Candy

“Candy Christian (Ewa Aulin) is an innocent yet luscious high school student when fate sends her on a far-out journey of sexual discovery. On her trippy travels, Candy encounters lust and lunacy at the hands- and other body parts- of a drunken poet (Richard Burton), a Mexican gardener (Ringo Star), a patriotic general (Walter Matthau), a mad surgeon (James Coburn), and a mystic guru (Marlon Brando). Can the world’s most stalwart members get their own sweet piece of Candy? Or will a final freaky twist swallow her whole forever?”

Sådan lanceres filmen på DVD-coveret. Den unge, blonde Candy lever et liv i kedsomhed. Hun går på high school, hvor hun bl.a. har sin egen far som lærer. Da skolen får besøg af den excentriske digter og kunstner MacPhisto, sættes hendes rejse i gang. Han vækker noget specielt i Candy, vel at mærke for at komme i trusserne på hende. Den fulde MacPhisto, der for øvrigt med stor indlevelse spilles af Richard Burton, ender hjemme hos Candy, hvor han sammen med den mexicanske gartner, Emanuel, forsøger at voldtage det stakkels pigebarn.

Candy sendes ud i den store verden

Faderen overrasker dem i sidste øjeblik, og det besluttes at Candy skal sendes væk fra sin lille hjemby og til New York, for at bo hos onklen og tanten. Herefter begynder filmen at tage fart. OK, en dyb vejrtrækning. Det er en meget mærkværdig film vi her har med at gøre, som man kunne tolke i al uendelighed. Graham Barry skriver i bogen Road Movie (2002) meget rammende:

“Most importantly, the film does portray Candy as a wide-eyed observer who reacts in naive wonder to a series of adventures which demonstrate to what extent America has lost its way.[…] Candy is often heavy handed satire, but its deep seated theme makes it a valid example of the genre.”

Generelt skal det nævnes, at filmens brug af rockmusik er markant. Mellem hvert tableau, som de enkelte scener kan betegnes, er der musik uden reallyd. Denne rockmusik er ofte blandet med psykedeliske lyde, der understreger det meget specielle univers. Dermed leger filmen med filmmediet og flytter genren hen i nærheden af en musical.

Startsekvensen er et billede ude fra verdensrummet, hvor man i det fjerne aner Jorden. Underlige farver og musik følger kameraets øje der har retning mod vores planet. I en montagesekvens ser man havet, træer og til sidst en ørken, hvor vi endelig finder den unge blondine Candy liggende. Så klippes der abrupt til et buskads uden for et vindue. Candy sidder i filmens efterfølgende scene i et klasseværelse og kigger ud af vinduet, som om hun var en fange af en slags.

Richard Burton i selvsmagende og pervers storform

Senere lytter hun til en gæsteforelæser, den gale poet MacPhisto, der stiller spørgsmål vedrørende sjælen og livets mening. Det bliver ham der sender Candy ud på hendes søgen.

MacPhisto forsøger efterfølgende at voldtage Candy i sin store bil, i en scene hvor bilen kommer til at fremstå som en enorm potensforlænger. Den frihedstrang poeten vækkede i Candy, kan ikke stilles hos MacPhisto og hun finder hurtigt ud af, at hun endnu ikke har fundet de svar hun søger. Den higen, der begyndte i MacPhistos bil må fortsætte.

Candys forældre ønsker som sagt at sende deres datter til New York, men netop som de i lufthavnen skal til at sætte hende på en flyvemaskine, opstår der problemer. Den mexicanske gartner Emmanuels venner dukker op og vil hævne sig. Emmanuel (Ringo Starr) er blevet ydmyget og nu er det tid til ballade. Candys familie må hovedkulds flygte ind i et militærfly på lufthavnens landingsbane, og vupti springer handlingen til et nyt tableau.

Det første møde med den store verden, kommer i dette fly fyldt med amerikanske soldater. En skarp satire over det paranoide militær, der frygter kommunister, hippier og andre “outlaws”, som Walter Matthaus general fremlægger det. Soldaterne har været i luften i seks år, bevogtende landets luftrum.

Dr. Krankheit folder sig ud

Heller ikke her finder Candy svaret, så hun må videre og ender på et hospital i New York hvor hun møder Doktor Krankheit (James Coburn), der er den mest populære kirurg i hele Amerika. Vi finder ud af, at han oprindeligt har haft et helt almindeligt navn, men at man for at blive noget stort i USA, må have et specielt navn – hvorfor han naturligvis har skiftet sit.

Samtidig fremstilles sygehussektoren som korrupt, og som om at de kan tillade sig alt. Da Candy spørger hvorfor det er sådan, svarer Krankheit: “Because I can”. Det konforme og konservative Amerika får så hatten passer! Candy flygter efterfølgende fra hospitalet, da hun anklages for at være en rebel, der kun er der for at skabe uorden.

Nu følger en montagesekvens med skæve kameravinkler og fragmenteret klippestil, hvor Candy vandrer gennem New Yorks overfyldte gader. Hun er ude hvor hun ikke kan bunde og ender på en lusket bar, hvor en gruppe gangstere holder til.

Disse er karikaturer, og fremstår som dumme, gamle, liderlige mænd. De vil slå hende ihjel, men Candy reddes i sidste øjeblik af en italiensk filminstruktør. Han har sit kamera med, og igennem en syret sekvens med superzoom, ekspressionistisk lyssætning og mærkværdigt framede close-ups, fortæller han om sin kommende film.

Han vil, selvfølgelig i sort/hvid, fortælle om den menneskelige sjæl og, ifølge ham selv, lave det største kunstneriske mesterværk som verden endnu har set. En skarp ironisk distance til den europæiske artfilm, som datidens amerikanske independentfilm var meget inspireret af. Instruktøren bruger naturligvis sit håndholdte kamera til at filme Candy, men bag alt hans visionære snak, ligger der blot et banalt ønske om at komme i bukserne på vores blonde hovedperson. Hun får altså heller ikke her svaret på sin søgen, og må fortsætte rejsen.

Konservative betjente

Kort efter fanges hun af et par meget konservative politifolk, der ser Candy som essensen af “the rebellion – we don´t know what you or your gang is up to”, som den ene af betjentene snerrer. Hun undslipper lige akkurat politiet, da deres bil forulykker.

Herefter tager hun væk fra byen og ud på highwayen. Hun samles op af en stor lastbil, hvor en indisk guru (Marlon Brando) har indrettet dens indre som et tempel. Guruen har mange interessante iagttagelser vedrørende samfundet. Han taler om at alt er gået op i materielle goder, tager Candys ejendele og smider dem ud af bilen med bemærkningen “give me those material corruptions”.

Guruen har måske svaret på Candys søgen, nemlig “The Void”. Dette, stedet hvor materialisme ikke har nogen betydning, er en sindstilstand man kan opnå ved frigørelse af seksuelle energier. Desværre tages Candy igen ved næsen af mandens basale ønske om sex, pakket ind i lommefilosofiske floskler. Hun er imidlertid i lastbilen lang tid, og de intime scener fra vognens interiør, kombineres med mange scener af det romantiske landskab de kører igennem. Den ydre rejse bliver et billede på den indre.

Candy har stadig ikke fundet svaret på sin søgen, og hun står af lastbilen midt ude i Nevadas ørken. I denne sidste del af filmen bliver grænsen mellem virkelighed og fantasi til en abstrakt og psykedelisk skildring af den åndelige rejse. I ørkenen møder hun en mand, der ligner en dødning, som leder hende ind i en hule. Denne hule fører til en gade i New York, hvor der ligger et tempel. Dette tempel, med indiske og kristne symboler, repræsenterer om noget Candys søgen.

Manden, der ledsager hende, viser sig at være hendes afdøde far, og da hun stiller det essentielle spørgsmål “give me the answer, what does it all mean?” til en statue, begynder templet at kollapse. Der er ikke noget endegyldigt svar, kun en søgen uden mål, blandet med verdens nydelser.

Da det for alvor blev syret

Da templet forsvinder viser der sig et forhæng, som Candy trækker til side, og med ét står hun på en stor, grøn mark. Marken er beklædt med stager, hvorpå adskillige flag vejrer. Desuden er der opstillet et utal af telte. Men det mest absurde er, at samtlige af filmens personer er til stede. De sidder i forskellige grupperinger hvor de tager stoffer, griner og vinker til hende da hun går forbi dem. Alt fra rejsen er samlet, men stadig giver det ingen mening.

Så derfor går Candy væk, alle mændene gør tegn til at hun skal blive, men midt i alt tumulten finder hun svaret: Den uberørte, og romantiserede natur, som hun i filmens begyndelse var en del af. Hun forlader dem alle, vender ud i en ørken og lægger sig på jorden.

Herefter kommer en psykedelisk scene, hvor en hurtig montage atter sender tilskueren ud i verdensrummet, hvor man ser himmellegemer akkompagneret af syret rockmusik. Filmen er tilbage hvor den startede; det hele er gået i ring.

Store skuespillere i en film om seksuel frigørelse og liderlighed generelt

Et utal af store skuespillere er at finde i filmen, men det er den ukendte svenske skønhed og B-films skuespillerinde Ewa Aulin som stjæler billedet og er objekt for tilskuerens begær. Alle vil have hende, og efter at have set filmen forstår man godt hvorfor.

Filmen er instrueret af franskmanden Christian Marquand, som kun har instrueret én film foruden Candy, nemlig den ukendte Le Grands Chemins fra 1963. En sjov detalje angår manuskriptforfatteren Buck Henry. Året før Candy havde han skrevet manuskriptet til den fremragende The Graduate (1967), som på en anden måde skildrer et ungt menneskes udvikling og seksuelle vækkelse.

Som det tydeligt fremgår, er filmen et overkill af hændelser, skæve optrin, fjollede figurer og en handling der mest af alt minder om et syretrip. Det er som om filmen tematisk falder mellem to stole: de glade 60’ere, hvor stofferne, musikken, den seksuelle frigørelse, åndelige rejser og satiren betyder mere end den egentlige handling, og så de mere dystre 70’ere, hvor Vietnamkrigen for alvor kastede sin skygge og mismodet spredte sig til befolkningen.

Alt i alt er filmen guf for øjet, og hvis man slår hjernen fra og sætter sig ind i dens univers, får man både en grinagtig og ganske unik oplevelse af den helt syrede slags.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Psykedelika, Road Movie, Softporn