Devil’s Playground

I 2002 gik Danny Boyles rage-zombier deres sejrsrus i den noget ujævne 28 Days Later. Den fik i 2007 den obligatoriske efterfølger i den, faktisk væsentlig, bedre 28 Weeks Later. De zombier, som de to 28-film leverede, var hurtige. Meget hurtige. Det er lidt den samme type zombier, selv om de aldrig omtales som zombier, og lidt den samme type film, vi finder i Devil’s Playground. Dog på et mindre budget. Men ikke desto mindre er Devil’s Playground en effektiv og grum film, som har til overflod af vold, action og blodige effekter. Desværre halter manuskriptet.

Energitilskudet fra helvede

I filmens indledning introduceres vi til, hvorfor der kommer ”zombier”: Energitilskuddet RAK-295, der er testet af 30.000 personer, forvandler 29.999 af dem til blodtørstige zombier. Og når de bider deres måltid, bliver dette også til en zombie. Og så har vi den klassiske dominoeffekt, hvor apokalypsen skaber det postapokalyptiske samfund.

I Devil’s Playground ser vi både livet før, under og efter katastrofen, men det dramatiske fokus ligger på selve katastrofen, og hvordan det påvirker filmens hovedpersoner. Men du vil sikkert spørge, hvorfor det kun er 29.999, der forvandles til zombier? Jo, der er nemlig én kvinde, som ikke er påvirket. Og sammen med en helikopter er kvinden filmens to indgange til Utopia – et klassisk postapokalyptisk træk, der giver håb midt i kaos.

Superseje Cole

Vi får en god fornemmelse af London i en ikke så fjern fremtid, og filmen gengiver rigtig fint det anarki, der opstår, da epidemien bryder løs. Først i det små og sidenhen i det store. I indledningen er filmens omdrejningspunkt sikkerhedschefen Cole (Craig Fairbrass). Han er et dumt svin, men da han selv bides af en zombie er det som om døren åbnes op ind til hans samvittighed: Han vil nu finde den immune kvinde, så der kan laves en modgift.

Med sig har han heldigvis tre sprøjter, som kan holde sygdommen tilbage, så han får masser af screen time. Og når han går amok med sin lille hammer, eller andre våben han finder, sidder man tilbage med et smil på læben: Her er en actionhelt af den rette støbning.

Udover kvinden Angela (MyAnna Buring) møder vi også dennes ekskæreste Joe (Danny Dyer), hans ven og et kærestepar. Den lille gruppe holder sammen af nød og med helikopteren som madding på fiskekrogen: De vil alle, sjovt nok, gerne overleve. Derefter løber filmen desværre af sporet, men finder heldigvis retningen igen, da vi nærmer os klimaks. Og ellers ikke mere om handlingen her.

Prissluger

Den 30. oktober 2010 var en god dag for Devil’s Playground. Den vandt hele fire priser på The British Horror Film Festival i Bournemouth: Bedste film, bedste instruktør, bedste producer og bedste mandlige hovedrolle. Min umiddelbare kommentar til dette er, at feltet har været svagt. For godt nok er Devil’s Playground konstant underholdende, men manuskriptet er mange steder ujævnt.

Men det der nok undrer mig mest er, at Danny Dyer tog prisen for bedste mandlige hovedrolle. Og det er mærkeligt. For i Devil’s Playground bliver han slået med mange længder af Craig Fairbrass, der i rollen som Cole stjæler opmærksomheden ved at holde tilskueren i et jerngreb.

Dyer er komplet ligegyldig i rollen som Joe, og det virker faktisk, som om han keder sig. Men o.k. Dyer er et forholdvis stort navn i England med film som Mean Machine (2001), The Football Factory (2004), Straightheads (2007) og Doghouse (2009) på sit CV, og det betyder noget ved prisoverrækkelser.

Mød Craig Fairbrass, filmens stjerne

Når jeg ser Fairbrass, tænker jeg med glæde tilbage på Cliffhanger, som er én af mine actionfavoritter. Her spiller Fairbrass rollen som Delmar, en meget markant og sadistisk skurk. I Devil’s Playground gør han det intet mindre end fremragende, både i form af sin fysiske fremtoning men også i sit skuespil. Han er filmens stærkeste kort. Og vi må håbe, at rollen som Cole kan hive Fairbrass op af den seriemødding, han har levet i de sidste mange år: Han ville være en fed actionhelt i britiske film.

Instruktøren Mark McQueen er et stort set ubeskrevet blad. Han er er fra 1980 og er bestemt en fyr, vi skal holde øje med i fremtiden, og det er nok også grunden til, at han vandt prisen for bedste instruktør. Så som en debutfilm er Devil’s Playground en meget stærk film.

Ujævn underholdning

Manuskriptforfatteren Bart Ruspoli, der også har en mindre rolle i filmen, burde have skåret ind til benet: Flere af karaktererne er helt ligegyldige, og flere passager i filmens midte er decideret kedelige. Men når det er sagt, har Ruspoli skabt en fin ramme om sin fortælling, som også slutter meget stærkt. Devil’s Playground har fået meget ud af et meget lille budget. Effekterne er lige i øjet, production designet meget stemningsfuldt og skuespillerne stabile, anført af den lysende engel Craig Fairbrass – filmen lever i kraft af hans karakter og hans skuespil.

Alt i alt er Devil’s Playground en underholdende lille film, hvor fokus ligger på action frem for uhygge. Og så får den lige en ekstra stjerne på grund af Fairbrass!

Devil’s Playground er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Epidemi, London, Zombier