Black Sheep

Kan en gyserkomedie fra 2006 indeholde ligeså meget energi og splat som sine forbilleder Bad Taste (1987) og Braindead (1992)? Dette forsøger instruktøren Jonathan King med sin fåre-gyser Black Sheep, der til tider har nogle scener, som næsten er på højde med forbillederne.

Er man af den type, der elsker gale splatterfilm, vil man til dels være godt underholdt af Kings film, der dog lugter lidt for meget af et stort budget, hvilket Bad Taste f.eks. ikke havde. At der er brugt de ekstra penge på både udstyr (her tænker jeg kamera/lys/lyd – mere herom senere), effekter og produktionen, fjerner lidt af den rå og sjove stemning, som denne anmelder er helt vild med.

Varfår og dyresexjokes

Henry Oldfield (Nathan Meister) vender tilbage til sin families farm efter mange år, da hans bror Angus (Peter Feeney) vil købe ham ud af, fordi han selv vil lancere en ny fårerace. Det er dog ikke helt nemt for Henry, da han er panisk angst for får, siden han som barn havde en oplevelse, hvor storebror Angus havde slået hans kælefår ihjel og iklædt sig de sørgelige rester (vi får i øvrigt masser af dyresexjokes).

Men ikke alt er helt godt på Oldfield-farmen, for Angus har ansat nogle forskere, der eksperimenterer med fårene, og det er ikke blot kloning, vi taler om her. Alligevel står intet til at gå galt, lige indtil to naturforkæmpere sniger sig ind på farmen, og en af dem stjæler en container med et (tilsyneladende) dødt fårefoster. Tingesten er naturligvis ikke død, slipper løs, og bider naturforkæmperen. Her begynder hele balladen. Manden, der blev bidt, Grant (Oliver Driver), muterer ligeså stille til en blanding af en varulv og et får – ja, et Varfår.

Som i så mange andre film spredes sygdommen ved blod, spyt eller andre kropsvæsker – altså: hvis du bliver bidt, er du smittet. Der går ikke lang tid, før smitten har spredt sig på Oldfield-gården, og det er nu op til Henry, der må overvinde sin frygt for får, miljøhippien Experience (Danielle Mason) og et par sidekicks at stoppe smitten, før den spreder sig og smitter hele Jorden – lyder det bekendt?

Ikke en total kliché

Selvom historien er set mange gange før, bliver filmen alligevel ikke fuldt ud en kliché. Det skyldes naturligvis, at denne gang ikke har at gøre med levende døde eller rotter, men noget så (sædvanligvis) fredeligt som får. At smittede mennesker så bliver muteret til gigantiske varfår, gør kun filmen en hel del sjovere, da det heller ikke ligefrem er noget, man har set 100 gange før.

Starten og midterdelen kan virke lidt langtrukken, og humoren virker ikke altid helt efter hensigten, men indimellem kommer der et par rablende scener, hvor man kan mærke noget af den energi, som også ligger bag Peter Jacksons første film. Her kan f.eks. fremhæves er scenen, hvor det lille ækle foster bider Grant; en scene, der vil få fans til at tænke på zombiebabyen fra Braindead (1992).

Det, som trækker filmen op, udover nogle af de første scener med fårene, er især filmens klimaks, hvor et stort publikum er mødt op til en præsentation af Oldfield-fåret, da de muterede får går amok og angriber alle gæsterne i noget, der må være den sjoveste massemordsscene i filmhistorien. Det er i disse scener, vi får fuld valuta for pengene. Her sprøjter blodet, og afrevne lemmer står ud til alle sider i store kaskader. Er man splatterfan og helt skudt i Peter Jacksons Braindead, vil man uden tvivl sidde med armene oppe over hovedet efter denne sekvens!

For flotte effekter

Firmaet bag effekterne i Black Sheep, er ingen ringere end WETA Workshop, der også stod bag de mange effekter i Peter Jacksons Lord of the Rings-trilogi. Igen leverer de varen, og effektmæssigt er alt i topform – måske bliver det endda lidt for meget af det gode. For der hvor Bad Taste, Braindead og The Evil Dead virkelig sparker røv er i deres rå billeder, hvor der er snavs på linsen, skuespillet halter, blodet ligner ketchup og hvor effekterne ind imellem er så amatøragtige, at de kunne være lavet af en formningselev i folkeskolen. Desværre er effekterne i Black Sheep faktisk lidt for flotte, og filmen ser bare lidt for pæn ud, til at den kommer helt op på siden af Jacksons første spillefilm. Det er lidt en skam, at der er blevet gjort for meget ud af filmen, men det er et kreativt valg fra instruktørens side, og personligt synes jeg, at han måske har brugt lidt for mange ressourcer på at få filmen til at ligne en Hollywoodproduktion, end han har brugt på historien og et lidt sjovere manus.

Alligevel er Black Sheep en ret munter affære, og hvis man ikke har fået slukket blodtørsten med Braindead, Bad Taste, The Evil Dead eller Re-Animator, bør man tjekke den ud. Midget Entertainment har udgivet filmen på dansk DVD, og den kan erhverves for en slik, så er man til underholdning af denne type, er der ingen undskyldninger for ikke at samle den op.

Anmeldt i nr. 36 | 13/10/2008

Stikord: Formskiftere, Splat