The X-Files, eller bare X-Files, kendt som Strengt Fortroligt i Danmark, er for mig den bedste TV-serie, der nogensinde er lavet. Serien er en popkulturel milepæl, som både indfangede 90’ernes tidsånd, og samtidig varslede en ny form for kvalitet i TV-mediet, som kendetegner moderne TV-serier.
Denne artikel vil se nærmere på The X-Files og seriens tilblivelse. Som serien skred frem blev den mere og mere selvbevidst, de intertekstuelle konstruktioner mere tydelige, og det endte da også med at underminere serien, hvilket jeg vil komme ind på i en senere artikel. Men i de første mange sæsoner får vi som tilskuere noget af det bedste underholdning, der er kravlet ud af den amerikanske underholdningsindustri.
Video eller filmlook
Forskere taler om det videografiske og det kinematografiske, som er tilknyttet stil. Man kunne også bare kalde det video- eller filmlook, hvor det er tydeligt, at den største visuelle kvalitet er at finde i filmlooket. Derfor ligner mange moderne TV-serier da også film. Videolooket elsker vi at hade, da det netop er det look, min generation er vokset op med.
The X-Files bliver mere og mere filmisk at se på, som sæsonerne skrider frem, og det er en udvikling, som serien er bevidst om, hvilket tydeligt ses i afsnittet ”X-Cops” fra syvende sæson. Her blandes filmisk stil sammen med videostilen, man kender TV-serien Cops (fra 1989 og still going strong på tyvende sæson). På det tidspunkt er vi fremme i X-Files’ mere eksperimenterende fase, hvor historien træder i baggrunden og stilen i forgrunden.
Det postmoderne helvede
Forklaringen på denne udvikling i TV-mediet skal man finde flere forskellige steder. Nogen ser på det med den postmoderne optik; et begreb, man ikke kommer uden om, når man ser på 90’erne. Andre forsøger at beskrive det mere jordnært ud fra et empirisk overdrive, hvor man har set på alt, hvad der kommer ud af tossekassen. Hvis man vil, kan man kneppe X-Files sønder og sammen i et postmoderne rush, men så ser man også kun toppen af isbjerget. Derfor er det godt at se på de intertekstuelle rammer, og den måde, det hele forholder sig til den store fortælling, men samtidig er det også godt at kigge på banale spændingsting og konstruktioner, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med den postmodernistiske teori.
Man kan opstille forskellige parametre for, hvorfor netop den amerikansk producerede TV-serie udviklede sig så meget i den periode, hvor The X-Files brød igennem. Der er naturligvis andre ting, der har spillet ind, men det følgende er nogle overordnede træk i hele industrien.
Reservoir af ideer
For det første benytter TV-industrien, som det også er tilfældet med filmindustrien, sig af det gigantiske reservoir af både stilistiske og fortællemæssige greb, som efterhånden har hobet sig op gennem flere generationer. Se blot afsnittet ”Ice” fra første sæson, som ikke var blevet til uden John Carpenters The Thing (1982) (som igen ikke var blevet til uden The Thing from Another World (1951), som igen ikke var blevet til uden etc. etc. og sådan hænger det hele så godt sammen).
I ”Colony” optræder en intergalaktisk lejemorder, som har en del tilfælles med dræberrobotten fra Terminator 2: Judgement Day (1991). Og sådan kunne man fortsætte. Film- og TV-skabere står på ryggen af hinanden for at skabe deres helt specifikke udtryk. Det er vigtigt at pointere, at sådan har det altid været, men at det blev mere udtalt i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor man netop føler, at alt er blevet fortalt og vist.
Industriens udvikling
For det andet bliver industrien en medspiller, og det gælder både de teknologiske fremskridt, og den måde de forskellige studier profilerer sig på. Vi ser eksempelvis stor udvikling i computerteknologien, som gør at TV-serier med relativt få midler kan ligne film, hvilket giver mulighed for at lave historier, som før var forbeholdt de langt dyrere filmproduktioner. Dette er en udvikling som stadig foregår: tænk blot på serier som Lost (2004-), The Sopranos (1999-2007) og Desperate Housewives (2004-), der virkelig ligner film, og som viser, hvor tæt de moderne TV-serier er på filmuniverset – sjovt nok er kameramanden John S. Bartley, der er krediteret director of photography på 32 afsnit af Lost, den selv samme mand, der også stod for fotograferingen af 64 X-Files-episoder.
Generelt set er TV-seriens styrke, at den har tid til at fortælle langt mere komplekse historier, end i filmens verden, og det er heller ikke uden grund, at butikkerne bugner med velproducerede TV-serier i billige DVD-bokse – man kan eksempelvis købe en hel sæson af The X-Files for sølle 179.95 i Blockbuster.
Forhåbentligt vil denne øgede konkurrence fra TV-mediet få filmfolkene til at arbejde mod endnu bedre produktioner, da folk ellers hellere vil se TV, når nu den moderne TV-serie både har A-list skuespillere, gode instruktører og et budget, som sparker røv.
Noget unikt
Et tredje aspekt er, at TV-stationerne altid vil forsøge at lancere deres produkt som noget helt specielt og unikt. Dette fremstår vel ganske naturligt, men har også sit udspring i en økonomisk krise, som de amerikanske netværker for alvor kunne mærke i slutningen af 80’erne, hvor de tabte terræn til kabel-TV. I sæsonen 1979-80 havde amerikanske networks en share på 90%, men den var faldet til 64% i sæsonen 1989-90. Så det var nødvendigt at tage chancer og prøve ting af, som ikke var set før. Og derfor var det da også heldigt, at Carter kom på banen med The X-Files i netop den periode.
Det hænger også sammen med, at den almindelige TV-seer var blevet mere krævende, og at det store udbud af produkter gjorde, at TV-stationer blev nødt til at holde seerne fast – ellers zapper de bare videre. Det er en tendens, vi også så i et mindre omfang herhjemme, da TV2 og betalingskanalerne dukkede op i slutningen af 80’erne. Man kunne som seer tillade sig at kræve mere af sine produkter, hvilket var en nødvendig udvikling for at kvaliteten skulle blive højere.
X-Files kontra Twin Peaks
De fleste tænker sikkert: ja ja, X-Files kunne kun komme, fordi Twin Peaks (1990-1991) havde banet vejen. Det er en sandhed med modifikationer, og jeg vil kort se på forskelle og ligheder mellem The X-Files og Twin Peaks. Personligt elsker jeg Twin Peaks, som dog i mine øjne fortæller langt mindre om selve udviklingen i TV-serierne, da den er så speciel, at den har sin helt egen plads, uden for alt andet, i TV-historien.
Twin Peaks er en serie, der indeholder alt fra små dværge i en anden dimension til de meget jordnære intriger blandt beboerne i byen Twin Peaks. Forskellen på de to serier ligger meget i deres grad af realisme. David Lynch formåede med Twin Peaks at nedbryde grænserne mellem virkelighed og fantasi, hvor X-Files, på trods af de mange mystiske elementer, er meget mere nede på jorden. Personerne i The X-Files er nemmere at relatere til, hvor man i Twin Peaks har på fornemmelsen, at ingen er, hvad de giver sig ud for. Alt er mystisk, selv en simpel trappeopgang kan fremstå underlig, og netop også derfor er Twin Peaks så stærk: ud af det almindelige kommer det underlige og ubehagelige, som i de sekvenser, hvor Bob kravler rundt i Palmer-familiens stue. Hvad man normalt forstår ved almindelighed kan Lynch vende på hovedet, hvilket også ses i de fleste af hans film.
I The X-Files holdes det mystiske nede på et forståeligt niveau, hvor Mulder og Scully benytter sig af klassiske opklaringsmetoder, og hvor Scullys videnskabelige tilgang skaber troværdighed. Hovedpersonen i Twin Peaks er FBI agent, nøjagtig som Mulder er det i X-Files (sjovt nok medvirkede David Duchovny i Twin Peaks som en transvestit, der også var FBI-agent), men selvom de to serier har flere fællestræk, er de alligevel forskellige som nat og dag.
Succesen kom ikke med det samme
Ingen, og slet ikke Fox, kunne forudse, hvor stor en succes The X-Files ville blive. Fox havde stort set ikke haft nogen erfaringer med den form for genrehybrid, som The X-Files er, og havde mere haft succes med jordnære ting som Beverly Hills, 90210 (1990-2000), In Living Color (1990-1994) og Married with Children (1987-1997). Så The X-Files blev programsat til fredag aften; et slemt tidspunkt, når man ser på, at den yngre generation, som bestemt er en målgruppe for serien, normalt laver andre ting på dette tidspunkt. Desuden stod The X-Files alene som ”self-starter”, hvilket vil sige, at der ikke i minutterne op til serien blev sendt en mere kendt serie, som derved kunne generere et publikum ud af dem, der f.eks. lige havde set Seinfeld (1990-1998).
Men som første sæson skred frem, kunne Fox godt se, at de sad med en lille guldklump. Piloten blev set i 7.4 millioner hjem, hvorimod ”Little Green Men”, det første afsnit i sæson 2, blev set i 9.8 millioner hjem. Populariteten i de første to sæsoner kulminerede den 3. februar 1995, da 10.8 millioner hjem havde tunet ind på Fox og The X-Files.
Seriens pilotafsnit blev sendt i USA den 10. september 1993, hvor den som nævnt blev set i 7.4 millioner hjem. Det svarede til, at 15 % af alle, der tændte fjernsynet på det tidspunkt, så The X-Files, og det er ret flot, når man tager i betragtning, at det blev sendt fredag aften, som normalt ikke et godt tidspunkt for dramaserier, idet shows normalt styrer den sendeflade. Da Fox fornemmede, at der var seertække i X-Files, valgte de at rykke sendetidspunkt frem til søndag, så serien faktisk blev starter for andre, mere ukendte, programmer.
Siden blev det til 202 episoder, fordelt på 9 sæsoner, hvor det sidste afsnit blev sendt den 19. maj 2002. For Fox Broadcasting Company, et datterselskab af 20th Century Fox Television, var The X-Files et gigantisk hit, som i midten af 90’erne samlede hr. og fru Amerika foran skærmen til de 43 minutter lange episoder.
Star Trek, i alle dens afskygninger, er nok den TV-serie, der har den største kultdyrkelse med Trekkies og diverse kongresser. Men efter Star Trek følger uden tvivl The X-Files. Nettet, som netop også voksede voldsomt i den periode, The X-Files gjorde sin entré, boomer med fanzines, og som pendant til Trekkies har The X-Files tilhængere med betegnelsen X-Philes – hvilket stammer fra det græske ord ’philos’, som betyder at elske eller være besat af.
Chris Carter
Skaberen af The X-Files er amerikaneren Chris Carter, som blev født i Californien i 1956. Carter blev uddannet journalist i 1979, og arbejdede frem til 1985 for et surfermagasin, der hed Surfing, hvor han både skrev og var medredaktør. Samtidig elskede han baseball, var høj, blond, han surfede, og på mange måde kan Carter beskrives som en All-American mand. I 1985 fik han fødderne indenfor hos Disney, hvor han skrev til flere TV-serier. Carter blev dog hurtigt træt af at skrive komedier, da han havde noget mere på hjerte (læs: nørdhjertet). Han var fascineret af historier om amerikanere, der var blevet bortført af aliens (og at 3% af den amerikanske befolkning tror på, at det er sket), og samtidig ville han inddrage store konspirationsteorier med regeringen, som man kendte det fra Watergateskandalen – så det er heller ikke noget tilfælde, at Mulders kontakt Deep Throat er opkaldt efter en kilde under Watergateskandalen.
Først måtte han Carter skrive flere pilotafsnit til diverse serier, før Fox valgte at satse på ham og hans serie om det paranormale. Men mere konkret: hvad var Carters inspiration? For det første mente Carter, og det med god grund, at TV-fladen manglede noget med gys i. Det hele var blevet så pænt (læs: kedeligt), og det var stadig komedierne og sitcoms, der skabte dagsordenen. Her kan man så indskyde, at en TV-serie som Twin Peaks, om end den er meget forskellig fra The X-Files, var med til at åbne op for gys på de amerikanske TV-skærme.
Carter har selv i interviews peget på TV-serier som The Twillight Zone (1959-1964 og 1985-1989) og Alfred Hitchcock Presents (1955-1962 og 1985-1989), men det var mere den obskure TV-film The Night Stalker (1971) og dens sequel The Night Strangler (1973), som siden hen blev til TV-serien Kolchak: The Night Stalker (1974-75), der for alvor satte sit præg på The X-Files.
Som det ses, kørte serien kun ét år, og det var noget, der fik Carter til at blive opmærksom på, hvor den fejlede. I Kolchak: The Night Stalker følger vi den uheldige journalist Carl Kolchak, der gang på gang støder på zombier, vampyrer og andre overnaturlige elementer. Problemet med TV-serien var, at den mistede damp efter første sæson, og at folk blev trætte af at se det ene møde med noget overnaturligt efter det andet. Det blev utroværdigt indenfor fiktionens egne rammer.
Derfor var det også vigtigt for Carter at lade andre end hovedpersonerne opleve det overnaturlige, som næsten altid sker i anslagene i X-Files. Samtidig var det vigtigt, at personerne var troværdige, og da The Silence of the Lambs (1991) kort forinden havde høstet stor ros, var det på sin plads med et par FBI-agenter, der efterforsker specielle sager. Sidstnævnte faktor havde også indflydelse på, at Gillian Anderson, der i statur minder lidt om Jodie Foster, blev valgt til rollen som Scully. Flere producenter havde gerne set en storbarmet blondine, i stil med Pamela Anderson, som seermagnet, og det kan vi kun være glade for ikke skete. Dertil kan man så tilføje Scullys medicinske baggrund, som netop også skaber troværdighed, da hun med en enkelt replik kan gøre det utroværdige realistisk.
Salgstalen
Og så kom tiden, efteråret 1992, hvor Carter skulle have solgt ideen til Fox. TV-stationens producere var i første omgang meget skeptiske over for idéen om det paranormale, som let kunne blive noget værre humbug. Carter blev da også nervøs, da han skulle fremlægge sin idé for de høje herrer, men til sidste blev de overtalt – mest fordi Carter havde gode talegaver, var dygtig til at skrive og havde en passion for projektet. Og nok også fordi, Carter havde et ønske om at gøre serien troværdig og realistisk, på trods af, at den indeholder aliens og andre overnaturlige elementer.
På det tidspunkt var Fox også en mindre spiller på den store TV-bane, og det var nødvendigt for dem at markere sig. Det gør man ofte ved at tage chancer, og ved at lave noget, som de store stationer ikke gør. Så i november 1992 besluttede Fox-produceren Sandy Grushow sig for at give grønt lys for, at pilotafsnittet til The X-Files kunne gå i produktion. Men der var stadigvæk lang vej hjem.
På røven i Vancouver og opturen hos Murdoch
For at spare penge, og for at finde de rette skov-locations, blev produktionen af pilotafsnittet rykket til Vancouver og omegn – generelt bliver meget amerikansk TV optaget i Canada, da det er billigere, og Vancouver kan give sig ud for næsten hvilken som helst nordamerikansk by. Vancouver blev da også base for The X-Files siden hen.
Vancouvers popularitet betød, at der på samme tid, i starten af marts 1993, var over 15 andre produktioner, der filmede i området, så der var en mangel på teknikere. Men det løste sig også, selvom der både var økonomiske og tekniske problemer forbundet med den korte produktionsfase.
Det tog to uger at filme piloten, og så var der alt efterarbejdet, før den kunne blive vist for et publikum, deriblandt ejeren af hele selskabet, mediefænomentet Rupert Murdoch. Og på det tidspunkt var Carter ved at skide i bukserne. Men Fox købte idéen, Murdoch klappede i sine små fede pengegriske hænder, og The X-Files var klar til at tage kampen op med et utal af andre TV-serier og shows.
Gennembruddet og anerkendelsen
Carters store gennembrud kom således i 1993, da han lancerede The X-Files, hvor han gennem hele serien både har instrueret, skrevet og produceret et utal af episoder. Han dannede i 1993 sit eget produktionsselskab, Ten Thirteen Productions, som også står bag The X-Files spinoff-serien The Lone Gunmen (2001), de to X-Files-spillefilm (1998 og 2008) og den X-Files-inspirerede serie Millenium (1996-1999).
Det gik endda så vidt, at The X-Files blev nomineret til et hav af Emmy’er i 1995, den største pris noget amerikansk TV-produkt kan vinde. Som en ekstra appelsin i turbanen for Fox blev den nomineret til en Emmy for ”outstanding dramaseries”, som intet Fox-produkt var blevet før – den tabte dog til NYPD Blue (1993-2005). I løbet af hele sin levetid nåede X-Files at vinde hele 68 priser, heriblandt 5 Golden Globes og 16 Emmyer.
Så det, der startede som et sats fra Fox, blev til en stensikker succes. Hvis man læser nogle af de anmeldelser, serien fik med på vejen i løbet af de første to sæsoner, kan man godt se, hvor det bar hen. Joyce Millmans kommentar nedenfor er dog også udtryk for den skepsis, som Fox selv havde overfor produktet:
”One of the most intriguing new dramas of the fall season…a promising drama with a provocative edge.” – Ray Richmond, Los Angeles Daily News
”The Government coverup is depicted with the right touch of humid paranoia. The Problem is: The X-Files itself seems destined to end up in TV’s archive of short lived phenomena.” – Joyce Millman, San Fransisco Examiner
X-Files All Stars
Men hvilke personer var med til at gøre The X-Files så specielt vellykket? Chris Carter er uden tvivl en dygtig herre, men hvad der er vigtigere er, at han fik samlet et meget kompetent hold af både skuespillere, teknikere, manuskriptforfattere og instruktører bag sig.
På mange måder er X-Files en ganske klassisk crime-serie med det umage makkerpar, der supplerer hinanden godt. Men samtidig er X-Files noget helt nyt, og kan bedst betegnes som genrehybrid. Der er både velskrevet investigation, traditionel horror, håndgribelig action, sci-fi, overnaturlig suspense, drama, overvældende konspirationer og underspillet humor. Og blandingen virker helt optimalt.
Den noget grønne Carter fik følgeskab af et team af dygtige manuskriptforfattere. Glen Morgan og James Wong som det ene hold, Howard Gordon og Alex Gansa som det andet, og Carter selv som et tredje enmandshold. Tilsammen skrev disse tre enheder 20 af de første 24 episoder, og deres forskellige tilgang til serien har givet den sin mangfoldighed, hvor de alle formåede både at skrive de små enkeltstående fortællinger og de store mytiske fortællinger.
Da Glen Morgan og James Wong forlod X-Files efter ”Die Hand Die Verletzt” gjorde de det med manér. Episoden, som er nr. 14 i anden sæson, blev sendt i USA den 27. januar 1995. Det siger måske ikke så meget. Men når man ser, at de to herrer er krediteret James ”Chargers” Wong og Glen ”Bolts, Baby” Morgan, vil kendere af amerikansk fodbold måske have lugtet lunten. Wong og Morgan er nemlig glødende fans af NFL-klubben San Diego Chargers, som to dage senere, den 29. januar 1995 skulle spille Super Bowl mod San Fransisco 49’ers – en kamp, de tabte.
Men der var flere metalag i det afsnit. I slutningen af afsnittet, da de faldne djævledyrkere er blevet dræbt af den mystiske frøken Paddock, står der ”It’s been nice working with you” på en skoletavle. Dette er Paddocks hilsen til de to FBI-agenter, men også Wong og Morgans hilsen til hele crewet bag X-Files. Og sådan er der fyldt med anekdoter igennem hele X-Files’ historie, hvilket også er med til at skabe den meget omfattende myte og dyrkelse af serien.
Usikkerhed og sikkerhed i samme åndedrag
Gennem hele første sæson var Carter usikker på, om serien ville få lov til at fortsætte, og derfor er sæsonen da også kendetegnet ved de noget løsrevne episoder, hvor det ikke er den store fortælling, der er i fokus. Der var mange på Fox, som ikke var glade for de åbne slutninger, som netop var det essentielle for Carter, hvis serien skulle overleve. Han ville give seerne mulighed for selv at danne mening, og derved ville mystikken gøre, at folk ville se mere.
Men i takt med at seertallet steg, gjorde Carters ambitioner det samme, hvilket også ses på slutningen af første sæson, hvor vi for alvor får et indblik i X-Files overordnede story arc og mytologi. Samtidig blev de kritiske ryster mindre, og Carter fik arbejdsro. Det er noget, anden sæson bygger videre på, dog stadig med de enkeltstående episoder, hvor både Scully og Mulder, og seerne, får små pauser fra den store og truende konspiration.
Dog var det studiet, der fik indført Scullys afsluttende monologer, hvor hun igennem sine rapporter kommenterer på det, vi lige har set. I første omgang var Carter ikke glad for denne del, da det gav en form for closure, som han ikke brød sig om, men sidenhen blev han stor fan af idéen. Assistant Director Skinner blev også mere og mere fremtrædende i serien igennem anden sæson, og dette var også et ønske for studiet. Da X-Files så dagens lys var det i skæret af en hård antivoldskampagne, ansporet af senator Paul Simon fra Illinois, og naturligvis bakket op af det konservative Amerika. Moralens vogtere mente åbenbart, at der var alt for meget vold i TV, og derfor blev de forskellige networks tjekket i hoved og røv.
Resultatet blev, at X-Files ikke måtte vise så meget død og vold, som Carter gerne ville. Først var det ved at stoppe hele projektet, men, som Carter selv siger, så tvang det bare manuskriptforfatterne til at tænke alternativt. Og den ”bedste” ubehag, i mine øjne, er den, man ikke direkte ser, men den, man selv skal tænke sig frem til. Det tvinger forfatterne til at blive bedre historiefortællere, da det meste skal fortælles off-screen og appellere til tilskuerens fantasi. Det viser blot, at X-Files har været meget heldig, da studiets og samfundets indblanding faktisk kun gjorde serien bedre, frem for at hæmme den. Og det sker ikke så tit.
X-Files som meningsdanner
Noget som dog helt sikkert er en af de største tiltrækningskræfter ved The X-Files er den overordnede mytologi, hvor man kommer tættere og tættere på den store konspiration. I X-Files er der tilknyttet noget overnaturligt til konspirationen, hvilket ikke er nødvendigt for at tiltrække et stort publikum. Det var meget oppe i tiden i 90’erne, og lever da også videre i eksempelvis Dan Browns romaner og film som National Treasure (2004).
På et højere plan, og i en klassisk poppet forklaringsmodel, hænger det naturligvis sammen med, at menneskeheden søger efter svar og en dybere mening i en tid, hvor religionen i den vestlige verden er ved at miste sin tiltrækningskraft. Så det er ikke uden grund, at taglines som “The truth is out there” og “I want to believe” ramte plet.
Det var dog vigtigt for Carter, at serien ikke ”bare” blev The UFO Show med store mytiske tanker, så derfor ser vi da allerede også i episode tre, ”Squeeze”, Mulder og Scully jagte den mystiske Tooms. Denne episode viser netop, hvor godt serien også fungerer som ren spænding og horror, hvor små spændende historier står i stærk kontrast til den store og tunge mytiske fortælling.
Hemmeligheder på toppen af isbjerget
Et af X-Files’ stærkeste kort er måden, hvorpå informationer gives videre til Mulder og Scully, og dermed indirekte til seeren. Som i de bedste konspirationsteorier gives der viden nok til, at man holdes ved ilden, uden dog at den ”rigtige” sandhed kommer frem. Det gør, at serien holder sin store fanskare fanget i løgne, som udvikler sig til sandhed, tilbage til løgn igen, og så måske en ny sandhed. Netop som man tror, at man har regnet den ud, rives tæppet væk under én, og nye spørgsmål dukker op. Et godt eksempel herpå ses i det fremragende dobbeltafsnit ”Colony ”og ”End Game” fra anden sæson.
For hvem er kvinden der dukker op? Er det Samantha eller blot en klon af en klon? Det viser sig at være det sidste, men i slutningen af afsnittet fortæller den intergalaktiske lejemorder dog, at søsteren er i live. Så først tror vi, hun er død, så at hun er i live, og så at hun er død igen, hvorefter konspirationen uddybes ved, at den fremmede kan fortælle Mulder, at hans søster er i live.
Dette koncept med kun at vise toppen af isbjerget, for engang imellem at dykke dybt, er det, der har givet The X-Files den lange holdbarhed. På den anden side betød det også, at selve den store story arc blev hullet som en si i takt med, at serien skred frem, men i de første mange sæsoner fungerede det upåklageligt.
Det platoniske forhold
Samtidig er det også godt, at manuskriptforfatterne tilnærmer Scully og Mulders forhold noget platonisk, selvom man godt aner en lille flirt, som også udvikler sig gennem serien. Man kan da heller ikke fortænke Mulder et øjeblik, for der er noget ganske frækt over den tilknappede og korrekte Scully.
En anden af seriens mest effektfulde strukturerer er forholdet mellem videnskab og tro, personificeret gennem Scully og Mulder. Konstant sættes deres værdigrundlag på prøve, og kun sammen, i vekselvirkningen mellem logik og sansning, har makkerparret en chance mod dét, de er oppe i mod. Som serien skrider frem, kan man godt undres over, at Scully bevarer sin skepsis, på trods af alt det, hun har set.
Scully anderkender, at der er ting, hun ikke forstår, men hendes tyrkertro gør, at hun holder fast i, at videnskaben er vejen frem. Mulder følger derimod sit hjerte, og sin nørdparanoia, der også gav ham tilnavnet Spooky Mulder. Han drives af passionen, og dybest set er denne passion blevet vakt, da hans søster forsvandt for mange år tilbage. Men en passion har til tider brug for at blive holdt i live, og episoden med klonerne har netop givet Mulder det, han havde brug for: troen er tilbage, og sammen kan han og Scully fortsætte jagten på folkene bag den konspiration, der virkelig har gjort, at menneskeheden er på røven.
Scullys slutmonolog i ”End Game” er meget vigtig i den sammenhæng:
”Transfusions and an aggressive treatment with antiviral agents have resulted in a steady but gradual improvement in Agent Mulder’s condition. Blood tests have confirmed his exposure to the still unidentified retrovirus, whose origin remains a mystery. The search team that found Agent Mulder located neither the missing submarine nor the man he was looking for. Several aspects of this case remain unexplained, suggesting the possibility of paranormal phenomena. But I am convinced that to accept such conclusions is to abandon all hope of understanding the scientific events behind them. Many of the things I have seen have challenged my faith and my belief in an ordered universe. But this uncertainty has only strenghtened my need to know, to understand, to apply reason to those things which seem to defy it. It was science that isolated the retrovirus Agent Mulder was exposed to. And science that allowed us to understand its behaviour. And ultimately, it was science that saved Agent Mulder’s life.”
Herefter ser vi Scully sidde ved Mulders sygeseng, og han vågner naturligvis op og siger følgende: ”I found something I thought I had lost. Faith to keep looking”.
Og så slutter afsnittet. Skepsis og tro. Det ukendte og videnskaben. Mulder og Scully.
The truth is out there
I den nærmeste fremtid vil jeg dykke ned i de enkelte sæsoner af The X-Files, og komme med anmeldelser af disse. Denne artikel vil om noget tid blive fulgt op af ”anden halvleg”, hvor jeg vil se på, hvornår og hvorfor serien kom ud på et sidespor. Indtil da er det bare at gå på opdagelse i de mange episoder, eller se den nye film, og tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end Cancer Man vil lade os vide.
Udgivet i nr. 38 | 13/12/2008
Stikord: Alien Abduction, FBI, Konspirationsteorier, Okkultisme, TV, The X-Files