Chakushin ari

Først var de efter VHS’en, så hjemmeplejen og dernæst et stort boligkompleks. Nu har J-Horror kastet sig over de unges yndlingsværktøj – mobiltelefonen. Takashi Miike er herhjemme mest kendt for den perverterede Ôdishon (1999) – med den engelske titel Audition – samt den ultravoldelige Koroshiya 1 (2001) – Ichi the Killer på engelsk.

I Japan er han et rigtig stort navn og kendt for at vende op og ned på diverse genrer. Med Chakusin ari, der på engelsk hedder One Missed Call og på dansk Mistet Opkald, har han kastet sig over den nye japanske horrorbølge, der i folkemunde har fået betegnelsen J-Horror.

J-Horror

J-Horror-genren blev skudt i gang af Ringu (1998) – en meget original og foruroligende gyser, hvor det psykologiske træder i forgrunden i stedet for den mere håndgribelige gru, der ellers kendetegner genren. I Ringu fik vi introduceret flere af J-Horrorens faste bestanddele; det lange, sorte hår, de urbane vandrehistorier, de underlige bevægelser og det langsomme, dvælende tempo.

J-Horror har manifesteret sig som en publikumsyndling af kaliber, og stort set alle filmene har fået én eller flere efterfølgere, der dog kun er kommet ud på DVD herhjemme. Desuden har Hollywood kastet sin kærlighed, eller nærmere griske fingre, på genren og har genindspillet genrens største. Ringu blev til The Ring (2002) og har allerede fået en efterfølger i The Ring Two (2005), Ju-On (2000) blev til The Grudge (2004), og Honoguari mizu no soko kara (2002) blev til Dark Water (2005). Næste år får vi så en genindspilning af Chakushin ari med den amerikanske titel One Missed Call.

Men hvad der begyndte som en original idé, og en meget uhyggelig gyser med Ringu, er efterhånden blevet til gentagelse på gentagelse. Miike forsøger med Chakusin ari at tilføre genren noget nyt. Det har resulteret i en ganske fascinerende og til tider røvhamrende uhyggelig film, der måske bliver en anelse for kompliceret for sit eget bedste, og som i sidste ende er for ujævn.

Opringning fra fremtiden

Filmen tager sin begyndelse på en restaurant, hvor en gruppe venner er samlet. Her finder vi også filmens hovedperson, den unge kvinde Yumi. Hun går på toilettet med sin veninde, og denne modtager et opkald på sin mobiltelefon. Det viser sig at opkaldet kommer fra hende selv, bare tre dage ude i fremtiden!

På talebeskeden hører man hende selv sige “Åh nej, nu begynder det at regne”, hvorefter man hører hende skrige. Det tænker de ikke videre over, men tre dage senere går det galt. Yumi ringes op af sin veninde, der går på en bro, som løber over nogle togskinner. De snakker lidt, hvorefter veninden siger “Åh nej, nu begynder det at regne.” Herefter ser vi en voldsom kraft rive kvinden ud over broen og ned foran et tog. En ganske effektfuld og skræmmende dødssekvens.

Et par dage efter får en anden af Yumis venner også en besked, og han kommer ud for en lignende dødsulykke. Politiet tror naturligvis ikke på Yumi og ser det som selvmord. Handlingen tager fart, da Yumis veninde Natsumi ringes op. Men denne gang er talebeskeden afløst af et videoklip på telefonen, hvor man ser Natsumi i forgrunden og en langhåret kvinde i baggrunden.

Et TV-hold får nys om sagen, og de beslutter sig for at følge Natsumi i det, der kan blive hendes sidste dage. I mellemtiden får Yumi følgeskab af en mand, Hiroshi, der vil hjælpe hende med at efterforske mysteriet. Hans søster døde for nyligt under omstændigheder, der minder om den “telefonånd”, der dræber Yumis veninder.

Får hovedet revet af

Mens de to efterforsker sagen og bl.a. finder ud af, at alle de døde har haft et rødt bolche i munden, tikker timerne hen mod Natsumis død. TV-stationen har i bedste reality- og Åndernes magt-stil indrettet et studie fyldt med okkulte eksperter, eksorcister og lignende. Det hele transmitteres live, og befolkningen kan følge sagens udvikling på storskærme rundt omkring i storbyerne.

Yumi ankommer til TV-stationen sammen med Hiroshi kort før det tidspunkt, hvor beskeden blev sendt til Natsumi. Og så sker der ellers ting og sager. En langhåret kvinde, som man kun kan se gennem kameraet, angriber Natsumi. Hun river hovedet af hende, og ud af munden triller et rødt bolche. En meget skræmmende sekvens. Og det går heller ikke værre end, at Yumis telefon kort efter ringer.

På den følgende talebesked hører hun sig selv sige “Hvorfor?”. Så ved vi, at vores hovedpersoner har travlt. Det hele kulminerer på et nedlagt hospital, hvor vi igennem en 20 minutter lang horrorsekvens skræmmes fra vid og sans. Hvad det hele så ender med, må du selv finde ud af.

Rodet størrelse

Chakusin ari er en rodet størrelse. Visuelt er den en nydelse, og de enkelte horrordele er eksekveret med fin timing. Undertegnede fik rent faktisk flere steder nogle gedigne chok. Filmen er meget stemningsfuld, og de enkelte locations er velvalgte. Effekterne nærmer sig det sublime, og skuespillerne gør det upåklageligt.

Filmen kombiner frygten for det teknologiske, som vi kender fra Ringu, med den klassiske forbandelseshistorie, som ses i Ju-On. Men filmens problem er, at Miike ikke rigtig har bestemt sig for, om filmen skulle være en gedigen horrorhistorie, en kommentar til de moderne medier eller en metafysisk spøgelseshistorie. De enkelte dele fungerer ganske fortrinligt, men det er helheden, der mangler.

Desuden bliver historien noget kompliceret, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad meningen er. Den starter som en konkret gyser med fede dødsulykker og den grundlæggende spændende idé med mobiltelefonen. Vi tager udgangspunkt i vandrehistoriernes tematik, og flere fede sekvenser varsler, hvad der efterfølgende skal ske.

Dernæst bliver Chakusin ari til en metakommentar på vores samfund, og i sidste ende til en metafysisk historie, hvor spøgelser og hændelser eksisterer på flere planer. Derudover prøver Miike at give Yumi en knudret psykologisk baggrund, der virker malplaceret og konstrueret.

Fungerer ikke optimalt

Filmen er desværre så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget. Der er det klassiske fotografi, hvor hoveder er skåret væk. Der en den indviklede og langt-ude forklaring på, hvorfor forbandelsen startede. Der er de dybt naive politifolk, som ikke kan en skid. Der er de hurtige flashes, hvor man ser grusomme ting, der kun fungerer som chokeffekter. Og man kunne fortsætte.

Det sjove er, at filmen faktisk fungerer bedst i de sekvenser, hvor den er mest ordinær. Nemlig i håndgribelige horrorscener, hvor eksempelvis en hånd pludselig tager fat i vores hovedperson, eller når man ser den langhårede kvinde snige sig ind på Natsumi. Her viser Miike, at han er en instruktør, som kan sit kram.

Når alt kommer til alt, er Chakusin ari et godt forsøg på at give en udtrådt genre nyt liv. Det fungerer bare ikke helt optimalt, og det blivende indtryk er, at man har set en middelmådig film med gode takter og intentioner. Den har dog to sekvenser, der er hele oplevelsen værd: mordet på TV-stationen og slutningen på hospitalet.

Det også meget sjovt at se, hvordan en SMS ser ud på japansk. Chakusin ari er bestemt seværdig, og de folk, der elsker genren, vil nok få et større udbytte af filmen, end jeg personligt fik. Det skal tilføjes, at Another World Entertainments danske udgave står godt rent billedmæssigt, og der leveres over en times ganske udmærket ekstramateriale med filmen.

Chakusin ari er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Forbandelser, J-Horror, Japan, Mobiltelefoner