Black Christmas

Genindspilninger eller remakes, som de hedder på korrekt dansk, har været den store modedille hos de forskellige Hollywood-selskaber de seneste år. Om grunden hertil kunne skyldes, at de amerikanske manuskriptforfattere har mistet inspirationen og derfor har søgt hjælp som en studerende til en 48 timers-prøve der får et blackout, eller der er tale om hyldester til film, som mange betragter som mesterværker, skal være usagt. Faktum er, at der de senere år er blevet spyttet remakes ud på markedet i en lind strøm.

To slags remakes

Disse remakes kan deles op i to forskellige kategorier. Der er dem, som The Omen fra 2006, der scene for scene er en næsten komplet kopi af originalen, og så er der de remakes, der jazzer den oprindelige handling lidt op ved at tilføje noget ekstra. Dette er The Hills Have Eyes-genindspilningen (2006) et godt eksempel på. Men fælles for disse film er, at de generelt bliver slagtet af kritikerne og den generation, der kan huske originalerne, mens ungdommen som regel elsker dem.

I virkeligheden skulle vi gamle mavesure mennesker måske bare holde os fra disse film, og jeg har venner, der deler den holdning, men jeg mener, at det er vigtigt at vide, hvad det er, man brokker sig over, før man som en anden Waldorf og Statler sviner samtlige remakes til. Sagt på en anden måde: Lad være at skære samtlige remakes over en kam, før I har set nogle stykker, og så kan vi jo desværre i den grad svine disse makværker til. Men er dette også tilfældet med nyindspilningen af Black Christmas fra 2006?

Stakkels Billy

Jeg så originalen for en fem-seks år siden og må med skam indrømme, at jeg ikke kan huske specielt meget af filmen, bortset fra at den antydede volden frem for at tilsøle seeren i den ene gorefyldte sekvens efter den anden. Dette skal på ingen måde lyde som værende noget negativt, men da remaken spiller på blodet frem for antydningen, er der en kraftig forskel på de to film.

Filmen handler om den stakkels dreng Billy, der bliver behandlet så dårligt af sin mor, at hvis myndighederne fik nys derom, ville det resultere i en øjeblikkelig tvangsfjernelse. Denne behandling inkluderer bl.a., at han ser sin far blive slået ihjel af moderen og dennes elsker og derefter bliver låst inde oppe på loftet. Da moderen føder hans søster såvel som datter og giver hende al den kærlighed, som Billy aldrig har fået, ender det mildest talt tragisk for den lille familie, og Billy havner på et sindssygehospital.

Men som i næsten alle andre slasherfilm er et sindssygehospital det samme som et åbent fængsel, hvor filmens psykopat kan opnå udgang efter forgodtbefindende. Her lykkes det filmen at lade Billy flygte indenfor de første fem minutter og derved at kaste den lille smule fornuft over bords, som man kunne tiltro remaken af Black Christmas. Efter denne flugt bliver manglen på logik bare værre og værre, alt imens de fotomodelskønne teenagere og deres ældre medsøstre står i kø for at blive slagtet.

Blodige mord

Billy stikker selvfølgelig af, fordi han savnede sit støvede loft, hvor han var spærret inde som barn. Men desværre for Billy er huset omdannet til et opholdssted for kvindelige studerende, og inden længe må disse lade livet for at vores psykopat kan opnå sjælefred.

Filmen følger formlen for slashergenren til punkt og prikke, og man skal ikke være medlem af Mensa for at regne ud, at både den fordrukne og den eventyrlystne kvindelige studerende, der optager hjemmevideoer med sin ekskæreste, nok ikke holder til rulleteksterne. Filmens mord er som før nævnt ganske blodige, og her er det specielt ofrenes øjne, der må stå for skud med nogle meget overbevisende effekter.

Skuespillet er som man kan forvente af genren, hvilket betyder, at ingen af de medvirkende nogensinde vil få en Oscar for deres præstation. Generelt er der gennem hele filmen en stemning af anything goes, og slutningen er så over the top som resten af filmen lægger op til. Dog virker de sidste fem til ti minutter som pålagte af selskabet, fordi manuskriptforfatteren ikke selv kunne runde filmen af, hvilket de alternative slutninger, der er inkluderet på DVD’en, vidner om.

Leverer varen

Når alt dette er sagt, må jeg være ærlig og indrømme, at jeg nød at se denne film. Ikke på god-film-facon, men mere på en “Nu har jeg skrevet speciale hele dagen og vil bare koble hjernen fra til en tilfældig film”-måde. Set på det grundlag er filmen perfekt, da den går fra det ene blodige mord til det andet uden på noget tidspunkt at være skræmmende, intelligent eller kræve nogen indsats for at følge med. Den har kort sagt ikke andre kvaliteter end at ville underholde seeren med det ene mord efter det andet. Fans af den originale skal i den grad holde sig væk, da den vil kunne fremkalde knap så menneskevenlige tanker hos dem. Men for enhver anden der bare vil slå hjernen fra, så leverer filmen i den grad varen.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Remake, Slasher