Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Double Dragon

Double Dragon
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Rodet og kitschet 90'er-action-ungdoms-computerspilsfilmatisering som dog har en fin energi og en udmærket underholdningsværdi.

Double DragonNår man kigger tilbage i tiden og søger efter en bestemt følelse eller tidsånd, så er denne proces hæftet sammen med, hvornår du selv er født. Jeg er fra 1978. Så alt, der er sket før et sted i starten af 1980’erne, er mere eller mindre noget, jeg ikke husker at have oplevet.

I det tilfælde er min oplevelse af en bestemt tidsalder eller tidsånd bundet op på, hvad andre har oplevet og husket. Men når vi taler om 1990’erne, så er jeg, og min mentale nostalgimaskine, tunet ganske godt ind. I starten af 90’erne var jeg stor knægt og i slutningen en ung mand.

Ren 90’er nostalgi

Jeg husker tøjet, musikken, computerspillene og filmene. Og hvis der er noget, der for mig destillerer 1990’erne i sin reneste form, så er det en tv-serie som Beverly Hills 90210. Og det er også en film som Double Dragon – filmen er baseret på arkadespillet af samme navn.

Double Dragon starter med en fortællerstemme, der fortæller om en legende; legenden om Double Dragon.

På, ja næsten, elegant vis viser det sig, at det er filmens skurk, Koga Shuko, der i filmens nutid, år 2007, står og fortæller sine håndlangere om legenden: Der er tale om en medaljon, delt i to, kroppen og sjælen, som blev skabt til at bekæmpe ondskab. Og hvis man samler de to dele, vil man blive mere eller mindre uovervindelig.

Bander og postapokalyptisk stemning

I filmens univers var der et stort jordskælv i 2000, der smadrede meget af Los Angeles. Så vi er i noget, der minder om en klassisk postapokalyptisk setting med bander, kriminalitet og ødelæggelser.

Det hele er selvfølgelig i sådan en lidt billig 90’er tv-stil, hvor man har blandet Mad Max sammen med kikset 90’er-tøj (som jo faktisk er ved at bliver moderne igen i 2020 – ja, moden, og The Lord, works in mysterious ways) og generel 90’er-stemning.

90’er-looket kan også tilskrives filmens fotograf Gary B. Kibbe. Kibbe har været selveste John Carpenters faste fotograf fra 1987 og frem, altså på både fremragende og jammerlige film, og den lettere discountagtige postapolyptiske bandetone, som er tydelig i Double Dragon, ser man også Kibbe udføre i senere Carpenter-film som Escape from L.A. (1996) og Ghosts of Mars (2001).

Alt i alt ligner Double Dragon en billig tv-film, eller direct-to-VHS, men den kom faktisk i amerikanske biografdistribution, tro det eller ej.

Nå, tilbage til plottet. Shuko, der oprindeligt bare hed Victor Guisman (herligt navn), finder frem til den ene del af medaljonen. Og pludselig får han vilde evner – som at kunne forvandle sig til en skygge og overtage kontrollen med andre mennesker.

Så nu vil han gerne have fat i anden del – som tilfældigvis også befinder sig i Los Angeles! Og så kommer de to brødre Billy (den oprindelige Player One i spillet) og Jimmy (den oprindelige Player Two i spillet) nemlig ind i billedet. De er teenagere, og de kan kampsport – ja, udover at de ikke er skildpadder, så er det lidt Turtles-stemning over hele projektet.

Medaljonen og de to brødre

Deres adoptivmor Satori har den anden del af medaljonen, og da Shuko finder ud af dette, vil han gøre alt for at få fat i den. Men de to brødre har andre planer!

Ja, der er tale om et meget simpelt plot, et meget ungdommeligt plot, og det hænger godt sammen med, at unge mennesker er den primære målgruppe. Filmen har også en god energi og er faktisk ganske underholdende – hvis man altså tager de nostalgiske briller på.

For hvis man skal være kritisk, så er det en rodet omgang ramasjang. Filmen er også, i et arkæologisk perspektiv, ganske interessant, når man ser på effekterne. For det er tydeligt, at filmskaberne har været “børn af tiden”, og at de har været forelskede i computergrafikken.

Dels er der nogle scener med medaljonen, dels er der de Mad Max-lignende scener, hvor bilernes computere bruges i forbindelse med biljagtsscenerne, så man ser det via computerens grafik.

I dag set det meget forældet ud, og det har det sikkert også gjort tilbage i 1994, som jo trods alt er tre efter Terminator 2: Judgment Day, som for alvor satte CGI på filmverdenskortet. I den sammenhæng er det også ganske morsomt, at det netop er Robert Patrick, der spiller skurken i Double Dragon, hvor han overspiller til den helt store guldmedalje.

Dacascos – actionhelten der kom for sent til festen

Udover Patrick er det Mark Dacascos og Scott Wolf, der bærer det tungeste ansvar på skuespilfronten. Udover at de begge var omkring 30, da filmen blev lavet, og at de skal forestille unge teenagere, så er der ikke meget godt at sige om deres skuespil.

Wolf har for mig altid været en billig Tom Cruise-kopi, dog uden den ægte Cruises charme. Dacascos er derimod bedre, og det viser han i kampsportsdelen i denne film. Hvis actiongenren ikke var begyndt at fise ud i starten af 1990’erne, kunne han være blevet den næste store actionhelt.

Desværre for ham og os kom han små fem-ti år for sent ind på scenen. Men det rykker ikke ved, at han har en herlig fysisk fremtoning og et godt actionglimt i øjet.

Hvis du, som jeg, har brugt en del af din tid på grillbarer i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, så vil du huske spilleautomaterne. Arkademaskinerne. Og du vil helt sikkert huske Double Dragon.

Det var et klassisk tæskespil, der første gang så dagens lys i 1987. Man spillede de to tvillinger Billy og Jimmy Lee, der kæmpede mod bandemedlemmer og andet utøj. Jeg fik det også på min Commodore 64, og spillede det også på mine venners Amiga (den havde vi ikke råd til dengang), og jeg prøvede det også på Game Boy.

Men det smukkeste sted at spille spillet var på grillbaren. Med duften af friture og saftevand (og sikkert også smøger) i baggrunden. Det var smukt, på lige fod med de evige sommerferier og den glade barndom.

Så hvordan klarer filmen det som computerspilsfilmatisering? Tja, sådan set udmærket – der var jo ikke meget handling i spillet, så det er nok også lidt søgt at tale om en decideret filmatisering, da spillet jo netop ligner mange andre af sin slags.

Kitschet snavs

Alt i alt er Double Dragon en kitschet og rodet omgang 90’er-snavs. Men energien fejler ikke noget. Og underholdningsværdien er ok, hvis man tager filmen for, hvad den er.

2 stjerner

Titel: Double Dragon
Instruktør: James Yukich
Manuskript: Michael Davis & Peter Gould
Cast: Robert Patrick (Koga Shuko), Mark Dacascos (Jimmy Lee), Scott Wolf (Billy Lee)
Foto: Gary B. Kibbe
Klip: Florent Retz
Musik: Jay Ferguson, Tolga Katas
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1994

Anmeldt i nr. 178 | 13/08/2020

Stikord: Film baseret på computerspil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *