Redaktionen
Ingen kommentarer

Batman: Morderisk voldspsykopat eller glatbarberet regelrytter?

Batman: Morderisk voldspsykopat eller glatbarberet regelrytter?
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Per Ry Kristensen ser nærmere på Batman anno 2016, som på mange måder er flagermusemandens år.

Ingen, der følger bare lidt med i vore dages popkultur, behøver at få at vide, at vi lever i en gylden æra for superhelte og andre tegneseriefigurer. Aldrig før har disse karakterer haft så stor succes, ikke kun på det store lærred, men også på TV og Netflix.

Ironisk nok er tegneserierne selv det medie, hvori karaktererne klarer sig dårligst, både med henblik på det finansielle aspekt og bred anerkendelse.

De kulørte helte fra Marvel-forlaget nyder betydeligt større kritisk succes end deres konkurrenter for deres film og serier. I år fik vi filmene Deadpool, X-Men: Apocalypse og Captain America: Civil War på det store lærred samt sæson to af serien Daredevil og premieren på Luke Cage (begge på Netflix).

Af disse fem har kun X-Men: Apocalypse måtte nøjes med en lunken modtagelse blandt fans. Til gengæld satte Deadpool en ny rekord for penge tjent på en film med den amerikanske R-rating, mens Luke Cage blev set af så mange, da den blev gjort tilgængelig, at serien (angiveligt) fik Netflix‘ servere til at bryde sammen.

Batmans år

Men på trods af Marvels popularitet, så er det en karakter fra DC-forlaget, som vi har set mest til i år. Den kappeklædte hævner. Nattens Ridder. Verdens bedste detektiv. Batman.

I år 2016 kunne vi opleve Gothams beskytter, først i skikkelse af en ung præ-Batman Bruce Wayne i TV-serien Gotham (Fox) og siden i ikke færre end fire film. Først i den billedmæssigt flotte og historiemæssigt hovedrystende Batman v Superman: Dawn of Justice, hvor han tilbringer det meste af filmen som en morderisk voldspsykopat, før han bliver mindet om at: “Nå ja. Det er forkert at slå folk ihjel”.

Dernæst så vi kortvarigt den samme Batman i en birolle i Suicide Squad. Her opførte han sig mere som helten, vi kender fra tegneserierne, og tidligere film som Zack Snyder intet havde med at gøre.

Tredje gang var i den skuffende animerede filmatisering af den klassiske grafiske roman The Killing Joke, der er kendt som en af de mørkeste og bedst fortalte historier om Batman og hans maniske nemesis, Jokeren.

Tilbage til 60’erne

Den 11. oktober udkom årets fjerde film med den maskerede mesterdetektiv, Batman: Return of the Caped Crusaders. Filmen foregår i samme univers som den berømte og berygtede live-action kult-TV-serie fra 1966-1968, og den originale series hovedrolleindehavere, Adam West (Batman) og Burt Ward (Robin), lægger stemmer til deres animerede udgaver.

På rollelisten findes også flere af kultseriens originale medvirkende, heriblandt Julie Newmar som Catwoman.

Robin og Batman (Burt Ward og Adam West).

Robin og Batman (Burt Ward og Adam West).

Serien dryppede af camp, var fyldt til randen med fjollede indfald, havde en fuldkommen uigennemskuelig logik, absolut ingen respekt for realisme, var farverig og genialt dum. Med andre ord var serien det diametralt modsatte af alt, hvad vi forbinder Batman med.

Den moderne Batman, vel at mærke. Vi har vænnet os til Batman som en mørk og seriøs figur, der som oftest beskæftiger sig med forstyrrende og skrækindjagende emner og psykotiske mordere og kriminelle.

Tim Burtons Batman fra 1989 var den første superheltefilm, som publikum tog alvorligt, og det var netop af disse grunde. Men i 1950’erne og 1960’ernes tegneserier (The Silver Age of Comic Books) involverede Batmans eventyr ofte tidsrejser (som da han blev en del af Kong Arthur af Camelots hof), fjollede rumvæsner (som da et formskiftende gartnerrumvæsen kom til Jorden for at teste sine eksperimentelle planter) og bizarre kropstransfomationer (som da gale videnskabsmænd omdannede ham til Bat-Baby).

Set i forhold til datidens tegneserier var 1960’ernes TV-serie nærmest realistisk, men det var essensen af disse historier, som serien lod sig inspirere af. Batman: Return of the Caped Crusaders er et kærlighedsbrev til den originale serie, som fejrer alt, hvad der var camp og latterligt ved den.

Herlig komedie

Filmen skal naturligvis ses som den komedie, den er, og ikke som en seriøs historie om en mands utrættelige kamp for at bringe retfærdighed til sin by. Men det sagt, så er dette den bedste Batman-film, som vi har fået i de sidste par år.

Hvor man sædvanligvis gruer for, hvad skurkens næste træk mon er, og hvordan vores helt dog skal vinde og redde byen (for det er altid hele Gotham som er truet og ikke bare Batman selv), så kan man næsten ikke lade være med at smile hele vejen igennem Batman: Return of the Caped Crusaders.

Samtidig med at filmen fortæller sin egen fjollede, ulogiske historie, fyldt med plothuller, formår den også at gøre grin med sig selv samt flere af Batmans mørkere versioner. Og det er tiltrængt i en verden, hvor vores superhelte slår folk ihjel.

Af gæsteblogger Per Ry Kristensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>