Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Don’t Let Him In

Don’t Let Him In
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Don't Let Him InSkønne spildte kræfter og bedre held næste gang er det eneste, man tænker, når man er færdig med at se den velmenende, men dybt ligegyldige, Don’t Let Him In.

Hvis man ser bort fra professionelt fremstillede B-film, har lowbudget-produktioner det med at falde i én af to kvalitative kategorier: Enten viser de sig at være vildt opfindsomme og effektive, eller også viser de sig at være entusiastiske og velmenende, men i sidste ende kiksede, udtryk for glade amatørers arbejdsindsats.

Don’t Let Him In falder desværre i sidste kategori. Der er tale om en uhyggeligt uopfindsom og uoriginal omgang kogen-suppe-på-gamle-ben, i dette tilfælde slashergenren, med et indlagt forsøg på at gøre historien uforudsigelig ved at indlægge et twist. Desværre ser man twistet komme på lang afstand. Den totale forudsigelighed er desværre også med til at gøre filmen dybt uspændende hele vejen igennem.

Derudover er filmen præget af, at de, der står bag kameraet, ikke just er topprofessionelle, hvilket giver sig udslag i en kedelig billedside, halvdårlige effekter og ekstremt uopfindsom klipning. Når der ikke er tale om en total fiasko skyldes det ene og alene det faktum, at man fornemmer, at de her mennesker faktisk holder af genren og gerne ville lave en god film. Det er bare ikke lykkedes for dem.

Trækirurgen

Morderen gør sig klar til arbejde i filmens prolog

Efter en in medias res-prolog, hvor vi ser filmens kvindelige hovedperson undslippe fra en uset morders skjulested, springer filmen et par dage tilbage i tiden. Sygeplejersken Paige og kæresten Calvin (Sophie Linfield og Rhys Meredith) planlægger en weekend på landet i Calvins families feriehus. De skal have Calvins lillesøster Mandy (Gemma Harvey) med, men Mandy overrasker de to ved at præsentere dem for sin nye kæreste, den dybt usympatiske Tristan (Gordon Alexander).

Med den dysfunktionelle gruppedynamik etableret allerede fra starten (ét genretræk, der efterhånden er mere tyndslidt end linoleumsgulvene på en dansk folkeskole fra 1970’erne), begiver den lille gruppe sig ud på landet. Vel ankommet til huset, dukker den lokale landbetjent op og advarer gruppen mod at begive sig uden for om aftenen! En seriemorder hærger nemlig egnen. Han kaldes The Tree Surgeon, Trækirurgen, og har som sit varemærke, at han parterer sine ofre og hænger dem op i skovens træer!

Paige og Calvin (Sophie Linfield og Rhys Meredith)

Det lader vores lille gruppe sig naturligvis ikke slå ud af. Calvin og Paige forsøger det bedste de har lært at være venlige overfor røvhullet Tristan og Calvins i øvrigt uudholdelige lillesøster. Flere genreklichéer bliver vendt, da Calvin, Mandy og Tristan løber ind i en lokal sigøjnerkvinde, der læser Tristans håndflader og bliver dårligt til mode og derudover advarer dem om, at “der er et eller andet galt med den her skov”. Ja ja, den lokale særling. Vi kender dig fra mange andre film. Og vi ved jo, du har ret.

Igen lader vore hovedpersoner sig ikke slå ud, men nu begynder der at ske ting og sager: En hårdt såret mand vælter ind ad døren og må sys sammen af Paige. Men er det Trækirurgen, der har haft fat i ham, og hvad er det for nogle hemmelige telefonopkald, Tristan hele tiden modtager?

Taler ned til publikum

Ja, skoven er et skummelt sted

Mere skal der ikke siges om den ekstremt forudsigelige handling, og man skal være umanerligt grøn udi genrefilm for ikke at have regnet handlingen ud på forhånd. Det eneste, man ikke helt kan regne ud, er, hvordan tingene kommer til at slutte, men da slutningen endelig kommer, bliver man ikke overrasket over filmfolkenes forsøg på at lave en rigtig grum afslutning. Det virker bare ikke rigtig.

Stort set hele Don’t Let Him In skriger af skønne spildte kræfter. Som sagt fornemmer man, at folkene bag – Kelly Smith og Chris Andrews – har haft hjertet på rette sted, men de har simpelthen ladet sig styre alt for meget af forudsigelige klichéer. Klichéer kan være meget gode at forholde sig til, og egentlig kan genreklichéer gøre meget godt for en film af denne type. Det kræver bare, at både manuskript og instruktion anerkender klichéerne som netop klichéer.

I Don’t Let Him In behandles alt indædt alvorligt, og det gør, at man har meget svært ved at tage filmen seriøst. Publikum behandles ganske enkelt, som var de idioter, der aldrig har set en slasherfilm før. Og når man på den måde bliver talt ned til, mister man hurtigt respekten for projektet.

Kliché på kliché

Den usympatiske Tristan og den dybt irriterende Mandy (Gordon Alexander og Gemma Harvey)

Derudover kan man på ingen måde sige, at filmen er teknisk vellykket. Billedsiden er ikke attraktiv, men domineret af grå og brune nuancer, der måske er valgt i et forsøg på at give filmen et trøstesløst udtryk. I stedet kommer det bare til at virke fladt og ret kedeligt.

Klipningen er decideret mislykket mange steder og præget af en lang række klichéer. Her bare ét eksempel: En langt dvælende indstilling af en tilsyneladende sovende kvinde, som der ganske, ganske langsomt zoomes længere og længere ind på. Til sidst slår hun øjnene op og skriger, og der klippes pludseligt. Den slags gamle tricks er Don’t Let Him In spækket med, og ja, de kan virke, når de bliver brugt med måde, men mådehold er ikke kodeordet her.

Paige på flugt gennem skoven

Men det måske mest irriterende ved Don’t Let Him In er hovedpersonernes indbyrdes forhold. Hvor ville det være enormt forfriskende at se en film, hvor hovedpersonerne rent faktisk kan lide hinanden, og hvor ikke mindst én person var et forbandet røvhul. Dysfunktionel gruppedynamik er blevet en kæmpekliché i sig selv, og én der gerne snart må afgå ved døden – eller i hvert fald anvendes med betydeligt større omtanke, end tilfældet er her.

De for det meste semikendte skuespillere prøver bravt, men de har meget tyndt materiale at arbejde med. Den bedste er uden tvivl Sam Hazeldine, der spiller den sårede mand, der vælter ind i huset. Her er der uden tvivl en talentfuld skuespiller, men det skinner desværre kun stedvist igennem inden også Hazeldines rolle falder tilbage i ren stereotypi.

Skønne spildte kræfter og bedre held næste gang

Kort sagt er der ikke meget godt at komme efter i Don’t Let Him In, der kommer til at fremstå som et ærligt ment, men amatøragtigt udført og dybt ligegyldigt, indlæg i slashergenren. Skønne spildte kræfter – og bedre held næste gang.

Don’t Let Him In er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Don’t Let Him In
Instruktør: Kelly Smith
Manuskript: Kelly Smith & Chris Andrews
Cast: Sophie Linfield (Paige), Sam Hazeldine (Shawn), Gordon Alexander (Tristan), Gemma Harvey (Mandy), Rhys Meredith (Calvin)
Producere: Kelly Smith (producer), Deborah Laniado (executive producer), Rob Weston (executive producer)
Foto: Vincent De Paula
Klip: Mark Towns
Musik: Samuel Karl Bohn
Spilletid: 77 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: UK, 2011
Produktionsselskaber: Coldwood Productions, Straightwire Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *