Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Cockfighter

Cockfighter
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tænder du på tavse mænd, hanekamp, fede miljøskildringer, et sprælsk persongalleri og en ganske rørende historie? Ja, så er den mesterlige Cockfighter helt bestemt noget for dig.

CockfighterDet er sjældent at man ser en film der formår at blande det underlødige og beskidte med en fremragende historie og personskildring. Ikke desto mindre er det en sådan lille perle vi har med at gøre her.

Filmen skildrer den aldrende cockfighter Frank, en person der træner haner til at kæmpe i blodige gladiator-lignende kampe, og hans rejse mod succes i en branche der er beskidt, blodig og brutal.

Cockfighter of the year
Warren Oates som Frank Mansfield

Warren Oates som Frank Mansfield.

Frank har efter et stort nederlag pålagt sig selv et tavshedsløfte, som han først vil bryde den dag han vinder den prestigefyldte titel “Cockfighter of the Year”. I et mageligt tempo ser vi Frank rejse rundt i Georgia, USA, hvor han laver nye kontakter og får sig en kumpan ved navn Omar.

Filmen er efterfølgende centreret om de forskellige hanekampe, der leder frem til det endelige opgør med Franks største konkurrent, Jack Burke. Den selvsamme Jack som stjæler Franks kæreste Dody fra ham i filmens begyndelse.

Imellem disse kampe følger vi Frank og får et indgående kendskab til hvordan den tavse mand fungerer følelsesmæssigt. Vi finder frem til at hans store kærlighed – ikke Dody, men en pige ved navn Mary som Frank mødte år tilbage. Dette forhold fik Frank forpurret, da Mary ikke kunne affinde sig med hans noget absurde levevej.

Filmens klimaks finder sted under den afgørende turnering, der absurd nok bliver afholdt på Georgias senators landsted. Her dukker alle elementer fra Franks fortid op; Dody, Jack og Mary. Her vil det vise sig om Frank kan sejre, om han vil komme til at tale igen og om han kan få Mary tilbage. Mere skal der ikke røbes her.

Når dyr hakker hinanden til blods
Et gustent billede af et badekar fyldt med døde haner

Et gustent billede af et badekar fyldt med døde haner.

Filmens miljøskildringer er eminente og man tror på, at sådanne kampe finder sted. Man fornemmer det dragende ved sporten der får voksne mænd til at bruge deres liv på, at træne haner og andre til at satse alt hvad de ejer på to dyr, der hakker hinanden til blods.

Lad os først tage fat på kampene, som er filmens ydre struktur. Disse er skildret med en dokumentaristisk nøjagtighed og brutalitet der muligvis kan virke anstødelig. Kampene er hektisk filmet og adskillige gange ser man nærbilleder af næb der hakker et hanehoved til blods. Filmen er gusten og man får et klart indblik i hvad der sker. Eksempelvis i en scene hvor der kæmpes på et hotelværelse. Her ser vi en indstilling fra badeværelset hvor der er et badekar fyldt med døde haner, og hvor Omar står ved siden af og pisser ned i toilettet.

Man fornemmer at filmskaberne har søgt efter en realisme, som understøtter hovedkarakteren Frank, der fungerer som filmens indre struktur. Med dette menes at Franks udvikling er et studie i karakterskuespil fra den ekstremt dygtige skuespiller Warren Oates. Han formår at gøre den tavse Frank til en person vi tror på og føler med. Hans underspil gør, at de scener hvori han eksploderer i følelser og fysiske udfald virker mere rammende såvel som troværdige.

En af de mere 'officielle' kamparenaer

En af de mere ‘officielle’ kamparenaer.

Karakteren Frank minder om en gammeldags cowboy, eller mere præcist om Drifter-typen der dukkede op i 60érnes road movies, eksempelvis Easy Rider fra 1969. Drifteren kan ikke finde ro nogen steder og må rejse fra sted til sted, samtidig med at han afsøger de mørke afkroge af samfundet. Han befinder sig et sted mellem naturen og kulturen. Han er konstant på kant med loven, som Frank der er deltager i de ulovlige hanekampe.

Gennem Frank får vi et indblik i en pervers verden, hvor blodige nærbilleder af dyr klippes sammen med mennesker der sidder og hepper, som var det en anden fodbold kamp. Warren Oates får fornem støtte fra sine medspillere, specielt Harry Dean Stanton som Jack og Richard B. Shull i rollen som Omar formår at ramme Oates’ nerve.

Franks store kærlighed, Mary (Patricia Pearcy)

Franks store kærlighed, Mary (Patricia Pearcy).

Det mest fascinerende ved filmen, udover Warren Oates’ skuespil, er at man som tilskuer, hvad enten man vil det eller ej, føler sig draget af Frank og hanekampene. Dette hænger sammen med filmens dramaturgiske struktur, der minder meget om det utal af feel good sportsfilm, Hollywood altid har været storleverandør af. Disse er som oftest dybt forudsigelige, patetiske og spiller på ideen om Davids kamp mod Goliat.

Vi kender eksempelvis mønstret fra Karate Kid (1984), The Hoosiers (1986) og Mystery Alaska (1999). Hovedperson/Hovedpersonerne er altid oppe mod umulige odds, de går gennem en række kampe, træner og sejrer til sidst. I Cockfighter har Frank haft sin storhedstid, kæresten er skredet med konkurrenten og han har stort set ingen penge. I forskellige montagesekvenser ser vi ham opdrætte haner, kæmpe kampe og gøre sig klar til det endelige opgør. Som tilskuer kender vi altså filmens struktur, det er blot konteksten der er en anden og historien er alt andet end patetisk.

Et studie i perfekt personinstruktion
Jack Burke (Harry Dean Stanton)

Jack Burke (Harry Dean Stanton).

Filmen er instrueret af Monte Hellman, hvis hovedværk er Two-Lane Blacktop (1971), der også tæller både Warren Oates og Harry Dean Stanton på rollelisten. Hellman var en mester i miljøskildringer og i personinstruktion og han yndede at lave skæve historie uden det store budget med et lille film crew. Han er med i den bølge af amerikanske filminstruktører, der i 60’erne og 70’erne brød med det konforme Hollywood.

De lavede deres independentfilm med stor inspiration fra europæiske art film og den franske nybølge med deres cinéma verité, hvor der ønskes en mere realistisk skildring af mennesker og hverdagen, uden for meget fokus på effekter og de konstruerede følelser som drømmefabrikken Hollywood typisk er kendte for. Det specielle er så, at Hellmann i Cockfighter har valgt en historie som ligger op til noget der er så klassisk Hollywood – nemlig sportsfilmen, action og blod.

He came with a cock in his hand
Som en anden actionhelt forberedes hanen til kamp

Som en anden actionhelt forberedes hanen til kamp.

Dette leder frem til sidste del; filmens lancering. Filmen er produceret af den legendariske Roger Corman, der har været inde over 300 film. Corman står for billigt producerede film, hvor blod, patter og billige tricks er et varemærke. Det spændende er så, at filmen bliver lanceret som noget den slet ikke er.

Tag eksempelvis filmens tagline: “He came with a cock in his hand”. På en af filmplakaterne står der følgende: “From Governor’s Mansions to Cheap Hotels: The Big Money Sport that’s Dirty-Violent and Outside the Law. His game is winning. Her game is men.”

Der er flere sjove ting at bide mærke i her: for det første er der tale om en senator, for det andet er der et billede på plakaten af en let påklædt kvinde, som slet ikke er at finde i filmen. Alt dette tyder på at filmens pengemænd, nok efter at have set filmen, har ment at den trængte til at blive peppet op til et erotisk actiondrama, hvilket er det sidste den er!

Et skjult mesterværk

Som en lille slutbemærkning kunne man sige, at filmen er et får iklædt ulveklæder. Det man tror man får et orgie i blod, action og lummerhed, men det bliver i virkeligheden et underspillet, lille karakterdrama som nærmer sig det mesterlige. En stor bedrift, som nok desværre på grund af lanceringen afskrækker et stort publikum. Men ikke os her på Planet Pulp: nyd en god film, som også har perverse og dragende elementer.

5 stjerner

Titel: Cockfighter
Andre titler: Born to Kill, Gamblin’ Man, Wild Drifter
Instruktør: Monte Hellman
Manuskript: Charles Willeford
Cast: Warren Oates (Frank Mansfield), Harry Dean Stanton (Jack Burke), Richard B. Shull (Omar Baradansky)
Producere: Roger Corman (producer), Samuel W. Gelfman (co-producer)
Foto: Nestor Amendros
Klip: Lewis Teague
Musik: Michael Franks
Spilletid: 83 minutter
Aspect ratio: 1.77:1 widescreen
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1974
Produktionsselskab: New World Pictures
Distributør: Anchor Bay Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *