Day of the Dead

Day of the Dead havde premiere i 1985 og er derved kommet ind i det, der må betegnes som VHS’ens storhedstid. Den er desværre ikke på højde med Night of the Living Dead (1968) og Dawn of the Dead (1978), men er dog stadig en meget underholdende – og ekstremt blodig – lille sag.

Postapokalyptisk territorium

I Night of the Living Dead introducerede George Romero os til zombierne, og i Dawn of the Dead så vi begyndelsen på dommedag. Samfundet fungerede stadigvæk til dels, og medierne sendte stadig nyheder. Men som filmen skred frem var vi som tilskuere godt klar over, at Jorden aldrig ville blive den samme igen.

I Day of the Dead er vi dermed endt i det postapokalyptiske territorium. Alle samfundsstrukturer er forsvundet, og de overlevende lever i små enklaver, hvor de bogstaveligt talt kæmper for at få det hele til at hænge sammen.

Filmen begynder med en ganske modbydelig mareridtssekvens, hvor hovedpersonen Sarah sidder i en celle. Hun betragter en kalender der hænger på væggen. Med ét rejser hun sig og går over til væggen, men da bryder en masse hænder ud af muren, og hun vågner op i en helikopter. Vi finder senere ud af cellen er stedet, hvor Sarah sover i filmens virkelighed. Kronologisk begynder filmen umiddelbart efter Dawn of the Dead, uden at der dog er nogen gengangere fra den foregående film – andre end zombierne naturligvis.

Nedlagt missilsilo

Helikopteren kredser over en storby, hvor man ikke kan se nogen levende. Gennem radioen forsøger piloten at få kontakt, men der er ikke nogen, der svarer, og da de lander helikopteren på en gade, kan man se, at alt er i forfald. Dommedag har for alvor gjort sit indtog. Penge ligger på gaden og flyder sammen med alt muligt andet skrald. Og så kommer der en blodig zombie, samtidig med at filmens titel toner frem på skærmen med store bogstaver: DAY OF THE DEAD.

Personerne fra helikopteren begynder at råbe, men det er kun zombier, de tiltrækker. De levende døde kommer til gengæld i en kæmpe horde, og de levende må tage flugten i helikopteren. Efterfølgende lander de bag en indhegning – som er en nedlagt missilsilo – hvor vi finder ud af, at de kommer fra. Selvfølgelig er stedet omringet af zombier.

Sarah og John har en diskussion om, hvorvidt de skal blive eller flyve til en eller anden ø og nyde deres sidste dage med at slikke solskin. Desværre for dem vælger de at blive på basen. Basen ligger under jorden og er derfor et ideelt sted at forsvare sig fra, da den eneste umiddelbare indgang er en elevator.

To grupper

De mennesker der lever på basen er opdelt i to grupper: Soldater og så de forskere, der forsøger at finde frem til en kur mod zombiesygen. Der er naturligvis en splittelse mellem de to grupperinger, og her forsøger Sarah et være et bindeled. Men det er svært at tale fornuft til en gruppe liderlige og blodtørstige soldater, når man er kvinde.

Der opstår endnu et problem, da den tidligere leder af soldaterne dør, og den nye leder, Rhodes, viser sig at være en lallende psykopat. Lederen af forskerne – Dr. Logan – bliver af soldaterne betegnet som Dr. Frankenstein, og man må sige, at den betegnelse ikke er helt misvisende, når det går op for tilskueren hvad nogen af hans eksperimenter går ud på.

Soldaterne vil dræbe alle zombier, hvilket Dr. Logan forsøger at gøre dem klart er umuligt. Men doktorens egen tanke om at få zombierne til at “opføre sig pænt” er mindst lige så absurd som soldaternes dagsorden.

Fjollet tænkende zombie

Inde i forskningscentret bliver zombier undersøgt, og der er bl.a. også en zombie – Bob – som holdes i en lænke. Men lænker har det jo med at blive brudt. Det er nogle absurde forsøg og tanker, der ligger bag Dr. Logans eksperimenter, og man mærker, at vanviddet har sneget sig ind i den gode doktors hoved. De mest specielle scener i filmen er da også de steder hvor Bob forsøger, at gøre menneskelige ting.

