Dear Mr. Gacy

3 minutters læsetid

Dear Mr. GacyJohn Wayne Gacy var en af Amerikas mest berygtede seriemordere og havde 33 unge mænds liv på samvittigheden. Han voldtog og myrdede sine ofre og begravede størstedelen af dem i kælderen under sit hus, mens andre lig var begravet i hans have eller smidt i en flod, der ikke lå langt væk fra hans hjem. Han blev anholdt den 21. december 1968 og tilbragte mange år i fængsel, før han blev henrettet for sine ugerninger den 10. maj 1994.

Ligesom med andre seriemordere fra virkelighedens verden er der med tiden blevet lavet nogle film om Gacy. Brian Dennehy havde hovedrollen som Gacy i TV-thrilleren To Catch A Killer (1992) og fik ros for sin indsats. Gacy (2003) var en direc to video-film, der tog udgangspunkt i Gacys mange mord, mens Svetozar Ristovskis Dear Mr. Gacy (2010) er den seneste film om seriemorderen.

Samtaler med en seriemorder

Jason Moss (Jesse Moss).
Jason Moss (Jesse Moss).

Dear Mr. Gacy er baseret på Jason Moss’ bog The Last Victim: A True-Life Journey into the Mind of the Serial Killer (1999) og handler om Jason (Jesse Moss), der som del af et skoleprojekt skriver en rapport om seriemordere og deres syge sind. Jason vælger at skrive om seriemorderen John Wayne Gacy (William Forsythe), der har nogle få uger tilbage af sit liv, før han bliver henrettet.

Jason skriver et brev til Gacy, som ikke er længe om at svare tilbage. Deres korrespondance over telefonen bliver mere og mere intim, og dette bekymrer Jasons familie og kæreste. Jason og Gacys besynderlige venskab udvikler sig til et farligt, psykologisk skakspil og et ansigt til ansigt-møde mellem de to synes at være uundgåeligt.

Fremragende William Forsythe

Gacy (William Forsythe) i et TV-interview.
Gacy (William Forsythe) i et TV-interview.

Den amerikanske skuespiller William Forsythe har man set i mange film som skurk eller barsk fyr, bl.a. i film som Dick Tracy (1990) og The Rock (1996). Jeg husker ham især som gangsterbossen Al Capone fra TV-serien The Untouchables, der kun havde to sæsoner, der kørte fra 1993 til 1994.

Med risiko for at træde Robert de Niro-fans over tæerne, syntes jeg personligt at Forsythe var langt bedre som Capone end de Niro var i Brian de Palmas filmversion (1987) af historien om Capone og Eliot Ness, der ind imellem virkede for meget som en karikatur af gangsterbossen.

Jason taler med en, der overlevede sit møde med Gacy.
Jason taler med en, der overlevede sit møde med Gacy.

Som John Wayne Gacy giver William Forsythe en modig og uhyggelig præstation, der seriøst gav mig kuldegysninger. Han skifter behændigt mellem at være venlig og væmmelig, og giver dermed et solidt billede af en iskold psykopat, der ikke var bleg for at køre psykologisk spil med sine ofre. Gacy-rollen er Forsythes bedste rolle i sin efterhånden lange karriere.

Unge Jesse Moss yder ligeså solidt med og modspil som Jason og har nogle stærke scener, hvor han er ved at gå op i limningen pga. Gacys manipulationer med ham. Det er kort sagt skræmmende at se en stille og rolig fyr flirte med mørket på sådan en intens måde. Virkelighedens Jason Moss blev også stærkt påvirket af sine oplevelser, og de er måske årsagen til hans selvmord den 6. juni
2006.

En tankevækkende thriller

Gacy i telefonsamtale med Jason.
Gacy i telefonsamtale med Jason.

Instruktøren Svetozar Ristovskis erfaring med dokumentargenren mærker man tydeligt i hans instruktion af Dear Mr. Gacy. Skuespillet føles meget ægte, og filmen har en god semidokumentarisk kameraføring, der giver et intimt nærvær med karaktererne. Det faktum at filmens handling har fundet sted i virkeligheden, gør Dear Mr. Gacy en tand mere ubehagelig, end hvis filmen var helt igennem fiktiv.

Jason og Gacy - ansigt til ansigt.
Jason og Gacy – ansigt til ansigt.

Det er et stykke tid siden, at jeg har set en så tankevækkende thriller som Dear Mr. Gacy. Den formår ikke blot at skræmme, men den får også sat ens tanker i gang om almindelige folks fascination af vold og ondskab, og hvor langt man er villig til at gå ind i mørket for at forstå betydningen af ondskabens væsen. Se den og tænk over den.

Dear Mr. Gacy er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: Dear Mr. Gacy
Instruktør: Svetozar Ristovski
Manuskript: Kellie Madison og Clark Peterson efter bogen The Last Victim af Jason Moss
Cast: William Forsythe (John Wayne Gacy), Jesse Moss (Jason Moss), Emma Lahana (Alyssa), Cole Heppell (Alex Moss)
Producere: Josée Bernard, Tom Berry, Tom Berry, Jeffery Scott Lando, Kellie Madison, Clark Peterson, Gordon Yang
Foto: Larry Lynn
Klip: Scott Belyea
Musik: Terry Frewer
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: USA, 2010
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Stikord: Baseret på virkelige hændelser, Seriemordere

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.