiker.

Enorm indflydelse
Bram Stoker (1847-1912).

Bram Stoker (1847-1912).

Det er næppe for meget at kalde Dracula den mest indflydelsesrige horrorroman nogensinde – måske sammen med Mary Shelleys Frankenstein, hvis kulturelle efterdønninger, om end store, dog har været langt mindre end vampyrfiguren, som Stoker populariserede gennem sin roman.

Godt nok var Dracula ikke den første vampyrfortælling, der kom ud i slutningen af 1800-tallet. Sheridan le Fanus kortroman Carmilla udkom i 1872 og endnu længere tilbage i århundredet, i 1819, havde John Polidori etableret gentlemanvampyren i The Vampyre. Interessant nok var Polidori i øvrigt livlæge for Lord Byron, og deltog i den samme komsammen i 1816, der førte til, at Mary Shelley skrev Frankenstein.

Både le Fanus og Polidoris historier havde stor indflydelse på Stokers roman, men det blev alligevel Dracula, der gik hen og blev den klassiske vampyrfortælling, og som i dag ikke kun er elsket og anerkendt af horrorfans, men også af seriøse litteraturforskere. For samtidig med, at Dracula er en glimrende gyserhistorie i sig selv, så indeholder romanen så mange forskellige udtryk for sin tid, at den er en guldgrube for de, der beskæftiger sig med den senvictorianske periode i litteraturen.

Nogle af disse elementer har naturligvis også direkte betydning for historien, hvilket jeg vender tilbage til senere, men andre er mere subtile og ligger mellem linjerne. Med fare for at overtolke kan man desuden se forskellige elementer af forfatterens eget liv inkorporeret i romanen, hvilket der i øvrigt redegøres fint for i den udmærkede, om noget akademiske, indledning af Maurice Hindle, der findes i den anmeldte udgave af romanen.

Epistolærroman
Førsteudgaven af 'Dracula'.

Førsteudgaven af ‘Dracula’.

Dracula er en epistolærroman – altså en roman, der er skrevet som en række dokumenter. I modsætning til den “rene” epistolærroman, der er skrevet som breve (deraf navnet – epistel = brev), består Dracula af lidt af hvert: Der er breve og et par avisartikler, men langt hovedparten af romanen består af en serie dagbogsnotater. Dertil kommer nogle få enkeltstående dokumenter af anden art.

Romanens breve og dagbøger er skrevet af tre af romanens hovedpersoner (hvoraf der er seks-syv stykker i alt) – den unge sagfører Jonathan Harker, Harkers udkårne og senere kone Mina Murray samt doktoren Seward. I kombination med de enkelte andre dokumenttyper, udgør en kronologisk præsentation af disse dagbogsnotater romanens fremadskridende narrativ. Strukturen og de forskellige “stemmer”, der kommer til orde som historiens fortællere, kan der skrives mangt og meget om, men foreløbig er et handlingsreferat på plads.

Draculaborgens rædsler

Romanen begynder med en redegørelse for den unge sagfører Jonathan Harkers rejse til Transsylvanien, hvor han skal være den transsylvanske adelsmand Grev Draculas behjælpelig med alle detaljer angående Draculas køb af en ejendom i London. Harker beretter entusiastisk om de mange oplevelser, han har, idet han kommer nærmere og nærmere sit mål, men oplever også, hvorledes den vanvittigt overtroiske lokalbefolkning bliver om muligt endnu mere nervøst anlagt, når han fortæller om sin destination. Efter mange besynderlige oplevelser undervejs når Harker frem til Draculaborgen, hvor den aldrende greve tilsyneladende bor alene.

Den yderst belevne adelsmand installerer Harker i et komfortabelt værelse, og deres arbejde med papirer osv. går i gang. Greven undskylder sig hver dag, da han påstår at have presserende sager, og al interaktion mellem Harker og greven foregår derfor om natten.

Det går efterhånden op for Harker, at han faktisk er Draculas fange, og der går ikke længe, inden han også har været vidne til en række chokerende og overnaturlige begivenheder i den forfaldne Draculaborg – bl.a. er det kun ved grevens mellemkomst, at Harker ikke bliver “kysset” af tre smukke, men forfærdelige vampyrkvinder. Til sidst må Harker erkende, at det ikke er greven til sinds at lade ham undslippe i live, og han må derfor prøve at flygte fra borgen.

