A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors

Tredje kapitel i Elm Street-serien starter, da den unge Kristen (Patricia Arquette) bliver indlagt på psykiatrisk afdeling efter et mislykket selvmordsforsøg. Igennem længere tid er hun blevet hjemsøgt af nogle frygtelige mareridt, hvor en vansiret morder med knive i stedet for fingre, prøver at dræbe hende.

På hospitalet viser det sig dog, at hun ikke er den eneste, der lider af disse frygtelige mareridt. En lille gruppe af unge mennesker lider alle af frygtelige mareridt om den samme person, som lægerne mener er en form for massepsykose. Men det er ikke helt nemt for lægerne, Neil Gordon (Craig Wasson) og den kolde Dr. Simms (Priscilla Pointer), at helbrede de unge mennesker – faktisk har flere af deres patienter taget livet af sig selv i deres søvn.

Lystig senfirserstemning

Men det er lige indtil den nyuddannede Nancy Thompson (hovedrollen fra Wes Cravens originale A Nightmare on Elm Street, 1984), bliver ansat på klinikken. Efter handlingen i den første film, har hun uddannet sig som psykiater med speciale i drømme for bedre at kunne forstå og bekæmpe sine mareridt – og Krueger. Nancy vinder hurtigt de unges tillid og får især et godt forhold til Kristen.

Det viser sig nemlig, at Kristen har en speciel evne, der tillader hende at hive andre personer ind i sine drømme, og dette vil Nancy udnytte for at bekæmpe Freddy. Sammen med hospitalets andre patienter slår de sig sammen og bliver Dream Warriors.

Man fornemmer allerede fra starten af filmen, at instruktøren Chuck Russell ikke har satset på en mørk og dyster teenagegyser, som Craven skød serien i gang med. I stedet er Dream Warriors fyldt med en meget mere lystig senfirserstemning, der også præger film som Fred Dekkers Night of the Creeps (1986) eller Russells egen The Blob (1988) – uden at Russell dog forfalder til total komedie.

Historien i det tredje kapitel ignorerer fuldstændig handlingerne i Jack Sholders forfærdelige Freddy’s Revenge (1984), og man kan derfor nøjes med at se etteren og treeren (hvilket klart er at fortrække), hvis man da ikke er fanatiker (eller masochist) og vil se dem alle.

Gamle kendinge

New Line Cinema, der har produceret A Nightmare on Elm Street-serien, indså heldigvis deres fejl med 2’eren og fik Wes Craven til at arbejde på manusset til Dream Warriors. Craven takkede ja til tilbuddet, selvom han nogle år forinden havde udtalt, at han ikke kunne se en længere filmserie om Freddy Krueger og ikke ønskede at arbejde på kapitel to. Om det så var pengene, der lokkede, eller om Craven bare ikke brød sig om, hvad Sholder havde gjort ved Freddy, vides ikke.

Men det er ikke kun folkene bag kameraet, der er fælles for de to film. Også foran kameraet møder vi folk, vi har set før. Heather Langenkamp vender tilbage i rollen som Nancy, og John Saxon spiller igen hendes far – i en meget lille rolle. Endelig har vi selvfølgelig Robert Englund i rollen som Freddy. Skuespillet har fået en tand opad, selvom vi har med forholdsvis ukendte skuespillere (på dette tidspunkt) at gøre, men Langenkamps præstation skærer stadig i ørerne, og man har det bedst, når hun holder mund eller slet ikke er på skærmen.

Resten af skuespillerstaben gør det ganske glimrende, deres roller taget i betragtning, for de unge patienter er kun med for at hæve bodycounten betydeligt. Ingen af dem bliver rigtig interessante, og selvom de måske virker meget sjove de første par gange, man ser filmen, bliver de bare mere og mere irriterende ved hvert gennemsyn. Desværre mente producenterne alligevel, at nogle af karaktererne var interessante nok til at bruge i fortsættelsen The Dream Master (1988).

Comic book-stemning

Dream Warriors havde et forholdsvis stort budget set i forhold til den første film, der var en lowbudgetproduktion, og det er ensbetydende med, at effekterne og mareridtene også er blevet mere omfangsrige og af meget bedre kvalitet. Hvor meget var holdt i skyggerne i den originale film, får vi nu en masse at se. Det tæller blandt andet Freddy, der styrer én af patienterne som en marionetdukke, hvor trådene er patientens kød- og muskelvæv, samt et mareridt med en kæmpe falloslignende Freddy-orm!

Mordene i Dream Warriors er generelt blevet løftet en del fra de to første indslag, og det er her, der bliver sat en standard for, hvad serien senere diskede op med. Mareridtene og mordene er stadig gennemsyret af en tyk comic book-stemning, der gør, at selvom det virker nok så grumt, bliver det aldrig superrealistisk som f.eks. i The Fly (1986) eller de senere voldsorgier i f.eks. Saw-filmene.

Kan man lide stilen, vil man helt sikkert også være rigtig godt underholdt af det i Dream Warriors, men skal ens horror/splat have et strejf af virkelighed, vil man sikkert ikke komme helt op af stolen. Personligt synes jeg, det er meget hyggeligt med den campede 80’er-stemning, som Russell disker op med, og som han senere brugte til perfektion i remaket af The Blob (1988) og i The Mask (1994), men det er desværre ikke alt, der virker.

Da gruppen af patienter falder i søvn og vågner i deres drømme, får de nemlig nogle ”drømme-evner”, som de skal bruge imod Krueger – og det er her, filmen knækker. Den nørdede invalide dreng i kørestolen kan nu både gå og trylle, Kristen kan lave flotte saltomortaler i luften, den sorte Kincaid er nu superstærk osv. osv.

Deux ex machina griber ind her og redder dagen for de unge, der ikke rigtig skal igennem en udvikling, som f.eks. Nancy skulle, da hun første gang kæmpede imod Krueger. I en børnevenlig film vil det sikkert have virket ganske glimrende, men det er nu engang en gyserfilm, vi har med at gøre, og ikke en tegnefilm.

En klar forbedring

Dream Warriors er meget bedre end de to første film, og rigtig mange fans betragter den som én af de bedste A Nightmare on Elm Street-film – foruden den originale. Det er selvfølgelig en smagssag, og det kan man jo diskutere fra nu af og til dommedag, men jeg foretrækker personligt kapitel tre frem for den originale.

Filmen får alligevel ikke så høj en karakter her, da der stadig er for mange elementer, der mangler. Vi har med en gyser at gøre, men der er ikke rigtig nogle elementer, der for alvor virker uhyggelige – jo, selvfølgelig er nogle af mareridtene grumme og måske lidt ulækre, men der er ikke noget, der hænger ved, efter filmen er overstået.

Elm Street-serien er en mainstream teengyser-serie og henvender sig til et ungt publikum. Derfor er filmene ikke så grumme som så mange andre splatterfilm fra den tid. Så hvis man virkelig vil have grumt blodsjask eller noget rigtig skræmmende, bør man nok søge andetsteds.

Jeg har givet filmen 3 stjerner, og på en god dag kunne man måske smide en stjerne mere efter den eller blot en pil opad. Men det er en klar forbedring i forhold til Cravens knap så spændende originale film.

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010

Stikord: 3’er, Drømme, Fortsættelse, Splat