Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Centurion

Centurion
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

CenturionTag med tilbage til år 117 e.Kr. i selskab med spandevis af blod, et simpelt plot og en storspillende Michael Fassbender. Neil Marshall og Centurion leverer beskidt underholdning, der lyser op på en grå film-hverdag.

En gang i mellem kan en tur i Netto faktisk kaste noget godt af sig. Da jeg kom frem til kassen, lå der en lille lækker DVD blandt bleerne, kaffen og mælkesnitterne i indkøbskurven. Og det var ikke tilfældigt. På tilbudshylden havde jeg fundet Centurion til en rund tyver, og den skulle bare med hjem – på trods af at jeg ikke havde hørt meget om filmen, var det instruktørens navn, Neil Marshall, der fik mig på krogen. Men mere om Marshall senere.

Velkommen til år 117 e.Kr.

Centurion indledes med de klassiske tekster, der fortæller, hvor og hvornår vi er. I dette tilfælde er vi i Romerrigets røvhul, et sted i England, i år 117 e.Kr. Efter teksterne ser vi en løbende mand i et snelandskab. Han flygter tydeligvis fra et eller andet. Og så kommer fortællerstemmen: Det vi ser, er hverken starten eller slutningen på fortællingen. Og ganske rigtigt springer handlingen to uger tilbage i tiden.

Vi møder den romerske badass-centurion Quintus, spillet med stor autoritet af Michael ”Rising Star” Fassbender, der sammen med den legendariske niende legion sendes af sted for at udrydde de onde, onde piktere én gang for alle. Pikterne er for øvrigt ledet af kong Gorlacon, som spilles af selveste kongen af Danmark, Ulrik Thomsen – o.k., han kan slås med Mads Mikkelsen om den titel, men i hvert fald har de to herrer det med at dukke op mange steder.

Men snart bliver jægerne de jagede, da den niende legion falder i et voldsomt baghold, der kun efterlader en lille gruppe overlevende. Kort sagt er de gode romere på røven bag fjendens linjer. Og hvad der videre forløber, skal jeg ikke røbe her, men kan dog komme med en lille teaser: There will be blood!

Inspiration fra myterne om Legio IX Hispana

På papiret tager filmen udgangspunkt i virkeligheden – eller i hvert fald i én af virkelighedens store myter: Legio IX Hispana, den niende legion. Den niende legions mystiske forsvinden er noget, historikere har beskæftiget sig meget med. Efter sigende forsvandt legionen lige pludselig – eller beretninger om dem stoppede med at dukke op. Det giver naturligvis stof til myter og fiktion.

Her på matriklen har vi tidligere anmeldt den jammerlige The Last Legion (2007), der tager udgangspunkt i samme myte. Og i 2011 udkom The Eagle, der også har samme udgangspunkt. Hvis vi går længere tilbage i tiden, er der flere eksempler på både romaner og TV-serier, der baserer sig på myten. Så det er i denne lille myteskattekiste, at filmens historie har fundet inspirationen. Og Neil Marshall, der også står for filmens manuskript, kommer da også i filmens slutning med en meget fin forklaring på, hvorfor den niende legion forsvandt. Og den skal jeg ikke røbe her.

Men udover inspirationen fra ”virkelige hændelser” skal man ikke se Centurion som en lektion i, hvordan det var i gamle dage. Så bliver man skuffet. Derimod skal man se filmen som en herlig omgang beskidt ramasjang.

Mød Neil Marshall

Neil Marshall debuterede med den i nogle kredse roste varulvefilm Dog Soldiers (2002) – personligt synes jeg, den stinker mere end en våd hund, der har ligget i solen i en halv dag. Heldigvis fulgte han sin debut op med den fine gyser The Descent (2006), og så stod den ellers på det helt store genremix i Doomsday (2008), hvor der både var zombier, middelalderborge og en flugtauktion, der fik os til at tænke på selveste Snake Plissken.

Med Centurion vender Marshall så blikket mod en anden elsket genre: Sværd-og-sandal-filmen. Så hvis man skal sige noget overordnet om Marshalls første bølge af film, er det, at han elsker at arbejde med genrefilm og tilsætte dem et moderne beskidt og brutalt udtryk. Og det kan vi sådan set godt lide her på Planet Pulp.

Derudover har Marshall instrueret et enkelt afsnit til anden sæson af den voldsomt hypede Game of Thrones (2011-), som undertegnede endnu ikke har set. Med danske briller er det måske lidt sjovt, at Marshall blev erstattet af Nicholas Winding Refn som instruktør på Drive (2011). I hvilken bane Marshall forstætter, melder historien, eller IMDb, intet om, men da han er født i 1970, har vi sikkert en masse blodige lækkerier i vente.

CGI-blod eller ingen blod?

CGI kan mange ting rigtig godt. Og det kan gøre mange ting rigtig dårligt, eller rettere sagt: De, der bruger det, kan misbruge det. Generelt er jeg ikke den store CGI-fan, da det ofte bliver til et overforbrug, fordi det er nemmere og billigere. Det er er en skidt tendens, der ofte kvæler de kreative løsningerne, som filmproducenterne tidligere blev tvunget ud i.

Der er dog ét sted, hvor jeg er tilbøjelig til at se igennem fingrene med CGI, og det er, når vi taler om blod. Ja, ”ægte” filmblod er bedre, men der findes ikke noget værre end film, hvor et sværd hamres ind i en krop og der så IKKE kommer noget blod. Jeg hader det. Og derfor vil jeg hellere have CGI-blod end ingen blod.

Høj underholdningsværdi

Der er rigeligt med CGI-blod i Centurion, så hvis du er den type, der får knopper af det, bør du bare springe filmen over. Hvis du derimod, som undertegnede, godt kan se igennem fingre med det, så er Centurion en herlig voldsfilm, forklædt i sandaler og sværd, som underholder på et højt niveau. Det er ikke stor kunst, men filmen har i overflod af nerve og fremdrift. Og det skal lige, for en god ordens skyld, også nævnes, at der også er masser af ”ægte” blod, når hoveder kløves, halse skæres over og kroppe penetreres.

4 stjerner

Titel: Centurion
Instruktør: Neil Marshall
Manuskript: Neil Marshall
Cast: Michael Fassbender (Quintus), Dominic West (Titus), Olga Kurylenko (Etain), Ulrik Thomsen (Gorlacon)
Producere: Christian Colson (producer), Robert Jones (producer), Francois Ivernel (executive producer), Cameron McCracken (executive producer), Paul Smith (executive producer), Ivana Mackinnon (associate producer), Andy Stebbing (line producer)
Foto: Sam McCurdy
Klip: Chris Gill
Musik: Ilan Eshkeri
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk og finsk
Produktionsland, år: USA/Frankrig, 2010
Produktionsselskaber: Pathé Pictures International
Distributør (DVD): Scanbox Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *