Jonas Wilmann
1 kommentar

Blade Runner: Versionskontrol

Blade Runner: Versionskontrol
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jonas Wilmann ser i denne artikel nærmere på de forskellige versioner af klassikeren Blade Runner.

Jeg havde fornøjelsen af at se Final Cut ved repremieren i Imperial, og det satte nogle tanker i gang om, hvordan de forskellige ændringer, versionerne imellem, enten understreger eller undergraver filmens tematikker.

Blade Runner i Lagos

Mit tidligste møde med Blade Runner (1982) var en pirat-VHS af den amerikanske biografversion købt på Alaba Market i Lagos, Nigeria cirka 1983.

Jeg var tre eller fire år på det tidspunkt, og måske gik der et år, før jeg fik lov at se filmen. Blade Runner er under alle omstændigheder en del af mine tidligste barndomserindringer fra en indhegnet og svært bevogtet liebhaver-fæstning i Lagos, Nigeria. Her var al den amerikanske underholdning, man kunne få fat i, Alfa og Omega og ej forment selv de yngste.

VHS-kopien var selvfølgelig versionen med voice-over og den fjollede, lykkelige slutning, men det generede mig nu ikke dengang. Selv som ganske lille var jeg fascineret af Blade Runner, fordi det var en film, hvor de gode var onde, og de onde var gode, eller…? Det virkede i hvert fald bekymrende at se den pæne dame i regnslaget blive skudt ned på den måde, også selvom hun var en ond robot, eller…?

Min fascination af Blade Runner har holdt ved lige siden, ikke mindst på grund af de menneskelige og sært æstetiske voldsscener, der også pirrede og bekymrede mig som barn.

Siden har jeg set to andre versioner af filmen, henholdsvis Director’s Cut (1992), som jeg har haft på dvd i årevis (og som jeg på trods af kontroversen omkring den, har vænnet mig til som den ”rigtige” version), og Final Cut (2007), som netop har haft repremiere i et udvalg af danske biografer – ved hvilken lejlighed jeg for første gange fik set Blade Runner på det store lærred.

Drømmer replikanter om enhjørninger? Og bør Rick Deckard gøre det?

Den version, jeg mindst kan lide i dag, er den amerikanske biografversion fra 1982, især på grund af den uacceptabelt letkøbte deux ex machina-slutning, hvor Rachael (Sean Young) lige sådan belejligt ikke havde begrænset levetid alligevel.

Den overforklarende voice-over lugter også af træt detektivkliché og trækker filmen ned på et niveau, hvor den ikke hører hjemme. Det er dog samtidig den version, hvor det IKKE antydes, at Deckard (Harrison Ford) er replikant – og om dette er godt eller skidt i forhold til filmens tematikker, kan afgjort diskuteres.

De nyere versioner Director’s Cut og Final Cut indeholder begge scenen, hvor Deckard ser det mentale billede af en enhjørning, som løber i en skov. I Director’s Cut drømmer Deckard sekvensen, og i Final Cut har han åbne øjne imens, hvilket tyder på, at han blot forestiller sig eller genkalder sig scenen.

Der er altså i den nyeste version lagt mere vægt på, at Deckard ikke bare drømmer, men oplever hvad der kan opfattes som et (implanteret) minde.

Scenen er uden tvivl vigtig for instruktør Ridley Scott, og kigger man på hans fantasyværk Legend fra 1985 repræsenterer enhjørningen her et naivistisk håb. For Deckard måske et håb om et bedre liv, måske endda et med kærlighed?

Dog kan det som seer være lidt svært at øjne logikken i, hvorfor Tyrell Corporation har indkodet et minde i Deckard om et fantasidyr. Spiller man lidt med, kan sekvensen dog opfattes som en narresut, der skal give deres aktiv en falsk følelse af håb. Måske om en dag at være andet og mere end det “goddamn one-man slaughterhouse”, som kaptajn Bryant (M. Emmet Walsh) så kærligt døber ham.

Visse har argumenteret for, at Deckard som replikant ikke giver så meget mening i forhold til filmens slutning, hvor Roy Batty (Rutger Hauer) skåner Deckard og gør Tyrells motto “More human than human” mere sandt, end selv skaberen nok havde troet.

Der kan være noget om snakken, især hvis man udelukkende fokuserer på mekanikken bag ”more human than human”. For det er jo netop Batty, det kunstige menneske, der bryder det urgamle slaveprincip, stikker en kæp i den evigt kværnende maskine.

Replikanten er ophøjet til frelser; Batty som i sin nådeshandling er den eneste, man med rette kan sige står udenfor og ovenover – hvorimod skaberen altid er undertrykkeren, blot et ligegyldigt hjul i slaveriets maskine. Ud fra disse betragtninger kan det opfattes som udvandende, at Deckard selv er replikant.

Muligheden for at Deckard er replikant (Batty genkender måske endda en ”kollega”?) åbner dog en mulighed for Blade Runner ikke kun som et værk om menneskelig ondskab, hybris eller original sin – det kan være at forsmå intentionen en anelse – men et værk om slaveri i en større forstand, hvor selve tanken om fri vilje er en illusion.

Og så begynder tilføjelsen for mig at føles opbyggende, snarere end ødelæggende. Selv enhjørningen falder på plads – dette fantasifoster, hvis løfter om frihed kun findes i en drømmeagtig eventyrverden langt fra Deckards slaveliv.

For vi er alle skabt af noget, alle slave af noget; en pointe, der leder til Scotts senere værk Prometheus fra 2012. En film, der kan opfattes som en afklarende eftertanke til Blade Runner, da den udforsker spørgsmålet om, hvem der skabte skaberen.

Og som i Blade Runner giver den stof til eftertanke, ikke kun om hvad det vil sige at kende sin skaber og sit forprogrammerede liv og levned, men i højere grad om hvad det vil sige IKKE at gøre det. Mennesket har uvisheden omkring sit formål og derved valget om på må og få at gøre godt eller ondt. Batty vælger i sin sidste nådeshandling ikke at gå i sin skabers fodspor, men den handling kræver selvsagt, at man kender sin skaber.

Så efter nøje overvejelser må jeg sige … The unicorn stays in the picture.

Mere splat og små replik-ændringer

Jeg vil ikke bruge mere tid på den originale amerikanske biografversion, men nu kigge på de i virkeligheden minimale forskelle mellem Director’s Cut og Final Cut. Der er selvfølgelig én ret stor forskel, og det er, at Final Cut er heftigt restaureret og uomtvisteligt visuelt overlegen – men når det kommer til de små variationer i replikker og klipning, hvilken version er så at foretrække?

Der er en lang række små rettelser i Final Cut, der kun tjener som forbedringer. Bl.a. bliver der rettet op på en mystisk regnefejl, da Bryant redegør for, hvor mange rogue replikanter, der er løs.

I de ældre versioner giver regnestykket 6-1 = 4 ikke den store mening. Ridley Scott har åbenbart haft nogle matematiktimer siden firserne, og er i Final Cut endelig kommet frem til det rigtige facit (spøg til side; på nettet findes en længere forklaring på regnefejlen, som omhandler en replikant ved navn Mary, der aldrig kom med i filmen).

Blandt de mere dramatiske indgreb i Final Cut er scenen, hvor Roy Batty møder sin skaber Dr. Eldon Tyrell (Joe Turkel). Det gav et gib i mig, da jeg hørte Roy Batty sige til Tyrell: “I want more life … father”.

I årevis havde jeg kendt og elsket replikken, som den er i Director’s Cut: ”I want more life … fucker”, og nu havde de gjort den stueren og fjernet en del af Battys indignation mod sin skaber. Ændringen må være for at pointere far-søn-forholdet, men replikken var så meget stærkere før, og vi har som seere slet ikke brug for en så eksplicit adressering til skaberen.

Da Batty kort efter knuser Tyrells hoved, er scenen i Final Cut en del blodigere end i Director’s Cut. Man ser Batty presse fingrene ind i Tyrells øjne, så blodet på bedste Evil Dead-facon sprutter ud.

Her foretrækker jeg også Director’s Cut, dels fordi det egentlig virker mere brutalt og intenst kun at fokusere på Battys forvredne ansigt, mens man hører rallen og lyden af Tyrells hoved, der knuses, og dels fordi det splattede bryder med filmens voldsæstetik; især mordet på Zhora (Joanna Cassidy), der som en levende, bloddrivende mannequin smadrer gennem butiksruder, og sekundært Pris, hvor trappeopgangen bliver et surrealistisk ekkokammer af skrig, har noget smukt over sig, og det farvefulde øjensplat klæder ganske ikke filmen.

Tredje, i min optik, forringelse af denne måske vigtigste scene i filmen, indtræder da J.F. Sebastian (William Sanderson) i rædsel bakker væk fra Roy Batty. I Director’s Cut ser vi kun Batty nærme sig Sebastian, men i Final Cut siger Batty: “I am sorry Sebastian … come, come.”

Her har det øjensynligt været magtpåliggende for Scott at understrege Battys menneskelighed. Men at han siger søde ting til Sebastian, inden han myrder ham, virker helt unødvendigt. Batty er det svigtede, gennemtævede barn, der – indtil den afgørende nådeshandling på taget af The Bradbury – tæver tilbage, og det gør ham ingenlunde mindre menneskelig, at han inderligt ønsker død over sine skabere.

Så selvom intentionen nok har været at afklare og udglatte, føles hele denne scene forringet i Final Cut.

Sidste iøjnefaldende forskel mellem de to versioner er scenen, hvor Batty presser et søm gennem sin hånd for at holde sin døende krop på mærkerne. I Final Cut er scenen væsentligt mere blodig. Det ses, hvordan sømmet blodsplattende kommer ud af håndryggen på en dårligt lavet gummihånd.

Igen bryder et close-up billede af splattereffekter totalt filmens voldsæstetik, og effekten er rent praktisk så forældet, at det ligner noget fra en Lucio Fulci-film. Det er en lille ting, men jeg forstår ikke, hvorfor man har valgt at føre det ind i den nye version.

En voksende mytologi

Final Cut er en enormt flot version af Blade Runner, og den fungerede ekstremt godt på det store lærred. Undtaget de småfejl, der klogelig er rettet i den nyeste version, holder jeg dog mere af dispositionerne i Director’s Cut – især omkring scenen med Batty og Tyrell.

Så det er svært at vælge mellem de to versioner. Konklusionen må være, at man skal lade dem komplimentere hinanden. Der var kontrovers omkring Director’s Cut, og den er ikke vellidt af alle, men jeg hælder nu nok en my eller to til at foretrække Blade Runner komplet med enhjørningedrøm, regnefejl, “fucker” og knap så meget splat.

Vender vi et øjeblik tilbage til enhjørningen, tror jeg aldrig diskussionen om, hvad Blade Runner egentlig prøver at fortælle os, stopper. Prometheus prøvede at vise os noget af, hvad Scott ville – eller vil nu I hvert fald – med Blade Runner.

Ikke kun illustrere at djævelen er i fremskridtet og skabertrangen – det ville være at fremstille Scott som uretfærdigt reaktionær – ej heller kun at mennesket er en ond og destruktiv fejlsortering, men snarere granske slaveprincippet, og hvad der skal til for at stoppe den evige kværn. Måske endda finde svaret på, hvorfor vi er sat i verden, og om en bevidsthed om dette ville give os – ligesom det gav Batty – styrke til en revolte mod vores forprogrammering?

Jeg hepper på, at Scott bygger videre på den over tredive år gamle mytologi i Prometheus 2, og at han kaster flere brødkrummer, der kan antænde nye tanker om hans gamle film.

Scott er rigtig nok en noget ustabil filmskaber med mange grimme pletter på filmografien, jovist, og om han er en stor tænker kan sikkert diskuteres. Dog jonglerer han med så mange store, kosmiske temaer – i blinde eller ej, who’s to say – at det ikke kan andet end anspore den filosofiske og eksistentialistiske åre i ethvert tænkende menneske.

Udgivet i nr. 115 | 13/05/2015

Én kommentar til Blade Runner: Versionskontrol

  1. Henning 14. maj 2015 at

    Som filmatisering af Philip K. Dicks roman “Do Androids Dream Of Electric Sheep”/”Drømmer Androider Om Elektriske Får” holder “Blade Runner” overhovedet ikke. “Adapted from” eller “Inspired by” kan måske gå an.
    Jeg kan ikke på siddende fod overskue de forskellige “cuts” som det sagesløse produkt har været udsat for – endsige lave sammenligninger. Men jeg vil godt krybe til korset… – gu vil jeg da ej, jeg vil marchere til Golgatha, og sige at jeg faktisk godt kunne lide den der voice-over. Det er nok ikke comme il faux, men jeg husker netop det, fra den der 1982-biograf-udgave, som ret nybrydende – nemlig at hente Philip Marlowe ind i et science-fiction-univers. Det sagde mig virkeligt noget – men jeg var også ung og naiv. Senere bliver man jo – med alderen – eksentrisk og blasert, og nu om dage finder jeg (selvfølgelig?) den der happy-ending fra ’82 dybt åndssvag. Ikke mindst fordi den netop fjerner origami-enhjørningen fra dens rette plads som slutbillede.
    Det store spørgsmål om hvorvidt Deckard er en replikant er i og for sig godt nok, og vældigt Dicksk. Men det at Gaff folder en enhjørning peger ikke i retning af, at Gaff ved at Tyrell-koncernen har “implanteret” denne enhjørninge-drøm-om-frihed i Deckard. Det kunne ligeså vel betyde at Gaff drømmer om enhjørninge, og ser dem som symbol på friheden. Sammenhængen, sammentræffet, er måske mere en – hm – lamention, en meditativ overvejelse, henad: – nå, du (Deckard) slap væk. Jeg må stadig blive hér!
    Alt er muligt – selvom ikke alt er sandsynligt, så tillad mig at pointere at i “Do Sheeps….” har Deckard et replikant-får. Et robot-får. Og hvis nogen skulle opdage, at det er en robotfår, og ikke et rigtigt får, et levende, så vil han dale i status. Følgeligen drømmer han om at få et rigtigt, et levende får. Det er hans ambition.
    Nu er får – og særligt lam – vel i og for sig vældigt søde, men cinematografisk, og så på baggrund af et Chris Foss-agtigt city-scape, spiller de måske lige lovligt meget kontrast. Så hvad så med en enhjørning? Ahr, der er lissom lidt mere pondus, lidt mere kraft, styrke og symbolik i sådan en fætter. Jeg tror det er der det er hentet fra.
    Og iøvrigt: – PROMETHEUS er noget lort.
    Men tak for en dejlig artikel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *