De fortabte sjæles ø

7 minutters læsetid
De fortabte sjæles ø

I Danmark har vi de sidste mange år, mere præcist siden Festen (1998), fået til overflod af socialrealistiske dramaer, hvor essensen i Dogme 95 tydeligt skinner igennem: At skære ind til benet i historierne og en tilbagetrækning fra det mere klassiske filmlook. Det er der kommet rigtig mange gode film ud af, om end man efterhånden er blevet lidt træt af denne kitchen sink-realisme, hvor billederne er grove og underbelyste.

Nybrud i dansk film

Men det er, som om der er sket et nybrud i dansk film, hvor skikkelser som Ole Bornedal og Nikolaj Arcel er de mest fremtrædende. Sjovt nok var det Bornedal, der med Nattevagten (1994) varslede den tendens, som nu for alvor er brudt igennem. Nemlig en tilbagevenden til det klassiske og smukke udtryk i trofaste genrefilm, som man kender fra Hollywood.

Arcel fik sit helt store gennembrud med thrilleren Kongekabale (2004), som viste, at vi i Danmark også kan lave genrefilm, der ser meget, meget professionelle ud. At plottet så var noget, man har set tusindvis af gange i Hollywoodfilm er en helt anden sag, men filmen banede vejen for et mere professionelt look i dansk film, hvor det er den gode og enkle historie, som er i fokus.

Med De fortabte sjæles ø har Arcel bevæget sig mod den fantastiske genre, og det er tydeligt, hvor han har hentet sin inspiration. Arcel er selv vokset op med filmserier som Star Wars og Indiana Jones, og han har heller aldrig lagt skjult på, at det originale i De fortabte sjæles ø ligger i, at filmen er lavet i Danmark.

Filmen er smuk, underholdende og spækket med speciel effects, som vitterligt ligner noget, effekttroldmændene fra Hollywood har skabt. Man kan så spørge sig selv, om det er nogen stor bedrift at efterligne tidligere værker, men i denne sammenhæng skal man huske, at netop filmserier som Star Wars og Indiana Jones også var plagiater, der var fyldt med fortælleglæde og kom frem på et tidspunkt, hvor der var brug for den slags eskapistiske sager. Så det helt nyskabende i De fortabte sjæles ø er ikke historien, men at skuespillerne snakker dansk og dertil filmens meget rene stil, som er et brud med den moderne danske film.

Den onde Necromancer og de gode børn

Necromanceren tages til fange tilbage i 1871.
Necromanceren tages til fange tilbage i 1871.

Efter en Harry Pottersk titelsekvens, hvor vi ser en kameratur gennem et mørkt skyggelandskab, hvor teksterne dukker op akkompagneret af bombastisk underlægningsmusik, toner teksten “København 1871” op. Vi ser en hestevogn køre op ad de brostensbelagte gader, mens regnen siler ned fra en mørk nattehimmel. Ud af vognen kommer der en kutteklædt mand ved navn Herman. Han banker et hemmeligt tegn på en stor metaldør, hvorefter han lukkes ind til et hemmeligt logemøde.

Her viser det sig, at logen har fanget den onde Necromancer, der var i gang med at stjæle logens hemmelige bog, der vil få Jorden til at gå under, hvis den falder i de forkerte hænder – ja, intet mindre kan gøre det. Under et ritual tror man, at den onde Necromancer dør, og handlingen springer frem til nutiden.

Herman.
Herman.

Her er Lulu, hendes lillebror og deres mor flyttet væk fra København til den lille og kedelige havneby Broby. Børnene er ikke tilfredse med deres nye tilværelse, men det bliver de dog hurtigt. Lulu elsker det okkulte, og snart indlemmes de i den konflikt, der startede for over 100 år siden. Necromanceren er naturligvis ikke død, og på en lille ø tæt på Broby er han i gang med at fuldføre sin onde plan.

Sylvester bliver besat af Hermans ånd, og snart får de to hjælp af drengen Oliver og den desillusionerede Richard, der nok er omtrent på den måde, som Mulder ville være, hvis han aldrig var kommet i kontakt med X-Filerne. Nu er det så op til dem, med hjælp fra fortidens ånder, at sætte en kæp i hjulet på Necromancerens plan, før det går galt. Mere vil jeg ikke røbe her.

Seje skuespillere og en dansk udgave af Lord Sidious/Lord Voldemort

Københavnerknægten Sylvester kan ikke finde noget interessant på TV, og drømmer sig tilbage til København.
Københavnerknægten Sylvester kan ikke finde noget interessant på TV, og drømmer sig tilbage til København.

For at en film i denne genre skal blive til noget helt specielt, kræver det også, at der er vedkommende karakterer og gode skuespillere til at formidle dem. Ellers ville en film som De fortabte sjæles ø ende som en sjælløs affære, hvor alt drukner i effekter.

Heldigvis har manuskriptforfatterne formået at skrive ganske troværdige karakterer, hvor man både som barn og voksen har personer at forholde og relatere sig til. På voksensiden er der naturligvis Anders W. Berthelsen, som man stort set ser i alle danske film. Han har en mindre rolle, men gennem filmens fine intro og et senere flashback, får man et ganske troværdigt billede af Herman, som senere besætter Sylvester.

Lulu.
Lulu.

I mere bærende roller brillerer specielt Lars Mikkelsen som den nederdrægtige skurk, der er en blanding af Lord Sidious fra Star Wars og Lord Voldemort fra Harry Potter-serien med sin sorte kappe, de blå kraftstråler ud af hænderne og den skaldede isse. Men Lars Mikkelsen har tilføjet sin egen diabolske udstråling, som gør ham til en helt uovertruffen skurk, som børn vil være bange for. Som Richard, den fallerede ekspert i det okkulte, er Nicolaj Kopernikus fremragende med sit lettere bøvede ydre og fine underspil.

Kort før fugleskræmslet bliver levende.
Kort før fugleskræmslet bliver levende.

Når alt det gode er sagt om de voksne skuespillere, står og falder en film som denne dog med børneskuespillerne. Både for at et yngre publikum kan forholde sig til historien, men også så det mere voksne publikum kan finde troværdighed i en historie, som mildest talt er en omgang forvrøvlet sludder. Og her må man sige, at børnene gør det over alt forventning.

Der er tre børneroller, som hver især har noget specielt at byde på. Der er Lulu, spillet af Sara Langebæk Gaarmann, som er filmens protagonist og en pige, der ved noget om det okkulte. Hun er filmens helt klare omdrejningspunkt, og på hendes ene side står Lasse Borg som den bøvede knægt Oliver med hjertet på det rette sted, og på den anden side står hendes lillebror Sylvester. Det er nok i rollen som Sylvester, at vi finder filmens største præstation rent skuespilmæssigt. Lucas Munk Billing er fantastisk god som den hårdt prøvede københavnerknægt Sylvester, og hans talent lyser langt væk. Han formår både at spille den lille smarte knægt og den mere alvorlige udgave af knægten, som er besat af Herman ånd. Det er godt gjort og modigt tænkt at give en så bærende rolle til en lille fyr som ham.

En teknisk triumf

I Necromancerens hule.
I Necromancerens hule.

Rent visuelt er filmen en perle. Og det er ikke kun, når de store effektskud træder i forgrunden, men også i filmens mere realistiske passager. Det hele ser så godt ud og er klippet med en timing, som overgår mange Hollywoodfilm. Til det meget professionelle ydre hører også musikken, og her har Jane Antonia Cornish komponeret et score, som ikke står tilbage for de store temamestre fra Hollywood.

Manuskriptet er velskrevet ned til den mindste detalje og formår at gøre den forvrøvlede handling troværdig indenfor genrens univers. Handlingen er konstant spændende og bygger op imod et klimaks, som man ikke har set lignende i dansk film. Dertil er der hæftet en god portion af selvironi og humor, som gør, at mere højtflyvende elementer aldrig tager overhånd, og som giver filmen en kerne af noget troværdigt. Det er med til at åbne døren op til et magisk og medlevende univers.

Kend din klassiker og gode ord med på vejen

En eftertænksom Richard.
En eftertænksom Richard.

Det er tydeligt for enhver, der bare kender lidt til den moderne Hollywood-filmkanon, at Arcel har hugget med arme og ben fra sine yndlingsfilm og -serier. På overordnet plan er der med den langsomme og opbyggende indledning på filmen samt selve slutningen klare paralleller til Close Encounters of the Third Kind (1977). Samtidig er der med skurkens overordnede mål henvisninger til Harry Potter-universet – hvilket naturligvis også gør sig gældende med børnenes roller i en magisk verden – samt kejseren i Star Wars-serien.

Hvis jeg siger 'Star Wars', hvad siger du så?
Hvis jeg siger ‘Star Wars’, hvad siger du så?

I sit visuelle udtryk er der ingen tvivl om, at Arcel har set Lord of the Rings-trilogien mere end én gang, og i mødet med fugleskræmslet på øen genkender man elementer fra Sleepy Hollow (1999). Og sådan kunne man fortsætte. Man kunne så tro, at det hele drukner i plagiater, men faktisk er det alle disse referencer og idéer, som gør, at filmen fungerer. Det hele er leveret med en kærlighed til genren og en sådan fortælleglæde, at det næsten tager pusten fra tilskueren. Et voksent publikum vil være underholdt og imponeret, mens De fortabte sjæles ø for et yngre publikum vil være som et sandt overflødighedshorn af fede detaljer.

I mine øjne er filmen mesterlig, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor en impact, filmen havde haft på mig, hvis jeg var 14 år, og det er ikke kun fordi, den er lavet på dansk jord. Den har mere energi og troværdighed end de fleste af de fantasyfilm, som Hollywood har spyttet ud i årene efter Lord of the Rings. Det er en film, som har noget for hele familien og for dem, der elsker fantasy. Godt gået Arcel og co.!

De fortabte sjæles ø er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

5 stjerner
Titel: De fortabte sjæles ø
Instruktør: Nikolaj Arcel
Manuskript: Nikolaj Arcel & Rasmus Heisterberg
Cast: Sara Langebæk Gaarmann (Lulu), Lucas Munk Billing (Sylvester), Lasse Borg (Oliver), Nicolaj Kopernikus (Richard), Anders W. Berthelsen (Herman), Lars Mikkelsen (Necromancer)
Producere: Sarita Christensen (producer), Meta Louise Foldager (producer), Anna Anthony (co-producer), Matthias Krause (co-producer), Stine Spang-Hansen (co-producer), Trine Finnich (assistant producer), Petter Lindblad (assistant producer), Malte Forsell (line-producer), Bettina Brokemper (executive producer), Bo Ehrhardt (executive producer), Peter Garde (executive producer), Peter Aalbæk Jensen (executive producer), Lars Jönsson (executive producer)
Foto: Rasmus Videbæk
Klip: Mikkel E. G. Nielsen
Musik: Jane Antonia Cornish
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1., DTS
Sprog: Dansk
Undertekster: Dansk, engelsk
Produktionsland, år: Danmark, 2007
Produktionsselskaber: Memfis Film, Nimbus Film Productions, Pain Unlimited GmbH Filmproduktion, Zentropa Entertainments
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Danmark, Fantasy, Magi, Troldmænd

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.