Christian Bogh
Ingen kommentarer

Critters Attack!

Critters Attack!
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den nye Critters-film har ikke været de 27 års ventetid værd. Spild af en god franchise og spild af tid.

Critters Attack!I 1984 gav Joe Dante os den fantastiske film Gremlins; en film om et lille sødt og nuttet dyr med en række ikke helt så søde søskende.

Det gav grobund for ikke bare en 2’er i 1990 (Gremlins 2: The new Batch), men også en lang række rip-offs og kopier. Eksempelvis Hobgoblins 1-2 (1988, 2009), Ghoulies 1-4 (1984, 1987, 1990 og 1994) og Munchies (1987). Men mest kendt er nok serien om de små rumvæsner med den store appetit og de mange tænder.

Ja, jeg taler om Critters. I 1986 kom den første film, og den er siden blevet fulgt op af tre efterfølgere (1988, 1991 og 1992). Men siden har der været ret stille. Nummer tre i rækken (Critters 3: You Are What They Eat) har dog givet lidt støj, fordi den har en meget ung Leonardo DiCaprio i en større rolle.

Men som sagt – der har været ret stille siden 1992. Nu har dette ændret sig. I år (2019) udkom der både en tv-serie (Critters: A New Binge) og en helt ny film, Critters Attack!

Hvor tv-serien er en slags reboot med 8 små episoder på ca. 10 minutter hver, er filmen en efterfølger til den oprindelige filmserie.

Fra begejstring til nervøsitet til skuffelse

Jeg er en af dem, der elsker den oprindelige film, og som holder meget af de tre efterfølgere – på trods af deres svingende kvaliteter – så jeg har i den grad ventet på en ny film. Og da jeg hørte, at Dee Wallace havde sagt ja til at være med i filmen, steg mine forventninger.

For dem som ikke lige kan huske, hvem hun er, så kan jeg oplyse, at hun spillede moderen i den første Critters-film. Moder-rollen var ikke uvant for hende i firserne – hun spiller også moderen i E.T. (1982) og i Cujo (1983).

Men da jeg sidder med filmen i hånden og ser, at hun i den nye film har skiftet navn til Tante Dee, og ikke længere hedder Helen Brown, som i den oprindelige film, begynder jeg at blive lidt nervøs.

Min nervøsitet øges i takt med, at jeg finder ud af, at filmen blot er instruktørens anden spillefilm. Filmen er derudover lavet direkte til TV og har således ikke fået en reel biografpremiere, hvilket heller ikke bidrog synderligt til at mindske min nervøsitet.

Jeg puster dog lidt lettet ud, da jeg ser filmen har fået en R-rating – og ikke en PG-13, som er så populær blandt de mange nye film, der gerne vil ramme et meget bredt publikum.

Nu kunne det jo være, at der kom en film, som ramte min forkærlighed for lidt ekstra blod og gore. I parentes bemærket var de foregående fire film i serien alle rated PG-13 – så det behøver ikke betyde det store.

Så oprandt tiden, hvor filmen kom i afspilleren – og bum! Det var, hvad jeg havde frygtet: En gudsjammerlig gang spild af en god franchise og min tid som filmseer.

Red verden

To rumskibe styrter ned ved en lille by i USA. Der er ingen plads til at undre sig over, hvad der er indeni – vi ryger lige på og hårdt med de små glubske bæster.

En cyklende sushi-leverandør er blandt de første ofre, og da vi kort efter ser hans kollega, den unge Drea (spillet af Tashiana Washington), møder vi filmens hovedperson.

Hun har netop modtaget et afslag på optagelse på et lokalt universitet. Det var hendes drøm at blive optaget, da det var det universitet, hendes nu afdøde mor gik på. Nu bor hun sammen med sin alien-elskende lillebror Phillip (Jaeden Noel) og deres onkel, den fordrukne sherif Lewis (Stephen Jennings).

I et lidt desperat forsøg på at indynde sig på optagelsesudvalget på universitet, siger Drea ja til at være babysitter for en professor på selvsamme universitet.

Hun får følgeskab af sin lillebror, da han er lidt varm på professorens datter, Trissy (Ava Preston). Udover Trissy skal Drea også passe Trissys lillebror Jake (Jack Fulton). Han kommunikerer kun via SMS’er fra sin mobiltelefon. En ret ligegyldig detalje.

De tager på en lille picnic i skoven, og her finder de et såret dyr. Den opmærksomme seer vil vide, at det nok ikke er et lokalt dyr, men da det har hvid pels, ligner det ikke den normale Critter. Det bliver bekræftet, da den ikke springer på børnene for at æde dem.

De tager dyret med sig, og nu begynder den vilde Critter-jagt. For ja, de andre Critters er ude efter den hvide Critter. Og de tygger sig gennem alt på deres vej. Hurtigt er hele byen i fare, og det er op til børnene og den hvide Critter at redde verden.

Ripley-klon

Men hov! Skrev du ikke, at Dee Wallace var med? hører jeg dig spørge. Jo. Det er sørme også rigtigt.

Hun har en lille birolle som Ellen Ripley-klonen “Tante Dee” (og ikke som den Helen Brown, hun spillede i den første film – det er vist noget med et rettighedsspørgsmål), som via et overvågningssystem holder øje med om der er Critters på Jorden.

Og da alarmen går, tager hun et space-våben og begiver sig af sted for at deltage i kampen. Det er ikke mange minutter, hun er med, og det bidrager ikke væsentligt til plottet. Men det er da hyggeligt at se hende igen.

Slutningen er, som man forventer, og samlet set har filmen ikke været ventetiden værd. Største plus er, at der ikke er brugt CGI til Critter-væsnerne. De er stadig dukker. Det er fedt. Og kun derfor når Critters Attack! op på 2 ud af 6 stjerner.

Måske der ligger en rigtig fed Critters-film derude og venter? Jeg krydser fingre. I mellemtiden vil jeg fluks smide den oprindelige filmserie på og nyde den nye Blu-ray boks fra Shout Factory.

2 stjerner

Titel: Critters Attack!
Instruktør: Bobby Miller
Manuskript: Scott Lobdell
Cast: Tashiana Washington (Drea), Ava Preston (Trissy), Jack Fulton (Jake), Jaeden Noel (Phillip), Dee Wallace (Dee)
Foto: Hein de Vos
Klip: Mike Mendez
Musik: Russ Howard III
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2019

Anmeldt i nr. 168 | 13/10/2019

Stikord: Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *