Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Creepshow 2

Creepshow 2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fik du ikke nok (u)hygge i Creepshow, så diskes der her op med tre nye fortællinger i Creepshow 2. Stilen er ikke så gennemført som i det første indslag, og kvaliteten har generelt taget et dyk, men alligevel er Creepshow 2 stadig et gennemsyn værd på en grå søndag.

Da George A. Romeros og Stephen Kings hyldest til skrækblade som Tales from the Crypt og The Vault of HorrorCreepshow – gik hen og blev et hit hos publikum, var det uundgåeligt, at der ville komme en efterfølger.

Det skete så fem år senere med Creepshow 2. Denne gang overlod Romero instruktørstolen til Michael Gornik (der igennem tiden har arbejdet på flere af Romeros projekter). Romero selv holdt sig, sammen med Lucille Fletcher, til at skrive manuskriptet, der var baseret på historier af Stephen King.

Energien bag den første succes er stadig til stede i dette projekt, men man mærker hurtigt, at Gornick ikke er en lige så erfaren instruktør som sin kammerat Romero.

En gammel træmand

Creepshow 2 er bygget op om samme skabelon, som den første film: en prolog, tre små historier, en epilog, samt små korte mellemsekvenser, der binder historierne sammen til en helhed. Der er altså ikke så meget nyt under solen, ud over at vi denne gang bliver guidet igennem filmen af en skummel og gnæggende guide (Joe Silver), som i de gode gamle skrækhæfter.

Den første historie ”Old Chief Wood’nhead” handler om et gammelt ægtepar, der myrdes i deres købmandsforretning af en gruppe banditter, der stjæler en håndfuld værdifulde indianersmykker. Banditterne planlægger at stikke af til Hollywood, hvor lederen Sam (Holt McCallany) ser frem til en fantastisk karriere (fordi han har så langt og flot hår (?)). Men en gammel indianerskulptur af træ, der har stået foran købmandens butik igennem flere år, vågner nu fra sin dvale for at hævne sig på de unge lømler.

Det er et ganske vellykket indslag, der starter filmen godt op. Den eneste anke skulle være, at der bruges for lang tid på røveriet (der ikke er synderlig intenst) og at mord/slutscenerne virker en smule forhastede. Indianerfiguren er til gengæld effektfuld og ganske skummel.

Slim, blod og smeltet kød

”The Raft” er andet indslag og handler om fire teenagere, der sammen kører ud til en isoleret sø, hvor de skal ryge sig skæve, hygge og prøve at få noget på den dumme. De spilder da heller ikke tiden, da de endelig ankommer til søen, men hopper på hovedet i vandet og svømmer ud til en enlig tømmerflåde, der ligger og vugger blidt i søens midte. Hvad de unge ikke ved, er, at søen huser en stor olielignende livsform, der ikke just er venligsindet.

Afsnittet byder på en masse herlige scener med slim, blod og smeltet kød, men rigtig uhyggeligt bliver det aldrig.

En udød blaffer

I “The Hitchhiker” følger vi Annie Lansing (Lois Chiles), der på vej hjem fra sin elsker kommer til at kører en blaffer ihjel. I stedet for at stoppe op og ringe efter politiet, vælger Annie at stikke af og forsøger at bilde sig ind, at hun kan leve med sin fejl resten af livet. Men blafferen er ikke så let at slippe af med, selvom han er død.

Det er et ganske blodigt afsnit at slutte af med, men også filmens mest langtrukne og kedelige. Der bruges for lang tid på at se Annie køre rundt i sin dyre bil, imens hun taler med sig selv, og den udøde blaffer er ganske enkelt ikke særlig uhyggelig.

Mangler originalens tegneserieæstetik

Historierne er ikke just overraskende, og det er ikke de store twists, der bliver kastet rundt med i disse mere eller mindre old school.gyserhistorier. Det har selvfølgelig sin charme, men hvad angår ”Old Chief Wood’nHead” og ”The Hitchhiker” er det bare set for mange gange, til at man virkelig føler, at man får noget for pengene.

Den første Creepshow (1982), holdt sig også til de mere old school hævnmotiver, men der blev der alligevel disket op med fem fortællinger, hvor vi i denne omgang må nøjes med tre mere eller mindre sløve gys.

Historierne har deres charme, men mangler lidt den æstetik og teknik, der var så fantastisk ved Romeros film. For tegneseriestilen, der var så fremtrædende i Romeros (med over-the-top brug af farvet lyssætning, vanvittige vinkler og anderledes klippemetoder), er stort set forsvundet i Gornicks indslag.

Godt nok er der en animeret sidehistorie, der danner rammen om fortællingerne og den gnæggende vært, men det er langt fra så gennemført her som i den forrige – og det savner man. For det virker som om, at Creepshow 2 glemmer, hvad den prøver at hylde, og forsøger at leve sit eget liv som senfirser-antologigys.

Fin nok på en trist søndag

Er man forfalden til Kings historier eller gamle skrækhæfter, bør man give Creepshow 2 en chance, da den stadig har noget at byde på – om ikke andet så i hvert fald halvanden times hygge på en trist søndag. Skal man have fuld valuta for pengene, bør man dog gå efter den første Creepshow, der er meget bedre. Hold dig dog langt væk fra tredje indslag, som hverken King eller Romero havde noget med at gøre!

Skiven fra Anchor Bay indeholder også en kort feature omkring effektarbejdet og de problemer, holdet løb ind i. Det er altid en fornøjelse at høre Gregory Nicotero fra KNB Efx fortælle anekdoter om forskellige gyserproduktioner.

3 stjerner

Titel: Creepshow 2
Andre titler: Dead and Undead: Creepshow 2
Instruktør: Michael Gornick
Manuskript: George A. Romero & Lucille Fletcher efter historier af Stephen King
Cast: Domenick John (Billy), Tom Savini (The Creep), George Kennedy (Ray Spruce), Philip Dore (Curly), Kaltey Napoleon (Indian #1), Maltby Napoleon (Indian #1), Tyrone Tonto (Indian #2), Dorothy Lamour (Martha Spruce), Frank Salsedo (Ben Whitemoon), Holt McCallany (Sam Whitemoon), David Holbrook (Fatso Gribbens), Don Harvey (Andy Cavanaugh), Dan Kamin (Old Chief Wood’nhead), Dean Smith (Mr. Cavanaugh), Shirley Sonderegger (Mrs. Cavanaugh), Paul Satterfield (Deke), Jeremy Green (Laverne), Daniel Beer (Randy), Page Hannah (Rachel), Lois Chiles (Annie Lansing), Tom Wright (The Hitchhiker)
Producere: David Ball (producer), Richard P. Rubinstein (executive producer)
Foto: Richard Hart & Tom Hurwitz
Klip: Peter Weatherley
Musik: Les Reed
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1987
Produktionsselskaber: Laurel Entertainment Inc., Laurel-Show Inc., New World Pictures
Distributør (DVD): Anchor Bay Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *