Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Arachnophobia

Arachnophobia
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

ArachnophobiaLille Peter Edderkop kravlede… langsomt ud af næsen på den døde bedemand. Hvis ikke den tanke sender et effektivt gys igennem kroppen på dig, kan du godt gå uden om Arachnophobia. Har du til gengæld en mild omgang araknofobi, vil du blive glimrende underholdt af Arachnophobias blanding af edderkoppegys og humor.

Araknofobi, frygt for edderkopper, er én af de mest almindelige fobier verden over, og rigtig mange mennesker, undertegnede inklusiv, lider af den i mild grad. Psykologer diskuterer stadig, hvorfor araknofobi – i øvrigt sammen med ophidiofobi, som er frygten for slanger – er blandt den mest udbredte, men blandt teorierne er, at svaret ligger dybt i vores gener: at det er evolutionen, der har gjort os bange for slanger og edderkopper for at sikre vores overlevelse.

Uanset hvad svaret er, er fobier af enhver art naturligvis guf for gyserfilmindustrien, og den udbredte frygt for – eller i hvert fald ubehag ved – edderkopper har da også igennem tiden medført en hel del edderkoppegysere. Der er både edderkoppegysere med edderkopper i almindelig størrelse, og til denne del af genren hører sådan set Arachnophobia, selv om der også er nogle pænt store sataner på spil her.

Edderkoppegysere

Deciderede fugleedderkopper er naturligvis en del mere gyserfilmsvenlige, hvilket vi bl.a. fik at se i Kingdom of the Spiders (1977), og endelig har der selvfølgelig også været en del film med edderkopper i kæmpemonsterstørrelse. De mest berømte her er Tarantula (1955), der er én af klassikerne blandt 1950’ernes kæmpemonsterfilm, og Earth vs. the Spider (1958), og til denne del af genren kan også regnes én af scenerne i The Incredible Shrinking Man (1957), selv om der faktisk her er tale om en almindelig husedderkop, der bare antager kæmpestørrelse fordi filmens hovedperson, som titlen antyder, skrumper. Af nyere kæmpeedderkoppefilm kan nævnes den underholdende gyserkomedie Eight-Legged Freaks (2002), hvor humoren dog er i højsædet.

Med andre ord: der er sådan set edderkoppegysere nok derude, men egentlig synes jeg, det er lidt overraskende, at der er så relativt få af dem, når man betænker, hvor udbredt frygten for de små kryb egentlig er.

Arachnophobia er én af den slags film, der giver mig myrekryb, hver gang jeg ser den – også selv om jeg har set den adskillige gange før, og også selv om det faktisk er en gyserkomedie. Som sådan tilhører jeg den perfekte målgruppe for en film som Arachnophobia: jeg bryder mig om edderkopper, men jeg er ikke fobisk nok til at få krampetrækninger af at se én på film. Og nu siger jeg godt nok ”én”, men der er en hel del flere end én edderkop i Arachnophobia.

Fra Sydamerika til Californien

Hovedpersonerne ankommer til den californiske lillebyidyl

Men allerførst er kort handlingsreferat. Filmens prolog foregår i Venezuela, hvor edderkoppeeksperten Atherton (Julian Sands) skal på ekspedition til et isoleret geografisk område. Her finder han bl.a. en ny edderkoppeart (af fugleedderkopstørrelse), som viser sig at være ekstremt giftig. Det er ikke så godt for ekspeditionens fotograf Manley, der bliver bidt af en af dem, og dør med det samme. De øvrige ekspeditionsmedlemmer tror dog, han er død af sygdom, og hans lig bliver pakket ned, så det kan sendes tilbage til Staterne. Men der kommer en ubuden gæst med.

Men en fremmed er flyttet ind i laden

Da Manleys lig er ankommet til den lille californiske by Canaima slipper edderkoppen løs, og havner i laden hos den nyankomne familie Jennings. Farmand Ross Jennings (Jeff Daniels) er lillebyens nye læge, og han har sin kone Molly (Harley Jane Kozak) og to børn med sig. Imens de finder sig til rette i deres nye hus, finder megaedderkoppen sig til rette i laden, hvor den parrer sig med en lokal edderkoppeart af almindelig størrelse, hvilket resulterer i et særdeles giftigt afkom. De nye edderkopper er små (dog ikke efter danske standarder), og snart vrimler de ud af laden, og ud i naturen.

Edderkopper og comic relief

En edderkop på lampeskærmen

Og så begynder indbyggerne i lillebyen ellers at dø. Først en venlig ældre dame, der har hjulpet Ross og Molly med at finde sig til rette. Så en ung footballspiller på byens high school-stadion, og derefter byens aldrende læge, der egentlig skulle være gået på pension, da Jennings ankom, men ikke gjorde det alligevel.

Ross får en mistanke om, at der kan være edderkopper på spil, og desværre er han hårdt ramt af araknofobi. Situationens alvor går dog først op for myndighederne i lillebyen, da Dr. Athertons assistent Chris (Brian McNamara) og senere doktoren selv ankommer til byen. Det bliver nu ekstremt vigtigt at få udryddet edderkopperne, inden edderkopperne udrydder Canaima, og derefter nabobyen, og nabobyen og…

En af byens unge kvinder i bad med en edderkop.. bvadr! (Brysterne fejler ingenting)

Heldigvis for os, der ikke er så glade for de ottebenede bæster, er der også lidt comic relief at finde i løbet af Arachnophobia. Ja, OK, faktisk er der en hel del comic relief. En del af lillebyens personer er nemlig ret morsomme, såsom den evigt-sultne bedemand Irv (Roy Brocksmith), der spiser alle steder, selv i lighuset, eller den oldgamle doktor Metcalf (Henry Jones), der er arketypen på den bedrevidende gamle mand. Vigtigst af de komiske roller er dog John Goodman som skadedyrsbekæmperen Delbert, der har nogle fine scener undervejs. Hele vejen igennem foregår begivenhederne med en vis grad af glimt i øjet, men det ændrer dog ikke på, at en del scener undervejs er ekstremt nervepirrende.

Selvfølgelig bygger det op til et stort opgør med den oprindelige megaedderkop og dronningen af boet (der også har antaget kæmpestørrelse), og gæt selv hvilken araknofobisk lillebydoktor, der egenhændigt må tage kampen op…?

Og til de videnskabsorienterede: når jeg bruger ordet ”dronning” om en edderkop er det ikke en fejl fra min side. Det er filmens fiktive edderkoppeart, der fungerer ligesom bier: med en dronning og en allerhelvedes masse soldater. Jep, det er de små sataner, der løber rundt i hele filmen.

Letbenet edderkoppeunderholdning

John Goodman står for comic relief i form af skadedyrsbekæmperen Delbert

Hvis man overhovedet ikke har skyggen af edderkoppefrygt, vil Arachnophobia nok ikke gøre det store for én, for den væsentligste del af filmens effekt kommer naturligvis af det instinktive ubehag ved tanken om edderkopper – og så endda sindssygt giftige edderkopper – i ens umiddelbare nærhed. Uden den gut reaction vil Arachnophobia sikkert være en relativt tam omgang.

Julian Sands spiller edderkoppeeksperten Atherton med vanlig intensitet

Har man som mig lider af en relativt mild araknofobi, vil Arachnophobia til gengæld virke præcist, som det har været hensigten: med en liflig rislen ned af ryggen, der får én til at mærke efter – bare for en sikkerheds skyld. Der er ikke tale om stor kunst, men filmen er hele vejen igennem velproduceret, hvilket ikke kan overraske, når man kigger på credits-listen. Instruktørens navn er Frank Marshall, og ham kender vi som producer og executive producer på en stor del af de seneste tyve års største blockbusters – bl.a. en hel del af Steven Spielbergs film. Nu vi er ved Spielberg, så har han executive producet Arachnophobia sammen med Marshall selv, og den blanding af gys og humor, vi finder i filmnen kunne for så vidt være lavet af Spielberg selv i hans mere legesyge, unge dage. Filmen er derudover fint fotograferet af Mikael Salomon, og Trevor Jones har suppleret filmen med dens udmærkede score.

Hvis man er til en omgang letbenet (ottebenet) edderkoppeunderholdning, så går man ikke galt i byen med Arachnophobia. Dens blanding af gys og humor gør, at edderkopperne hverken bliver for uhyggelige eller kommer til at virke ufarlige.

4 stjerner

Titel: Arachnophobia
Dansk titel: Araknofobi
Instruktør: Frank Marshall
Manuskript: Frank Marshall
Cast: Jeff Daniels (Dr. Ross Jennings), Harley Jane Kozak (Molly Jennings), John Goodman (Delbert McClintock), Julian Sands (Doctor James Atherton), Stuart Pankin (Sheriff Lloyd Parsons)
Producere: Kathleen Kennedy (producer), Richard Vane (producer), William S. Beasley (associate producer), Don Jakoby (co-producer), Frank Marshall (executive producer), Steven Spielberg (executive producer), Robert W. Cort (co-executive producer), Ted Field (co-executive producer)
Foto: Mikael Salomon
Klip: Michael Kahn
Musik: Trevor Jones
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, fransk, hollandsk
Produktionsland, år: USA, 1990
Produktionsselskaber: Amblin Entertainment, Hollywood Pictures, Tangled Web Productions
Distributør (DVD): Buena Vista Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/04/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *