Barndommens land – en projektleders bekendelser

Siden 2005, hvor stedet her gik i luften under navnet Sleazehound, har jeg været fast skribent.

Men udover at være skribent og redaktør på Planet Pulp, så har jeg, siden jeg blev færdig på studiet som cand.mag. i Filmvidenskab, været ansat i biblioteksverdenen.

Først i Randers som mediebibliotekar og projektleder på “Randers – en by i galaksen” og nu i Esbjerg som biblioteksformidler og projektleder på Fantasyfestival. Så det hele hænger sammen. På sådan en smuk nørdfacon.

Fra rumskibe til riddere, fra The Force til magi. Og et bindeled er faktisk Sven-Ole Thorsen. Sven-Ole besøgte Randers; nu besøger han Esbjerg.

Fra smuk idé til stort projekt

Lad mig tage jer med på en rejse til barndommens land, til fantasiens land. Men først skal vi lige se på, hvad den der Fantasyfestival er for noget, så jeg giver lige ordet til min kollega Kirsten Bloch – bibliotekaren som er hjernen bag Fantasyfestival:

“Jeg har elsket fantasygenren, siden jeg som barn fik læst Hobbitten op af min mor. Tolkiens magiske univers, og Bilbos rejse, fangede mig med det samme, og jeg støvede ivrigt biblioteket igennem for at finde bøger, der lignede. Og fascinationen af at rejse til en anden verden, bekæmpe drager og tage på farlige eventyr sidder stadig i mig den dag i dag, hvor jeg stadig elsker at læse fantasybøger.

Så da jeg tilbage i 2011, som en del af en projektlederuddannelse, skulle fremlægge et projekt til min eksamen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle handle om fantasy. På det tidspunkt fandtes der to forskellige fantasyrelaterede festivaler i Danmark: Harry Potter-festivalen i Odense, hvor fokus mest var på børn, og Fantasticon i København for de hardcore voksne fantasynørder.

Men der fandtes ikke en festival, der samlede alle genrens facetter, og viste samspillet mellem litteraturen, musikken, kunsten, rollespillet, filmene m.m. Min idé var derfor at skabe en Fantasyfestival i Esbjerg med fokus på unge og voksne, der viste koblingen mellem litteraturen og de mange medier, fantasygenren i dag breder sig over. Og forundersøgelsen viste, at der var interesse for idéen.

Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at festivalen faktisk ville blive til noget, da jeg afleverede eksamensopgaven.

Men det gjorde den. For bibliotekets ledelse syntes, at det lød som en rigtig god idé med en Fantasyfestival i Esbjerg, med Hovedbiblioteket som ankret.

Og det er blevet til masser af gode oplevelser igennem årene med besøg fra store udenlandske fantasyforfattere som Tamora Pierce, Trudi Canavan, John Flanagan, Patricia Briggs, Sebastian de Castell, Peter V. Brett og Julie Kagawa, og kendte danske fantasyforfattere som Lene Kaaberbøl, Josefine Ottesen, Kenneth Bøgh Andersen og Dennis Jürgensen, samt masser af nyere fantasyforfattere, som Malene Sølvsten, Julie M. Day, Boris Hansen og Tobias Stenbæk Bro, for bare at nævne nogle få.

Derudover har Fantasyfestival igennem tiden budt på blandt andet forpremierer på nye fantasyfilm, fantasymusik, teater, computerspil, rollespil, cosplayers, forskellige kreative workshops for børn, brætspil, fantasydrinks, musik, kunst, spændende debatter, en stor indendørs messe, og en stemningsfuld markedsplads.”

Aabenraa Friskole anno 1987

Tak for den rejse, Kirsten. Og rejse er netop et kodeord. For det er det, fantasygenren, og Fantasyfestival, er for mig. En rejse til andre verdener, men også en rejse tilbage til en yngre udgave af Jacob Krogsøe.

“Barndommens land, tidens mælketand. Verden er ny for dit øje, folk er to-tre meter høje. Så de må bøje sig, ned til dig.”

Ja, sådan er det for de mindste, og netop sådan havde jeg det vist også, dengang jeg læste Erik Menneskesøn for første gang. Det var helt tilbage i 1986, dengang jeg var en betteskid. Dengang jeg var otte år gammel.

For nyligt kom det i hus, at Lars-Henrik Olsen besøger årets Fantasyfestival i Esbjerg, og jeg ringede med det samme til min gode ven Martin Jürgensen.

Martin var medstifter af Sleazehound, han driver den glimrende genreblog Fra Sortsand, og jeg har sammen med Martin skrevet de to romaner Randvad og Blodbaner, og den tredje er godt på vej.

Dengang tilbage i midten af 80’erne gik vi i skole sammen, og vi kunne begge huske, at Lars-Henrik Olsen besøgte Aabenraa Friskole i 1987. Her var han i Samlingsstuen, hvor han fortalte os børn om Erik Menneskesøn. Han viste billeder på en overheadprojektor – måske er der nogle af jer, der kan huske den slags?

Martin kunne huske et af de fotos, som Lars-Henrik viste. Det var en øde hytte i de svenske skove. Han var taget derop for at skrive noget, men fik så idéen til noget helt andet; han fik nemlig ideen til Erik Menneskesøn, da han var der.

Både mødet med forfatteren og romanen for sig selv gjorde et stort indtryk på os børn. En af vores klassekammerater, der allerede dengang godt kunne lide økonomi og tal, spurgte Lars-Henrik, om han tjente gode penge på at være forfatter. Hverken Martin eller jeg kan huske, hvad Lars-Henrik svarede.

En vigtig roman

Erik Menneskesøn var et vigtigt værk for mig. Og for mange andre. Sammen med Peter Madsens tegneserie Valhalla var historien om drengen Erik, som møder de nordiske guder og tager på eventyr i Asgård, et værk, der både åbnede døren til den nordiske mytologi og til fantasygenren i det hele taget.

