Captifs

Et enøjet fuleskræmsel på en kornmark. En gård. En sommerdag. To piger der leger gemme. En gal hund og den ene pige bides til døde. Den anden pige gemmer sig i en bil, og filmens titel hamrer ind på skærmen. I næste scene er vi tyve år fremme i tiden på et hospital i det tidligere Jugoslavien, hvor en kvinde er ved at føde.

Så er tonen sat i den franske Captifs, som indskriver sig sikkert i den nye bølge af fransk horror, der blandt andet tæller film som Martyrs (2008), som vi anmeldte i sidste måned.

Rendyrket spænding i ondskabsfuld fængelsfilm

Men hvor Martyrs var en mesterlig afsøgning af ondskaben, så er Captifs mere en rendyrket spændings-/horrorfilm. Således finder vi også i Captifs helt klassiske spændingsscener: Der kommer nogen, men de hører ikke vores hovedpersoners råb om hjælp, og de forskellige fængelsklichéer optræder – med ting der skjules, og som måske opdages af fangevogterne. Dertil skal man så tilsætte den ondskab, som hovedpersonerne udsættes for.

Captifs kan derfor bedst betegnes som en nihilistisk redneck-fængselsfilm, der samtidig er hamrende spændende. I den klassiske fængselsfilm ved man godt, at fangevogterne kan finde på at straffe, men når man tilsætter det menneskelige forfald og den pludselige vold, så får vi en fængselsfilm i nye grimme klæder. Og det virker efter hensigten.

Genvejen til slagtehuset

Men tilbage til handlingen. Vi møder den unge sygeplejerske Carole (Zoé Félix) og hendes to kollegaer Mathias (Eric Savin) og Samir (Arié Elmaleh). De arbejder alle for en hjælpeorganisation og har en lille fest, før rejsen går tilbage mod Frankrig. Da Carole vil til køjs, står der en stor hund på gangen, og et kort flashback fortæller os, at Carole er den ene af pigerne fra filmens anslag. Ja, et traume fra fortiden skriger os lige op i ansigtet, og man kan nok godt regne ud, at det ikke er det sidste, vi ser til hverken fortiden eller traumet.

Dagen efter begiver trekløveret sig af sted. Så skyder de en genvej. Mathias siger ”Stol på mig. Om fem minutter er vi tilbage på hovedvejen.” Men når vi nu ved, at det er en genrefilm, så ved vi også godt, at en genvej er det samme som starten på enden. Og vi kan nok godt regne ud, hvad der kommer til at ske, da maskerede mænd dukker op og tager vores hovedpersoner til fange. Og vi er vel at mærke kun 16 minutter inde i filmen!

Men hvorfor tages de til fange, og hvorfor er der en skummel læge til stede? Hvad er der i de kasser, som nogen bestiller fra ”fængslet”? Og hvordan forløses det traume, som Carole har i forhold til fortiden? Alt dette skal du selv finde svar på, når du ser Captifs.

En æstetisk lækkerbisken og troværdigt skuespil

Captifs er rent teknisk og æstetisk en lækkerbisken – hvis man da kan bruge den betegnelse om en grum og beskidt film. Lyssætningen er effektfuld, og kameraet er levende og iagttagende. Og så er de blodige effekter brutale og klamme.

Skuespillerne gør det fremragende og troværdigt, og specielt Zoé Félix som Carole viser både afmagt og styrke på en måde, så man tror på og føler med hende. Og så er det skræmmende, at skurkene virker så realistiske: Der er ikke manieret overspil, men kun kynisme og brutalitet.

Captifs er i sit plot ikke original, men det gør ikke det mindste, når filmen er så veludført som den er. Og samtidig viser Captifs, at torture porn-bølgen faktisk kan bruges som et bærende spændingselement i en ellers klassisk spændingsfilm frem for blot at være en blodig lakering. Captifs er en lille og simpel fortælling med et lækkert formsprog og neglebidende spænding.

Captifs er venligst stillet til rådighed ad Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 71 | 13/09/2011

Stikord: Frankrig, Fængselsfilm, Torture porn