Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Bram Stoker’s Dracula

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På trods af navnet er Bram Stoker's Dracula ikke en trofast filmatisering af romanen, men Coppolas vampyrfilm er alligevel ganske gedigen og visuelt bjergtagende.

Bram Stoker's DraculaTaget i betragtning, at Dracula-figuren er den fiktive figur, der, med undtagelse af Sherlock Holmes, har optrådt i flest film (langt over 100), er det påfaldende, at der ikke er lavet ret mange trofaste filmatiseringer af Bram Stokers klassiske roman fra 1897. Og på trods af navnet er Bram Stoker’s Dracula bestemt ingen undtagelse.

Det vil ikke være nok at kalde det en “tilsnigelse”, at filmen hedder Bram Stoker’s Dracula – det er mere end det. Det er faktisk overordentligt frækt, og der er ingen tvivl om, at den gode Stoker må have roteret i sin grav, da Francis Ford Coppolas version af Dracula kom i 1992.

Fundamentale ændringer

Dermed være ikke sagt, at Bram Stoker’s Dracula er nogen dårlig film, bestemt ikke, men når der specifikt slås på forfatterens navn i filmens titel, må man også kunne forvente en vis grad af trofasthed over for forlægget. Ganske vist skal der altid være plads til kunstnerisk frihed, når en roman skal omarbejdes til et velfungerende manuskript, men i tilfældet Bram Stoker’s Dracula er der tale om så fundamentale ændringer i historiens præmis, at der ikke længere er tale om ændringer og justeringer i materialet for at få filmen til at fungere.

Her er der i stedet tale om en helt ny historie, der tager udgangspunkt i Stokers roman og følger en hel del af handlingen ganske trofast, men som til gengæld ændrer både hovedpersonen og en væsentlig biperson så dramatisk, at der er meget lidt tilbage fra forlægget. Disse specifikke pointer vender jeg tilbage til. Først et handlingsreferat.

Afsværger Gud
Den vallakiske fyrste Dracula i filmens prolog.

Den vallakiske fyrste Dracula i filmens prolog.

Filmen begynder med en prolog, der fortæller historien om Vlad Dracula, en transsylvansk prins fra 1400-tallet. Dracula er en modig kristen fyrste, hvis hær er fortroppen mod de osmanniske tyrkeres invaderende tropper. I prologen ser vi, hvorledes Dracula på sin borg tager afsked med sin elskede Elisabeta inden et slag, som han efterfølgende vinder. Men tyrkerne har skudt en pil ind i Draculaborgen med en besked om, at Dracula er blevet slået ihjel, og som følge af dette tager Elisabeta sit eget liv.

Dracula spidder en fjende i filmens prolog.

Dracula spidder en fjende i filmens prolog.

Da Dracula vender tilbage og finder sin elskede død, afsværger han Gud og lover at stå op fra sin egen død for at hævne Elisabeta med hjælp fra alle mørkets magter. Sådanne ting siger man naturligvis ikke ustraffet, og i en spektakulær sekvens planter Dracula sit sværd i et stort stenkors, der begynder at bløde, mens også stenskulpturerne græder og vokslysene flyder over med blod.

Vlad the Impaler.

Vlad the Impaler.

Fire hundrede år senere bliver den unge sagfører Jonathan Harker sendt til Transsylvanien, hvor en lokal, excentrisk greve ønsker at foretage nogle ejendomsopkøb i London. Harker tager af sted, men det står hurtigt klart for ham, at tingene bestemt ikke er, som de ser ud til. Allerede under sin rejse oplever han mærkelige ting, men efter ankomsten til Draculaborgen eskalerer de mystiske hændelser. Mens Harker er hos greven, ser Dracula et fotografi af Harkers forlovede Mina, som er helt identisk med hans elskede Elisabeta. Nu har Dracula en ekstra årsag til at tage til London (den oprindelige var vel blot at tage et sted hen med lidt flere personer at sætte tænderne i) – nemlig at vinde sin elskede tilbage gennem hendes reinkarnerede form som Mina Murray.

Harker oplever adskillige andre mere eller mindre uhyggelige ting i Draculaborgen – bl.a., og mest spektakulært, har han et møde med nogle særdeles smækre vampyrkvinder, som ellers nok ville være rigeligt til at få enhver heteroseksuel mand til at overveje, om det ikke var værd at blive vampyr. Greven efterlader Harker på borgen og drager selv mod London.

Frygtløse vampyrjægere
Den vanvittige Renfield (Tom Waits).

Den vanvittige Renfield (Tom Waits).

I London opsøger Dracula straks efter sin ankomst det sted, hvor Mina opholder sig. Mens Harker er væk, bor Mina hos sin barndomsveninde Lucy, der er ud af en rig familie. Indledningsvist kaster Dracula sig over Lucy, som straks bliver alvorligt syg. Den kære Lucy er imidlertid særdeles ombejlet – ikke alene af den adelige Arthur Holmwood, men også af lægen Jack Seward og den gæve texaner Quincey Morris.

Da Lucy begynder at blive alvorligt syg på grund af grevens natlige besøg, tilkalder Dr. Seward hjælp fra sin gamle læremester Abraham van Helsing. Heldigvis ved Van Helsing også noget om vampyrer, og han opdager snart, hvad der er på færde.

Træmanden Keanu Reeves som Jonathan Harker.

Træmanden Keanu Reeves som Jonathan Harker.

I mellemtiden er det imidlertid lykkes greven, som på grund af sine blodsugende aktiviteter har fået sit ungdommelige virile udseende tilbage, at få kontakt med Mina, og de indleder en form for affære. Langsomt begynder det at gå op for Mina, at hun og greven har en forbindelse, og hun forelsker sig i ham. Imidlertid får hun et brev fra et kloster i Rumænien, hvor Jonathan nu befinder sig. Det er lykkes ham at flygte, og Mina tager af sted for at slutte sig til ham og blive gift med ham på trods af sine følelser for den mystiske greve og på trods af, at Lucy fortsat er alvorligt syg.

Harker på vej mod Draculaborgen.

Harker på vej mod Draculaborgen.

Snart er Lucy dog ikke kun syg, men død (eller rettere udød), og under anførsel af Van Helsing dannes der en lille gruppe af frygtløse vampyrjægere bestående af Dr. Seward, Arthur Holmwood og Quincey Morris. Efter at de har taget sig af den udøde Lucy, går jagten på Dracula ind, og den intensiveres, da ægteparret Harker vender tilbage til London. Men greven spøger fortsat i Minas sind, og hun må snart erkende, at hun er forelsket i Dracula.

Hvordan skal det hele spænde af – ja, det siger jeg ikke her. Det må man selv sætte DVD’en i afspilleren for at finde ud af.

Selvopfundet kærlighedshistorie
Greven byder Harker indenfor.

Greven byder Harker indenfor.

Nuvel. Lad mig gøre én ting helt klart med det samme: kærlighedshistorien mellem greven og Mina er noget, manuskriptforfatteren James V. Hart har opfundet helt og aldeles af sig selv – der eksisterer ikke så meget som antydningen af det i Stokers roman, og det er primært i denne henseende, at jeg finder det problematisk, at filmen hedder Bram Stoker’s Dracula. I Stokers roman var Dracula en skurk – et vaskeægte monster af en vampyr, for hvem der ikke var noget, der hed følelser, og hvis eneste motivation for at tage til London var at få nye jagtmarker.

Greven og Harker - bemærk Draculas skygge, der lever sit eget liv.

Greven og Harker – bemærk Draculas skygge, der lever sit eget liv.

Det, James V. Hart har gjort i sit manus, er at gøre Dracula til en romantisk antihelt. Nok er han fortsat skurken i filmen, men han er en “smuk” skurk – én hvis motivation man kan forstå, og som fortsat dybest nede er menneskelig. Dette træder allertydeligst frem i den scene, hvor Mina hengiver sig til Dracula og vil drikke hans blod for at blive vampyr som ham. Her forsøger Dracula faktisk at stoppe hende, da han siger, at han elsker hende for meget til at kunne lade hende fordømme sig selv til evigt liv.

Her må man jo nok erkende, at der er ekstreme forskelle mellem Stokers roman og Harts manuskript, og de strækker sig naturligvis også til Minas karakter, der veksler mellem afsky for vampyren og ægte kærlighed til ham. Så stor kærlighed, at hun hen imod slutningen af filmen tilmed forsøger at modarbejde de frygtløse vampyrjægere.

Visuelt overdådig
Lucy (Sadie Frost) og Mina (Winona Ryder).

Lucy (Sadie Frost) og Mina (Winona Ryder).

For mig at se er repræsenterer ovenstående ændringer en så grundlæggende pervertering af Stokers karakterer, at forfatterens navn på ingen måde burde sættes på filmen, men når det så er sagt, så må der samtidig konstateres to ting. For det første at filmen, trods disse ændringer, formentlig stadig er den mest trofaste genfortælling af Stokers roman (om end en del af romanens handlingen også er udeladt eller forenklet). Og for det andet, at hvis man ser bort fra romanen, så er Bram Stoker’s Dracula faktisk en rigtig god vampyrfilm. En helt tredje ting er, at filmen desuden er visuelt overdådig på en stiliseret og gammeldags facon, der for mig at se er helt perfekt til en filmversion af Dracula.

Draculas brude dukker op for at hygge sig med Jonathan Harker - her er det Monica Belluci.

Draculas brude dukker op for at hygge sig med Jonathan Harker – her er det Monica Belluci.

Faktisk er filmens væsentligste styrke dens visuelle udtryk, som især i den første del – den der foregår på Draculaborgen – er et veritabelt overflødighedshorn af lækre detaljer. Ikke alene er filmen grundlæggende set flot fotograferet af Michael Ballhaus (der ofte har arbejdet sammen med Francis Ford Coppolas gamle buddy Martin Scorsese), men den virkelige styrke ligger i scenografien og de visuelle effekter.

Her er det værd at nævne, at Columbia Pictures for at holde budgettet nede dikterede, at filmen skulle indspilles i Los Angeles, hvilket altså betyder, at der ikke er nogen location shots. Det kan man sagtens fornemme på filmen, der helt tydeligt er optaget i et studie, hvilket forlener hele den visuelle side med et gammeldags præg, der kaster lange slagskygger helt tilbage til Universals klassikere. Nogle vil uden tvivl finde denne side af filmens visuelle udtryk gammeldags i negativ forstand, men i kombination med scenografien og de bevidst gammeldags special effects, skaber det en helt særlig gotisk stemning, der klæder filmen utrolig godt.

Old school-effekter
Draculas brude og Harker.

Draculas brude og Harker.

Scenografien er også mange steder bevidst kulisseagtig, hvilket skaber et særligt pseudo-ekspressionistisk rum, hvor virkeligheden bliver en abstraktion. I effekterne mærkes indflydelsen fra den tyske ekspressionisme bl.a. i den udstrakte brug af skygger i den del af filmen, der foregår på Draculaborgen. I et greb der utvivlsomt er inspireret af Murnaus Nosferatu (1922), har grevens skygge her tilsyneladende sit eget liv, og bevæger sig på nærmest intet tidspunkt sammen med Dracula, men viser i stedet publikum grevens egentlige tanker og intentioner. Dette greb virker fabelagtigt, og er blandt de mest stemningsskabende effekter i filmen overhovedet.

Lucy overfaldes af greven i varulveskikkelse.

Lucy overfaldes af greven i varulveskikkelse.

Generelt må det dog siges, at filmens første del er nok til at få hugtænderne til at løbe i vand hos de fleste, der er bare en anelse glade for det gotiske – fra den blodrøde himmel i prologen til indkopieringen af Harkers dagbog over billederne fra Draculaborgen. Til den stiliserede virkelighed kommer også en del af filmens kostumer, der er inspireret af japansk kabuki-teater, og som altså på ingen måde kan kaldes “realistiske”.

Dracula i London.

Dracula i London.

Hovedparten af de visuelle effekter, som Coppolas søn Roman Coppola var ansvarlig for, er desuden bevidst gammeldags med anvendelse af – blandt meget andet – dobbelteksponering, indkopiering, modeller og matte painting. Naturligvis gøres der også stedvist brug af nyere visuelle effekter, især i make up-arbejdet, men der findes også lidt CGI hist og her.

Det er især i filmens første del, at den visuelle side fremstår så intens, som den gør. Her taber filmen en anelse, da handlingen forlægges til London, uden at den dog på noget tidspunkt bliver mindre end smuk. Den gotiske stemning bibevares også i London-sekvenserne (hvor især ruinerne af Carfax Abbey, grevens engelske domicil, er indbegrebet af gotisk kulisse), og desuden bliver stemningen hele vejen igennem filmen glimrende hjulpet af den polske komponist Wojciech Kilars imponerende score.

Eklektisk cast
Quincey Morris (Bill Campbell), Arthur Holmwood (Cary Elwes) og Dr. Seward (Richard E. Grant).

Quincey Morris (Bill Campbell), Arthur Holmwood (Cary Elwes) og Dr. Seward (Richard E. Grant).

Den visuelle side er naturligvis kun ét aspekt af filmen, og hvis man overordnet set kan kalde scenografien og effekterne gammeldags og stiliserede, ja så kan det så sandelig også siges om det meste af skuespillet. Filmens cast er, mildt sagt, eklektisk. Gary Oldman gør det glimrende i rollen som greven, men meget af hans styrke ligger i den særegne intonation og besynderlige dialekt, han præsenterer os for. Det lykkes dog Oldman at skabe sympati for greven, i overensstemmelse med filmens karakter som gotisk romance, og på skuespilsiden er det da også ham, der er det største aktiv.

Winona Ryder er dog også udmærket som Mina Harker, om end Ryder totalt mangler den styrke, der er så stor en del af Mina Murray/Harker i romanen. Ryder var dog umulig at komme uden om, for det var faktisk hendes fortjeneste, at filmen blev en biograffilm i stedet for en TV-film, som oprindeligt var planen (med Michael Apted tilknyttet som instruktør). Da hun fik præsenteret manuskriptet forelagde hun det for Francis Ford Coppola, der besluttede sig for at lave filmen. Michael Apted var dog fortsat tilknyttet produktionen som executive producer.

Van Helsing (Anthony Hopkins).

Van Helsing (Anthony Hopkins).

Værre ser det ud blandt det øvrige mandlige cast. Keanu Reeves er frygtelig i rollen som Jonathan Harker. Her præsenterer Reeves os for noget af hans mest træmandsagtige skuespil nogensinde, og det hjælper bestemt ikke noget, at han tydeligvis har haft svært ved den engelske accent. Cary Elwes klarer sig noget bedre som Arthur Holmwood, men hverken han eller Bill Campbell som Quincey Morris kommer på noget tidspunkt ud over stereotyperne. Her er Richard E. Grant langt mere velcastet som Dr. Seward, men problemet for alle de tre mandlige skuespillere er, at de har meget lidt reel screentime, og dermed ikke har haft meget at arbejde med.

Lucy som vampyr slås tilbage af et kors.

Lucy som vampyr slås tilbage af et kors.

Værst af alle er Anthony Hopkins’ manierede fremstilling af Van Helsing – Hopkins griner og råber sig igennem filmen som om det var ham, der var vanvittig i stedet for den sindssyge Renfield, der holdes indespærret på Dr. Sewards galeanstalt (i øvrigt fint portrætteret af ingen ringere end Tom Waits). Hopkins’ Van Helsing lider dog også under nogle mildt sagt besynderlige dispositioner af manuskriptforfatteren, hvilket hans første møde med Mina Harker er et glimrende eksempel på.

De vildt forskelligartede præstationer til trods, er skuespillet dog ikke noget, der for alvor trækker ned i den overordnede vurdering af filmen, for på mærkværdig facon passer det hele som fod i hose med filmens overordnede udtryk. Reeves er dog tæt på at vælte læsset i nogle af de tidlige scener i Draculaborgen, men her har han heldigvis den langt overlegne Oldman til at redde scenerne.

Noget for husarerne
Mina Harker drikker Draculas blod i endnu en erotisk ladet scene.

Mina Harker drikker Draculas blod i endnu en erotisk ladet scene.

En sidste betragtning skal være, at Bram Stoker’s Dracula så klart må være den mest erotiske filmversion af Dracula, der er nået i bred distribution i biograferne. De erotiske undertoner går tilbage til Stokers roman, men i Coppolas film er antydningerne sat til side til fordel for decideret halverotiske scener, hvor især to fremstår særligt klare.

Den første er Harkers møde med Draculas brude i Draculaborgen, hvoraf én af brudene i øvrigt spilles af Monica Belluci. Her er der bare bryster for alle pengene, antydning af oralsex og mere til. Den anden er scenen, hvor Lucy Westenra går i søvne og angribes af Dracula ude i haven. Greven er her i varulveform, og da Mina opdager dem, er der faktisk tale om samleje. I adskillige af Sadie Frosts scener som Lucy bliver der også blottet bryster til den store guldmedalje, og generelt må man sige, at Bram Stoker’s Dracula også har noget for husarerne. Det hurtige mundkys mellem Sadie Frost og Winona Ryder under den surrealistiske stormscene, da Dracula i skib er på vej til England, antyder desuden et og andet om de to perleveninder.

Alt i alt er Bram Stoker’s Dracula en film, der i høj grad lever på sin visuelle side, der alene er nok til at retfærdiggøre en anbefaling. Hvis man også er i stand til at se bort fra de store afvigelser fra Stokers roman, er der faktisk også tale om en fin gotisk kærlighedshistorie og en god vampyrfilm, der under alle omstændigheder præsenterer en helt nyt vinkel på vores allesammens yndlingsblodsuger. Hvis man synes det lyder som en interessant vinkel på Dracula-myten, kan Bram Stoker’s Dracula sagtens anbefales – så længe man ikke går og tror, at der er tale om en trofast filmatisering af romanen.

4 stjerner

Titel: Bram Stoker’s Dracula
Instruktør: Francis Ford Coppola
Manuskript: James V. Hart løst efter Bram Stokers roman Dracula
Cast: Gary Oldman (Dracula), Winona Ryder (Mina Murray / Elisabeta), Anthony Hopkins (Abraham Van Helsing), Keanu Reeves (Jonathan Harker), Richard E. Grant (Dr. Jack Seward), Cary Elwes (Lord Arthur Holmwood), Bill Campbell (Quincey Morris), Sadie Frost (Lucy Westenra), Tom Waits (Renfield), Monica Belluci (Dracula’s Bride)
Producere: Francis Ford Coppola (producer), Fred Fuchs (producer), Charles Mulvehill (producer), James V. Hart (co-producer), John Veitch (co-producer), Susan Landau-Finch (associate producer), Michael Apted (executive producer), Robert O’Connor (executive producer)
Foto: Michael Ballhaus
Klip: Anne Goursaud, Glen Scantlebury, Nicholas C. Smith
Musik: Wojciech Kilar
Spilletid: 123 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Surround, Dolby Digital 5.1 (kun engelsk)
Sprog: Engelsk (på DVD’en desuden dubbet til fransk, tysk, italiensk, spansk)
Undertekster: Engelsk, fransk, tysk, polsk, tjekkisk, ungarsk, hindi, tyrkisk, arabisk, dansk, svensk, finsk, islandsk, hollandsk, norsk, portugisisk, græsk, hebræisk, spansk, italiensk
Produktionsland, år: USA, 1992
Produktionsselskaber: American Zoetrope, Columbia Pictures Corporation, Osiris Films
Distributør (DVD): Columbia Pictures (Storbritannien)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dracula, Filmatisering, Gotika, London, Vampyrer, Victoriatiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *