Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Danse Macabre

Danse Macabre
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis man vil vide noget om horrorgenren i USA mellem 1950 og 1980, får man næppe nogen bedre guide end Stephen King.

Danse MacabreDen amerikanske forfatter Stephen King er én af de mest læste amerikanske forfattere inden for de sidste 30 år. Kings forfatterskab er solidt rodfæstet i den fantastiske genre, og mere specifikt gysergenren, omend han også har skrevet bøger og noveller i andre genrer.

Gysergenren 1950-1980
Stephen King (f. 1947)

Stephen King (f. 1947).

King har imidlertid også nogle få gange skrevet non-fiktion, senest den halvt selvbiografiske, halvt lærebogsagtige On Writing fra 2000. Kings første ikke-fiktive bog er der imidlertid mange, der ikke kender. Og det er ærgeligt, for Danse Macabre er Kings bog om gysergenren i perioden ca. 1950-1980. Hovedvægten i bogen ligger på gyseren i USA i den nævnte periode, men der er dog enkelte afstikkere til England. Og selv om perioden King beskæftiger sig med er den, der har været dannende for hans egen forståelse af genren er der også tidsmæssige afstikkere helt tilbage til klassikere som Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll and Mr Hyde (1866) og Bram Stokers Dracula (1897).

Kings prosa er hele vejen igennem uformel og uprætentiøs, hvilket gør bogen særdeles læsbar; ikke alene er den ofte meget, meget morsom, men den er hele vejen igennem præget af en kærlighed til genren, der gør at King aldrig falder i den litteraturkritiske faldgrube og bliver røvkedelig. Selv om han er uddannet engelsklærer nægter han at analysere de udvalgte værker (uanset mediet) til døde, og det er noget man er taknemmelig for når man læser bogen.

Dermed ikke være sagt, at man ikke kan mærke at han har en baggrund inden for engelsk litteratur, for det kan man bestemt godt. Ikke alene er han særdeles godt belæst, både inden og uden for gysergenren, men hans observationer i det litteraturhistoriske afsnit er skarpe og velfunderede.

King er født i 1947 og bogen udkom i 1981, og det er da også omtrent denne periode der er bogens kronologiske omdrejningspunkt selv om der, som oven for nævnt, er afstikkere til ældre værker der er centrale for emnet. Indenfor perioden ca. 1950-1980 beskæftiger King sig med gysergenren i den bredeste forstand: han dækker forskellige medier (tv, film, radio, litteratur), men hans definition af gysergenren er også bred i sig selv. Han indskrænker sig ikke til fortællinger, der kun kan defineres snævert som tilhørende genren, men påpeger at der inden for andre typer fortællinger – især science fiction – ofte er gyser-elementer, og derfor inddrager han også disse genrer i det omfang det er interessant for emnet.

Arketypiske monstre

I bogens indledende kapitel redegør King for hvordan han blev introduceret til gysergenren gennem 1950’ernes klassiske amerikanske monster- og science fiction-film såsom Them! (1954), Invasion of the Body Snatchers (1956), I Was A Teenage Werewolf (1957) m.fl.

I de følgende par kapitler redegør han for sin opfattelse af genren – både i form af hans opfattelse af gyserens virkemidler, og ved en inddeling af genrens monstre i fire arketyper: “Tingen uden navn” (eksemplificeret ved Mary Shelleys Frankenstein), “Vampyren” (Bram Stokers Dracula) og “Varulven” (Robert Louis Stevensons Dr Jekyll and Mr Hyde). Den fjerde arketype er spøgelset, som han dog ikke fører tilbage et bestemt litterært udgangspunkt eller eksempel. Kings arketype-inddeling er ikke så snæver, som den kan lyde ud fra titlerne, og definitionen af de tre typer, som han går i dybden med, gør ham i stand til så at sige at indpasse stort set alle gysergenrens forskellige monstre (menneskelige såvel som uhyrlige) i de tre typer.

Argumentationen bag inddelingen er for kompliceret at gengive i detaljer, men er blandt bogens mest provokerende og interessante idéer. Selv om man kan diskutere inddelingen, der ikke altid er helt stringent, giver den stof til eftertanke og kan anvendes på mange af Kings senere eksempler; både fra bøgernes og filmenes verden.

Ærkekonservativ genre

King anvender også disse indledende kapitler til at etablere to ting, der gentages mange gange i bogen. For det første at gysergenren, trods det at den ofte er blevet beskyldt for at korrumpere ungdommen ved at være umoralsk og anstødelig, i virkeligheden er ærkekonservativ og en decideret hyldest til alt, hvad der hedder normalitet og status quo. King anfører, at fascinationen af “monstre” i ordets bredeste forstand i virkeligheden er fascinationen af alt, hvad der er anderledes og unormalt netop fordi det sætter normaliteten i perspektiv, og at genren ikke celebrerer det unormale og monstrøse, men præcis det modsatte. Gysergenren, siger King med et glimt i øjet, taler til den indre republikaner i os alle.

Den anden ting, King etablerer i bogens indledende kapitler er en udløber af hans argument for, at alle gyserfortællinger falder i en ud af to mulige kategorier: en fortælling hvor rædslen er et resultat af en bevidst og fri vilje til at gøre noget ondt og en fortælling, hvor rædslen er udefrakommende.

Ud fra den førstnævnte type fortælling, hvor f.eks. Dr Jekyll and Mr Hyde passer ind, etablerer King et begrebspar: appolonisk og dionysisk. Det appoloniske repræsenterer intellektet, det moralske, det gode, mens det dionysiske repræsenterer drifter og lyst. Denne dikotomi anvender King mange steder igennem bogen i de tilfælde, hvor begrebsparret passer – her kommer det appoloniske også til at repræsentere orden og status quo, mens det dionysiske repræsenterer kaos.

I bogens første kapitler etablerer King altså de grundbegreber, som han siden hen baserer sin gennemgang af gysergenren på. Alt dette lyder i referat mere tørt teknisk end det i virkeligheden er: de er skrevet med talrige referencer til film og bøger og på en humoristisk måde, der aldrig bliver kedelig.

Virkemidlerne

Efter et semi-selvbiografisk kapitel, hvori King fortæller lidt mere om sine egne tidlige oplevelser med genren, begynder han sin egentlige gennemgang af gysergenren i den udvalgte periode. Gennemgangen falder i tre hoveddele (plus et par mindre kapitler), der omhandler de tre primære medier (TV, film og litteratur) og et sekundært medie, nemlig radioen, der var for nedadgående da King selv begyndte at interessere sig for genren.

Inden for hvert af de tre primære medier fremdrager King en række eksempler på gyserfortællingen; både eksempler på gode og dårlige fortællinger, og han giver sin vurdering af hvert enkelt medies egnethed til genren.

Radio vurderer King som et godt medie for gysergenren; når historierne er skruet rigtigt sammen kan et hørespil være ufattelig virksomt fordi det så kan spille på publikums fantasi. Det er det virkemiddel indenfor genren, som King kalder “terror” og som netop lader det være op til publikums egen fantasi (uanset om det er lyttere, læsere eller seere) at forestille sig “monstret”. Men radioen var som sagt et medie, der var på vej ud, da King begyndte at interessere sig for genren, og selv om King giver nogle eksempler på velfungerende gys i radioen, er det det korteste afsnit.

Gyset som katharsis

Kings diskussion af den moderne amerikanske gyserfilm er langt mere interessant. På et teoretisk niveau foreslår King at gyserfilmen (og i øvrigt alt, hvad der hedder gys generelt) fungerer som dampventiler, der kan give afløb for de præcise former for angst, der optager et samfund på et givent tidspunkt.

Dette koncept har han etableret tidligere i bogen, men i kapitlet om film bliver teorien konkretiseret. F.eks. indgår der elementer af “redscare” i Don Siegels Invasion of the Body Snatchers fra 1956; andre af 1950’ernes og 1960’ernes gyser- og science fiction-film var præget af frygten for og fascinationen af atombomben og atomkraft, mens gyserfilmene i 1970’erne, ifølge King, i høj grad var præget af social og økonomisk angst.

King mener ikke at man skal se disse underlæggende strømninger som bevidst optaget i filmene eller deres forlæg, men angiver blot at ethvert stykke fiktion, uanset om det vil det eller ej, er påvirket af den tid, det er skrevet i. Ud over denne fremlægning kommer King i sin gennemgang af gyserfilmene ind på mange andre aspekter, der er relevante for genren: virkemidler, klichéer, gamle B-film osv.

TV får det dårligste skudsmål af de tre genrer, og man fornemmer tydeligt at King mener at de store networks i USA og de regler de underlægger deres producenter hæmmer produktionen af gode gysere – uanset om det er serier eller film. King siger om TV:

“TV is in almost every American home, and the financial stakes are enormous. As a result, television has become more and more cautious over the years. It has become like a fat old spayed tomcat dedicated to the preservation of the status quo and to the concept of LOP – Least Objectionable Programming.” (s. 221).

Trods det nævner King nogle få eksempler på gode TV-gys, f.eks. serien Thriller der kørte fra 1960-1962 eller den lige så kortlivede serie The Outer Limits, der kørte fra 1963-1965. Derimod har King blandede følelser om The Twilight Zone (1959-1965).

Inspirerende læsning

Det er dog litteraturen, der fylder mest af de tre primære medier, og selv om adskillige bøger kunne være skrevet om emnet må King begrænse sig til ét kapitel. Det formår han ved at udvælge ti værker, han anser for gode repræsentanter for genren. Herunder diskuterer han bl.a. Shirley Jacksons The Haunting of Hill House fra 1959, Jack Finneys The Body Snatchers fra 1955, Ghost Story af Peter Straub (1979), Ira Levins Rosemary’s Baby fra 1967 og Ray Bradburys Something Wicked This Way Comes fra 1962.

Det er dog ikke kun amerikanske forfattere, der omtales – bl.a. nævnes den engelske forfatter Ramsey Campbell også i meget positive vendinger. Flere af de bøger, King omtaler i kapitlet er filmatiseret, og han diskuterer flere af filmene, både tidligere i bogen og i forbindelse med deres litterære forlæg.

I gennemgangen af bøgerne bliver det tydeligt, at King kommer fra en baggrund som forfatter og collegelærer. Hans kærlighed til det skrevne ord fornægter sig ikke, men heldigvis undgår han at tærske litteraturanalytisk langhalm på bøgerne (der er dog tilløb til det i en enkelt bogs tilfælde, The House Next Door af Anne Rivers Siddons fra 1978). Faktisk gør han det ganske klart at han ikke har meget til overs for de, der gerne vil analysere ting til de falder fra hinanden, og Kings gennemgang af bøgerne fungerer da også mere som en slags vejviser til forskellige typer historier inden for genren. Kapitlet skærper virkelig læselysten og giver én lyst til at opsøge de omtalte værker, uanset om man har læst dem før eller ej.

Glimrende guide

Danse Macabre er en glimrende guide til gysergenren, både for dem der allerede er fans og for dem, der måske ikke har den store forståelse af eller viden om den. Dels fordi King kender sit territorium utrolig godt, men måske mest af alt fordi han formidler sin viden på en måde, der ikke er overdreven akademisk samtidig med at han heller ikke forsøger at rette sig ind efter laveste fællesnævner.

Desuden er det hele skrevet underholdende, og for de, der også er fans af King giver bogen også et indtryk af manden. Selv om King ikke bryder sig om at tale om sig selv – det selvbiografiske afsnit er da også meget kort – så kan man ikke undgå at føle, at man har lært ham lidt bedre at kende efter at have læst Danse Macabre. Fordi bogen samtidig med at den er en guide til gysergenren også er Kings egen kærlighedserklæring til den.

En bedre indførsel til den amerikanske gysergenre i den periode bogen dækker, kan man næppe få, med mindre man vil læse de mere akademiske værker om emnet, som King klart giver udtryk for at han ikke bryder sig om. Nu kunne man bare ønske, at han ville skrive en opfølger, der dækkede perioden fra 1980 og til i dag.

4 stjerner

Titel: Danse Macabre
Forfatter: Stephen King
Forlag, år: Berkeley, 1983
Format: Paperback
Sideantal: 437
hvid
Danse Macabre udkom første gang i 1981 på forlaget Everest House i 1981.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Filmhistorie, Non-fiction

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *