Vivians forældre blev brutalt dræbt i Amerika, da Vivian var 9 år gammel. Nu, 10 år senere, bor Vivian hos sin moster, Astrid, i Rumæniens hovedstad Bukarest. Vivian tilhører en ældgammel slægt af varulve, loup-garou, der engang talte utallige medlemmer. Dengang var varulvene respekteret af menneskene, men tiderne skiftede, og efter mange års klapjagt er der nu kun en håndfuld tilbage. Disse holder til i den Rumænske underverdenen, hvor de lever i skjul for de mennesker der vil dem til livs.
Noget med en profeti
Moster Astrid har sammen med varulvenes leder Gabriel fået sønnen Rafe, der er gruppens uvorne knægt. Hvert syvende år tager gruppens leder en ny mage, og denne gang vil Gabriel vælge Vivian, da hendes familie er af gammel æt. Ifølge en profeti vil en kvindelig loup-garou, der nedstammer fra slægtens spæde begyndelse, føre gruppen ind i en ny og bedre æra.
Vivian er dog ikke begejstret for Gabriel og føler sig ikke helt som en del af gruppen, og da hun en aften møder en amerikansk tegneserieforfatter ved navn Aiden, går der ikke lang tid førend Amors pile har ramt plet i begges hjerter. Aiden er tilfældigvis meget interesseret i legenden om loup-garou, og Bukarest er således stedet, hvor han søger inspiration til sin næste tegneserie. Men Vivian må jo ikke fraternisere med fjenden, og derfor foregår stævnemøderne i starten i det skjulte.
Dog aner Rafe uråd, og sammen med hans håndlangere overvåger de Vivian og Aiden i deres kissemisseri. Da Rafe informerer Gabriel om Vivians hemmelige stævnemøder, beordrer han Rafe til at slå Aiden ihjel. Alt går dog ikke som Rafe havde planlagt, og Aiden undslipper med nød og næppe. Dog har han nu påkaldt sig hele varulvegruppens vrede, og inden han når at forlade landet bliver han fanget. Det er nu op til Vivian at vælge mellem Aiden eller hendes slægt af blodtørstige varulve.
Så kedeligt som daggammel salat
Blood & Chocolate er baseret på ungdomsromanen af samme titel, der udkom tilbage i 1999. Filmen læner sig dog langt fra op ad bogens handling, hvilket fans af bogen har beklaget sig meget over. Ydermere har bogens forfatter, Anette Curtis Klause, ikke haft meget at skulle have sagt angående filmens manuskript. Måske skulle filmens manuskriptforfatter Ehren Kruger netop have holdt sig lidt mere til bogens præmisser og handling, for det kunne der måske være kommet en bedre film ud af.
Blood & Chocolate er rent ud sagt noget forfærdelig bras, og lige så kedelig som daggammel salat. Skuespillet er ganske håbløst og ingen præstationer imponerer. Man skulle tro at Agnes Bruckners (Vivian) ansigt var en maske uden fleksibilitet. Uanset hvad der sker i filmen har hun samme kedelige ansigtsudtryk.
Übervarulven Gabriel (Olivier Martinez) har en forfærdelig accent, og man føler absolut ikke, at man her har med en slægtens leder at gøre. Han mangler i den grad autoritet og gennemslagskraft. Og så er der Rafe – med hans halvlange klamme hår – som altid er sammen med sine kumpaner, der dog på mystisk vis ikke er til stede, når lokummet for alvor brænder på.
Dialogen er til tider fin, men ryger dog enkelte gange af sporet. Helt grelt er det i en scene, hvor Aiden udbryder: “If you cared a goddamn thing about me, you would have left me before we even met”. Ingen yderligere kommentar til den replik!
”Flotte” effekter
Effekter er der vitterligt ikke gjort megen brug af. Man har lige spenderet lidt penge på nogle kontaktlinser til skuespillerne, hvilket bliver brugt når varulvene lugter blod. Jeg havde da også glædet mig rigtig meget til at se forvandlingen fra menneskeform til ulv, men da måtte jeg igen bide hårdt i puden af skuffelse. Forvandlingen fra menneskeform til ulv foregår ved, at mennesket laver et akrobatisk spring, hvorefter et hvidt computergeneret lys dækker dem.
Derefter gennemføres forvandlingen ved at en rigtig ulv springer ud af lyset. Det er dog positivt at se, at der er brugt rigtige ulve – hvilket fungerer overraskende godt – i stedet for at computergenere varulvene. De ville med garanti have været ganske hæslige, taget filmens øvrige effekter i betragtning.
Vammel montage
I Blood & Chocolate dominerer kærlighedselementet meget, og det er også det der gør filmen så voldsomt kedelig. Efter Vivian og Aidens første møde, er Aiden fyr og flamme efter at få fingrene i Vivian. Der bruges således meget tid af filmen på at følge Aidens bestræbelser udi dette, hvor han følger efter hende for at finde ud af hvor hun bor, og derefter ligger hemmelige beskeder til hende.
Det afsluttes i en montage af blomstrende kærlighed, hvor de forelskede kaster sig rundt i hinandens arme og kåde løber rundt i springvand, alt imens de griner fjantet til hinanden. Montagen er en rendyrket kliché og er set i utallige andre film. Man savner i den grad en finere balance mellem gyset og kærlighedshistorien, hvilket måske, og her mener jeg virkelig kun måske, kunne have reddet filmen.
En trist affære
At Blood & Chocolate uden sidestykke skal kategoriseres som et vaskeægte flop, afspejles i den grad også af den omsætning filmen generede i USA under premieren, da indtægterne kun rundede sølle $2.1 mio. i premiereweekenden. Det kan således konkluderes, at Blood & Chocolate er en aldeles trist affære, der bestemt ikke er værd at bruge penge eller tid på.
Blood & Chocolate er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Instruktør: Katja Von Garnier
Manuskript: Ehren Kruger, Christopher B. Landon. Baseret på romanen af samme navn af Anette Curtis Klause
Cast: Agnes Bruckner (Vivian), Hugh Dancy (Aiden), Olivier Martinez (Gabriel), Katja Riemann (Astrid), Bryan Dick (Rafe)
Producere: Robert Bernacchi, Lesley Dyer, Elizabeth Ingold m.fl.
Foto: Brendan Galvin
Klip: Emma E. Hickox
Musik: Reinhold Heil, Johnny Klimek
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 16:9 Anamorphic / 1:2.35
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2007
Produktionsselskaber: Lakeshore Entertainment, MGM, Berrick Filmproduktion
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008
Stikord: Filmatisering, Varulve