Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

De Fantastiske Fire: 1234

De Fantastiske Fire: 1234
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

1234 handler om virkelighedens essens og slutter med en kliché af dimensioner. Men sidstnævnte er helt ligegyldigt, bl.a. fordi det hele er så utrolig smukt iscenesat.

De Fantastiske Fire: 1234Man ved med det samme, at man sidder med et produkt af den absolut højeste kvalitet mellem fingrene. Man kan se det, og man kan føle det. Farverne, figurerne, baggrundene – ja, selv papirkvaliteten er utrolig. G. Floy Studio har ikke sparet på noget, og det skinner tydeligt igennem i alle deres udgivelser. Således også i denne sammenhæng, deres udgivelse af den grafiske roman med titlen De Fantastiske Fire: 1234.

En velkendt modstander

Vi er igen sammen med den gammelkendte kvartet, bestående af Reed Richards (aka Mr. Fantastic eller som hans kone kalder ham, Mr. Fucking Excellent), Sue Richards (The Invisible Woman), Johnny Storm (The Human Torch) og stakkels Ben Grimm (The Thing). Og som i filmen fra 2005 er det igen det vanvittigt ondskabsfulde skurkegeni Dr. (Victor von) Doom, der er ude på skrammer.

Denne gang har han et hemmeligt våben, der overtrumfer alt, hvad han hidtil har fundet på; han har bygget en maskine, der omformer virkeligheden efter hans vilje, og bruger den til at spille et gigantisk spil skak med hele menneskeheden og i særdeleshed vores fire helte. Vi ender med et finurligt udtænkt og snørklet ”Battle of the Minds” mellem Dr. Doom og Mr. Fantastic, men det er såmænd ikke resultatet af dette forsøg på at splitte og knuse De Fantastiske Fire, der er interessant, men måden, hvorpå det gøres. Mere om det lidt senere.

1-2-3-4
Vignet 1 og 2, der repræsenterer de to første kapitler

Vignet 1 og 2, der repræsenterer de to første kapitler.

Selve plottet forløber over fire kapitler, hver dedikeret til én af heltene. Således starter historien med afsnittet “Der var engang … på YANCY STREET..” om Ben Grimm, der lokkes og fristes af den djævleagtige Doom, og ser ud til at bukke under for både de fysiske og især psykiske følger af sine oplevelser. Spillet er gået i gang, og det første tab er sket – The Thing og med ham hans tro på sig selv og de andre.

Historien flyder fordringsfrit videre til afsnittet “… sidder og stirrer på akvariet” med Susan Storm i hovedrollen. ‘The plot thickens’, mens Doom spiller videre på sit forstyrrede spil, og angriber The Invisible Woman på det felt, hvor hun er mest sårbar. Hendes tanker drejer sig om henholdsvis den skamlabre prins Namor (the Sub-mariner – en af Marvels ældste (anti)helte)) og hendes mand, Mr. Fantastic, som hun mener forsømmer hende. Doom griber altså her fat om selveste kærligheden.

Igen flyder plottet videre uden overgange eller huller. “Mørket og Muldvarpemanden” sætter fokus på The Human Torch og skurken Muldvarpen, og igen vikles plottrådene endnu længere ind i hinanden. Sue og Namor kommer til undsætning, mens Ben ligger på hospitalet og har ondt af sig selv.

Historien antager – ligesom billederne – regelmæssigt semi-abstrakte dimensioner, idet man begynder at fornemme den viljernes kamp, der foregår bag kulisserne. Og mens det hele står på, er en titanisk Doom-robot ‘Førstebevægeren’ på vej mod Fan-Four HQ.

I sidste kapitel er det naturligvis Reed Richards, der kommer på banen. Det viser sig, at han har været isoleret for netop at bekæmpe Doom på sin egen banehalvdel; Mr. Fantastic har også bygget en maskine (bare en bedre én – han er jo helten) og bruger den til at besejre Doom.

Pointen ender med at være, at man ikke kan styre folks handlinger, men man kan appellere til deres sjæl – kort sagt; tro, håb og kærlighed vinder over alt. En kliché af dimensioner, men helt ærligt – siden hvornår har tegneserier ikke være klichéfyldte? Kvaliteten ved denne tegneserie er bare, at den simpelthen er så superflot, at alt det andet intet betyder. Folkene bag har virkeligt kælet for den.. men hvem er de så?

Grafisk smukt – både i tegninger og farvelægning
Vignet 3 og 4, der repræsenterer de to sidste kapitler

Vignet 3 og 4, der repræsenterer de to sidste kapitler.

Amerikanske Jae Lee har sjovt nok før i tiden ikke været en yndet F4-tegner; han har faktisk kun tegnet Hulk vs Thing #1. Men det betyder ikke, at han er helt ueffen med superheltegenren; han har både tegnet Captain America (vol. 4, nr. 10-16) og besynderligt nok også en lang række Namor – the Sub-mariner (nærmere bestemt nr. 26-38). Dog har sidstnævnte markant ændret udtryk; i sin egen serie betegnes han som ”the savage” og minder langt mere om DC Comics’ Lobo end om en halvnøgen Superman.

I De Fantastiske Fire: 1234 er Namor dog lige præcis den forførende og magtfulde Don Juan, som han skal være, og sådan er dét bare – efter min mening er han langt mere interessant som modsætningsfyldt supermodel end som hjernedød og muskelsvulmende wrestler.

Tegningerne af Jae Lee og farvelægningen af Jose Villarrubia (der tidligere har arbejdet sammen på bl.a. serien HELLSHOCK) skaber med et minimum af tilvænning en trykkende og dybt atmosfærisk stemning hele vejen igennem. Til tider bliver billederne som sagt næsten abstrakte, og læseren sidder med sammenknebne øjne for at få kunne overskue alt, hvad der sker på siderne, men det ender som regel med en tilfredsstillende fornemmelse af, at man har opdaget hemmelighederne gemt i grafikken. For det grafiske udtryk er virkeligt smukt.

Stregerne er sat ultrapræcist og skarpt, mens farverne skaber et modspil, der nærmest flyder ud over linjerne. Man får indtryk af vandfarve, malerklatter og -stænk, nær-monokrome sekvenser og stærke farvemodsætninger, der skaber det visuelle fundament for udfoldelsen af historien. Det hele passer skidegodt sammen.

Kigger man lidt nærmere på Villarrubia, ser man da også, at han har noget at have det i; professor på Maryland Institute College of Art i Baltimore, underviser på Towson University, foredragsholder på Johns Hopkins University og nomineret til en Eisner Award for bedste farvelægger. En erfaren og meget dygtig kunstner – prøv at kigge på hans samarbejde med Alan Moore fra Top Shelf Productions; henholdsvis Voice of the Fire og The Mirror of Love.

Virkelighedens essens
En rigtig flot side, hvor tegning, farvelægning og sidekomposition går op i en højere enhed

En rigtig flot side, hvor tegning, farvelægning og sidekomposition går op i en højere enhed.

Slutteligt skal heftets forfatter også lige nævnes, eftersom han ikke er en hr. Hvemsomhelst. Skotske Grant Morrison kaldes for ‘en af de største legender indenfor branchen’ i omslaget og det er jo ikke uden grund. Han har i tidens løb arbejdet med serier som Marvels X-Men og New X-Men samt DC’s Arkham Asylum og The Invisibles – sidstenævnte under Vertigo-labelet (ligesom Sandman-serien, som vi også har fat i på Planet Pulp). Og især The Invisibles er værd at tage lidt fat i.

Seriens hovedpersoner – med betegnelsen Invisibles – bekæmper fysisk og psykisk undertrykkelse i alle former. Der er fem af dem; King Mob (bygget på Morrison selv) og hans hold, bestående af Lord Fanny, Boy, Ragged Robin og Jack Frost. Selvom Morrison selv skrev historierne, skiftede tegnerne hele tiden som en del af seriens koncept, og den skulle efter hans egen mening gerne blive ligeså kulturelt indflydelsesrig som The Sex Pistols.

Forbindelsen mellem FF1234 og The Invisibles findes på det tematiske plan; Morrison udforsker begge steder virkelighedens essens. Forfattere er efter hans mening i stand til at ændre verden, virkeligheden og/eller historiens gang gennem fiktion, og det er jo netop det, som Doom prøver med sin maskine. At der derudover i The Invisibles viser sig at være spor efter spillet-som-tema kan være en tilfældighed, men det er nok usandsynligt.

Pisselækker

Det endegyldige resultat bliver med FF:1234 en utroligt veludført, kunstnerisk og i det hele taget pisselækker tegneserie med føde for både øjnene og hjernen. Den kan ikke anbefales nok. Læs den og nyd den.

De Fantastiske Fire: 1234 er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

6 stjerner

Titel: De Fantastiske Fire: 1234
Originaltitel: Fantastic Four 1234
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Jae Lee
Farvelægning: Jose Villarrubia
Albumlængde: 96 sider
Dansk oversættelse: Mikkel Sparsø
hvid
Udkom i USA som album i 2001 på forlaget Marvel.
Udkom i Danmark i 2005 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Superhelte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *