Civil War

“Okay. What kind of American are you? You don’t know?”

Den bemærkning vender jeg tilbage til om lidt.

Krig i USA

Vi er i USA, nærmere bestemt New York, i en ikke så fjern fremtid. Der er borgerkrig i USA!

Vi følger fotojournalisten Lee Smith og en gruppe andre journalister, der beslutter sig for at tage på en meget farefuld rejse mod Washington for at lave et interview med præsidenten; en præsident, der er ved at tabe krigen.

Rejsen fører journalisterne dybt ind i mørkets hjerte. For selvom USA på mange måder ligner sig selv, er det også noget helt, helt andet.

Filmen dvæler aldrig ved baggrunden for krigen, og dem, der ønsker den forklaring og det fokus, går skuffet hjem. Det filmen derimod afsøger er krigens væsen og de øjne, her journalisterne, der kigger på krigen og sætter deres liv på spil for at give os et glimt af virkeligheden.

Ødelagt og stærk

Lee er mærket af al den ulykke, hun har set. Øjnene er slukket, grusomhederne er blevet hverdag. Menneskeheden bliver ved med at begå dumheder. Eller som Lee siger det:

“Every time I survived a war zone, I thought I was sending a warning home – “Don’t do this”. But here we are.”

Kirsten Dunst spiller fremragende i rollen som Lee. Stærkt og ødelagt på samme tid. Lee Smith-karakteren er baseret på virkelighedens Lee Miller, der var amerikansk fotograf og fotojournalist og som under Anden Verdenskrig var krigskorrespondent for Vogue.

Hvor Lee i filmen ikke gennemgår den store udvikling – den har hun været igennem, da filmen begynder – ser vi dog en fantastisk skildring af uskylden, der smadres, i form af den unge fotograf Jessie, der følger med Lee og de andre. De to får et helt specielt forhold, nærmest som mor og datter, uden at det bliver påklistret.

Udover at filmen er en krigsfilm, så er det også en film, der er meget beslægtet med den postapokalyptisk genre og den del af genren, hvor ikke alt er ødelagt.

Nej, på overfladen er der meget ved samfundet, der er, som vi kender det, og så pludselig ligger der en død soldat på gaden eller huse er i brand.

Mennesker vil altid forsøge at bevare noget, der minder om normalitet, selvom hele vores fundament er blevet rykket. Det er lidt den samme fornemmelse, jeg får, når jeg ser de bedste afsnit af TV-serier som The Walking Dead (2010-22) og The Last of Us (2023-) – de afsnit, hvor det ikke handler om zombier og action, men der hvor det handler om at forsøge at holde fast i normaliteten.

Det ser vi flere gange i Civil War. Ikke mindst da vores hovedpersoner besøger den lille by, hvor beboerne forsøger at negligere, at der overhovedet er en krig!

Filmens instruktør, og manuskriptforfatter, Alex Garland er en mester til at afsøge normalitet, menneskelighed og vanvid. Han er manden bag historien til 28 Days Later (2002) og har instrueret og skrevet film som Ex Machina (2014) og Annihilation (2018).

En rejse mod mørkets hjerte

Som handlingen skrider frem, bevæger vi os som i Coppolas mesterværk Apocalypse Now (1979, baseret på Joseph Conrads roman Heart of Darkness fra 1899), tættere og tættere på mørkets hjerte.

For krigen er kommet hjem til USA, til forstæderne, til motorvejene, til storbyerne. Det USA, som altid tager “på krig” i andre lande.

Gennem journalisternes øjne ser vi et samfund falde fra hinanden; vi ser et samfund, der allerede er kollapset.

Det er fantastisk realiseret på den smukkeste, grumme måde. Med små og store detaljer, med bygninger, der smadres, med menneskeligheden, der ødelægges.

Og på deres rejse mod mørket, mod landets høvding, møder journalisterne de forskellige grader af ondskab, af det dyriske, der er lige under den polerede overflade i de små amerikanske byer og samfund generelt.

Filmen er en teknisk lækkerbisken, og den er velspillet. Og netop en film hvor det spinkle plot på fornemste vis lader os tolke og tumle med det, journalisterne oplever. Dejligt at en moderne amerikansk film kan rive benene væk under tilskueren på den måde.

Krigens vanvid

Og så er vi tilbage ved det indledende citat. For hvilken slags amerikaner er du? Det bliver sat på spidsen i en af filmens mest modbydelige og stærke scener, hvor vi møder en soldat, der slet ikke ved, hvad der egentlig kæmpes om.

Krigens vanvid har smadret indgangen til hans sjæl og har gjort ham sindssyg.

Det mest skræmmende er her, at da vi kommer ind i fortællingen, er krigen allerede blevet hverdag, befolkningen har allerede betalt den største pris. Der er ikke nogen vindere.

Udover at være grum, så er filmen også flere steder direkte poetisk smuk. Som i en scene, hvor vores hovedpersoner kører gennem en brændende skov, hvor gnisterne og gløderne danser. Rent visuelt ser det uendeligt smukt ud, selvom det er på en brændende og trist baggrund.

På lydsporet hører vi sangen “Breakers Roar” af Sturgill Simpson fra 2016, og der synges blandt andet:

“Oh, and everything is not what it seems
This life is but a dream
Shatter illusions that hold your spirit down
Open up your heart and you’ll find love all around
Breathing and moving are healing and soothing
Away all the pain in life holding you down.”

Blandt de bedste antikrigsfilm

Det er et musikalsk intermezzo som dette, en kunstpause hvis man vil kalde det det, som er med til at løfte Civil War op blandt de bedste krigsfilm. Dér hvor det ikke handler om en konkret konflikt, men hvor det netop er krigens væsen, der træder ind på scenen.

Det er også her, hvor filmen krydser grænsen mellem virkeligheden og en surrealistisk skildring af virkeligheden. En antikrigsfilm, en film der fortæller os, at krig er foragt for liv. En grundfortælling, vi skal fortælle igen og igen og igen.

Anmeldt i nr. 228 | 13/12/2024