Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Carrie

Carrie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Carrie var den første og én af de hidtil bedste filmatiseringer af en Stephen King-roman, og selvom tiden har sat sit præg, er det en klassisk horrorfilm, som stadig holder i dag.

Stephen King har i mange år været et af de største og mest anerkendte navn inden for gyserverdenen, og hans noveller og bøger er blevet filmatiseret i stor stil siden debuten med romanen Carrie, der udkom i 1974. Romanen fik så stor succes, at en filmatisering var uundgåelig, og der gik heller ikke mere end to år, før Brian De Palmas filmatisering fik premiere.

Også filmatiseringen blev en stor succes, og interessen for Kings historier steg hurtigt i Hollywood, og det samme gjorde antallet af filmatiseringer af hans værker. Der har igennem tiden altid været langt mellem King-filmatiseringer, der holder sig til forlægget, og kun få er kommet så nær, som De Palmas version af Carrie.

Menstruation i badet

Filmen åbner i en drømmeagtig sekvens, i et tåget omklædningsrum, hvor halvnøgne piger fjoller rundt i slowmotion, mens forteksterne kører hen over skærmen. Her møder vi Carrie White (fantastisk spillet af Sissy Spacek), der i nærmest erotiske nærbilleder vasker sin krop i et symbol på uskyld og renhed.

Den idylliske illusion bliver brudt, da Carrie netop da får sin første menstruation og går i panik, da hun ikke ved, hvad der sker. De andre piger er ikke just venligsindede overfor Carrie og ser hurtigt deres snit til at køre på den stakkels pige, der i deres øjne er noget af en særling.

Carrie er dog heller ikke som de andre piger. Hendes overreligiøse mor (skræmmende spillet af Piper Laurie) holder hende i kort snor og fortæller hende intet om, hvordan verden hænger sammen angående bierne og blomsterne, hvilket kun har ført til mobning af den stakkels pige. Men da Carrie får sin menstruation, bliver en hidtil uset kraft vækket til live i hende. Ved tankens kraft kan hun nu få ting til at flytte sig, når hun er ked af det eller oprevet.

En grusom practical joke

Carries klassekammerat Sue (Amy Irving) får ondt af den stille pige og fortryder sin deltagelse i mobningen af Carrie. Derfor overtaler hun sin kæreste Tommy til at tage Carrie med til afdansningsballet i stedet for hende selv. Men selvom Sues intentioner er gode, er der andre klassekammerater, der ikke er helt så godhjertede.

For klassens dumme tøs Chris (Nancy Allen) planlægger at lave en grusom joke på Carrie på selve prom night, og sammen med sin kæreste Billy (en ung John Travolta), hænger de en spand med griseblod op over scenen og fifler med stemmesedlerne, så det er Carrie og Tommy, der bliver kaldt op på scenen foran hele skolen.

Herefter følger en af de mest nervepirrende slowmotionsekvenser, der er set på film, og der bliver langsomt bygget op til blodbadet igennem krydsklipning mellem den overlykkelige Carrie, blodet og den ondskabsfulde Chris. Det er en scene, der virker hver gang, og det er svært ikke at have ondt af den stakkels Carrie, der virker så ovenud lykkelig i sin nye kjole og rampelyset. Da blodet endelig sjasker ned om ørerne på Carrie, går det op for hende, at hun aldrig vil passe ind i de andres verden, og hendes nye kræfter sørger for, at ingen slipper levende væk fra denne narrestreg.

Det blodige klimaks er med tiden gået over i historiebøgerne, og det er ikke mange gyserfans, der ikke har hørt om eller kender den blodige practical joke. Dette skyldes også, at filmen og scenen er blevet refereret og parodieret tonsvis af gange i andre produktioner og i dag nærmest er blevet et ikon i gyserfilmverdenen, i stil med f.eks. badeværelsesscenen i Psycho (1960) eller P.O.V.-scenerne fra Jaws (1975).

Holder stadig

Tematikken omkring puberteten og de ændringer, kroppen gennemgår, er efterhånden set mange gange i gyserfilm, hvor en medfølgende kraft eller forbandelse dukker op til overfladen og gør livet surt for de kære teenagere. Men at det er brugt mange gange, gør ikke Carrie til en dårligere film, bl.a. også fordi Carrie var én af de første film, der var så direkte omkring hele pubertetstemaet.

Hvor godt manuskriptet af Lawrence D. Cohen (som også stod bag manuset til It, (1990), holder sig til Kings forlæg, ved jeg ikke, da det efterhånden er mange år siden, jeg sidst læste romanen, men filmen er godt skruet sammen, og tiden flyver nærmest af sted i selskab med De Palma og kompagni.

Og grunden til at Carrie stadig holder den dag i dag (og i skrivende stund er på vej igennem remake-maskinen), er, at den berører nogle temaer, vi alle kender til, og som ikke bliver forældet igennem generationer. Vi har alle et forhold til puberteten, identitetskriser og forsøget på at passe ind i grupper og kliker.

Det er mest på effektsiden, at tiden har sat sine spor, og det er heldigvis i så lille et omfang, at det ikke er noget, der hæmmer filmen. Et eksempel er i filmens klimaks, hvor Carrie, ved hjælp af sine nye evner, får en vandslange til at likvidere sine plageånder. Det virker meget stift og knap så dynamisk, som scenen umiddelbart ligger op til. Men som sagt er det en lille fodnote, som overskygges af flotte skuespilpræstationer.

Flot cast

De Palma har samlet et flot cast, der i dag er store stjerner og kendte ansigter i Hollywood, men som på daværende tidspunkt ikke havde spillet mange større roller. Det siger nok sig selv, at folk bider mest fast i en ung John Travolta som Chris’ kæreste Billy, men det er dog Sissy Spacek og Piper Laurie, der stjæler showet med fantastiske og prisnominerede præstationer.

Det er svært ikke at have ondt af den stakkels Carrie, når hendes plageånder gør livet svært for hende, og da hævnen kommer, kan man næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet og glæde sig over, at hun endelig sætter en stopper for drillerierne.

Foruden Spaceks præstation leveres der også glimrende skuespil fra bipersonerne, og Nancy Allen i rollen som plageånden Chris er en karakter, man elsker at hade. Allen kender vi også fra RoboCop (1987), hvor hun spillede Murphys makker Anne Lewis.

Kan man sine gyserfilm på fingrene, vil man sandsynligvis også ligge mærke til pigen Norma, der bærer en rød kasket igennem hele filmen. Hun spilles af P.J. Soles, der to år senere var med i John Carpenters Halloween (1978).

Generelt fremragende billedside

Både billed- og lydsiden er generelt fremragende, om end billedet til tider virker lidt grynet og den hvide farve i nogle indstillinger får et drømmeagtig skær omkring sig. Ikke at dette hiver filmen ned; faktisk giver det hvide skær en helt speciel stil, der indhyller filmens i sit helt eget univers.

Den eneste anke på billedsiden er den knap så skønne brug af splitscreen under klimakset. Idéen har været at vise, hvad der sker flere stedet i festlokalet under al tumulten, men det kommer til at virke en smule komisk og forvirrende på en generende måde, og det havde nok været bedre, om De Palma havde holdt sig til nogle krydsklip imellem den blodindsmurte Carrie og de voldsomme drab på hendes klassekammerater. Farverne og belysningen i denne scene er dog vanvittigt fede og får to store thumbs up.

De Palma har i øvrigt lagt små referencer til Hitchcocks Psycho ind undervejs, og den mest iørefaldende må være de små bidder fra Bernard Herrmanns fantastiske score, der kører over lydsiden, når Carrie bruger sine evner.

Gyserklassiker

Den her anmeldte version er ”Special Edition”-udgaven fra MGM Home Entertainment, der for nogle år siden var at finde i stort set alle filmbutikker til billige penge. Skiven indeholder foruden filmen to korte dokumentarer ”Acting Carrie” og ”Visualising Carrie”, der går lidt i dybden omkring produktionen af filmen, et par klip med Stephen King og hans arbejde med romanen, sammenligning mellem roman og film, et billedgalleri og en trailer. Alt i alt en ganske tilfredsstillende skive med lidt ekstra guf for de, der skulle have lyst til at se lidt mere.

Carrie er en gyserklassiker, der hører hjemme i enhver gyserfans samling, og det er generelt en film, man bør stifte bekendtskab med, om man så er til gys eller ej. Så har du ikke allerede set den, skylder du dig selv at få det gjort hurtigst muligt, og er den allerede i samlingen, tåler den gerne endnu et gennemsyn.

5 stjerner

Titel: Carrie
Instruktør: Brian De Palma
Manuskript: Lawrence D. Cohen efter Stephen Kings roman Carrie
Cast: Sissy Spacek (Carrie), Piper Laurie (Margaret White), Amy Irving (Sue Snell), William Katt (Tommy Ross), John Travolta (Billy Nolan), Nancy Allen (Chris Hargensen), Betty Buckley (Miss Collins)
Producere: Paul Monash (producer), Brian De Palma (producer)
Foto: Mario Tosi
Klip: Paul Hirsch
Musik: Pino Donaggio
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1 Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, svensk, finsk, norsk, dansk, portugisisk, polsk, ungarsk, slovensk, kroatisk
Produktionsland, år: USA, 1976
Produktionsselskaber: Redbank Film
Distributør (DVD): MGM Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *