Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Captain America: The First Avenger

Captain America: The First Avenger
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Denne mesterlige superheltefilm kan få én til at glemme den jammerlige Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skulls fra 2008, for den gode kaptajn leverer netop den pulpede underholdning, som manden med hatten ellers var garant for.

Filmen starter i nutiden i ren X-Files-stil: Et mystisk fartøj findes under isen. Og man finder også en person. Så springer handlingen ellers tilbage til 1942. Den meget onde naziofficer Johann Schmidt (spillet fremragende af Hugo Weaving, der rammer den perfekte tone mellem overspil og galskab), er taget til Norge for at anskaffe sig et magtfuldt artefakt. Så springer handlingen til New York, hvor vi møder den (meget) splejsede Steve Rogers, der forgæves forsøger at komme i militæret.

Fra splejs til muskelbundt

Men det er først da Steve møder Dr. Abraham Erskine og Howard Stark (ja, den Stark), at Steve får sit ønske opfyldt: Et serum giver ham overmenneskelige kræfter, og snart er splejsen forvandlet til en muskuløs mand. I mellemtiden har Schmidt onde planer, som naturligvis har noget med verdensherredømmet at gøre.

Men før kaptajnen kan træde ind på scenen, som en rigtig helt, må han først give den som film og reklamehelt, der skal sælge våben og andre produkter i forbindelse med krigen. Denne propagandadel er fremragende realiseret. Og da filmen så skifter gear og går over i action-adventure-land, bliver det nærmest endnu bedre. Hvordan det hele ender vil jeg ikke røbe her.

I titelrollen brillerer Chris Evans, da han både formår at spille meget skrøbelig, men med et stort hjerte, og meget sej, og stadig med et stort hjerte. Man kan påpege, at det måske ikke er det mest udfordrende skuespil, Evans skal levere, men hans præstation er intet mindre end lige i skabet.

Jeg frygtede genbruget af Evans i endnu en stor Marvel-rolle (og syntes det var dybt mystisk): Evans spillede nemlig Johnny Storm i både Fantastic Four (2005) og Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer (2007), hvor han ikke gjorde det specielt godt. Men Evans er modnet, og som kaptajnen, hvor den drengede charme parres med den hårde maskulinitet, gør Evans det fremragende.

Captain America, altså tegneseriehelten, blev skabt af Joe Simon og Jack Kirby tilbage i 1941. Han var altså et barn af sin tid: en superhelt, der, på fiktionsfronten, var amerikanernes supervåben i kampen mod nazisterne. Og netop det aspekt indfanger filmen på fornemste vis, samtidig med at den formår at være moderne og frisk, men med fødderne solidt plantet i fortiden.

Onkel Sams våde drøm

Den gode kaptajn har igennem over 70 år været en helt af den gamle skole, hvor det mere er hjernen og modet, der tæller, end de egentlige superheltekræfter. Han er rigtig nok stærk, sådan supermenneskeagtigt, men han blegner i forhold til de ”rigtige” superhelte. Men når det kommer til mod og mandshjerte i sådan en Morten Korch-stil, så er der ingen, der når kaptajnen til sokkeholderne: han er svigermors, og onkel Sams, våde drøm.

Captain America: The First Avenger er ikke det første forsøg på at filmatisere kaptajnen. Man gjorde også et forsøg tilbage i 1990, og det var ikke nogen succes. Tværtimod. Men når vi nu er i superheltefilmens absolutte guldalder, var det helt på plads med et nyt forsøg. Og tak for det!

Jeg har nu set filmen tre gange og den vinder faktisk igen og igen ved gennemsyn. Faktisk vil jeg gå så vidt og sige, at den, når superheltebølgen engang ikke er andet end en lille prut, så vil Captain America:The First Avenger stå frem som den bedste af dem alle. Det vil blive den type film, som jeg finder frem lillejuleaften sammen med Raiders of the Lost Ark (1981) og Die Hard (1988) – ja, to film hvor de onde tyskere, action og humor også spiller de væsentlige roller.

Instrueret med sikker hånd

Filmen er instrueret med meget sikker hånd af Joe Johnston – Steven Spielbergs protegé, som efterhånden er blevet bedre end sin læremester til at lave rendyrket underholdning. Johnston har solide, og meget underholdende, film som Honey, I Shrunk the Kids (1989), The Rocketeer (1991) og Jurassic Park III (2001) på sit cv. Men Captain America: The First Avenger er hans hidtil bedste film, og vi glæder os til at se den næste film fra Johnstons hånd.

Så jeg tillader mig at være lidt fremsynet og giver Captain America: The First Avenger klassiker-/mesterværksprædikatet nu her i 2012, hvor mange sikkert vil gøre det samme i 2042. Ja, kom ikke og sig, at vi her på Planet Pulp ikke kan se ud i fremtiden.

Jeg ved godt, det er store ord, og at filmen naturligvis ikke kan måle sig med mere kunstneriske og ambitiøse film, men som rendyrket underholdning fås det bare ikke meget bedre.

Overmennesket

På trods af at filmen tilhører en bevægelse og en gigantisk franchise i form af The Avengers-konceptet, så er kaptajnen stadig helt sin egen: en helt, og en film, som fra de gode gamle dage. Samtidig tager den fat på et emne i superheltegenren, som ofte overses: en nærmest religiøs dyrkelse af overmennesket, og her netop sat på spidsen, da både skurken og helten, det gode og det onde, kommer fra samme skød.

Dermed ikke sagt, at det er en mørk film, der handler om over- og undermennesker. Nej, bestemt ikke, men problematikken berøres, og alle de fascister, der får ståpik af tanken om overmennesket, skal nok tænke sig om en ekstra gang, da den ubestikkelige kaptajn er klar til at give dem et los i røven. Og så indfanger filmen også det dualistiske i vores helt, som jo netop også på mange måder er arketypen på den ariske kriger, samtidig med at han våbnet, der kan bekæmpe ondskaben.

For i sin kerne er kaptajnen, eller Steve Rogers, ”bare” en glad ung mand, der vil gøre alt for onkel Sam. Vel på samme måde som en nazist vil gøre det samme for Hitler eller Red Skull. Men naturligvis er der forskel på godhed og ondskab, og det eneste, jeg ville frem til, er, at der bag den herlige ramasjang også gemmer sig nogle fine tanker i forhold til selve idéen om superhelte.

Mesterlig underholdning

Jeg mener ikke, det er nødvendigt, og muligvis bliver det noget værre bras, men under alle omstændigheder får vi, hvis alt går efter planen, en efterfølger i 2014, der kommer til at bære titlen Captain America: The Winter Soldier. Men uanset hvad kan det ikke røre ved, at kaptajnens første film er fremragende.

Ja, kald mig en sucker, men det er et mesterværk. Så er det sagt, og lad os så få kastet seks stjerner efter den. Det er sådan en type film, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor der er guf til drengerøven og dagdrømmeren: Længe leve kaptajnen!

6 stjerner

Titel: Captain America: The First Avenger
Instruktør: Joe Johnston
Manuskript: Christopher Marcus og Stephen McFeely
Cast: Chris Evans (Steve Rogers / Captain America), Hugo Weaving (Johann Schmidt/ Red Scull),
Producere: Kevin Feige (producer), Alan Fine (executive producer), Nigel Gostelow (executive producer), Joe Johnston (executive producer), David Maisel (executive producer), Richard Whelan (executive producer), Stan Lee (executive producer), Louis D’Esposito (executive producer)
Foto: Shelly Johnson
Klip: Robert Dalva og Jeffrey Ford
Musik: Alan Silvestri
Spilletid: 124 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2011
Produktionsselskaber: Paramount Picturee, Marvel Enterprises, Marvel Studios
Distributør (DVD): Paramount

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *