Batman and Harley Quinn

Pulpens gæsteekspert, når det kommer til mørkets ridder, Per Ry Kristensen (se bl.a. her), skrev på Facebook, at Batman and Harley Quinn gjorde fysisk ondt på ham at se.

Så langt vil jeg ikke gå. Derimod vil jeg formode, at jeg har glemt filmen om en uge, hvilket vel på sin vis er værre. Dårlige film kan blive kult. Forglemmelige film bliver blot, tja, glemt.

Filmens ene titelkarakter, Harley Quinn, er grunden til, at en 29. film i en serie, vi ellers ikke har omtalt, overhovedet bliver anmeldt på Pulpen.

Quinn, der ikke er en af de “oprindelige” Batman-skurke fra tegneserierne, er blevet en kæmpe favorit blandt de mere casual fans af DC-universet, altså mainstreampublikummet.

Hun har oplevet en ubrudt stjernebestrøet periode som cosplayernes darling, siden blockbusteren Suicide Squad ramte biograferne sidste år.

Stockholm-syndromet Harley

Batman and Harley Quinn forsøger at give et nuanceret og mere voksent billede af kvinden, der mest er kendt som Jokerens sidekick.

Jeg har personligt altid kunnet lide hende. Hun er afgrundsdybt tragisk, et klasseeksempel på Stockholm-syndromet hos kvinder, der falder for voldelige, sindsforvirrede, manipulerende mandesvin.

I Harleys tilfælde er det ekstra sørgeligt, fordi hun, som Jokerens særligt trænede fængselspsykiater, netop burde kunne holde hans indflydelse under kontrol.

Harley er leverandør af en af de bedste replikudvekslinger i Batman: The Animated Series, i afsnittet The Laughing Fish (sæson 1, episode 46), der slutter med, at Jokeren øjensynligt bliver ædt af sin egen haj.

Harley: Oh my poor, poor puddin’.
Bullock: Come on, he was a demented, abusive, psychotic maniac.
Harley: Yeah. I’m really going to miss him!

Der burde altså være rigeligt at tage af for en manuskriptforfatter, når man også tilføjer, at Harley er humoristisk og særdeles intelligent og handlekraftig, sin sindssyge til trods. Hun falder desværre til jorden med et meget utilfredsstillende klask.

Fladpandet pruttehumor

Batman og Nightwing (opgraderede sexy Robin) finder ud af, at Poison Ivy og Floronic Man har sået frøene (undskyld!) til menneskehedens undergang.

De to trækrammende hippie-monstre vil lave alle mennesker om til plantevæsener, der måske, måske ikke vil overleve denne pludselige mutation.

Med en reference til endnu et afsnit af The Animated Series ved Batman, at Harley er Ivys bedste veninde, og han sender Nightwing ud for at opstøve Harley, der er prøveløsladt, så hun kan hjælpe dem.

Således opbygningen til plottet, der derefter falder aldeles fra hinanden. Der er en fræk sexscene hvor Harley binder og misbruger Nightwing seksuelt (vi ved jo alle sammen, at mænd ikke kan voldtages, ikke?) og derefter køres apokalypsen ud på et støvet sidespor.

I stedet for plot får seeren nu serveret en TV-dinner af mere eller mindre fladpandede gags, der perfekt viser, hvordan filmens skabere fejler totalt i deres forkølede forsøg på at gøre Batman-serien mere voksen.

Batmans animerede univers er allerede voksent og er blevet det gennem sublim karakterudvikling, psykologisk fuldstændige, tragiske skurke, en selvudslettende helt, og stemningen i dens fantastiske retrofuturistiske udgave af Gotham City.

Batman and Harley Quinn tilføjer kun lidt mere sex og vold end sædvanligt, men blandet med tåkrummende pruttehumor og sløset dialog bliver det faktisk bare mere umodent.

Dumt valg af bonusmateriale

Filmens klimaks er så ringe, at man burde fremhæve det i lærebøger på alverdens filmskoler. En legendarisk skikkelse fra DC-universet gør en overraskende entré midt i det og forsvinder så igen uden at have foretaget sig noget.

Det er muligvis en syg joke fra forfatternes side, men jeg syntes ikke, den var spor underholdende. Dertil kommer et soundtrack, der er decideret irriterende – man forstyrres simpelthen af det – og man har en film, der bare ikke vil være god.

Den hovedløse kavalkade af gags er mere i familie med Weekend at Bernie’s end med de dystre, velsammenskruede Batman-film og -serier, der går forud for den. Altså, bortset fra at Weekend at Bernie’s er sjov.

Når man ser Bluray-udgavens ekstramaterialeportræt af titelkarakteren, The Harley Effect, mistænker man, at Harleys far, Bruce Timm, har mistet kontrollen med sin skabning og bare har lavet den her film for at have noget at rive den af til, mens han bader i sine penge.

Som en særskilt idiotisk gestus har nogen også placeret to Harley Quinn-drevne afsnit fra The Animated Series på skiven – Harley and Ivy og Harley’s Holiday. Når man sætter dem på, efter at have set filmen, understreger det faktisk blot, hvor meget bedre, den kunne have været.

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Superhelte