Daniel Hvid
Ingen kommentarer

A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge

A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy's RevengeFreddy’s Revenge må siges at være det værste indslag i hele A Nightmare on Elm Street-serien. Forfatteren og instruktøren lader ikke til at have forstået idéen bag Freddy Krueger, og det ender i ren forvirring over, hvornår noget foregår i en drøm og hvornår det er virkelighed.

De sidste sekunder af Wes Cravens teenagegyser A Nightmare on Elm Street (1984) varslede, at mareridtet ikke var ovre men kun lige begyndt. Slutningen lagde op til en fortsættelse, som kom året efter med Jack Sholder i instruktørstolen. Wes Craven havde selv takket nej til at instruere, da han ikke kunne lide manuskriptet og heller ikke mente, at A Nightmare on Elm Street var en film, der kunne laves en længere serie over.

Manuskriptet til Freddy’s Revenge er heller ikke særlig godt, faktisk er det rigtig skidt, så man kan forstå, at Craven sprang fra – at han så lavede The Hills Have Eyes Part II (1985) samme år, giver til gengæld ingen mening. Men på trods af at A Nightmare on Elm Street-serien, var nede at dykke her i toeren, har serien alligevel fået hele syv film, en TV-serie, et sammenstød med Friday the 13th-serien samt en kommende remake, der så kan starte hele molevitten forfra.

Freddy i virkeligheden

Hvorfor Freddy’s Revenge (1985) fik så stor succes og kunne afføde flere efterfølgere står stadig som lidt af en gåde for denne anmelder efter endnu et gennemsyn af filmen. En toer bliver sjældent så god som den oprindelige film, og Freddy’s Revenge er bestemt ikke undtagelsen, der bekræfter reglen.

Når man når hen imod filmens klimaks, kan man sidde og undre sig over, om forfatteren David Chaskin har forstået Freddy Krueger og den måde han og hans univers hænger sammen på, eller om han bare vælger at ignorere det. I stedet for at Krueger er en drømmedæmon, der eksisterer i drømme, vælger Chaskin at få ham ud i virkeligheden, så han kan slagte en masse teenagers uden de sover.

Ideen med at hive Freddy ud af sine vante omgivelser var noget af det, der fik Craven til at hoppe fra som instruktør, da han mente, det var imod Freddys historie og figur – hvilket det i sidste ende også var!

Same shit, different day

Jesse (Mark Patton)

Handlingen i Freddy’s Revenge starter, efter Nancy er flyttet fra Elm Street, og en ny familie er flyttet ind. Her bliver familiens teenager Jesse (Mark Patton) hjemsøgt af nogle livagtige mareridt om en vansiret morder med knive i stedet for fingre. Mareridtene tager hårdt på den stakkels knægt, der stille og roligt bliver mere og mere vanvittig af de uhyggelige mareridt.

Familien er ikke til meget hjælp, når han fortæller om sine søvnproblemer. Hans far Ken (Clu Gulager) mener, at det eneste Jesse behøver, er et solidt spark i røven, så han kan komme videre, men kommunikationen mellem far og søn er ikke særlig god – så Jesse opfatter flere af faderens udbrud som et personligt angreb.

Som i A Nightmare on Elm Street har vi igen at gøre med den afstand, der er imellem unge og voksne, hvor teenagerne må stå på egne ben og udvikle sig til voksne, ansvarsfulde mennesker. Dette tema kører igennem størstedelen af Nightmare-filmene og bliver i længden en anelse trættende. Men i Freddy’s Revenge er det ikke kun aldersforskellen, der er det store problem, for det antydes meget kraftigt i flere scener, at Jesse er homoseksuel, og han har svært ved at indrømme dette overfor sig selv og især overfor sin far. Det er egentlig en meget god idé på papiret, men desværre får Sholder det ikke til at fungere. Mere om det senere.

Heldigvis får Jesse hjælp af den søde pige Lisa (Kim Meyers), der er begyndt at få et godt øje til ham. Sammen finder de Nancys gamle dagbog, hvor hun fortæller om sine mareridt og om Freddy Krueger. Men da det endelig går op for Lisa, at det er ramme alvor, og at Jesse er i vanskeligheder, har Freddy allerede et godt tag om Jesse og har næsten overtaget hans krop! Kan Lisa nå at redde Jesse fra galningen Freddy, der af al magt prøver at komme ud i vores virkelighed, eller vil Freddy sejre og lægge Elm Street tom for altid?

Udviskede grænser mellem drøm og virkelighed

Ikke et sted man vil havne – fra filmens eneste uhyggelige mareridt

Teknisk set er der ikke noget i vejen med filmen. Billederne er af god standard, lyden fungerer udmærket, effekterne er acceptable, og skuespillet er ikke helt pinligt. Men alligevel ender Freddy’s Revenge som et af de svageste indslag i serien, og det skyldes hovedsageligt det forvirrende manuskript og den måde, Sholder har valgt at tackle det på.

Historiens største minus er, at man prøver at få Freddy ind i vores verden samt den måde, man har valgt at gøre det på. Freddy har fra starten været en drømmedæmon og har kun eksisteret i teenagernes mareridt – derfor virker forkert, at han hen imod filmens slutning terroriserer en masse unge mennesker til et poolparty samtidig med, at han beholder sine overnaturlige evner.
Med denne fusion af mareridt og virkelighed bliver det meget svært at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen og hvornår det er et mareridt og hvornår det er en drøm.

Jesse begynder at miste forstanden

Grænserne bliver visket mere og mere ud, jo længere vi nærmere os filmens slutning, hvor Jesse pludselig bliver til Freddy og omvendt for øjnene af den stakkels Lisa. Første gang jeg så filmen, prøvede jeg at få det hele til at give mening, men til sidst måtte jeg opgive og bare se filmen – senere fandt jeg ud af, at det ikke kun var mig, der har haft det problem. Så hvis du sidder og ikke lige kan hitte redde rede i, hvornår det er drøm og hvornår det ikke er, så fortvivl ikke – det er der ikke mange, der kan.

Bliver Jesses krop styret af Freddy fra drømmeverdenen eller er Jesse stille og roligt ved at blive sindssyg – og kan Freddy ikke bare være et symbol på Jesses egen seksualitet, der inden for rammerne af forstadsamerika er afvigende? Det er op til den enkelte seer at danne sig en mening om hvad det kan betyde, men det virker underligt at Jesse efter at have befamlet Lisa til et poolparty, pludselig flygter hjem til sin halvnøgne ven Grady (Robert Rusler), der ligger og sover.

Mere mærkelig er scenen, hvor Jesse i en drøm (eller i virkeligheden?) går ind på en S&M-bøssebar, hvor han møder sin sadistiske gymnastiklærer, der senere bliver bundet og pisket ihjel i skolens brusebad. I sidste ende er det dog det andet køn (Lisa), der må redde Jesse fra hans forbandelse – hvilket også understreger de homoseksuelle over- og undertoner samt gysergenrens iboende konservatisme.

Pjat frem for uhygge

Et uventet natbesøg ved Grady (Robert Rusler)

Tegnene er ret tydelige igennem hele filmen, og derfor er det underligt, at instruktøren Jack Sholder i et interview på skiven fortæller, at han ikke lagde mærke til de stærke seksuelle toner, mens han filmede den – det fortæller måske lidt om, hvor opmærksom manden har været under produktionen?

Foruden den udviskede grænse mellem drømme og virkelighed, der trækker filmen meget ned, er de mareridt vi får præsenteret ikke særlig skræmmende. I det første indslag blev en teenager trukket ned i sin seng, hvorefter det sprøjtede ud med blod, og i en anden scene bliver en teenager trukket hen over loftet, imens blodet flyder. I denne omgang får vi ikke set meget til Freddy før helt til sidst, så det eneste det kan blive til er nogle levende håndbolde og sjippetove.

Da Freddy endelig kommer ud i virkeligheden (og man som publikum ikke tænker videre over det), er der faktisk nogle morsomme scener, hvor Freddy kan komme til at lemlæste et par teenagere eller ti. Disse scener kommer dog aldrig op på et niveau hvor de bliver uhyggelige, men er snarere en smule pjattede og komiske. Som f.eks. da poolen begynder at koge og dåseøllene sprænger.

Parodi

Freddy er på vej igennem Jesses krop

Før Freddy’s Revenge havde premiere, havde New Line Cinema hyret en reklamemand til at promovere Freddy, f.eks. ved specielle midnatsforestillinger af den første film, hvor folk kom klædt ud som Krueger samt masser af andre PR-stunts. Det var uden tvivl med til at få flere publikummer i biffen og skabte en stor fanbase for Freddy Krueger, da filmen blev sendt på gaden – og hurra for det. For havde publikummet ikke været der, var vi endt med Wes Cravens middelmådige teenagegyser og en enkelt opfølger, der virkelig skraber bunden.

To år efter kom den noget bedre A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987), hvor Wes Craven igen var inde over manuskriptet og Heather Langenkamp igen ses i rollen som Nancy. De næste mange film i serien svinger også gevaldigt i kvalitet, men ingen når heldigvis ned på niveau med Freddy’s Revenge.

Freddy Krueger (Robert Englund)

Kort sagt bør man holde sig fra Freddy’s Revenge og i stedet gå i kødet på Wes Cravens første film eller det tredje indslag og gøre som resten af filmene og ignorere toerens handling. Har man alligevel sat sig for at se alle Nightmare on Elm Street-filmene (hvis man f.eks. har købt den samlede boks), kan jeg anbefale, at man ikke ser den alene, da man formentligt vil komme til at tage det hele lidt for seriøst og det må man endelig ikke.

Se i stedet filmen med et par gode venner dagen efter en bytur, hvor al opmærksomheden alligevel ikke er omkring filmen og plottet, men på løssluppen tømmermændssnak og fjollede jokes. Det vil kun lindre den smerte det er at sidde igennem denne parodi på en gyserfilm.

1 stjerne

Titel: A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge
Dansk titel: Morderisk Mareridt 2
Instruktør: Jack Sholder
Manuskript: David Chaskin
Cast: Mark Patton (Jesse Walsh), Kim Myers (Lisa Webber), Robert Rusler (Ron Grady), Clu Gulager (Ken Walsh), Hope Lange (Cheryl Walsh), Marshall Bell (Coach Schneider), Melinda O. Fee (Mrs. Webber), Tom McFadden (Mr. Webber), Sydney Walsh (Kerry), Robert Englund (Freddy Krueger), Edward Blackoff (Biology Teacher), Christie Clark (Angela Walsh), Lyman Ward (Mr. Grady), Donna Bruce (Mrs. Grady), Hart Sprager (Teacher)
Producere: Robert Shaye (producer), Sara Risher (co-producer), Michael S. Murphey (line producer), Joel Soisson (line producer), Stephen Diener (executive producer), Stanley Dudelson (executive producer)
Foto: Jacques Haitkin & Christopher Tufty
Klip: Bob Brady & Arline Garson
Musik: Christopher Young
Spilletid: 82 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1985
Produktionsselskaber: New Line Cinema, Heron Communiactions, Smart Egg Pictures
Second Elm Street Venture, Media Home Entertainment
Distributør (DVD): Sandrew Metronome (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 53 | 13/03/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *