Dirty Harry

Når man taler om den moderne actionfilm og den moderne actionhelt, som jeg definerer med udgangspunkt i First Blood fra 1982, kommer man ikke udenom at nævne en bunke film, som er lavet før 1982.

En af de film er legendariske Dirty Harry fra 1971. Det er en film, der har en helt, som kunne være med i en actionfilm fra 1980’erne, men også en film, som i sit væsen er noget helt andet end en actionfilm.

Seriemorderen og helten

Vi er i San Fransisco. En kvinde bader i en pool på toppen af en bygning. En morder, en snigskytte, skyder hende. Hun dør. Og så møder vi Harry Callahan, en politimand af den type, der skyder først og spørger bagefter, altså en klassisk western-karakter. Westerngenren er også essentiel i forhold til actiongenren – og Clint Eastwoods karriere for den sags skyld.

Harry ankommer til gerningsstedet og finder ret hurtigt frem til, hvilken bygning morderen har skudt fra. Her finder han også en besked stilet til strømerne, hvor morderen truer med at dræbe flere mennesker, hvis han ikke får en masse penge.

Den fragmenterede handling, som også er én af filmens vilde og uregerlige størrelser, sender kort efter Harry på grillbar. Her bliver han vidne til et bankrøveri, som han stopper, gumlende på sin hotdog, og her kommer den klassiske replik, da Harry taler til en af bankrøverne:

“I know what you’re thinking: ‘Did he fire six shots or only five?’ Well, to tell you the truth, in all this excitement, I’vekinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: ‘Do I feel lucky?’ Well, do you, punk?”

Tak for kaffe, Harry – en ægte action-one-liner! Harry får også en ny makker, og sideløbende begynder morderen fra filmens indledning, som kaldes “Scorpio”, at igangsætte næste del af sin bestialske plan.

Fragmenteret fortælling

Som jeg har nævnt, så er Dirty Harry en meget fragmenteret fortælling. Ja, i sin kerne har den psykopaten og politimanden, begge meget karikerede størrelser, men filmens største force er vildskaben og måden, man bruger byen på.

Det med byen ekspliticeres fornemt gennem en af filmhistoriens stærkeste scener, hvor morderen sender Harry rundt forskellige steder i byen, men det er ikke kun der.

Nej, San Fransisco, de høje bygninger, parkerne, kontorerne, gaderne, er filmens tredje store hovedperson. Ved at bruge byen på den måde skaber filmens instruktør Don Siegel en intens stemning, en hektisk stemning, en ægte storbyjungle, hvor actionhelten og psykopaten kan lege krig med hinanden.

Filmen formår at levere et sært mix af troværdighed, over the top-action og karikerede hovedpersoner. Som et led i denne fascinerende strategi fungerer Lalo Schifrins hektiske og jazzede score perfekt. Det slår ikke kun tidsperioden an; det formår også at give filmen et helt unikt lydligt univers.

Vi har brug for helte

I filmens samtid blev Dirty Harry kritiseret for at være fascistisk, kvindefjendsk og meget andet. Men man glemte dengang at se på den konstruktion, som Harry er: At han ikke bare er en, der hyldes, men at hans gerninger jo også problematiseres, at han fremstår som en træmand, men stadig (og så kan kritikerne ellers komme efter mig) en træmand, der formår at slå til, hvor andre ikke kan.

Og her har vi jo på mange måder kernen i actionhelten: de svages beskytter, ham, der skal håndtere samfundets affald, ham, der kan handle.

Men i stedet for at se sig blind på actionhelten, kunne man jo også vælge at se Dirty Harry som en fremragende og ganske samfundskritisk thriller. Så det er bestemt ikke så simpelt, som mange gerne vil gøre det til.

Dirty Harry er meget mere end selvtægt og voldsforherligelse; den rammer en zeitgeist, både i det amerikanske samfund og i forhold til en storby som San Fransisco.

Der var jo store problemer med kriminalitet i det amerikanske samfund, og her kunne en helt, den løse kanon Harry, være en ventil for publikums frustrationer. Han siger jo netop stop og gider ikke inkompetente chefer og politikere. Noget der måske også gør sig gældende i nutidens samfund?

Så måske er der snart igen brug for folk som Harry, som gennem fiktionen kan give os afløb for frustrationer, som vi aldrig, eller sjældent, kan få afløb for i virkeligheden.

Man kan jo sige, at superheltene har overtaget den rolle, men jeg kunne godt tænke mig et sceneskift. Jeg kunne godt tænke mig at se den “rigtige” actionhelt komme tilbage.

Er det så et problem? Er os, der godt kan lide den slags, så syge? Nej, det er samfundet. Heltene, og vores mangel på dem, er et tegn herpå.

Et mesterværk

Dirty Harry fremstår i dag stærkere end nogensinde før. Det er en spraglet, kulørt, vild og anderledes thriller, der leverer en type af helt, som skulle blive skabelonen for mange kommende helte.

Clint Eastwood er fremragende. Han formår at lave den perfekte transformation af helten fra det tørre wild west til den tunge betonjungle. Det er herligt.

Derudover er actionscenerne fremragende og musikken sublim, men det største trumfkort er byen og måden, byen bruges på, og den bør ses sammen med sublime storbyskildringer som Taxi Driver (1976) og The French Connection (1971).

Dirty Harry fik fire efter efterfølgere; film jeg alle vil kigge på i den nærmeste fremtid.

Anmeldt i nr. 169 | 13/11/2019