Så som da han åbner en bog – der sjovt nok er en hærget udgave af Stephen Kings Salem’s Lot. Her fortsætter Romero med idéen om, at der inde i en given zombie er en svag rest af menneskelighed. Noget han også tog fat på i Dawn of the Dead, hvor det blev sagt, at de zombier, der var i indkøbscenteret, forsøgte at mime noget, de kunne huske fra deres tidligere liv. Desværre er dette element med den tænkende zombie helt hen i vejret og fjollet.

De to grupperinger repræsenter også to andre holdninger blandt de overlevende. Der er dem, der bare vil leve de sidste dage med bravur, og dem, der vil forsøge at finde frem til en kur. Ingen af delene virker, og det er kun, hvis man har en blanding af de to filosofier, at man har en chance. Det går op for Sarah, men da er det desværre for sent.

Snart bryder helvede løs på basen – ja, zombierne bryder ind på både den ene og den anden måde – og det kommer til en nådesløs kamp mod de levende døde. Her drukner det politiske og det specielle ved Romeros film i en god gang splatteraction, hvilket jo ikke i sig selv er så dårligt, men alligevel lidt ærgerligt.

Druknede kommercielt

Endnu engang benytter Romero sig af en handlekraftige sort mand i en af hovedrollerne – John – som det også var tilfældet i Night of the Living Dead og Dawn of the Dead. Han spilles udmærket af Terry Alexander, der med sin accent vækker mindelser om noget caribisk. Desuden er hovedrollen besat af en kvinde, så igen benytter Romero sig af to svage grupper i en hvid, mandsdomineret verden: den sorte og kvinden.

Skuespillet er ikke værd at skrive meget om, men det kan summeres op med et ord: overspil! I musikken ligger der også noget caribisk med diverse klokkelyde og muntre temaer, som lyder i retning af noget, man kunne opleve på et krydstogt.

Effekterne er blevet bedre, og zombierne ser mere skræmmende ud end nogensinde før. Problemet er bare, at der i begyndelsen af 80’erne blev produceret et meget stort antal af zombiefilm – såvel som direkte-til-video splatterfilm generelt – og i denne anselige mængde af kød og blod druknede Romeros Day of the Dead kommercielt.

Det er tydeligt, at Romero er hoppet med på exploitationbølgen – som han også til dels har været med til at starte – og den grafiske vold er meget mere nærværende her end i de to tidligere film. Desværre blegner filmens handling og på trods af, at Day of the Dead er en god film, mangler den noget i forhold til Night of the Living Dead og Dawn of the Dead. Den politiske kommentar er ved at blive udvandet, og samtlige dialoger har man hørt før.

John har mange patetiske dialoger – faktisk noget der mener om enetaler – om, at tid er det eneste, vi har tilbage. Et lille tegn på at de overlevende er kommet frem til, at man blot bør leve livet, selv om døden bogstaveligt talt banker på døren. Det virker bare ikke i filmen. Så har det hele også en unødvendig happy ending, der skæmmer helheden. Og her siger jeg så bare bounty-strand uden at ville røbe mere.

Ubeslutsomt udtryk

Udtrykket er mere moderne og filmen mangler det touch, der gjorde de to foregående til mesterværker. Med alt dette sagt er der dog stadig meget at komme efter. Som ren, brutal og meget dyster gyseraction fungerer filmen upåklageligt, og der er masser af blod og indvolde, hvis det er det, man kommet efter.

Min største anke mod Day of the Dead er nok, at filmen ikke kan beslutte sig for, om den vil være exploitation eller en seriøs gyser. Exploitationdelen fungerer upåklageligt, men det gør den anden del ikke. Romeros zombiesaga skulle nok være blevet begravet med Day of the Dead, men desværre besluttede han sig 20 år efter for at lave en efterfølger, nemlig Land of the Dead (2005). Se anmeldelsen af denne for at se, hvordan det gik.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Genindspillet, Postapokalyptika, Zombier