Avengers: Age of Ultron

Det begyndte i 2008 – eller rent faktisk begyndte det længe før, men den nuværende superheltebølge begyndte i 2008.

Her fik Iron Man og The Incredible Hulk premiere. Her blev kimen lagt. Her begyndte de nu berømte end credit sekvenser. Her begyndte Nick Fury at samle Avengers-holdet. Den første bølge, kaldet ”Phase 1”, bestod også af Iron Man 2 (2010), Thor (2011) og Captain America: The First Avenger. ”Phase 1” blev med bravur afsluttet af den fremragende The Avengers (2012).

Og nu er vi så kommet til afslutningen på ”Phase 2” – en fase der bestod af Iron Man 3 (2013), Thor: The Dark World (2013), Captain America: The Winter Soldier (2014) og Guardians of the Galaxy (2014).

Dertil kom tv-serierne Agents of S.H.I.E.L.D. (2013-) og Agent Carter (2015-) – noget der var med til at vise det kolossale omfang af den store Marvel-fortælling, hvor elementer hænger mere eller mindre godt sammen. Og hvor tv- og filmmediet understøtter hinanden, og det er godt tænkt.

Gigantisk overskudsforretning

Det er et meget ambitiøst projekt og en gigantisk overskudsforretning. Heldigvis har kvaliteten indtil nu også været ganske fremragende; Marvel har holdt et meget højt bundniveau og leveret et par film, der er decideret fremragende.

Den nye Avengers: Age of Ultron er bestemt ikke nogen dårlig film; den hører bare heller ikke til blandt de bedste film, som i min bog tæller de to Kaptajn A-film og den første Avengers.

Det helt store problem med Avengers: Age of Ultron er, at den aldrig bliver rigtig rørende eller nærværende. Det er rent faktisk en lidt ufarlig sag og kold sag. Den er både lidt for meget og lidt for lidt samtidig. Men mere om det om lidt.

Fantastisk indledning

Filmen starter ellers ud i forrygende form (med filmens nok bedste scene), hvor The Avengers angriber en Hydra-fæstning i det østeuropæiske land Sokovia. Alle heltene er sammen, og kampscenerne, tempoet og CGI-effekterne går op i en højere enhed.

Grunden til, at vores helte er taget til ”eksotiske” Sokivia, er Baron Wolfgang von Strucker, der har udført eksperimenter på mennesker med Lokes scepter – Loke der jo var den fremragende skurk fra den første film.

Da genierne Stark og Banner efterfølgende undersøger sceptret, og specielt juvelen, finder de frem til en kunstig intelligens – en intelligens, eller livsform om man vil det, som de kommer til at slippe løs.

Så er Ultron på banen – en skurk, der vil udrydde menneskeheden for at redde Jorden. Og så går der ellers Jorden rundt i 80 dage, the Michael Bay-way, over filmen.

Dårlig skurk

Ultron-historien er desværre for tynd. Ultron bliver aldrig rigtig farlig, og alle hans floskler forsvinder i larm og ødelæggelse. Og det er ærgerligt, at filmen vil for meget, men kan alt for lidt.

Vores helte og den herlige humor, der også er til stede i filmens første halvdel, fortaber sig desværre i et overflod af CGI og ligegyldig action. Hvor mange af de nyere Marvel-film formår at ramme den rette dosering af effekter, action, historie, følelser og humor, drukner Avengers: Age of Ultron i effekter og action.

Det gør også, at en vis metaltræthed har indfundet sig, da filmen rammer sit stort anlagte klimaks. Et klimaks, der kunne have været ekstremt fedt, men desværre også et klimaks, hvor jeg som tilskuer er komplet ligeglad med, hvad der sker med de mange uskyldige mennesker.

Og når uskyldige mennesker, der skal reddes af helte, ikke vækker nogle følelser i mig, der normalt elsker den slags, er der gået et eller andet galt.

Fede elementer

Når alt det negative er sagt, så har filmen heldigvis også en del mindeværdige scener og elementer, der peger frem mod, at den næste film måske bliver bedre. Hvis altså overlæsse-tendensen ikke fortsætter og der går for meget Michael Bay og Transformers i skidtet.

Uden at røbe for meget er introduktionen af Vision et af filmens stærkeste kort sammen med kemien mellem heltene og den sejhedsfaktor, det er at se Thor, Hulk og Kaptajn A smadre skurke.
Nu er ”Phase 2” slut. Og man kunne lave en status før næste fase. Overordnet set ser det rigtig, rigtig godt ud. Der er etableret nogle meget stærke helte og et bjergtagende univers. Og mange spændende idéer er fostret, tråde smidt ud.

Det kan godt gå hen og bliver helt fantastisk. Men det modsatte kan også ske, hvis man som i Avengers: Age of Ultron lader CGI-ramasjangen fylde mere end karakterne.

Personerne og ikke stilen er det vigtigste

Det samme gør sig jo også gældende på tegneseriefronten, hvor alle disse helte kommer fra. Dybest set er tegningerne ikke det vigtigste. Det er personerne. Det er handlingen. Det er myterne.
Hvis tegninger og historier så går op en højere enhed er det jo perfekt, men stilen må for mig aldrig være det bærende element i superheltefilmatiseringer, da kernen, indlevelsen, netop findes i personerne og i hele konceptet, hvor det menneskelige og ”overnaturlige” spiller sammen.

Heltene er naturligvis larger than life, men det er når de tages ned på det menneskelige plan, at filmene for alvor slår gnister. Når karakterne fylder mere bliver actionsekvenserne også mere nærværende og ægte.

Avengers: Age of Ultron er bestemt ikke nogen dårlig film, men den er heller ikke specielt god. Den bliver for lang og overlæsset, der er ikke nok humor og farligheden er stort set ikke til at få øje på.

Det føles lidt som en autopilot, der styrer løjerne, og skurken er flad. Heldigvis er filmen befolket af dejlige helte og en del fede enkeltsekvenser. Men jeg er sgu’ stadigvæk ret skuffet, desværre. Filmen fortjener nok ikke mere end 3 stjerner, men Kaptajn A gør, at den alligevel sniger sig op på 4. Bedre held næste gang, golden boy Whedon.

Anmeldt i nr. 115 | 13/05/2015

Stikord: Superhelte