Ambulance

6 minutters læsetid

AmbulanceI 2005 udkom den danske film Ambulancen. Filmen var instrueret af Laurits Munch-Petersen og skrevet af Laurits Munch-Petersen og Lars Andreas Pedersen.

Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen havde hovedrollerne som to brødre, Tim og Frank, der begår et røveri for at skaffe penge til en operation, der måske kan redde deres mor. De ender med at tage flugten i en ambulance. I ambulancen er en lægepraktikant og en hjertesyg patient.

Grundidéen er spændende, men filmen er ikke noget vidunder. Jeg havde faktisk glemt alt om den. Filmen blev heller ikke nogen stor kommerciel succes – 47.987 så den i biografen, hvilket gjorde den til den 21 mest sete danske film i 2005.

Fra Danmark til Bays USA

At den film så har fået et amerikansk remake, instrueret af selveste Michael Bay, er i sig selv en ret sjov historie, også når man ser på originalens succes i Danmark. Men igen: Konceptet er godt, idéen med flugten i ambulancen er god. Ikke videre original men stadigvæk god.

Man har så flyttet handlingen til USA, til Los Angeles. Her møder vi Will Sharp, der er krigsveteran. Will har brug for penge, så konen kan få en dyr operation, men forsikringsselskabet vil ikke hjælpe.

Klassisk at Amerika ikke vil hjælpe deres gamle helte; en trope vi har set udfoldet på mange forskellige måder gennem filmhistorien.

Så Will opsøger sin stedbror, Danny, der, helt tilfældigt, er ved at planlægge et bankrøveri! Will har lovet konen IKKE at opsøge Danny, da Danny ikke har en god indflydelse på Will, og hun har jo ret.

Will får muligheden for at deltage i bankrøveriet, så han kan skaffe pengene til konens operation. Men alt går naturligvis galt, og snart er de to brødre på flugt i en ambulance gennem Los Angeles’ gader – og med i ambulancen er en paramediciner OG en såret politibetjent!

Bay skiller vandene

Michael Bay er en filmskaber, der skiller vandene. Nogle bliver søsyge på grund af den voldsomme visuelle stil og de vilde kamerature. Andre synes det er noget patetisk lort. Hjernedød underholdning.

Andre synes at Bays film er noget af det bedste, der findes. Jeg bryder mig ikke om, at man ikke kan lide en film på forhånd, bare fordi eksempelvis Michael Bays navn står på. Det er en håbløs tilgang til filmkritik, til det at se film.

Samtidig anerkender jeg, at man ikke skal begynde at diskutere den personlige smag. Og hvis man ikke kan lide Bays film, også før man giver dem en chance, fordi man tror, man ved, at det er noget lort, så må det være sådan.

Så går man bare glip af nogle gode filmoplevelser, og et sådant tilfælde er Ambulance. Lidt på samme måde, som mange afskriver Roland Emmerichs film som værende noget lort.

Men tilbage til Bay. For ja, manden har lavet flere middelmådige og flere deciderede dårlige film. At han så, rent kommercielt, er én af de mest succesfulde instruktører i filmhistorien viser jo, at han kan et eller andet i forhold til at trække folk i biografen.

Ofte kritiseres Bays film af kritikerne, mens publikum ser dem med stor glæde. Det kan måske lyde som om, at denne anmeldelse bevæger sig i retning af en forsvarstale for Bay, og det er bestemt ikke meningen.

Jeg mener blot, at det med Bay, som med mange andre filmskabere, er mere nuanceret end som så. Det er ikke bare lort eller fremragende blockbuster-underholdning.

Fra de slemme drenge til Jordens undergang

Lad os først se lidt på nogle af de Bay-film, som jeg vil kategorisere som gode – at du så er uenig, er jo fint nok.

Vi starter tilbage i 1995; vi starter med Bad Boys. En ganske udmærket actionfilm, hvor vi bliver introduceret til mange af Bays varemærker: Hurtig klipning, vilde kamerature, varme billeder, humor, slow motion, vilde biljagter og eksplosioner.

Man kan rent faktisk se inspiration fra de visuelle genier Tony og Ridley Scotts tilgang til filmsproget i Bays film, uden at Bay på nogen måde når op på Scott-brødrenes niveau.

Bay smører tykt på, ofte meget tykt, både visuelt og i forhold til patriotisme og dyrkelsen af eksempelvis soldater og politibetjente, men han gør det som en glad dreng/teenager. Bays legende tilgang skinner tydeligt igennem.

Bad Boys blev også filmen der sendte Will Smiths filmkarriere mod stjernerne. Filmen fik to efterfølgere i 2003 og 2020, hvor Bay kun står bag den ene. Bad Boys 2 er en overlæsset og meget, meget lang actionfilm.

I 1996 kom så den film, som mange vil nævne som deres Bay-favorit, nemlig The Rock. Igen har vi de hektiske klip, humoren, de varme farver, de vilde kamerature, slow motion og eksplosionerne.

Og naturligvis Nicolas Cage og Sean Connery og det vilde actionscore, som mange af os kan nynne med på i søvne. Jeg genså filmen for nylig og det er altså en dejlig kulørt actionfilm. Overdrevet og vild.

The Rock blev også en gigantisk kommerciel succes, som Bay i 1998 fulgte op med den svulstigt patriotiske og patetiske Armageddon. “That man’s not a salesman. That’s your daddy.” og “Miss Stamper? Colonel Willie Sharp, United States Airforce, ma’am. Requesting permission to shake the hand of the daughter of the bravest man I’ve ever met.”

Filmen er heldigvis også spækket med selvironi og humor som her: “You know we’re sitting on four million pounds of fuel, one nuclear weapon and a thing that has 270,000 moving parts built by the lowest bidder. Makes you feel good, doesn’t it?”

Når det patetiske bliver klistret

Jeg elsker det skidt og har set den film mange gange – og jeg ved, at mange hader den film af netop de samme grunde, som jeg elsker den.

Som I nok kan fornemme, var jeg ret glad for de første Bay-film. Den næste film, i 2001, var Pearl Harbor, og den er desværre ikke specielt god. Den mangler nemlig den lethed og den humor, der får det patetiske til at glide ned på en behagelig måde.

I Pearl Harbor bliver det hele for meget af det gode. Og det summerer faktisk meget godt op, hvad det handler om, når man taler om Bay: Det er svulstige sager, og nogle gange bliver det for meget af det gode.

Som i Transformers-serien, der jo rent faktisk lægger fint ud med den første fra 2007, men som sidenhen udvikler sig i en forholdsvis skrækkelig retning. Det kulminerer i 2017 med den ganske jammerlige Transformers: The Last Knight. Et lavpunkt i Bays karriere.

The Island fra 2005 er en anderledes Bay-film, som udvikler sig til en klassisk action-Bay i filmens sidste del, og Pain & Gain fra 2013 viser også andre sider af Bay. Det ligner stadigvæk en Bay-film, men den vil noget andet.

Følelsen af GTA og Speed

Men nu skal vi også tilbage til Ambulance; en film hvor man, på godt og ondt, oplever Bays styrker og svagheder.

Selve heist-scenen og det efterfølgende skyderi i gaderne når ikke op på niveauet fra mesterværket Heat, men det er faktisk ret effektivt lavet.

Det samme er brugen af Los Angeles som location. Her minder filmen i visse dele ret meget om spillet GTA. Vildskaben, politijagten, helikopterne, at man gemmer sig for politiet osv. Der er også noget Speed-intensitet over jagtscenerne gennem Los Angeles’ gader.

Og inden der går tomgang i jagten, tager filmen os i en ny retning på en ganske effektiv måde.

I rollen som paramedicineren Cam får Eiza González skabt en stærk karakter, og det er tydeligt, at Jake Gyllenhaal har haft en fest som den psykopatiske Danny Sharp.

Yahya Abdul-Mateen II er som Will Sharp filmens emotionelle anker: For er det ikke OK at gøre noget ulovligt, når bare man gør det for at hjælpe andre? Og hvad med det land, der ikke vil hjælpe Will?

Ja, naturligvis retfærdiggør det ikke, at man bliver kriminel, men det flirter med selvtægtstanken, som både er grundlæggende i den amerikanske actionfilm som genre og i selve mytologien om Amerika. “The land of the free and the home of the brave”, altså i den dur. Når staten ikke vil hjælpe, må de modige mænd og kvinder træde til.

Der er smurt tykt på

I sidste ende er Ambulance en spektakulær, underholdende, halvdum og meget effektiv actionfilm fra Michael Bays hånd. Der er fuldt tryk på vilde kamerature, klichéer, biljagter, usandsynligheder, eksplosioner, skuddueller og lækre billeder, hvor solen reflekteres i næsten alt.

På trods af at filmen har en for lang spilletid, så formår manuskriptforfatterne at få meget ud af den spinke danske filmidé, og der kommer konstant overraskelser.

Om man kan lide dyrkelsen af politiet og sundhedspersonalet som helte – og det er smurt tykt på – er op til den enkelte. I det hele taget er der smurt tyk på.

Ambulance er Michael Bays bedste film i mange år, hvis I spørger mig. Filmen er bestemt ikke perfekt. Men den har nerve, og man ser legebarnet Bay i fuld vigør på den gode måde, ikke “Transformers-CGI-Bay”, men mere “Los Angeles badet i solskin med fede oneliners og herlige actionscener”-Bay.

Hvis man IKKE kan lide Michael Bay, kan man hoppe videre til en anden film – og til en anden anmeldelse. Men man kunne også give filmen en chance. Og måske opleve at Bay rent faktisk kan noget andet, end man troede?

4 stjerner

Titel: Ambulance
Instruktør: Michael Bay
Manuskript: Chris Fedak baseret på Ambulancen af Laurits Munch-Petersen &
Lars Andreas Pedersen
Cast: Yahya Abdul-Mateen II (Will), Jake Gyllenhaal (Danny), Eiza González (Cam Thompson)
Foto: Roberto De Angelis
Klip: Pietro Scalia, Doug Brandt, Calvin Wimmer
Musik: Lorne Balfe
Spilletid: 136 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2022

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022

Stikord: Remake

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.