One, Two, Freddy’s Coming for you.. Den første sætning i det uhyggelige børnerim, har med garanti fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste teenagere, efter de har stiftet bekendtskab med Wes Cravens A Nightmare on Elm Street (1984). Det var her, at publikummet første gang mødte den vansirede drømmemorder Freddy Krueger, der med tiden er blevet et af de store horrorikoner sammen med Jason Voorhees, Michael Myers og Leatherface.
Det hele startede i 1984, hvor Freddy ikke kom med spydige jokes eller oneliners, før han nedlagde sit offer. Wes Craven havde i begyndelsen tænkt Freddy som en stille morder i stil med de herrer Voorhees og Myers, men da vi nåede til 3’eren blev Freddy den spydige joker, som mange nu engang kender ham som.
Mareridt på Elmegade
I den første film følger vi Nancy Thompson (Heather Langenkamp), der har problemer med at sove. Når hun endelig falder i søvn, har hun livagtige mareridt om en vansiret bøhmand i en grøn og rød sweater, der har knive i stedet for fingre. Hun tænker ikke mere over dette, før hendes veninde Tina (Amanda Wyss) fortæller, at hun også har drømt om denne mand og senere samme aften, på brutal vis, dør imens hun sover.
I starten tror det lokale politi (heriblandt Nancys far Lt. Thompson), at det er Tinas kæreste Rod (Jsu Garcia), som er noget af en bølle og småkriminel, der har myrdet hende i jalousi. Nancy prøver at forklare, hvordan hun og Tina har haft de samme drømme om den vansirede morder, men hendes ord bliver kun mødt med modstand fra hendes forældre og alle omkring hende. Det er først, da hun trækker Kruegers hat med ud af en drøm, at hun kan få besvaret nogle af sine spørgsmål.
Hendes alkoholiserede mor (Ronee Blakley) fortæller hende historien om barnemorderen Fred Krueger, og hvordan han ikke kan komme efter Nancy, da forældrene fra Elm Street stak ild på ham, efter han gik fri fra en domstol for flere år siden. Da Nancy ikke kan regne med hjælp fra de voksne og da alle hendes venner er endt som hakkekød, må hun stå på egne ben og selv bekæmpe sit livs mareridt.
Fortsættelser, merchandise og remake
Der var stor uenighed imellem Craven og produceren Robert Shaye fra New Line Cinema, da den endelige slutning skulle bestemmes. Craven havde oprindelig skrevet en lykkelig slutning, hvor Nancy kommer ud til en ny solrig morgen, hvor alle hendes venner og familie har det godt, og alle er glade. Men Shaye mente, at der skulle være oplæg til en fortsættelse – hvis nu filmen solgte godt. Det resulterede i, at filmen fik en slutning, der ikke er vanvittig skræmmende, men snarere lægger en dæmper på det klimaks, filmen havde prøvet at opbygge.
Man kan tolke meget i en historie som A Nightmare on Elm Street, og man kan trække mange analyser ned over den, men i bund og grund er filmen blot en slasher, der skal skræmme sit publikum og tjene nogle penge. Og uanset om man kan lide filmen eller ej, så er det netop, hvad den har gjort. Publikum var vilde med drømmemorderen Freddy og med tiden er det blevet til intet mindre end seks efterfølgere, actionbraget Freddy vs. Jason (2003), en masse merchandise og en remake, der kommer ud senere i år.
En velprøvet opskrift
En ting man ikke kan undgå at ligge mærke til, er den kløft, der er imellem gruppen af unge mennesker (hovedsageligt vores hovedpersoner) og så de voksne og ansvarlige. Denne afgrund gør det umuligt for personerne at kommunikere fornuftigt, og oftest ender det med skænderier og misforståelser, som f.eks. da Nancy bliver forhørt af sine forældre omkring mordet på Tina.
Det er set mange gange før, hvor vores unge (og i starten ofte uansvarlige) helte ikke kan regne med hjælp fra de voksne eller autoritære magter, og derfor må stå på egne ben og igennem en masse grufulde prøver og forhindringer for at udvikle sig til voksne og ansvarsfulde mennesker. Grunden til at vi har set det før, er selvfølgelig fordi bagmændene ved, det virker, og at det har virket siden, man begyndte at skrive eventyr.
Idéen er da også en løbende rød tråd igennem A Nightmare on Elm Street-serien, og sætter man sig ned og ser filmene fra ende til anden (som denne anmelder gjorde den første gang), ender det med at virke påklistret og ikke særlig velovervejet, når forældrene i A Nightmare on Elm Street 5 – The Dream Child (1989) stadig ikke fatter en brik af, hvad der sker, og man skal igennem de samme spørgsmål og svar for at finde ud af, at – (chok!) – Freddy er faktisk virkelig!
Tåkrummende
Hvorfor netop Freddy har fået den succes, som han har, går lidt hen over hovedet på denne anmelder, når man tager de to første film i betragtning. Cravens originale fra 1984 indeholder så mange klichéer, at det er til at brække sig over. Forældrene vil ikke lytte til de unge, bøllen er iklædt læderjakke og går med springkniv, Nancy er den søde pige med den søde kæreste, der bor på den anden side af gaden, Freddy er en bøhmand, politiet kan ikke hitte hoved og hale på noget som helst osv. osv.
Oven i dette får vi så en stor spand dårligt skuespil, der flere gange tangerer pinligt overspil, og hvor især scenerne med Langenkamps råberi er så tåkrummende dårlige, at man efter første gennemsyn bliver nødt til at mute filmen, for at undgå krampe i fødderne. Mange har A Nightmare on Elm Street højt på deres liste over gode gyserfilm, men med skuespil i den kaliber, vil jeg hellere se den originale Friday the 13th (1980) om og om igen.
John Saxon er den person, der leverer den bedste præstation, udover Robert Englund som Freddy Krueger, men desværre er det ikke disse, vi ser mest til her i filmen. Det er i stedet de unge mennesker, som vi skal identificere os med, som er mest på skærmen – en skam, da de slet ikke virker for et mere voksent publikum. Nancys kæreste Glen spilles i øvrigt af en ung Johnny Depp i sin første filmrolle – han er heldigvis kommet videre og har været med i nogle gode film siden, og hurra for det.
Værd at se – trods alt
”Men er A Nightmare on Elm Street så slet ikke værd at se?”, spørger du sikkert. Jo. Jeg vil mene, at det er vigtig for en rigtig gyserentusiast at stifte bekendtskab med Freddy Krueger, da han har haft stor indflydelse på horrorgenren og hvordan den senere er kommet til at se ud. Mange hardcore gyserfans, der er oppe i årene (læs: over teenageårene) vil nok ikke finde filmene skræmmende eller uhyggelige, men måske som jeg, en smule kedelige og ikke alt for originale.
Men er man i sine teenageår og skal holde en uhyggelig videoaften for at skræmme pigerne i ens vennekreds, vil Cravens originale sikkert virke ganske effektivt om end en smule forældet set i forhold til nutidens brutale film i Saw– og Hostel-serierne.
Vil man have mere gys for pengene, bør man holde sig til Cravens første produktioner, hvor han slog tonen an med The Last House on the Left (1972) og The Hills Have Eyes (1977). Der er sagt og skrevet meget om Cravens film og især de to første i hans karriere, og for at gentage det igen, så er det kun gået ned ad bakke siden da. Scream-trilogien (1996, 1997 og 2000) blev et stort mainstreamhit, men seriøse gyserfans kræver bare lidt mere af deres film end fjollede referencer til deres favoritslasher.
Har sine øjeblikke
To år før A Nightmare on Elm Street lavede Craven den campede tegneserieagtige Swamp Thing (1982) og har man set denne film, har man sikkert også undret sig over, hvor seriøst Craven tog hele projektet. Filmen har blandt andet scener med voksne mænd iklædt gummikostumer, der ligner noget fra en episode af Power Rangers. Swamp Thing er ikke en videre fantastisk film, men den er underholdende på trods af de naive effekter og dårlige stunts, og den slags burde Craven måske have benyttet sig lidt mere af i A Nightmare on Elm Street.
Havde filmen været et bombardement af over-the-top effekter og bizarre påfund i sygelige feberdrømme, ville den uden tvivl være helt fantastisk. Men desværre gennemtæsker Craven alle de klassiske horrorklichéer og holder den på et niveau, der aldrig kommer op at ringe. Det er virkelig ærgerligt, for A Nightmare on Elm Street har sine øjeblikke, der er gået over i gyserfilmens blodige historiebog. F.eks. Johnny Depps dødsscene, hvor han bliver trukket ned i sin seng af Freddy, efterfulgt af en gejser af blod!
Slutningen lagde som nævnt op til en fortsættelse, og den kom så året efter, hvor Freddy er tilbage på Elm Street for at hjemsøge teenagerne! Toeren er uhyggeligt meget dårligere end den første film, men den fik alligevel så stor en biografsucces, at filmene blev ved med at strømme ud. I skrivende stund er der kun lige over to måneder til, at remaken af A Nightmare on Elm Street (2010) har premiere, og i de kommende år, kan vi vel forvente flere i samme serie, som vi så med Texas Chainsaw Massacre (2003) og Friday the 13th (2009).
Dansk titel: Morderisk Mareridt
Instruktør: Wes Craven
Manuskript: Wes Craven
Cast: John Saxon (Lt. Thompson), Ronee Blakley (Marge Thompson), Heather Langenkamp (Nancy Thompson), Amanda Wyss (Tina Gray), Jsu Garcia (Rod Lane), Johnny Depp (Glen Lantz), Charles Fleischer (Dr. King), Joseph Whipp (Sgt. Parker), Robert Englund (Fred Krueger), Lin Shaye (Teacher), Joe Unger (Sgt. Garcia), Mimi Craven (Nurse), Jack Shea (Minister), Ed Call (Mr. Lantz), Sandy Lipton (Mrs. Lantz)
Producere: Robert Shaye (producer), Sara Risher (co-producer), John Burrows (associate producer), Stanley Dudelson (executive producer), Joseph Wolf (executive producer)
Foto: Jacques Haitkin
Klip: Patrick McMahon & Rick Shaine
Musik: Charles Bernstein
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1984
Produktionsselskaber: New Line Cinema, Media Home Entertainment, Smart Egg Pictures, The Elm Street Venture
Distributør (DVD): Sandrew Metronome (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 53 | 13/03/2010