De åbnede dørene til rollespillets verden og senere det at skrive selv. Lars-Henriks og Peters betydning kan ikke overvurderes. I hvert fald ikke for mig og for mange andre fans af de gode fortællinger.

Tidligere på året begyndte jeg at læse Erik Menneskesøn højt for min yngste søn. Asger er ni år gammel, og han var solgt på stedet. Indledningen, I husker den måske, hvor lynet kommer tættere og tættere på huset midt om natten. Hvor tordenguden Thor kommer og henter Erik, og det bliver starten på et vildt og spektakulært eventyr, som får betydning for både Erik og for læseren.

Og nu er jeg hér i 2022. Jacob på 44 år, der glæder sig som et lille barn til at møde Lars-Henrik Olsen igen. Og Peter Madsen. Og mange andre.

Valhallas arkitekt

I forbindelse med, at Peter kommer på besøg, tog jeg en lille snak med ham.

Engang for længe siden, altså tilbage i slutningen af 1970’erne, fik den helt rigtige mand den helt rigtige plan. Og dén mand fik Peter Madsen med på idéen.

“Henning Kure var primus motor, dengang var han redaktør på Interpresse. Henning var seriens ‘arkitekt’, han lærte sig eksempelvis oldnordisk hen ad vejen, og han har i øvrigt langt den største del af æren for fortolkningen af myterne.

Henning samlede et hold, og der har været forskellige konstellationer undervejs – de forskellige medlemmers roller har skiftet i løbet af vores 30-årige samarbejde, som en gammel rockgruppe. Jeg har dog altid været seriens tegner.

Jeg gik i gymnasiet, da det hele begyndte; sad i skolen og tegnede skitser. Efter gymnasiet, i et år, kunne jeg sidde på forlaget – hvis tegneserien solgte, kunne jeg få lov at blive længere. Og det gjorde den heldigvis.”

Den serie, som Peter Madsen sad og lavede skitser til, var Valhalla. Vi er i 1977, og første bind udkom i 1979. Serien, der blev afsluttet med bind nr. 15, Vølvens syner, tilbage i 2009, er dansk kulturarv. Men hvorfor blev den så populær?

“Jeg tror, det skyldes blandingen af det humoristiske og det episke, det menneskelige og det fantastiske. Guderne, og faktisk også jætterne, i serien er meget menneskelige.

Så det vigtigste var igennem hele serien, at vi brugte os selv eller folk, vi kendte, som inspirationskilder. Vi tænkte hele tiden på figurerne som et samlet hele. Loke er jo kun unik på grund af de andre. Og Thors machomand er kun spændende sammenstillet med de andre guder – og mennesker.”

Mytesmeden Madsen

Men hvad så med myterne, og hvordan serien blev afsluttet?

“Myterne er for mig som sten i sandkanten, der er blevet formet. Neil Gaiman lader i bogen ‘The Ocean at the End of the Lane’ sin 7-årige hovedperson sige: ‘Jeg kunne lide myter. Fordi de ikke var voksenhistorier og ikke børnehistorier. De var bedre. De VAR bare’. Det er jeg meget enig i.

I starten kørte vi bare derudad. Vi ville præsentere univers og personer. Halvvejs henne i forløbet tænkte vi, at det kunne blive til en afrundet serie og ikke noget, der fortsatte i det uendelige. Det, tror jeg også, er en styrke. At den er afrundet. At den ikke bare fortabte sig i glemslen.

Et andet aspekt er jo, at vi på afstand fortolker myterne. Vi er ikke historikere, men startede ud som glade drenge. Nu har jeg et par hyldemeter med litteratur om den nordiske mytologi. Så serien blev jo, sammen med os der stod bag, både ældre og klogere.”

Ser du så dig selv mest som tegner eller forfatter? Og kunne du skrive om alle former for religioner og myter?

“I sin essens er jeg en mytefortæller eller mytesmed. Allerede dengang i 1970’erne havde jeg interesse i myterne. Både den kristne og den nordiske mytologi er en del af mit DNA. Jeg har læst en del om andre religioner. Noget jeg synes, er spændende, men ikke noget jeg har så meget at sige om, da jeg ikke er vokset op med de myter.

Så derfor er det også fortællinger som Valhalla og Menneskesønnen, som jeg har kastet mig over. De er en del af mig.”

På falderebet spurgte jeg Peter, hvad han tænker om at skulle deltage som hovednavn på Fantasyfestival:

“Det er overvældende. Jeg glæder mig meget til at besøge Esbjerg. Jeg arbejder ikke bare for mig selv. Jeg er kun noget sammen med jer læsere – I er vigtige for mig. Den store gave for mig er at møde mennesker, hvor det, jeg laver, har betydet noget. Det bliver jeg aldrig træt af. Det er en drivkraft.”

Barndommens land

I september mødes vi så til Fantasyfestival i Esbjerg. Lars-Henrik, Peter, Sven-Ole og alle de andre rødder. Dér, hvor barndommens land – og ikke mindst barndommens helte – kaster smukke skygger ind i voksenlivet.

Og det skal de gøre. Vi skal nemlig huske på den umiddelbare glæde for litteraturen, for fortællingerne, som vi udviser som læseglade børn. Den bærer vi med os hele livet, og den barnlige glæde kan vi varme os ved. Altid.

Og med det i mente er det passende at give det sidste ord til Benny Andersen. For det er mig nu.

“Barndommens land, nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love, solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen, sov, min ven.”

Læs mere om Fantasyfestivalen her: https://fantasyfestival.dk/

Udgivet i nr. 203 | 13/09/2022