Eva Hazra
Ingen kommentarer

Chemical Wedding

Chemical Wedding
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Chemical WeddingPrognosen for sci-fi gyseren Chemical Wedding, baseret på et manuskript af forsangeren fra Iron Maiden Bruce Dickinson og Julian Doyle, erfaren klipper på en del Monty Pyton produktioner, så lovende ud, men munder desværre ud i en lunken afslutning og en tam diskussion omkring alternative universer.

Jeg så filmen Chemical Wedding (udgivet i USA under titlen Crowley i 2009) for første gang sidste sommer i en varm midtbylejlighed i Århus sammen med en gruppe af Iron Maiden fans efter indtagelse af en vis mængde dåseøl. Gruppen var spændt og tændt på at se, hvad det var for et lille ”beast”, der var blevet udklækket af bandets forsanger Bruce Dickinson i samarbejde med Julian Doyle, fast Monty Python-klipper i mange år – på bl.a. Terry Gilliams Brazil (1985) og Time Bandits (1981) såvel som Life of Brian (1979) og The Meaning of Life (1983).

Blandet slik fra heavy- og gyserland

Manuskiptforfatteren og Iron Maidens frontmand flankeret af to medvirkende fra filmen

Et mix af Maiden-musik, gys, verdens ondeste mand i form af Aleister Crowley samt advarslen på coveret til DVD’en ”contains strong sex, nudity, violence and drug use” virkede som en god kombo. Bruce Dickinson, en long-time Crowley fan havde jo udtrykt, at han troede, at Maiden-fans ville være glade for at se en fra bandet arbejde med noget andet, der samtidig kunne slå et slag for bandet og heavy scenen generelt:

”But in addition, I think they’ll just enjoy it. It’s a rollicking good story”.

Et par timer og flere dåseøl senere, var stemningen præget af en generelt opgivende ”lost the rollicking good story somewhere”-holdning, og DVD’en blev hurtig erstattet af en anden, der åbnede op for Iron Maidens legendariske Rock in Rio-koncert (2002). Det blev ikke sagt højt, men vi valgte alle at tro på, at de mange øller nok havde påvirket vores dømmekraft i sådan en grad, at filmens referencer og finesser var gået vores næser forbi. Vi var, kort fortalt, for fulde og ikke for dumme, til at værdsætte Bruces store projekt. Spændt var jeg så, da jeg satte skiven i DVD’en godt et år senere, klar til gensyn med filmen og denne gang i pinlig ædru tilstand.

Tilbage til fortiden og pis på de studerende

Journaliststuderende Leah Robinson (Lucy Cudden) kan ikke forstå Haddos forvandling, og beslutter sig for at undersøge sagen nærmere uden at være klar over, at hun kommer til at spille hovedrollen i den kemiske bryllupsceremoni

Filmen starter med et flashback til 1947 og okkultisten Aleistair Crowleys død i Hastings, der overværes af to unge studerende og tilsyneladende skyldes dødsfaldet nyheden om videnskabsmanden Jack Parsons forsøg på at anvende en serie magiske ritualer (Babalon Working), som Crowley har været involveret i at udvikle, i Pasadena, USA. Således flettes den tematiske cocktail af magi og videnskab tidligt ind i filmen.

Fast forward til året 2000, hvor hovedpersonen i historien introduceres. Det er den generte Cambridgeprofessor og frimurer, Oliver Haddo (spillet af Simon Callow; navnet er lånt fra Somerset Maughams Crowley-inspirerede roman The Magician (1908)), der bliver besat af ånden af den afdøde britiske okkultist og mystiker. Denne forvandling sker som resultat af et eksperiment, hvor virtual reality-oplevelser og kaosteori er indblandet.

Haddo kobles via en virtual reality-dragt op til en supercomputer, Z93, af en programmør, der er stor fan af Crowley. Den langhårede, stammende og excentriske Haddo forvandles fra den ene dag til den anden til en skaldet, selvsikker og provokerende sexgalning, der under sin første forelæsning, som ”The Beast” (Dyret) erklærer Shakespeare som okkultist, hvorefter han prompte urinerer på de studerende, der sidder på forreste række! Det har været spekulationer om denne scene kan ses som et lille autobiografisk vink til Dickinsons egen bortvisning fra sin skole netop fordi han pissede i rektorens aftensmad!

Sperm, lort og en omgang rod

Så er det rock ’n roll!

Et udvalg af andre kropsvæsker optræder også i filmen, bl.a. en kanyle med blod, en faxmaskine der lækker sperm og en bunke lort på et skrivebord!

En bunke lort kan vel være et passende udtryk for resten af historien. Den veksler mellem en rødhåret journaliststuderende (en af Haddos studerende), der sammen med en amerikansk professor kæmper mod ”Dyret” og hans tilhængere. De er nødt til at standse Crowleys forsøg på at fuldende det ritual, der vil give ham mere tid på Jorden til at udføre sine onde gerninger, den såkaldte ”Chemical Wedding”, der involverer, sjovt nok, en rødhåret kvinde! De får hjælp af de to unge studenter, set i starten af filmen, som nu er gamle mænd.

Fyldt med referencer til Crowley

Denne kamp udvikler sig til det klassiske opgør mellem de gode og de onde, og klippes sammen i en kæde af forvirrende og ofte ret fjollede sekvenser. Dette krydres med unødvendige gentagelser og for mange tunge citater, ikke alene fra Crowleys egne skriverier men også fra Shakespeare!

Filmen er også spækket med Crowley-referencer, der uden tvivl kan give lidt underholdning til dem, der har fået vækket interessen i hele mystikken omkring ham. Man kan gå på jagt efter navnene på karaktererne i filmen (Victor, Leah, Mathers og Symonds) for at finde et link til Crowley eller man kan google de to andre navne (Scientologiens grundlægger Lafayette Ron Hubbard og videnskabsmand Jack Parsons) sat i forbindelse med den skandaleombruste okkultist i filmens første sekvens. Dernæst kan man for alvor går på jagt efter referencer til Crowleys værker, specielt The Book of the Law (Lovens Bog) (1904), den centrale tekst for Thelema, et religiøst og filosofisk system.

En rodebunke

Sådan finder man ud af om det er en ægte rødhåret brud man har bestilt

På den anden side er der en del mystiske hændelser i filmen, som virker malplacerede eller ligefrem nytteløse, men lidt sjove, i form af en orgiescene på ca. 20 sekunder og en uforklaret scene, hvor en prostitueret får sin kønsbehåring barberet væk!

Filmens anden halvdel får aldrig det dramatiske fodfæste, som første halvdel lægger op til, og falder i tempo og engagement i plottet. Selv et mord og en episode med rå vold virker malplaceret og trækker spændingen ned i stedet for at bygge op til den forventede dramatiske afslutning. Der er for mange bolde i luften, der bare falder til jorden, både hvad angår dialog, scenografi og skuespilpræstationer (med undtagelsen af Simon Callow, men det er desværre ikke nok).

Filmen taber pusten og slutter af med et spring tilbage i tiden og en sludder for en sladder om parallelle universer for at lige køre parringen af videnskab og magi til dørs. Jeg fik faktisk den samme fornemmelse som første gang jeg så filmen, at jeg havde tabt tråden, og at den sidste del af filmens 107 minutter strakte sig ud i det uendelige. Jeg savnede en øl eller to.

Lidt audio candy findes for Maiden-fans (og måske andre) i form af soundtracket. Filmens soundtrack rummer to sange af Bruce Dickinson: ”Chemical Wedding” fra albummet af samme titel samt ”Man of Sorrows” fra albummet Accident of Birth (1997), og to sange fra Iron Maiden: ”The Wicker Man og ”Can I play with Madness?” Det er sange, der lægger op til fest i form af rock, solide rytmer, gode guitarriffs, intens lyrik og Dickinsons stærke vokal. Dette er flettet ind i filmen sammen med klassiske stykker fra Mozart, Debussy og Händel.

Crowley fortjener bedre

Jeg må sige, at selv om jeg ikke har den store baggrundsviden om Crowley, og så filmen primært igennem mine ”Maiden”-briller med en loyalitet overfor Bruces nye projekt, synes jeg, at Crowley må være en skikkelse der er oplagt til andre filmprojekter.

Manden, der kaldte sig selv Dyret 666, er ikke blevet rørt i årtier, ikke siden Hammers film baseret på Dennis Wheatleys bøger eller 1950-klassikeren Night of the Demon. At Chemical Wedding ikke lykkedes i at køre en ”rollicking good story” helt til ende kan måske undskyldes med, at det er Dickinsons første film. Man kan håbe, at filmen kan vække en interesse for andre projekter om en person, der engang blev omtalt som Verdens ondeste mand.

2 stjerner

Titel: Chemical Wedding
Andre titler: Crowley
Instruktør: Julian Doyle
Manuskript: Bruce Dickinson & Julian Doyle
Cast: Oliver Haddo (Simon Callow), Joshua Mathers (Kal Weber), Leah Robinson (Lucy Cudden), Victor Nuberg (Jud Charlton), Symonds (Paul Mc Dowell), Crowley (John Shrapnel), Professor Brent (Terence Bayler), Dean (Richard Franklin), Alex (Mike Shannon), Rose (Helen Millar), Young Symonds (Geoff Breton)
Producere: Malcolm Kohll (producer), Justin Payton (producer), Benjamin Timlett (producer)
Foto: Brian Herlihy
Klip: Bill Jones
Musik: André Jacquemin
Spilletid: 107 minutter
Aspect Ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Storbritannien, 2008
Produktionselskab: Bill and Ben Productions,  Focus Films, Entertainment Motion Pictures (E-MOTION).
Distributør: Warner Music Entertainment
Region: 2

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *