Batman: Whatever Happened to the Caped Crusader?

3 minutters læsetid

Batman: Whatever Happened to the Caped Crusader?Engang imellem dør superhelte i deres tegneserier. Men de kommer altid tilbage på en eller anden facon, for vi bryder os ikke om at se superhelte dø for alvor. Heller ikke en mangeårig favorit som Batman.

Det skete dog for ti år siden, da event-historierne Batman R.I.P. og Final Crisis tog livet af den mørke ridder på dramatisk vis, ligesom DC også gjorde det med Superman med The Death of Superman tilbage i halvfemserne, lige indtil han kom tilbage som en anden Jesus.

Batman vendte også tilbage til livet senere hen, men i forbindelse med de “sidste” historier om ham, udgav DC den særlige udgivelse Batman: Whatever Happened to the Caped Crusader?

Med manuskript af Neil Gaiman og tegninger af den dygtige Andy Kubert fik fans en slags “hvad nu hvis”-afslutning på flagermusmandens evige kamp mod kriminalitet.

I sin introduktion lægger Gaiman vægt på sin kærlighed til Batman, fra han som lille fik Batman-tegneserier af sin far og så kult tv-serien med Adam West som den campy udgave af Batman.

Gaimans historie blev udgivet første gang i hæfterne Batman #686 og Detective Comics #853 og kan læses i den samlede udgivelse, som vi kigger på her.

En helts endeligt

Gaiman har skrevet sin historie lidt i stil med Alan Moores fantastiske Superman-historie Whatever Happened to the Man of Tomorrow?, som repræsenterede afslutningen på figurens Silver Age-æra.

Whatever Happened to the Caped Crusader? gør det samme på sin egen måde for Batman i slutningen af nullerne, i en periode, hvor nattens rider var hot filmstof takket været The Dark Knight (2008).

Whatever Happened to the Caped Crusader? lægger ud med en forsamling af både Batmans venner og hans mange dødsfjender. For det umulige er sket. Batman er død!

Han ligger i en åben kiste, og alle viser deres sidste respekt. Alt dette bruges som rammefortælling, for der er små anekdoter fra deltagerne; deres sidste oplevelse med Batman. I det hinsides er han vidne til sin egen bisættelse og har svært ved at acceptere sin død. Men han møder sin døde mor Martha.

Man mærker tydeligt Gaimans passion for Batman, og han bruger sin historie til at gøre status over Batman-mytologien. Lige fra Bruce Waynes tragiske tab af sine forældre til de første eventyr og de mange kampe mod utallige superskurke gennem tiden.

Andy Kubert har tidligere tegnet Gaimans fascinerende miniserie Marvel 1602, hvor de sammen gav Marvels mange helte en renæssance-fortolkning og nye oprindelseshistorier.

Med Whatever Happened to the Caped Crusader? spiller Kubert på fortidens udgaver af Batman og dermed referencer til berømte perioder, men aldrig på bekostning af sin gode streg.

Det er ren nydelse som altid, når Andy Kubert tryller med sin blyant. Efter historien kan man se hans blyantskitser som bonusmateriale, før rentegneren Scott Williams gjorde Kuberts streger tydeligere.

Mere af Gaimans leg med Batman

Som udvidet bonus med Whatever Happened to the Caped Crusader? har DC genudgivet nogle af Gaimans andre Batman-fortællinger.

Således får man den absurde metahistorie A Black and White World, der viser Batman og Jokeren som skuespillere i deres egne tegneserier! En sjov og velmenende kommentar til vores egen fascination af figurerne, tegnet i en grotesk streg af Simon Bisley. Historien har tidligere været udgivet i Batman Black And White #2.

Poison Ivy er hovedrollen i sin egen historie fra hæftet Secret Origins #36 om en mandlig psykologs farlige interesse for den rødhårede skønhed, der kan manipulere med alt planteliv og forføre alle omkring sig.

En anden klassisk skurk, Gækkeren, bliver i en historie fra Secret Origins Special #1 omdrejningspunktet for et tv-hold, der vil skabe en spændende portrætudsendelse om den grønklædte galning. De kommer selvfølgelig på slap linje over for tossen.

De to skurkes historier hører ikke til de mest mindeværdige, men de viser, at selv Batmans fjender kan bære deres egne historier.

Værd at tjekke ud for fans af Gaiman og Batman

Neil Gaimans leg med Batman er værd at finde for både fans af forfatteren og det nu 80-årige tegneserieikon. Den bedste historie er selve titelhistorien, men det er fint med de små historier som bonusmateriale.

4 stjerner

Titel: Batman: Whatever Happened To The Caped Crusader?
Forfatter: Neil Gaiman
Tegnere: Andy Kubert, Scott Williams, Simon Bisley, Mark Buckingham, Kevin Nowlan, Bernie Mireault
Forlag: DC Comics
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 128 sider
hvid
Udgivelsen består af historier, der oprindelig er trykt i hæfterne Batman #685, Detective Comics #852, Secret Origins #36, Secret Origins Special #1 og Batman Black And White #2.

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019

Stikord: Superhelte

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.