Color Me Blood Red

Color Me Blood Red fra 1965 markerede afslutningen på det særdeles frugtbare samarbejde mellem filminstruktøren Herschell Gordon Lewis og producenten David F. Friedman. Makkerparret fandt sammen omkring nudie-filmen The Adventures of Lucky Pierre i 1961, og det blev starten på nogle frugtbare år, der begyndte med sexfilm og sluttede med horror.

Deres vel nok mest berømte film, hvis vi ser bort fra deres nudistfilm, er det, der senere er blevet døbt “The Blood Trilogy”, som begyndte med Blood Feast i 1963, efterfulgt af hovedværket Two Thousand Maniacs! fra 1964 og endelig blev afsluttet med Color Me Blood Red i 1965. Filmene har som sådan intet med hinanden at gøre, men tematisk hænger de sammen, og skuespillerne bliver i stor stil genbrugt. Det er derfor også med en vis ret, at de bliver opfattet som trilogi.

Elendig kunstmaler

I Color Me Blood Red er hovedpersonen den plagede kunstner Adam Sorg, der ikke hører andet end kritik fra anmelderne. Selv hans galleriejer og agent, mr. Farnsworth, er utilfreds med Sorgs malerier. Det alle hæfter sig ved, er at billederne mangler intensitet i farverne, og den stakkels kunstmaler aner ikke sit levende råd.

Så sker der imidlertid et lykketræf, der vender op og ned på det hele. I et raserianfald smadrer Sorg en nat et af sine lærreder, og den følgende morgen stikker malerens elskerinde Gigi sig på et søm, der stikker ud af selv samme lærreds ramme. Hun begynder at bløde, og ganske uskyldigt tørrer hun blodet af i det ødelagte billede.

Gigi tænker ikke mere over dette, men da Sorg lidt senere ser den intense røde farve på lærredet, bliver han forundret, for hvad kan det være? Han undersøger sine farver, men kan ikke finde noget, der ligner den røde kulør, og først da Gigi henkastet undskylder, at hun smurte blod på billedet, forstår Sorg sagens sammenhæng.

Maler med blod

Han får nu Gigi til på ny at trykke blod ud af såret, men denne gang på et maleri, som stadig er under produktion. Resultatet er slående, og Sorg begynder straks at skære sine fingre til blods med et barberblad for at male med sit eget blod. Det gør han så længe, at han til sidst er svimmel og syg. Blodet har grebet ham som en feber, og Sorg er med ét blevet besat af idéen om den blodrøde farve.

Da han ikke kan male mere med sit eget blod, ser han ingen anden udvej end at finde blod et andet sted. Det mest nærliggende er naturligvis Gigis blod, og derfor jager Sorg en dolk i ansigtet på hende. Nu har maleren masser af blod og billedet kan afsluttes.

Kritikerne elsker billedet, og Sorg bliver udråbt som et geni og en stor, stor mester. Desværre forlanger folk mere af samme skuffe, og så har maleren et problem, for hvad kan han snart gøre. Sorgs fornuft siger ham, at han bør holde nu, mens drabet på Gigi stadig kan skjules, men hans forfængelighed byder ham at fortsætte. Til sidst bliver fristelsen for stor, og Sorg begynder et nyt maleri med blodet fra to badegæster, han fanger foran sin strandvilla.

Fra forstanden

Med det andet maleri er maleren officielt gået fra forstanden, og komplet utilregnelig. Farnsworth, Sorgs agent, ser til med bekymring, men de nye billeder er ganske enkelt for gode til at sætte spørgsmålstegn ved malerens mentale helbred. Spørgsmålet er nu, hvor Adam Sorg kan drive sin morderiske virksomhed uden at blive opdaget?

Helt slemt bliver det, da en gruppe på fire teenagere slår sig ned på stranden foran Sorgs hus. De holder fest, flirter og gør den slags, som unge mennesker nu engang gør, men hvad Sorg ikke ved, er at den ene af pigerne er datter til byens berømte kunstkritiker, der længe har forsøgt at købe et af malerens nye billeder. Skal skæbnens ironi tillade, at kritikeren får lov at købe et billede malet med sin datters blod, eller kan den vanvittige maler stoppes? Det skal naturligvis ikke afsløres her.

Ikke de store tanker

Color Me Blood Red ligner Herschell Gordon Lewis’ tidligere film til forveksling. Den er ekstremt billig, halvdårligt filmet og, for tiden, ufatteligt blodig. Som de tidligere film er den også fyldt med platte jokes og masser af galgenhumor. Samtidig er skuespillet for en stor dels vedkommende helt ude i hampen. Navnlig Gordon Oas-Heim, der spiller maleren, giver den hele armen. Først som stereotyp, plaget kunstner og dernæst som førsteklasses galning. Begge dele med lige lidt overbevisning, men dog ganske underholdende.

En lille detalje, der i øvrigt siger en hel del om den spontane og måske lidt lemfældige måde, Lewis’ og Friedmans film blev til på, er, at Oas-Heim ligeledes medvirkede i Lewis’ film Moonshine Mountain (1964), hvor han brugte Adam Sorg som sit kunstnernavn – altså det navn hans malerrolle fik i Color Me Blood Red.

Det var således ikke de store tanker, der prægede Lewis’ film, og navnlig manuskripterne blev til på ingen tid. Det handlede om at finde på en passende ramme, der kunne skabe et påskud for så meget blod som muligt. Med Color Me Blood Red pressede makkerparret citronen, men det bliver det absolut ikke mindre festligt af.

Hovedårsagen til at se Color Me Blood Red er naturligvis Sorgs mord. Det er disse drab, som filmen er bygget op omkring, og i både Blood Feast og Two Thousand Maniacs! havde Lewis gjort et stort nummer ud af at variere sine dødsfald så meget som muligt. Det forsøger han også i denne film og navnlig det første drab, hvor Gigi får kniven stukket i hovedet, er sindssygt ubehageligt.

De øvrige mord er noget mere afdæmpede, om end det sidste også er temmelig smattet. Med afdæmpet skal man dog ikke forvente blodfattigt, for det er de bestemt ikke. Der er eksempelvis en scene hvor Sorg klemmer blod ud af et pigebarns tarme, hvilket navnlig da filmen blev udsendt, må have fremstået temmelig kvalmende. Det er det sådan set også i dag, blot har situationens absurditet måske fået mere karakter af noget ufrivilligt komisk, men sådan er det jo ofte med exploitation.

Afslutningen på et samarbejde

Color Me Blood Red markerede som sagt afslutningen på samarbejdet mellem Herschell Gordon Lewis og David F. Friedman. Efter indspilningerne var afsluttet, skiltes de som uvenner på grund af et pengespørgsmål. Man skal nemlig huske på, at det var en særdeles lukrativ forretning, de to havde kørende, for deres film var store tilløbsstykker blandt teenagepublikummet i de amerikanske drive-in-biografer.

Efter bruddet fortsatte både Lewis og Friedman med at arbejde i filmbranchen, men i 1972 indstillede Lewis sin karriere efter at have afsluttet optagelserne til The Gore Gore Girls (1972). Interessen for hans film var stærkt dalende, og publikum var begyndt at forvente andre ting af exploitation-branchen. Lewis gik derfor tilbage til sin oprindelige beskæftigelse som underviser i marketing, og begyndte samtidig at instruere reklamefilm. Dertil kom, at han begyndte at skrive undervisningsbøger om marketing, hvilket blev en stor forretning for ham.

I 2002 gik en gammel drøm imidlertid i opfyldelse for ham, for her kunne han udsende Blood Feast 2: All U Can Eat, der er en fortsættelse til den film der startede det hele tilbage i 1963. Til alles store glæde fandt Lewis og Friedman atter sammen i forbindelse med filmen, og fortsættelsen til Blood Feast blev således deres første samarbejde siden Color Me Blood Red.

Festlig

Afslutningen på “The Blood Trilogy” er absolut værdig og ganske festlig. Den er måske lidt stivbenet, og det meget karikerede kunstmiljø bliver overdrevet en tand mere, end hvad godt er, men det betyder ikke at filmen som sådan mangler underholdningsværdi. Color Me Blood Red er et særdeles underholdende indslag, som sagtens kan måle sig med Two Thousand Maniacs!

Dog må man også i samme ombæring konstatere, at filmen ene og alene lever på sine drabsscener. Det er kun i disse makabre highlights, at det hele liver op. Alt andet er blot fyld, og det betyder, som med alle Lewis’ film, at det kun er for blodet, man skal sætte sig til at se den. Som helstøbt produkt er Color Me Blood Red en fadæse, men har man nerver til at se bort fra de langt fra elegante mellemstykker, har filmen en stribe yderst blodige scener, der vil glæde alle splatterfans.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Splat