Frygtløse vampyrjægere

Her stopper Harkers dagbogsnotater brat, og scenen skifter til England, hvor det nu er Harkers forlovede Mina Murray, vi indledningsvist hører fra. Hun befinder sig i Whitby som gæst hos sin veninde Lucy Westenra og dennes moder. Alt imens Mina er lykkeligt forlovet med Harker, er Lucy tiljublet af hele tre bejlere: den adelige Arthur Holmwood, lægen John Seward og amerikaneren Quincey Morris, der tillige er en af Dr. Sewards gode venner. Det er dog Arthur Holmwood, som Lucy til sidst vælger at sige “ja” til, og alt burde være fryd og gammen.

Men noget sker i Whitby, der kaster en skygge over hendes lykke. Efter at et mystisk forladt skib, hvis kaptajn stod død ved roret, som han var bundet fast til, drev ind i havnen, begynder Lucy at gå i søvne. Ikke alene det, men hun begynder også at blive syg og bleg. Da situationen bliver værre, efter at Lucy er vendt tilbage til London (Mina er på dette tidspunkt taget til Budapest, fordi der endeligt er kommet nyt om Jonathan), beslutter Dr. Seward sig til at kontakte sin gamle lærermester Abraham van Helsing.

Den hollandske læge, der ved mangt og meget om alt mellem Himmel og Jord, forsøger med vold og magt at redde den stakkels pige, men lige lidt lykkes det. Til sidst bukker Lucy under for den mærkelige sygdom, hun lider af. Kun Van Helsing har tilsyneladende en mistanke om, hvad der er sket, og ganske rigtigt finder vi da også lidt senere ud af, at Lucy er blevet til en af de udøde.

Det lykkes Van Helsing at overbevise Seward, Holmwood og Morris om sagen, og det lykkes dem at sætte en stopper for Lucy. Men situationen er mere alvorlig! Da Mina og Harker er vendt hjem, går jagten ind på Grev Dracula, som snart bliver identificeret som roden til det onde. Harker og Mina, der nu er blevet gift, slutter sig til gruppen af frygtløse vampyrjægere, men Dracula er en afskyelig fjende – snu og magtfuld – og spørgsmålet er, om vore hovedpersoner klarer skærene, eller om greven får lejlighed til at sætte sine hugtænder i deres halspulsårer. Af hensyn til de, der ikke har læst romanen, skal jeg ikke afsløre, hvad der videre sker – det skal man selv have fornøjelsen af at læse.

Konfrontation mellem to verdener

På trods af, at jeg ikke vil afsløre romanens slutning, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Dracula er en umådelig optimistisk roman. Den vælder over med engelsk – eller snarere britisk – optimisme og er således et meget godt billede på den situation, der eksisterede fra den senvictorianske periode gennem den edwardianske periode (og lidt længere) indtil krigsudbruddet i 1914, hvorefter tidsstemningen helt ændredes.

Og det er en, for os i dag, interessant blanding af gudsfrygt og teknologibegejstring, der gennemsyrer Stokers bog, og som er det, der kendetegner vore britiske hovedpersoner. Over for disse moderne mennesker, der står på tærsklen til at træde ind i det 20. århundrede, sætter Stoker så den gamle verden: mytologien, overtroen og – ikke mindst – den rene, sataniske ondskab. Det er disse to poler – nyt og gammelt, Gud og Satan, det helt moderne Vesteuropa og det tilbagestående Østeuropa – Stoker maler frem og lader mødes i en duel, der ikke kun handler om liv og død, men om langt mere.

Den nye teknologi er f.eks. Mina Harkers skrivemaskine, Dr. Sewards fonograf eller blodtransfusionen, som Van Helsing forsøger at redde Lucys liv med. Det er helt tydeligt, at Stoker var dybt fascineret af disse nymodens opfindelser, og at han betragtede dem med stor begejstring. Men selv om teknologien er moderne og Stokers fremtidsoptimisme soleklar, må man ikke forledes til at tro, at Dracula er en progressiv roman for sin tid.

Konservativ

Tværtimod hylder den indirekte alle de sociale normer, der var fremherskende på sin tid – ganske vist på en måde, der kunne misforstås, men ikke desto mindre. Dracula er således et skoleeksempel på undertrykt victoriansk seksualitet, ligesom den er dybt mandschauvinistisk. Dens mandschauvinisme, som bestemt ikke må misforstås som misogynisme, tværtimod, kommer primært til udtryk gennem de overstrømmende beskrivelser alle romanens mænd giver af Mina Harker.

Tager man deres beskrivelser for gode varer, uden kritisk overvejelse, kunne man forledes til at tro, at Dracula også på ligestillingsområdet var en progressiv roman, men det er bestemt ikke tilfældet. Når Mina beskrives som en enestående kvinde, og tillægges både intelligens og initiativ skyldes det, at Stoker altid – om end det ikke siges direkte – beskriver hende som den undtagelse, der bekræfter reglen. Ja, Van Helsing går jo adskillige gange så langt som til at sige om Mina, at Gud har udstyret hende med en mands hjerne!

Victoriansk seksualforskrækkelse

Seksualforskrækkelsen er et andet væsentligt aspekt ved romanen, og har stort set intet med Mina Murray eller Mina Harker at gøre – langt det meste af tiden beskrives Mina nemlig som aldeles dydig, hvilket samtidig er med til at gøre hende en anelse kedelig sammenlignet med nogle af romanens andre kvindelige figurer.

Lucy beskrives godt nok også som både smuk og kysk, men det er kun i levende live. Lige som de tre vampyrkvinder, Harker mødte på Draculaborgen, er vampyrversionen af Lucy et helt andet væsen. Det er næsten svært at vurdere, om Stokers beskrivelse af hende som dæmonisk primært skyldes, at vampyren er Satans væsen, eller om det skyldes den kraftige seksualisering, Lucy synes at have undergået, efter at hun blev vampyr.

Den samme kraftige seksualforskrækkelse ligger bag Stokers beskrivelse af de tre vampyrkvinder i Draculaborgen, som næsten er med til at gøre dem til romanens mest interessante kvindelige figurer. Hør bare her:

“I was afraid to raise my eyelids, but looked out and saw perfectly under the lashes. The fair girl went on her knees, and bent over me, fairly gloating. There was a deliberate voluptuousness which was both thrilling and repulsive, and as she arched her neck she actually licked her lips like an animal, till I could see in the moonlight the moisture shining on the scarlet lips and on the red tongue as it lapped the white sharp teeth.”

Blot få linjer tidligere har Harker om den ene af vampyrkvinderne, som han aldrig har set før, konstateret:

“I seemed somehow to know her face, and to know it in connection with some dreamy fear, but I could not recollect at the moment how or where.”

Nej, det kan godt være, Harker ikke kan huske, hvilken drømmeagtig frygt han tænker på, men mon ikke Stoker godt var klar over det? Mon det var den blonde vampyrkvindes ansigt, Stoker så for sig når han tænkte forbudte tanker om andre kvinder?

Den farlige seksualitet

Den stærke seksualitet, der er en så væsentlig del af Dracula, er umulig at overse. Selv jeg, der er skeptisk over for alt for freudianske tolkninger i forbindelse med gysere (film såvel som bøger), må jeg erkende, at der her vitterligt er noget om snakken. Og vampyren som seksuel figur er da også en umiskendelig del af netop vampyrens fascination og én af årsagerne til, at vampyren har overlevet som central figur inden for gysergenren i så mange år.

Seksualiseringen stod Stoker ikke for – Le Fanus Carmilla har stærke lesbiske overtoner – men han inkorporerede den, og lod den også omfatte Dracula selv, selv om Draculas seksualitet er langt mindre påfaldende – meget naturligt når nu romanen er skrevet af en mand. Men sekvensen, hvor greven tvinger Mina Harker til at drikke hans blod ud af en flænge i brystet, har umiskendeligt seksuelle undertoner.

Ergo – alle romanens vampyrer er seksualiserede, hvilket naturligvis også er én af årsagerne til, at figuren er så farlig. Hvis man et øjeblik ser bort fra de religiøse aspekter af vampyren som ét af Satans nattevæsner, så er Dracula farlig, fordi han korrumperer med sin aktive seksualitet – og vampyrkvinderne beskrives netop af samme grund som endnu farligere. Vampyren er sædernes forfald, en smitsom sygdom, og derfor så uhyre farlig.

Overtolkning

Nogle har tolket en enkelt sekvens i romanen som udtryk for en vis homoerotisk tiltrækning mellem Stoker og hans mangeårige arbejdsgiver, skuespilleren og teaterlederen Sir Henry Irving. Det er specifikt stedet, hvor greven (som i denne situation skulle være et billede på Irving) redder Harker (som skulle være et billede på Stoker selv) fra vampyrkvinderne i Draculaborgen ved at skælde dem ud og sige “This man belongs to me!”.

Faktisk mener jeg overhovedet ikke, at man kan se en homoerotisk tiltrækning her – grevens udbrud betyder nemlig ikke, at han selv har tænkt sig at “tage” Harker, men blot at Harker endnu har arbejde at gøre for greven (og her kan man måske se en sammenhæng mellem den hårdtarbejdende Stoker og hans arbejdsgiver Irving). Faktisk lover greven jo, at vampyrkvinderne senere kan få Harker til at “kysse som de vil”, og det er videre påfaldende, at alle grevens ofre i romanen i øvrigt er kvinder.

Dette er en særdeles vigtig pointe for Draculas placering i det litteraturhistoriske landskab (og også for at undgå at tillægge Stokers privatliv for stor en betydning), for bevæger vi os knap 80 år længere frem, til Anne Rices Interview With The Vampire, ser vi situationen vendt på hovedet. Her er der tale om en seksualisering af vampyrfiguren med klare homoerotiske undertoner – og i øvrigt af en kvindelig forfatter.

Vampyrmytologi

Som nævnt er det helt sikkert vampyrens stærkt seksuelle undertoner, der har gjort figuren så populær igennem tiden, og det er væsentligt at holde fast i, at det var en udvikling, der skete i 1800-tallet, og hvor Dracula blev det ypperste eksempel. Det vil gå for vidt at redegøre for de mange forskellige myter og sagn, vampyrmyten bygger på, men det kan blot konstateres, at Stoker har valgt lidt hist og lidt pist og brugt disse træk til at konstruere sin egen vampyr.

Lad mig i den forbindelse én gang for alle mane en klassisk myte i jorden – nemlig den at det klassiske vampyrkarakteristikum med at vampyren ikke tåler sollys, i populærkulturel henseende stammer fra Dracula. For det gør den ikke. Faktisk optræder greven stedvist i romanen også om dagen, om end Stoker er lidt uklar på dette punkt. Det slås fast, at når greven optræder i dagslys, råder han ikke over nogle af sine overnaturlige kræfter – såsom at kunne omdanne sig til et dyr eller til tåge. Andre steder virker det som om, greven har det klart bedst med at opholde sig i sin kiste om dagen, og at han da befinder sig i en nærmest dødlignende søvn. Her fornemmer man måske, at Stoker har været lidt vægelsindet, da han udvalgte de ting, der skulle karakterisere vampyren.

Derudover er greven og bogens øvrige vampyrer karakteriseret af mange af de træk, vi i dag betragter som klassiske: Vampyrerne bryder sig ikke om hvidløg og trækker sig tilbage, når de konfronteres med kors eller andre hellige remedier (som f.eks. hostier eller vievand) osv. Også måden en vampyr skal aflives på er gået hen og blevet klassisk: En pæl skal rammes gennem hjertet, hvorefter munden fyldes med hvidløg og hovedet skæres af.

Den historiske Dracula

Angående Draculafigurens relation til den historiske Dracula er det værd at påpege, at Stoker sandsynligvis kendte noget til den rigtige Dracula, Vlad III med tilnavnet Ţepeş (“Spidderen”), og lod sig inspirere af dele af Vlad III’s historie. Samtidig er det væsentligt at gøre opmærksom på, at det næppe var Stokers mening at sætte lighedstegn mellem den historiske person og sin fiktive greve.

Den rigtige Dracula var fyrste af Vallakiet i tre omgange i anden halvdel af 1400-tallet, og var ganske vist en uhyggelig og brutal hersker, der havde for vane at spidde sine fjender. Han var ikke desto mindre en kristen fyrste, og mange detaljer, som Stoker anvender i sin roman, passer ikke på den rigtige Dracula. Navnet Dracula er i øvrigt en diminutiv af Dracul, som hentyder til Vlad III’s fader, der havde tilnavnet Dracul fordi han var medlem af Drageordenen – dracul er, blandt flere andre ting, drage på rumænsk.

Stadig skræmmende

Bram Stokers roman er helt fortjent gået hen og blevet én af de store gyserklassikere. Ikke kun fordi der er så meget gods i romanen, der kan give stof til eftertanke omkring den periode, romanen blev skabt i, men også fordi der simpelthen er tale om en god historie. Selv hvis man er fløjtende ligeglad med vampyrfigurens seksuelle konnotationer eller med, hvorvidt romanen er optimistisk og fremadskuende, så er Dracula ganske enkelt en glimrende og underholdende roman.

Stoker skrev måske nok med mange ord og ganske manieret, og man skal både være en anelse tålmodig i enkelte dele af romanen og indstillet på, at der stedvist er tale om de helt store armbevægelser. Det var på den anden side den måde, man skrev på i datiden, og man skal også være opmærksom på, at romanen er fyldt med atmosfæriske beskrivelser af alt lige fra grevens fugtdryppende borg i Transylvanien til en mørk, victoriansk kirkegård i London. Dracula er først og fremmest en gotisk roman, og det kan mærkes, så det driver ned ad væggene!

Det ville også være helt forkert at sige, at romanen ikke er skræmmende. Trods sine 110 år, er Dracula stadig uhyggelig, og vampyren som figur er stadig mere uhyggelig end så mange andre monstre – det gælder også for Grev Dracula og de andre vampyrer i Stokers roman.

Samtidig må det konstateres, at Stoker bestemt ikke var uden evner i opbygningen af grundlæggende spænding. Det er umanerligt smart af Stoker, at forlade Jonathan Harker i Draculaborgen i begyndelsen af romanen, lige som det er helt rigtigt, som Stephen King engang har kommenteret (i Danse Macabre, Kings nonfiction-bog om horrorgenren fra 1981), at Stoker får greven til at virke langt mere skræmmende ved faktisk at give ham meget lidt plads i rampelyset. Bevidst eller ubevidst lykkedes det Stoker ikke alene at opbygge en fabelagtig stemning, men også at få de mere grundlæggende spændingselementer til at virke. Når man tænker på romanens udformning som epistolærroman er det faktisk lidt af en bedrift.

Man kommer naturligvis ikke uden om, at formen også ind imellem virker en anelse påtaget. Især er Dr. Sewards dagbog meget litterær, på trods af at det jo skulle forestille at være en afskrift af hans indtalte dagbogsnotater på fonografen. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvor gode hukommelser alle dagbogsskriverne har – de kan nemlig gengive selv meget lange samtaler verbatim. Og sådan er der så meget – det vigtige ved disse ting er, at det kun er sjældent, at man egentlig tænker over dem og så endda kun kortvarigt. For det meste holder illusionen – så stærk er historien stadigvæk!

Ubetinget klassiker

Den anmeldte udgave i Penguin Classics-serien indeholder desuden en udmærket indledning, der både redegør for Stokers liv og nogle af temaerne i romanen. Derudover er romanen forsynet med et fint, men dog diskret og ikke overdrevet stort, noteapparat, der kan hjælpe læseren til at forstå nogle af detaljerne i historien. Penguin Classics-udgaven indeholder desuden et par andre ting, Stoker skrev, men som er helt urelaterede til Dracula samt et brev til Stoker fra hans mor. Romanen fås også i en udmærket dansk oversættelse fra forlaget Borgen.

Alt i alt har jeg kun ros til overs for Dracula. Det er en ubetinget gyserklassiker, som bør læses, lige som tilfældet er med Shelleys Frankenstein og et par andre romaner, der er i samme kaliber. På trods af, at Dracula ikke er den ældste vampyrroman, så er det den, der er blevet den kvintessentielle vampyrroman, og romanen er kilden til den måde, vampyrfiguren er blevet fremstillet på i en stor del af det 20. århundrede.

6 stjerner

Titel: Dracula
Forfatter: Bram Stoker
Udgivet: 1897
Forlag: Archibald Constable and Company
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2003
Forlag: Penguin Books (serien Penguin Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 454 (heraf romanen 402)
Forside: Udsnit af Edward Munchs maleri “Vampyr” (oprindelig kaldt “Rødt Hår”) fra 1894
hvid
Den anmeldte udgave af romanen er udgivet i serien Penguin Classics og har foruden et forord og en introduktion også et noteapparat, der forklarer nogle af romanens detaljer. Endvidere er inkluderet tre appendikser – de to med tekster af Stoker, det tredje et brev til Stoker fra hans mor – der dog alle er urelateret til Dracula.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dracula, Filmatiseret, Gotika, London, Vampyrer, Victoriatiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *