Cliffhanger

“I have a fear of heights that borders on mania.” Ja, det kunne faktisk være noget, jeg havde sagt, hvis jeg altså var blevet oversat til engelsk.

Men rent faktisk er det noget, Sylvester Stallone har udtalt. At han så konfronterede sin egen højdeskræk i Cliffhanger, fortæller lidt om mandens viljestyrke.

En af de sidste store actionfilm

Cliffhanger er en af de sidste store “rigtige” actionfilm. Og her kræver “rigtige” naturligvis en uddybning. For der er lavet mange fine actionfilm, siden Stallone klatrede rundt i bjergene der tilbage i 1993.

“Rigtige” henviser til det, jeg kalder den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993 og mere specifikt i forhold til den amerikanske actionhelts guldalder: En helt og en æra Stallone selv var med til at folde ud i 1982 med mesterværket First Blood.

De to største actionhelte i den periode, og generelt i hele filmhistorien, var Stallone og Arnold Schwarzenegger. Hvor Stallone hoppede ind på actionscenen som John Rambo, gjorde Arnold det som Conan i mesterværket Conan the Barbarian, også fra 1982.

Sly og Arnold

Begge mænd/helte blev båret frem af deres store personligheder og ikke mindst af deres imponerende fysik. Fra 1982 og frem til 1993 var de med i den ene imponerende actionfilm efter den anden. I slutningen af perioden ønskede publikum noget andet.

Der var en anden tidsånd, et andet politisk klima i USA, og de to gamle drenge kiggede dybt i metabrønden med Demolition Man og Last Action Hero, begge fra 1993, hvor der netop kommenteres på både deres roller og actionhelten generelt.

I Cliffhanger er actionfilmens udtryk, og actionheltens pondus, forfinet til et udtryk, der nærmer sig perfektion men også dér, hvor det nærmer sig det mekaniske – uden at filmen dog krydser den grænse.

Der er ikke tale om en metafilm, men om en rendyrket og ægte actionfilm, som på det tidspunkt var ved at være en uddøende race.

Hvis du ikke har set filmen før, så vil jeg lige advare mod, at der kommer SPOILERS i det følgende.

Man gjorde en helt til en trist mand

I filmens legendariske indledning (som blev spoofet i Ace Ventura: When Nature Calls fra 1995) møder vi filmens hovedpersoner. Vi er i Colorado, Rocky Mountains.

Hal Tucker, der er ranger i bjergene, har taget kæresten Sarah med på en klatretur. Hal har dog slået knæet, så nu skal vennerne, og ranger-kollegaerne, redde Hal og kæresten, der sidder strandet på en bjergtop.

To af vennerne, Jessie og Frank, ankommer i en helikopter, mens den tredje ven, Gabriel “Gabe” Walker, kommer klatrende til undsætning! Det er spektakulært på den helt store scene, hvor Dolomitterne (hvor store dele af filmen er optaget) i Italien gør det fint som Rocky Mountains i USA.

Helikopteren lander på et plateau et stykke væk, og en wire bliver udspændt fra helikopteren til der, hvor Hal og Sarah, og nu også Gabe, befinder sig. Og så skal man jo “bare” kravle over dét, der fremstår som en bundløs afgrund.

Hal kommer sikkert over, men da Sarah kravler ud, går der noget galt med selen. Den er ved at gå i stykker. Gabe beslutter sig for at kravle ud efter hende, selvom wiren måske ikke kan holde til dem begge.

Lige i dét sekund, selen går i stykker, griber Gabe Sarah. Men han kan ikke holde hende. Hun falder i døden. Tragisk – og netop den slags tragedier, som ofte klæber til actionhelten.

Helten vender tilbage

Vi springer så otte måneder frem i tiden. Gabe vender tilbage til ranger-stationen for at hente resten af sine ting, og for at høre, om Jessie ikke vil tage med ham.

Efter ulykken rejste Gabe væk. For var han skyld i, at Sarah døde? Det mente Hal. Der er meget sorg i luften; en helt der har mistet pusten.

Heldigvis er der nogle skurke, der kan sende helten tilbage på rette vej. I luftrummet over bjergene har superskurken Eric Qualen og hans folk netop kapret lasten, kufferter med mange penge, fra et andet fly i en meget spektakulær scene.

Uheldigvis knækker endnu en wire, da kufferterne skal transporteres fra det ene fly til det andet. Kufferterne falder ned i bjergene OG skurkenes fly tvinges til at nødlande. Så de kontakter de gode rangers!

Hal tager afsted, og det lykkes for Jessie at overtale Gabe til at hjælpe Hal. Men Hal er stadigvæk sur. De to gamle venner bliver dog hurtigt venner igen, da de skal “hjælpe” skurkene med at finde de tabte kufferter.

Og nu vækkes actionhelten til live. Der er nogen, der skal reddes, der er nogle skurke der skal straffes. Tak for den bjergkaffe!

Vilde scener og en finsk actiontroldmand

Filmen kombinerer en smuk natur med et skarpt plot, et bjergtagende score, fede skurke, seje oneliners (“You want to kill me, don’t you, Tucker? Well, get a number and get in line.”), halsbrækkende stunts og vilde actionsekvenser.

Lad os lige for en kort bemærkning dvæle ved filmens stuntsekvenser. Der både hoppes, løbes og ikke mindst klatres. Og så er der den her fra Guinness Rekordbog:

“Cliffhanger is in the Guinness Book of World Records for the costliest aerial stunt ever performed. Stuntman Simon Crane was paid $1 million to perform the aerial transfer scene, where he crossed between two planes at an altitude of 15,000 feet (4,600 m).”

Vildt – specielt når man har det i baghovedet, mens man ser filmen. Det er vilde fysiske actionudfoldelser, og man havde den helt rigtige mand til at styre løjerne.

På det tidspunkt var finske Renny Harlin nemlig den helt rigtige instruktør, og Cliffhanger markerer, for mig, Harlins højdepunkt som filmskaber – skarpt forfulgt af glimrende actionfilm som Die Hard 2: Die Harder (1990) og The Long Kiss Goodnight (1996).

Der er ikke den store dybde i Cliffhanger, men alt er smukt eksekveret, og det er også en film, der holder voldsomt godt ved gensyn – senest så jeg den, i forbindelse med denne anmeldelse, i en lækker 4K-udgave.

Det er en film, der tager det bedste fra Die Hard-subgenren (en isoleret location, en gruppe nederdrægtige skurke og en actionhelt, der skal redde dagen) og kombinerer det med storslået natur og ultravold a la Verhoeven. Det er fysisk, pågående, blodigt og meget, meget underholdende.

Tre eksempler på udpenslet vold

I forhold til ultravolden vil jeg fremhæve tre vilde scener. Den ene er scenen, hvor den britiske skurk Delmar har fået grønt lys til at dræbe Hal.

Som en anden fodboldspiller gennemtæsker han Hal, men han begår den klassiske skurkefejl: Han snakker for meget! Så Hal slår igen, og skurken ender med at blive splattet med en form for shotgun. Blod.

Den anden scene er igen en skurk, der får som fortjent. Det er der, hvor Travis jagter Gabe. Gabe falder ned i det iskolde vand, men før Travis kan skyde ham, skyder Gabe Travis med en form for sømpistol. Splat.

Den tredje sekvens er toppen af toppen i den sammenhæng. Skurken Kynette har fundet frem til Gabe og Jessie i en hule. Han gennemtæsker Gabe og truer med at gøre alt muligt grimt ved Jessie. Igen snakker han for meget. I øjeblikket, hvor Kynette tror, at han har overtaget, tager Gabe fat i ham og spidder ham på en drypsten, der hænger ned fra hulens loft. Splat.

Hvorfor er volden vigtig?

Nu kan det måske lyde som om, at jeg elsker at se grafisk vold, at jeg elsker at se kroppe blive smadret. Og det gør jeg faktisk også, når det placeres i rette kontekst. Som her.

Hvor de onde straffes, hvor jeg på sikker afstand kan se helten udøve retfærdighed. Er det banalt? Ja, det kan man måske godt sige, men hævn og straf er noget fundamentalt, både i forhold til det at være menneske og det at følge en actionhelt.

Men den spændende snak om vold og retfærdiggjort vold gemmer vi til en anden god gang. Eksempelvis hvis vi mødes til en stor fadøl på en bodega.

Alt i alt er Cliffhanger en formidabel actionfilm. Underholdende, smuk, vild og med en Stallone i topform.

Anmeldt i nr. 198 | 13/04/2022